H. C. Andersen - Eventyr 079:
Hurtigløberne (1858)
Der var udsat en pris, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største hurtighed, ikke i ét løb, men i at løbe hele året.
“Jeg fik da første pris!” sagde haren. “Retfærdighed må der dog være, når ens egen familie og gode venner sidder i Rådet; men at sneglen fik anden pris, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!”
“Nej,” forsikrede ledpælen, der havde været vidne ved pris-uddelingen, “der må også tages hensyn til flid og god vilje, det blev sagt af flere agtværdige personer, og det har jeg også forstået. Sneglen har således brugt et halvt år på at komme op over dørtrinet, og han har brækket lårbenet på grund af det hastværk dette dog var for ham! Han har levet ene og alene for sit løb, og han løb endda med sit hus på ryggen! – Alt det er agtværdigt! – og derfor fik han anden pris!”
“Jeg kunne dog også have været taget i betragtning,” sagde svalen; “for hurtigere end jeg i flugt og omsving tror jeg ingen har vist sig at være, og hvor har jeg dog været vidt omkring: vidt, vidt, vidt!”
“Ja, det er jo netop Deres ulykke!” sagde ledpælen. “De føjter for meget rundt! De skal altid afsted, ud af landet, når det begynder at fryse her. De har ingen fædrelands-kærlighed! De kan derfor ikke komme i betragtning!”
“Men hvis jeg nu lå over i mosen hele vinteren?” sagde svalen. “Hvis jeg sov hele tiden bort, kom jeg så i betragtning?”
"Skaf først en attest fra Mosekonen på at De har sovet den halve tid i fædrelandet, så skal De komme i betragtning!"
"Jeg havde nok fortjent første pris og ikke anden!" sagde sneglen. "Det ved jeg jo: at haren kun har løbet af kujoneri, hver gang han troede, at der var fare paa færde; jeg derimod har gjort min løben til en livs-opgave, og er blevet krøbling i tjenesten! Skulle nogen have første pris, var det nok mig – men jeg gør ingen spræl, det foragter jeg!"
Og så spyttede den.
"Jeg skal med ord og tale kunne forsvare, at hver pris, i det mindste min stemme til den, er givet med retfærdigt hensyn!" sagde det gamle landmåler-mærke i skoven, der var medlem i den afgørende dommerforening. "Jeg går altid frem med orden, overvejelse og beregning. Syv gange tidligere har jeg nydt den ære at være med til at give prisen; men ikke før i dag har jeg fået min vilje sat igennem. Jeg har ved hver uddeling gået ud fra noget klogt og viist, fra en princip. Jeg er altid gået forfra i bogstaverne til første pris og bagfra til anden pris. Og vil De nu lægge mærke til, når man tager forfra: Det ottende bogstav fra A er H, der har vi Haren, og så stemte jeg for haren til første pris, og det ottende bogstav bagfra – Æ regner jeg ikke med, det har sådan en upassende lyd, og det upassende springer jeg altid over – det ottende bogstav bagfra bliver så S, derfor stemte jeg for Sneglen til anden præmie. Næste gang bliver det I til første og R til anden! - Der skal altid være en særlig orden i enhver ting! Man må have noget at holde sig til!"
"Jeg havde nu stemt på mig selv, hvis jeg ikke havde været imellem de dømmende", sagde æslet, der også var meddommer. "Man skal tage hensyn til, ikke blot hvor hurtig man kommer frem, men hvad andre egenskaber der kan være, som nu den ting, hvor meget man trækker. Dog, det ville jeg ikke denne gang have fremhævet, heller ikke harens klogskab i sin flugt, dens kløgt, pludselig at gøre et spring til siden for at lede folk på vildspor fra, hvor den skjuler sig. Nej, der er endnu en ting, mange lægger mærke til, og som heller ikke bør forbigås, det er den ting, man kalder det skønne; dét har jeg her set på, jeg så på harens dejlige velvoksne ører, det er en fornøjelse at se, hvor lange de er! Jeg syntes, at jeg her så mig selv da jeg var lille, og så stemte jeg for ham!"
"Hys!" sagde fluen, "ja, jeg vil ikke tale, jeg vil bare sige noget! Dette ved jeg: mere end én hare har jeg da løbet op. Forleden knækkede jeg bagbenene på en af de yngste: jeg sad på lokomotivet foran toget, det gør jeg tit, for så iagttager man bedst sin egen hurtighed. En ung hare løb længe foran toget, han anede ikke, at jeg var der; til sidst måtte han dreje af, men så knækkedes bagbenene over af lokomotivet, for jeg sad jo derpå. Haren blev liggende, jeg for videre! Det er vel på en måde at overvinde haren? Men jeg trænger nu ikke til prisen!"
"Jeg synes nu," tænkte den vilde rose, men den sagde det ikke, det er ikke dens natur at udtale sig, selvom det kunne have været ganske godt, hvis den havde gjort det. "Jeg synes nu, at solstrålen burde have fået første hæderspris, og anden med! Den flyver i et nu den umålelige vej fra solen og helt ned til os og den kommer med en styrke, så al naturen vågner ved det; den har samtidig en skønhed, så alle vi roser rødmer og dufter derved! Den høje, dømmende øvrighed synes slet ikke at have bemærket den, solen! Hvis jeg var solstråle, så gav jeg dem hver et solstik - men det gjorde dem nok kun gale, og det kunne de sikkert blive alligevel! Men jeg siger ikke noget!" tænkte den vilde rose. "Fred i skoven! Dejligt er det at blomstre, dufte og lindre, og at leve i sagn og sange! Solstrålen overlever os dog allesammen!"
"Hvad er første pris?" spurgte regnormen, der havde forsovet sig og først dukkede op nu.
"Det er fri adgang til en kålhave!" sagde æslet; " – ja, jeg foreslog selv prisen! Haren måtte og skulle have den, og så tog jeg, som tænkende og virkende medlem, fornuftigt hensyn til dens nytte for den, der skulle have prisen – og nu er haren forsørget. Sneglen har lov til at sidde på stengærdet og slikke mos og solskin, og er herefter optaget som en af de første dommere i Hurtigløbet fremover. Det er så godt at have en fra faget med i hvad menneskene kalde enKomite! Jeg må sige, jeg venter mig meget af fremtiden, vi har allerede begyndt så godt!"
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©