H. C. Andersen – Eventyr 081:
Vinden fortæller om Valdemar Då og hans døtre (1859)
Når vinden løber hen over græsset, da kruser det sig som et vand, løber den hen over kornet, da bølger det som en sø, det er vindens dans; men hør den fortælle: den synger historien ud, og det klinger anderledes i skovens træer, end igennem murens lydhuller, sprækker og revner. Ser du hvor vinden deroppe jager skyerne, som var de en fåreflok? Hører du, hvor vinden hernede tuder gennem den åbne port, som var den byens vægter og blæste i horn? Underligt suser den ned i skorstenen og ind i kaminen; ilden flammer og gnistrer derved, skinner langt ud i stuen og her er så lunt og hyggeligt at sidde og høre på. Lad kun vinden fortælle! Den kender mange eventyr og historier, flere end vi alle tilsammen. Hør nu, hvor den fortæller:
“Hu- u- ud! Fare hen!” – det er omkvædet på visen
“Der ligger ved Storebælt en gammel gård med tykke, røde mure!” siger vinden, “jeg kender hver sten, jeg så den før, da den sad i ”Marsk Stigs Borg på Næsset”; men den måtte med tiden ned! Stenen kom op igen og blev en ny mur, en ny gård, et andet sted, og det var ”Borreby Gård” ved Skælskør på Sjælland, og den står endnu!
Jeg har set og kendt de højdelige mænd og fruer, de vekslende slægter, som boede derinde, nu fortæller jeg om Valdemar Då og hans døtre!
Han løftede så stolt sin pande, han var af kongelig slægt! Han kunne mere end jage en hjort og tømme et krus; – det hele ville nok gå, sagde han selv.
Hans frue skred frem, stolt og strunk i sin silkekjole smykket med guldtråde, hen over sit blanke, mønstrede gulv. Vægtæpperne var prægtige, møblerne dyrt købte, de var kunstfærdigt udsnittede. Sølv- og guldtøj havde hun bragt til huset; tysk øl lå i kælderen – dengang der lå noget dernede! Sorte, fyrige heste vrinskede i stalden; der var rigt derinde på Borreby Gård, da rigdommen var der.
Og børn var der; tre fine jomfruer, Ide, Johanne og Anna Dorthea; jeg husker navnene endnu.
Det var rige folk, det var fornemme folk, født i herlighed og vokset op i den! Huu-uu-uud! Fare hen,” sang vinden, og så fortalte den igen:
“Her så jeg ikke, som i mange andre gamle gårde, den højbårne frue sidde i højsalen med sine piger og dreje spinderokken. Hun spillede i stedet på den klingende luth og sang dertil, dog ikke altid de gamle danske folkeviser, men viser på fremmede sprog. Her var liv og gæstebud, her kom fornemme gæster fra nær og fjern, musiken klang, bægerne klang, jeg kunne ikke overdøve dem!” sagde vinden. “Her var hovmod med bram og med brask. Her var herskab, men ikke Vorherre!
Så var det blevet sidste aften i april, Majdags Aften,” sagde vinden, “jeg kom vest fra, havde set skibe blive kvast til vrag på Vestjyllands kyst, havde jaget over den jyske hede og dens skovgrønne østkyst, hen over Fyns land og kom nu over Storebælt, hæsende og blæsende.
Da lagde jeg mig til ro ved Sjællands kyst, nær ved Borreby Gård, hvor skoven stadig stod med herlige egetræer.
De unge karle fra egnen kom herud den dag og samlede kviste og grene, de største og tørreste de kunne finde. De gik med dem til byen, lagde dem i bunke, tændte ild i den og piger og karle dansede med sang rundt bålet.
Jeg lå stille,” sagde vinden, “men forsigtigt rørte jeg ved en gren, den, der var lagt af den kønneste ungkarl; hans brænde blussede op, blussede højest. Han var den udvalgte, fik hædersnavnet, blev kaldt Gadebasse, valgte først sit lille Gadelam blandt pigerne; det var en glæde, en fest større end derinde på det rige Borreby Gård.”
“Og hen imod gården kom, med seks heste kørende i gylden karet, den høje frue og hendes tre døtre, så fine, så unge, tre yndelige blomster: rose, lilje og den blege hyacint. Moderen selv var en prangende tulipan, hun hilste ikke på en eneste fra den hele flok, der standsede deres leg og nejede og bukkede, så man skulle tro, at fruen var ved at knække i stilken af stolthed.
