076.Det gamle egetræes sidste drøm

H. C. Andersen - Eventyr 076:

Det gamle egetræs sidste drøm. Et jule-eventyr (1858)

Original + 2019-version

Der stod i skoven - højt på skrænten, ved den åbne strand - sådan et rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og femogtres år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange døgn for os mennesker. Vi våger om dagen, sover om natten, og har da vore drømme; med træet er det anderledes: træet er vågent i de tre første årstider, og først mod vinteren har det sin søvn. Vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og efterår.

Mangen en varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om egetræets krone, havde levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede nu et øjeblik i stille lyksalighed, den lille skabning, på et af de store friske egeblade, og så sagde træet altid: “Lille stakkel! Kun en eneste dag er hele dit liv! Hvor kort dog - det er så sørgeligt!”

“Sørgeligt!” svarede døgnfluen altid, “hvad mener du med det? Alt er jo så mageløst lyst, så varmt og dejligt, og jeg er så glad!”

“Men kun én dag, og så er alt jo forbi!”

“Forbi?” sagde døgnfluen. “Hvad er forbi? Er du også forbi?”

“Nej, jeg lever måske mange tusinder af dine dage, og min dag er hele årstider! Det er noget så langt, at du slet ikke kan udregne det!”

“Nej, for jeg forstår dig ikke! Du har tusinder af mine dage, men jeg har tusinder af øjeblikke til at være glad og lykkelig i! Holder al denne verdens dejlighed op, når du dør?”

“Nej,” sagde træet, “den bliver vist ved længere, uendeligt længere, end jeg kan tænke det!”

“Men så har vi jo lige meget, vi udregner det bare forskelligt!”

Og døgnfluen dansede og svang sig i luften, glædede sig ved sine fine, kunstfærdige vinger, deres flor og fløjl, glædede sig i den varme luft, der var så krydret med duft fra kløvermarken og fra gærdets vilde roser, hyld og kaprifolier, for ikke at tale om skovmærker, kodriver og vilde krusemynter; der var en duft så stærk, at døgnfluen troede at have en lille rus af den. Dagen var lang og dejlig, fuld af glæde og sød fornemmelse, og når så solen sank, følte den lille flue sig altid så behagelig træt af al den lystighed. Vingen ville ikke længere bære den og ganske stille gled den ned på det bløde, gyngende græsstrå, nikkede med hovedet, som den kan nikke, og sov ind så gladelig - det var døden.

“Stakkels lille døgnflue!” sagde egetræet, “det var dog alt for kort et liv!”

Og hver sommerdag gentog sig samme dans, samme tale, svar og hensoven; det gentog sig i hele slægter af døgnfluer, og alle var de lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vågen sin forårsmorgen, sommermiddag og efterårsaften, nu gik det snart mod sovetid, dets nat: vinteren ville komme.

Stormene sang allerede: “God nat, god nat! Dér faldt et blad, dér faldt et blad! Vi plukker, vi plukker! Se til, at du kan sove! Vi synger dig i søvn, vi rusker dig i søvn, men ikke sandt, det gør godt i de gamle grene! De knager derved af bare fornøjelse! Sov sødt, sov sødt! Det er din tre hundrede og femogtresindstyvende nat, egentligt er du kun en års-unge! Sov sødt! Skyen drysser sne, det bliver et helt lagen, et lunt sengetæppe om dine fødder! Sov sødt og drøm behageligt!”

Og egetræet stod afklædt alt sin løv for at gå til ro hele den lange vinter og i den at drømme mangen en drøm, altid noget oplevet, ligesom i menneskenes drømme.

Det havde også engang været lille, ja, et agern havde været dets vugge; efter menneskeregning levede det nu i sit fjerde århundrede. Det var det største og ypperste træ i skoven, med sin krone ragede det højt over alle de andre træer og blev set langt ude fra søen, var et skibsmærke; det tænkte slet ikke på, hvor mange øjne, der så efter det. Højt oppe i dets grønne krone byggede skovduerne rede, og gøgen kukkede der, og om efteråret, når bladene så ud som udhamrede kobberplader, kom trækfuglene og hvilede der, før de fløj hen over søen. Men nu var det vinter, træet stod bladløs, man kunne rigtig se, hvor bugtede og krogede grenene strakte sig; krager og alliker kom og satte sig skiftevis der og talte om de strenge tider, som nu begyndte, og hvor svært det var at få føden om vinteren.

Det var netop den hellige juletid – da drømte træet sin dejligste drøm. Den skal vi høre.

Træet havde tydeligt en fornemmelse af at det var en festlig tid, det syntes at høre alle kirkeklokker ringe rundt omkring, og dertil var det som på en dejlig sommerdag, mildt og varmt. Træet bredte ud så frisk og grøn sin mægtige krone, solstrålerne spillede mellem blade og grene, luften var fyldt med duft af urter og buske; brogede sommerfugle legede “tagfat” og døgnfluerne dansede, som var alt kun til for at de skulle danse og fornøje sig. Alt, hvad træet igennem årene havde oplevet og set omkring sig, drog forbi, som i et helt festoptog. Det så fra gammel tid riddere og fruer til hest, med fjer i hatten og med falk på hånd, ride gennem skoven. Jagthornet lød og hundene halsede; det så fjendtlige soldater i blanke våben og brogede uniformer, med spyd og hellebard-økser, slå telt op og atter tage det ned. Vagt-ilden blussede og der blev sunget og sovet under træets udstrakte grene. Det så kærestefolk mødes i stille lykke her i måneskin og skære deres navne - det første bogstav - ind i den grågrønne bark. Både et strengeinstrument og en vindharpe var engang, ja der lå år imellem, blevet hængt op i egens grene af forbirejsende, muntre svende; nu hang de der igen, nu klang de der igen så yndeligt. Skovduerne kurrede, som ville de fortælle, hvad træet følte derved, og gøgen kukkede om hvor mangen sommerdage det skulle opleve.

