H. C. Andersen – Eventyr 077:
ABC-bogen (1858)
Der var en mand, som havde skrevet nogle nye vers til Abc-bogen; sådan to linier til hvert bogstav, ligesom i den gamle Abc-bog; han syntes, at man skulle have noget nyt, de gamle vers var så forslidte, og han syntes nu altid så godt om sine egne. Den nye Abc lå endnu kun håndskrevet, i manuskript, og den var ved siden af den gamle trykte stillet hen i det store bogskab, hvori der stod så mange lærde bøger og morsomme bøger, men den gamle Abc ville ikke være nabo til den nye og var derfor sprunget fra hylden og havde i det samme givet et skub til den nye, så den også lå på gulvet og det med alle sine løse blade spredte rundt omkring. Den gamle Abc vendte den første side opad, og det er den vigtigste i den, der står alle bogstaverne, de store og de små. Det blad har nemlig alt, hvad alle de andre bøger lever af, alfabetet, bogstaverne, dem, der dog regerer i verden - en forfærdelig magt har de! Det hele kommer alene an på, hvordan bogstaverne kommanderes til at stå; de kan give liv, slå ihjel, glæde og bedrøve. Enkeltvis opstillet betyder de ingenting, men stillet på række og i geled, – ja, da Vorherre lod dem underlægge sine tanker, følte vi mere, end vi magtede at bære, vi bøjede os dybt, men bogstaverne magtede at bære det.
Der lå de nu og vendte opad! Og hanen i det store A strålede med røde, blå og grønne fjer; han brystede sig, for han vidste hvad bogstaverne betød og at han var den eneste levende i dem.
Da den gamle Abc-bog faldt på gulvet slog han med vingerne, fløj ud og satte sig på en kant af bogskabet, glattede sig med næbet, og galede, så det skingrede efter! Hver bog i skabet, som ellers nat og dag stod ligesom i en døs, når den ikke var i brug, hørte dette trompetstød – og så talte hanen højt og lydeligt om den uret, der var gjort mod den værdige gamle Abc-bog.
“Alting skal nu være nyt, være anderledes!” sagde den, “Alt skal være så fremad, børn er så kloge, at de nu kan læse før de kender bogstaverne. ”De skulle have lidt nyt!” sagde han, der skrev de nye Abc-vers, som ligger der spredt ud på gulvet. Jeg kender dem allerede! Mere end ti gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham sådan en fornøjelse. Nej, må jeg bede om mine egne, de gode gamle med hesten Xanthus ved X, og de billeder, der hører til – dem vil jeg kæmpe for, dem vil jeg gale for! Enhver bog i skabet kender dem godt! Nu skal jeg læse de nyskrevne! Læse dem stille og roligt! Lad os så være enige om, at de ikke duer!”
A. Amme.
En amme går i søndagsklæder,
Og andres børn er hendes hæder.
B. Bonde.
En bonde før led stor fortræd,
Nu er han tit for meget med!
“Det vers finder jeg nu inderligt flovt!” sagde Hanen, “men jeg læser videre!”
C. Columbus.
Columbus over havet for,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks rige sagnet går,
Gud ej sin hånd af Danmark slår!
“Det vil mange nok finde kønt!” sagde Hanen, “
– men det gør jeg ikke! Jeg finder ingenting kønt her – videre!”
E. Elefant.
En elefant går altid tungt,
Om også hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gør månen godt,
Den går så længe med kalot!
G. Galten.
Om galten end får ring i næsen,
Han lærer ej det fine væsen.
H. Hurra.
Tit er et Hurra på vor jord
Et meget ubesindigt ord!
“Hvordan skal nu et barn forstå dét?” sagde Hanen. “Der står rigtignok på titelbladet: ”Abc-bog for Store og Små”, men de store har andet at bestille end at læse Abc-vers og de små kan ikke forstå det! Der er en grænse med alt! Videre!”
J. Jord.
Vor Jord er vor mor så rund og så stor,
Og vi gå tilsidst igen i vor mor!
“Det er nu råt!” sagde Hanen.
K. Ko. Kalv.
En ko er tyrens madamme,
Og kalven kan blive det samme!
“Hvordan skal man nu kunne forklare det familieskab for børn?”
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde løve har ikke lorgnet,
Det har den tamme i teatrets parket.
M. Morgensol.
Op står den gyldne morgensol,
Men ej fordi gårdhanen gol.
“Nu får jeg grovheder!” sagde Hanen; “men jeg er da i godt selskab, i selskab med solen! Videre!”
N. Neger.
Sort er en neger al sin tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste blad – ja véd du hvad?
Det var dog duens olieblad.
P. Pande.
Tit rummes i menneskets pande,
Hvad knap kan rummes i tider og lande.
Q. Qvæg.
At eje qvæg er stort og godt,
Selv være qvæg, det er kun småt.
R. Rundetårn.
Skønt man er skabt som Rundetårn,
Er man ikke høj-velbår´n.
S. Svin.
Lad det dig ikke gøre hoven,
Atdu har mange svin i skoven.
“Tillader De nu, jeg galer!” sagde Hanen, “det tager på kræfterne at læse så meget! Man må trække vejret!” – og så galede den, så at det skingrede som en messing-trompet, og det var en stor fornøjelse at høre på – for hanen. “Videre!”
T. Tekedel. Temaskine.
Tekedlen fik kun skorstens-rang,
Og har dog te-maskinens sang.
U. Uret.
Skønt uret stadigt slår og går,
Midt i en evighed man står!
“Det skal nu være så dybt,” sagde Hanen, “men jeg kan ikke hitte det på bunden!”
V. Vaskebjørn.
En vaskebjørn kan vaske tingen
Så længe, at den bliver ingen!
X.– –
“Her har han ikke kunnet finde på noget nyt!”:
I ægteskabs-sø skal der findes en klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
“Han måtte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!”
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-træ var Gudernes Sted, –
Træet er dødt og Guderne med!
“Nu er vi snart færdige!” sagde Hanen, “det er altid en trøst. Videre frem.”
Æ. Æsel.
Et æsel er et æsel dog,
Om selv det går med gyldent skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til verden fidus,
Den véd, man kan æde den ud af sit hus!
“Der sluttede det! Men det er ikke overstået! Nu skal det trykkes! Og så skal det læses! Det skal tilbydes i stedet for de værdige, gode gamle bogstav-vers i min bog! Hvad siger forsamlingen, lærde og ulærde, både de enkelte og de samlede skrifter? Hvad siger bogskabet? Jeg har talt – nu kan de andre handle!”
Og bøgerne stod og bogskabet stod, men hanen fløj ned igen i sit store A og så sig stolt om. “Jeg talede godt, jeg galede godt -! Det gør den nye Abc-bogmig ikke efter! Den dør bestemt! Den ér død! Den har ingen hane!”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©