Rose, lilje og den blege hyacint, ja, jeg så dem alle tre! Hvis lille Gadelam skulle de engang blive, tænkte jeg; deres Gadebasse bliver nok en stolt ridder, måske en prins! – Hu- u- ud! – fare hen, fare hen!
Ja, kareten for afsted med dem og bønderfolkene for rundt i dansen. Der blev ”redet sommer i by”, både til Borreby, til Tjæreby og til alle de andre byer omkring.
Men om natten, da jeg rejste mig,” sagde vinden, “da lagde den højfornemme frue sig, for aldrig mere at stå op; det kom sådan pludselig over hende, som det kommer over alle mennesker, det er ikke noget nyt. Valdemar Då stod alvorlig og tankefuld, en lille stund. Det stolteste træ kan bøjes, men ikke knækkes, sagde det inde i ham; døtrene græd og på gården tørrede de allesammen deres øjne, men Fru Då var faret hen, – og jeg for hen! Hu- u- ud!” sagde vinden.
“Jeg kom igen, jeg kom tit igen, over Fyns land og Storebælts vand, satte mig ved Borreby Strand, ved den prægtige egeskov; der byggede fiskeørnen, skovduerne, de blå ravne og selv den sorte stork. Det var tidligt på året, nogle havde lagt æg og nogle havde allerede unger. Nej, hvor de fløj, hvor de skreg; der var økseslag at høre, slag på slag; skoven skulle fældes, Valdemar Då ville bygge et kostbart skib, et orlogsskib med tre fordæk, som kongen – Frederik den 3. – nok ville købe, og derfor faldt skoven, sømændenes kendemærke, fuglenes bo. Tornskaden fløj forskrækket, dens rede blev ødelagt, fiskeørnen og alle skovens fugle mistede deres hjem, de fløj forvildede om og skreg i angst og vrede, jeg forstod dem godt. Krager og alliker råbte højt i spot: “Fra reden! Fra reden! Frá! Frá!”
Og midt i skoven, ved arbejdernes flok, stod Valdemar Då og hans tre døtre, og de lo allesammen af fuglenes vilde skrig, men hans mindste datter, Anna Dorthea, følte medynk derover i sit hjerte, og da de også ville fælde et halvudgået træ, på hvis nøgne gren den sorte stork havde bygget rede, og de små unger stak hovederne frem, bad hun for den, bad med vand i øjnene, og så fik træet lov at stå med reden for den sorte stork. Det var en lille ting kun.
Der blev hugget, der blev savet, – der blev bygget et skib med tre fordæk. Bygmesteren selv var af ringe slægt, men af adelig ydre; øjne og pande fortalte om hvor klog han var og Valdemar Då hørte ham gerne fortælle, det hørte også gerne lille Ide, den ældste, den femtenårs datter; og mens han byggede skib for hendes far, byggede han drømmeslot for sig selv, hvori han og lille Ide sad som mand og kone, og det var også sket, hvis slottet havde været bygget af murede sten med volde og grave, skov og have. Men med al sin kløgt var bygmesteren dog kun en fattig fugl, og – som man siger –”hvad skal en spurv i tranedans?”
Hu- u- ud!- jeg fløj bort og bygmesteren fløj bort, for han turde ikke blive, og lille Ide kom over det, for hun skulle jo komme over det!"
"I stalden vrinskede de sorte heste, værd at se på og de blev set på. - Admiralen var sendt fra kongen selv for at se på det nye orlogsskib og tale om dets køb, og han talte højt i beundring om de fyrige heste, jeg hørte det godt!" sagde vinden; "for jeg fulgte med herrerne gennem den åbne dør og strøede halmstrå som guldstænger foran deres fødder. Guld ville Valdemar Då have, admiralen ville også have de sorte heste, og han roste dem så meget, men det blev ikke forstået - og så blev skibet heller ikke købt; det stod og skinnede ved stranden, dækket til med planker, en ”Noahs Ark”, der aldrig kom på vandet. Hu- u- ud! Fare hen! Fare hen!og det var ynkeligt!
I vinterens tid, da marken lå med sne, driv-isen fyldte hele Storebælt og jeg skruede den op på kysten," sagde vinden, "kom ravne og krager, den ene sortere end den anden, store flokke; de satte sig på det øde, det døde, det ensomme skib ved stranden og skreg med hæse skrig om skoven, der nu var borte, om de mange kostbare fuglereder, der var lagt øde, de husvilde gamle, de husvilde små og alt det for det store skrammels skyld, det stolte fartøj, der aldrig skulle ud at sejle.