Da var det, som om en ny livsstrømning rislede lige ned i dets mindste rødder og op i de højest-ragende grene, lige ud i bladene; træet følte at det strakte sig derved, ja det mærkede med rødderne, hvordan der også nede i jorden var liv og varme; det mærkede sin styrke tage til, det voksede højere og højere; stammen skød op, der var ingen stilleståen, det voksede mere og altid mere, kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, – og samtidig med at træet voksede, voksede også dets velvære, dets lyksaliggørende længsel efter altid at nå højere, lige op til den lysende, varme sol.

Det var allerede vokset højt op over skyerne, der som mørke trækfugleskarer, eller store hvide svaneflokke, svævede hen under det.

Og hvert af træets blade kunne se, som havde det øjne at se med; stjernerne blev synlige om dagen, så store og blanke; hver af dem blinkede som et par øjne, så milde, så klare; de mindede om kendte, kærlige øjne, barneøjne, kærestefolks øjne, når de mødtes under træet.

Det var et livsaligt øjeblik, så frydefuldt! Og dog, i al den fryd, fornam det en længsel og en lyst efter, at alle de andre skovens træer dernede, alle buske, urter og blomster måtte kunne løfte sig med - føle og fornemme denne glans og glæde. Det mægtige egetræ i al sin herligheds drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem alle med, små og store, og denne følelse bævede igennem grene og blade, så inderligt, så stærkt som i et menneskes bryst.

Træets krone bevægede sig som om det søgte og savnede, det så tilbage, og da kunne det fornemme duft af skovmærker og snart en endnu stærkere duft af kaprifolier og violer, og det troede at kunne høre gøgen svare sig.

Ja, gennem skyerne pippede skovens grønne toppe frem, det så under sig de andre træer vokse og løfte sig som det: buske og urter skød højt i vejret, enkelte rev sig endda løs med rod og fløj hurtigere. Birken var hurtigst; som en hvid lynstråle knitrede dens slanke stamme opad, grenene bølgede som grønne flor og faner; den hele skovnatur – selv de høje brune græsser og rør – voksede med, og fuglene fulgte med og sang; og på strået, der som et langt, grønt silkebånd løst flagrede og fløj, sad græshoppen og spillede med vingen på sit skinneben, oldenborrerne brummede og bierne summede. Hver fugl sang med sit næb, alt var sang og glæde lige ind i himlen.

“Men den lille blå blomst ved vandet, den skulle også med!” sagde egetræet “- og den røde klokkeblomst! Og den lille gåseurt!” – ja egen ville have dem alle sammen med!

“Vi er med! Vi er med!” sang og klang det.

“Men de smukke skovmærker fra forrige sommer – og året før var her et flor af liljekonvaller! Og det vilde æbletræ, hvor stod det dejligt. Og al den skovpragt i år efter år, havde den dog levet og blevet til nu, så havde den dog også kunnet være med!”

“Vi ér med! Vi ér med!” sang og klang det endnu højere oppe, det syntes, som om de var fløjet foran.

“Nej, det er alt for utroligt dejligt!” jublede den gamle eg. “Jeg har dem alle sammen med, små og store! Ikke én er glemt! Hvor er dog al den lyksalighed mulig og tænkelig!”

“I Guds himmel er den mulig og tænkelig!” klang det.

Og træet, der altid voksede, mærkede at dets rødder løsnede sig fra jorden.

“Det er nu det allerbedste!” sagde træet, “ - nu holder ingen bånd mig! Jeg kan flyve op til det allerhøjeste i lys og glans! Og alle kære har jeg med! Små og store! Alle med!”

“Alle!”

Det var egetræets drøm, og mens det drømte gik en voldsom storm hen over hav og land i den hellige julenat; søen væltede tunge bølger mod stranden, træet knagede, bragede og rykkedes op med rod, netop da det drømte, at dets rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og femogtresindstyve år var nu som en dag for døgnfluen.

Julemorgen, da solen kom frem, havde stormen lagt sig. Alle kirkeklokker ringede festligt, og fra hver skorsten, selv den mindste på husmandens tag, løftede røgen sig blålig som fra alteret ved druidens – offerpræstens - fest, takkens offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og på et stort fartøj derude, der i natten havde vel overstået det hårde vejr, hejsedes nu alle flag, julefestligt og smukt.

“Træet er borte! Det gamle egetræ, vort skibsmærke på land er borte!” sagde søfolkene. “Det er faldet i denne stormnat! Hvem skal kunne erstatte det? Det kan ingen!”

Sådan en ligtale - kort, men velment - fik træet, der lå udstrakt på snetæppet ved stranden; og hen over det klang salmesang fra skibet, sangen om julens glæde og menneskenes sjæls frelse i Kristi og det evige liv:

“Syng højt i sky, Guds kirkeflok!

Halleluja, nu har vi nok,

Den fryd er uden lige!

Halleluja, halleluja!”

Sådan lød den gamle salme, og hver derude på skibet løftedes på sin vis ved den og ved bønnen, netop som det gamle træ løftede sig i sin sidste, sin dejligste, drøm julenat.