H. C. Andersen - Eventyr 80:
Klokkedybet (1858/1856)
“Ding dang! Ding dang!” klinger det fra Klokkedybeti Odense Å. – Hvad er det for en å? – Den kender hvert barn i Odense by, den løber neden om haverne, fra slusen til vandmøllen hen under træbroerne. I åen vokser gule åkander, brunfjerede siv og rør og den sorte, fløjlsagtige dunhammer, så høj og så stor; gamle, revnede piletræer, svajede og drejede, hænger langt ud i vandet på Munkemose side og ved Blegmandens Eng, men lige overfor er have ved have, den ene mere anderledes end den anden, snart med dejlige blomster og lysthuse - glatte og pæne, ligesom småt dukkepynt - snart står de kun med kål eller der er slet ingen have at se, for de store hyldebuske breder sig dér og hænger langt ud over det rindende vand, som hist og her er dybere, end man kan nå med med en robåds åre. Ud for det gamle, adelige jomfrukloster, er åens dybeste sted, det kaldes Klokkedybet, og der bor Å-manden; han sover om dagen, når solen skinner gennem vandet, men kommer frem ved stjerneklare nætter og måneskin. Han er meget gammel; mormor har hørt om ham af sin mormor, siger hun, han lever et ensomt liv, har slet ingen at tale med udover den store, gamle kirkeklokke. Engang hang den i kirketårnet, ja nu er der ingen spor hverken af tårn eller kirke, den, der kaldtes Sankt Albani.
“Ding dang! Ding dang!” klang klokken, dengang tårnet stod der, og en aften, da sol gik ned og klokken var i sit stærkeste sving, rev den sig løs og fløj gennem luften; det blanke malm skinnede gloende i de røde stråler.
“Ding dang! Ding dang! - nu går jeg i seng!” sang klokken og fløj ud i Odense Å, hvor der var dybest, og derfor kaldes det sted nu ”Klokkedybet”; men ikke fik den nogen søvn eller hvile der! Hos Å-manden ringer og klinger den, så at det undertiden kan høres heroppe, igennem vandet, og mange folk siger, at det betyder: Nu skal nogen dø! – Men det er ikke derfor, nej klokken ringer og fortæller bare lidt for Å-manden, som så ikke længere er alene.
Og hvad fortæller klokken? Den er så gammel, så gammel, er der sagt; den var til længe før mormors mormor blev født, og dog er den i alder kun et barn sammenlignet med Å-manden, der er en gammel, en stille, en underlig en med åleskinds-bukser og fiskeskæls-trøje med gule åkander i, siv om håret og andemad på skægget og det er ikke just kønt.
Hvad klokken fortæller, skal der år og dage til at gengive; den fortæller sådan ud og ind, tit og ofte det samme, snart kort, snart langt, som den nu har lyst, og den fortæller om gamle tider, de hårde, de mørke tider.
“Ved Sankt Albani Kirke - oppe i tårnet, hvor klokken hang - kom munken, han var både ung og smuk, men tankefuld som ingen anden. Han så fra tårnlugen ud over Odense Å, dengang dens leje var bredt og mosen var en sø, han så over den og over den grønne vold – Nonnebakken derovre, hvor klostret lå – hvor lyset skinnede fra nonnens celle; han havde kendt hende godt, og han huskede derpå, og hans hjerte slog stærkt derved – Ding dang! Ding dang!–”
Ja, sådan fortæller klokken, og fortsætter:
“I tårnet kom bispens tossede svend, og når jeg – klokken, der er støbt af malm, hård og tung – svingede og svang, kunne jeg have knust hans pande. Han satte sig tæt under mig og legede med to pinde, som om de var et strengeinstrument, og han sang dertil: ”Nu tør jeg synge højt, hvad jeg ellers ikke tør hviske, synge om alt, hvad der gemmes bag lås og lem! Der er koldt og vådt! Rotterne æder dem levende op! Ingen ved derom, ingen hører derom! Heller ikke nu, for klokken ringer så højt – Ding dang! Ding dang!”
“Der var en konge, de kaldte ham Knud den Hellige, han nejede både for bisp og munk, men da han kom vendelboerne for nær med tunge skatter og hårde ord, tog de våben og stænger, jog ham af sted, som var han et vildt dyr. Han flygtede ind i kirken, låste port og dør; den voldsomme skare vendelboer lå klar udenfor, jeg hørte om det: Både skader og krager, alliken med, blev skræmt ved mændenes skrig og skrål; de fløj ind i tårnet og ud igen, de så på mængden dernede, de så også ind ad kirkens vinduer, og skreg højt om hvad de så: Kong Knud lå foran alteret og bad, hans brødre Erik Ejegod og Benedikt stod vagt med dragne sværd, men kongens tjener, den falske Blake, forrådte sin herre og de derude vidste, hvor kongen var at ramme; én smed en sten gennem ruden, og kongen lå død! – der var skrig og råb af den vilde menneskemængde og af fuglenes flok, og jeg råbte med, jeg sang, og jeg klang: Ding dang! Ding dang!”
“Kirkeklokken hænger højt, ser vidt omkring, får besøg af fuglene og forstår deres sprog; ind af luger og lydhuller suser vinden til den, af hver revne, og vinden véd alt, den har det fra luften, og den omslutter alt, hvad der er levende, den trænger ind i menneskets lunger, ved alt om hvad der får lyd, om hvert ord og hvert suk –! Luften ved det, vinden fortæller det, kirke-klokken forstår dens fortælling og ringer det ud for den hele verden: Ding dang! Ding dang!”
“Men det blev mig for meget at høre og vide, jeg mægtede ikke at ringe det ud! Jeg blev så træt, jeg blev så tung, at bjælken knækkede og jeg fløj ud i den skinnende luft, ned der hvor åen er dybest, hvor Å-manden bor, ensom og ene og dér fortæller jeg nu, år ud og år ind, hvad jeg har hørt og hvad jeg véd: Ding dang! Ding dang!”
Sådan lyder det fra Klokkedybet i Odense Å, det har mormor fortalt.
Men vor skolemester siger: “Der er ingen klokke, der kan ringe dernede, for den kan ikke! Og der ér ingen Å-mand dernede, for der ér ingen Å-mand!” Og når alle kirkeklokker klinger så livligt, så siger han, at det ikke er klokkerne, men at det egentligt er luften, der klinger, at det er luften, der giver lyd. Det sagde også mormor, at klokken havde sagt – deri er de enige og så er det rigtigt! “Vær agtsom, vær agtsom, vogt nøje dig selv!” siger de begge to.
Luften véd alt! Den er omkring os, den er i os, den taler, den fortæller om vor tanke og vor gerning, og den bringer det længere ud end klokken nede i dybet i Odense Å, hvor Å-manden bor, den sender det ud i det store himmeldyb, så langt, så langt, evigt og altid, til Himmeriges klokker klinger: “Ding dang! Ding dang!”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©