Jeg hvirvlede sneen rundt, sne lå som store søer højt omkring skibet og hen over det! Jeg lod det høre min stemme, hvad en storm har at sige; jeg ved, at jeg gjorde mit til, at det kunne få erfaring og skibskundskab. Hu- u- ud! Fare hen!
Og vinteren for hen, vinter og sommer de for hen og de farer som jeg farer, som sneen fyger, æbleblomsten fyger og løvet falder! Fare hen, fare hen, fare hen- menneskene med!
Men døtrene var stadig unge, lille Ide var en rose så dejlig at se, som da skibsbyggeren så hende. Tit tog jeg fat i hendes lange, brune hår, når hun ved æbletræet i haven stod tankefuld og ikke mærkede, at jeg dryssede hende blomster på håret, der løste sig, og hun så på den røde sol og den gyldne himmelgrund mellem havens mørke buske og træer.
Hendes søster var som en lilje, skinnende og strunk, Johanne: hun havde både rejsning og knejsning, var som moderen sårbar i stilken. Gerne gik hun i den store sal, hvor slægtens billeder hang; fruerne var afmalede i fløjl og silke med perlebestukken lille bitte hat på de flettede hår; det var skønne fruer! Deres husbond så man i stål eller kostbar kappe med egernskinds-for og den blå pibekrave; sværdet var spændt om låret og ikke om lænden. Hvor skulle Johannes billede mon engang hænge på væggen og hvordan så han ud, den kommende, adelige husbond? Ja, det tænkte hun på, det småsnakkede hun om - jeg hørte det, når jeg for gennem den lange gang ind i salen og vendte mig igen.
Anna Dorthea, den blege hyacint, kun et fjortenårs barn, var stille og eftertænksom; de store, vandblå øjne så tankefulde ud, men barnesmilet sad om munden, jeg kunne ikke blæse det bort, og det ville jeg ikke heller.
Jeg traf hende i haven, i hulvejen og på herregårdsmarken, hvor hun samlede urter og blomster, dem hun vidste, at hendes far kunne bruge til de drikke og dråber, for han vidste at destillere.Valdemar Då var hovmodig, stolt og kry, men også kyndig og vidste så meget; det mærkede man nok, det mumledes der om; ilden brændte i hans kamin selv ved sommertid. Kammerdøren var lukket af - i dage og nætter, men han talte ikke meget om det; naturens kræfter skal man stille udforske, og snart ville han nok udfinde det bedste - det røde guld.
Derfor dampede det fra kaminen, derfor knitrede og flammede det! Ja, jeg var med!" fortalte vinden, "lad fare! lad fare!” sang jeg gennem skorstenen. Det bliver til røg og os, til gløder og aske! Du brænder dig selv op! Hu- u- ud! fare hen! fare hen! – Men Valdemar Då lod det ikke fare!
De prægtige heste i stalden, hvor blev de af? Og det gamle sølv- og guldtøj i skabene, køerne på marken, gods og gård? - Ja, de kunne smelte, smelte i alkymistens guldværksted, og der kommer dog ikke guld ud af det!
Der blev tomt i lo og i fadebur, i kælder og på loft på Borreby Gård. Færre folk, flere mus. En rude sprak, en knak, jeg behøvede ikke at gå ind ad døren!" sagde vinden. "Hvor skorstenen ryger, forberedes måltidet. Skorstenen røg, men den slugte alle måltider, for det røde guld.
Jeg blæste gennem borgporten, som byens vægter der blæser i sit horn, men der var ingen vægter!" sagde vinden; "– og jeg drejede spirets vejrhane, den skurrede, som om vægteren snorkede deroppe på tårnet, men der var ingen vægter; der var rotter og mus. Fattigdom dækkede bordet, fattigdom sad i klædeskab og i madskab, døren gik af hængselet, der kom revner og sprækker; jeg gik ud og jeg gik ind," sagde vinden, "derfor ved jeg god besked!
I røg og aske, i sorg og søvnløs nat blev håret gråt i skæg og om pande, huden grumset og gul, øjnene så griske efter guld, det forventede guld!
Jeg pustede ham røg og aske ind i hans ansigt og skæg; gæld kom i stedet for guld. Jeg sang gennem de knækkede ruder og åbne revner, blæste ind til døtrenes slagbænk, hvor tøjet lå falmet og slidt, for det måtte altid holde ud. Den vise var ikke sunget ved de børns vugge! Herreliv blev kummerligt liv! Jeg alene var den, som sang højt på slottet;" sagde vinden. "Jeg sneede dem inde, det luner, siger man. Brænde havde de ikke, skoven var fældet, hvor de skulle hente det fra? Det var klingrende frost; jeg svang mig gennem lydhuller og gange, over gavl og mur for at holde mig rask og igang; derinde lå de i sengen, for kuldens skyld, de adelige døtre; deres far krøb under skinddynen. Ikke at bide og ikke at brænde, det er herreliv! Hu- u- ud! lad fare! - Men det kunne ikke Hr. Då!
"Efter vinter kommer forår!" sagde han, ”efter trang kommer gode tider! - men de lader vente på sig, vente! - Nu er gården et gældsbrev! Nu er det den yderste tid - og så kommer guldet! Til Påske!"
Jeg hørte ham mumle ind i edderkoppens spind. - "Du flinke, lille væver! Du lærer mig at holde ud! Rives dit spind itu, begynder du forfra igen og fuldender! Atter itu - og ufortrøden tager du igen fat, forfra! - forfra! Det er det man skal! Og det lønnes!"
Det var Påskemorgen, klokkerne klang, solen legede på himlen. I feberhede havde han våget, kogt og kølet, blandet og destilleret. Jeg hørte ham sukke som en fortvivlet sjæl, jeg hørte ham bede, jeg mærkede at han holdt sin ånde tilbage. Lampen var gået ud, han mærkede det ikke; jeg pustede til kul-gløderne, de skinnede ham ind i hans kridhvide ansigt, det fik et farvet skær, øjnene klemtes i de dybe øjenhuler - men nu blev de store, store - som ville de springe.
Se, det alkymistiske glas! Det blinker deri! Det er glødende – rent, purt og tungt! Han løftede det med sitrende hånd, han råbte med sitrende tunge: "Guld! Guld!" Han svimlede derved, jeg kunne have blæst ham omkuld," sagde vinden, "men jeg blæste kun på de glødende kul, fulgte ham gennem døren, ind, hvor døtrene frøs. Hans kjortel var belagt med aske, den hang i hans skæg og i hans filtrede hår. Han rejste sig så højt, løftede sin rige skat i det skøre glas: "Fundet! Vundet! - Guld!" råbte han, strakte glasset, der blinkede i solstrålerne, i vejret; - og hånden sitrede og det alkymistiske glas faldt på gulvet og sprang i tusinde stykker, sprungen var hans velfærds sidste boble. Hu- u- ud! fare hen!- Og jeg for afsted fra guldmagerens gård.
Sent på året, i de korte dage heroppe, når tågen kommer med sin viskeklud og vrider våde dråber på de røde bær og de bladløse grene, kom jeg i frisk humør, luftede op, blæste himlen ren og knækkede rådne grene, og det er intet stort arbejde, men det skal gøres. Der blev også fejet rent på anden måde inde på Borreby Gård hos Valdemar Då. Hans uven Ove Ramelfra Basnæs var der med tilkøbt gældsbrev over gård og indbo. Jeg trommede på de sprukne ruder, slog med de forfaldne døre, peb igennem revner og sprækker: hu- i!- Hr. Ove skulle ikke få lyst til at blive der. Ide ogAnna Dorthea græd bedrøvelige tårer; Johanne stod strunk og bleg, bed sig i tommelfingeren så den blødte, men det skulle stort hjælpe! Ove Ramel forundte Hr. Då at blive på gården sin livstid ud, men han fik ikke tak for sit tilbud. Jeg lyttede til samtalen, og jeg så den gårdløse herre løfte sit hoved stoltere, slå med nakken, og jeg slog et slag ind imod gården og de gamle lindetræer, så den tykkeste gren knak, og den var ikke rådden. Den lå nu for porten, som en fejekost, dersom nogen ville feje ud. Og der blev fejet ud - jeg tænkte det nok!
Det var en hård dag, en stiv stund at holde sig oppe i, men sindet var hårdt, nakken var stiv.
Intet havde de i eje udover tøjet på kroppen; jo de havde også det alkymistiske glas, som nyligt var anskaffet og fyldt med det spild, som var skrabet op fra gulvet - skatten, der lovede, men ikke holdt. Valdemar Då gemte det inde på sit bryst, tog så sin kæp i hånden, og den engang rige herre gik med sine tre døtre ud fra Borreby Gård. Jeg blæste koldt på hans hede kinder, jeg klappede hans grå skæg og hans lange, hvide hår, jeg sang, som jeg kunne det: Hu- u- ud! fare hen! fare hen! - Det var enden på den rige herlighed i Borreby.
Ide og Anna Dorthea gik hver ved hans side; Johanne vendte sig i porten, men hvad skulle det til for, lykken ville dog ikke vende sig. Hun så på murens røde sten fra ”Marsk Stigs Borg” - tænkte hun mon på hans døtre, i folkevisen:
”Den ældste tog den yngste ved hånd
Og de for viden om verden”
Tænkte hun på den sang? Her var de tre døtre, - og deres far var med! - De gik hen af vejen, hvor de før havde kørt i karet, de gik nu stoddergang med faren, til Smidstrup mark, til det lerklinede hus, der var lejet for ti mark årligt, det nye herresæde med tomme vægge og tomme kar. Krager og alliker fløj henover dem og skreg, som i spot: ”fra reden! fra reden! fra! fra!” som fuglene skreg det i Borreby skov, da træerne blev fældede.
Hr. Då og hans døtre opfattede det vel nok! Jeg blæste dem om ørerne, det var ikke værd at høre derpå.
Så drog de ind i det lerklinede hus på Smidstrup mark, - og jeg for afsted over mose og mark, gennem nøgne hække og afpillede skove, til åbne vande, andre lande, - Hu- u- ud! Fare hen! Fare hen!- og det i alle år!"
Hvordan gik det Valdemar Då, hvordan gik det hans døtre? Vinden fortæller:
"Den sidste af dem jeg så, ja sidste gang, det var Ane Dorthea, den blege hyacint, - nu var hun gammel og bøjet, det var et halv hundrede år derefter. Hun levede længst, hun vidste om det hele.
Derovre på heden, ved Viborg by, lå domprovstens nye, udsmykkede gård, med røde sten og med takket gavl. Røgen kom fed op af skorstenen. Den milde frue og de smukke døtre sad i karnappen og så ud over havens hængende bukketjørn, ud til den brune hede -! Hvad så de efter der? De så efter storkereden derude på det faldefærdige hus. Taget var med mos og husløg, for så vidt at der var et tag, for det som mest dækkede var storkens rede, og den var også den eneste, der blev gjort noget ved, storken holdt den i stand.
Det var et hus til at se på, men ikke at røre ved! Jeg måtte fare varsomt!" sagde vinden. "For storkeredens skyld fik huset lov at stå, det var jo ellers en skræmsel på heden. Storken ville domprovstens dog ikke jage bort, og så havde denne rønne fået lov at blive og staklen derinde kunne have lov at bo der. Det kunne hun takke den ægyptiske fugl for, - eller var det en tak, fordi hun engang bad for hans sorte vilde brors rede i Borreby skov? Dengang var hun, staklen, et ungt barn, en fin, bleg hyacint i den adelige urtehave. Hun huskede det altsammen: Anna Dorthea.
"Oh! Oh!" - ja, menneskene kunne sukke, som vinden kan det i siv og rør. "Oh!”- sukkede Anna Dorthea, ”der ringede ingen klokker over din grav, Valdemar Då! De fattige skoledrenge sang ikke, da Borrebys tidligere herre blev lagt i jorden! - Oh! Alt får dog ende, også vor elende! - Søster Ide blev en bondes kone! Det var for vor far den hårdeste prøvelse! Datterens mand, en ussel bonde af en træl, der af herremanden kunne sættes til at ride på den hårde fjæl, træhesten! - Nu er han godt under jorden - og du med Ide! - Oh ja! Oh ja! Og det er ikke forbi endda. Jeg gamle stakkel! Jeg fattige stakkel! Løs op for mig, rige Kristus!"
Det var Anna Dortheas bøn i det ynkelige hus, der havde lov at stå for storkens skyld.
Den raskeste af søstrene, Johanne, tog jeg mig af!" sagde vinden, "hun fik sig tøj skåret, som var hun født som en fattig karl og tog hyre hos skipperen; knap var hun på ord, tvær af mine, men villig til sit arbejde og trofast til sin dont; klatre kunne hun dog ikke. Så blæste jeg hende overbord, før nogen opdagede, at hun var et kvindfolk, og det var nok godt gjort af mig!" sagde vinden.
"Det var en Påskemorgen, som da alkymisten Valdemar Då troede, at han fandt det røde guld, da hørte jeg under storkens rede, mellem de skrøbelige vægge, salmesang - Anna Dortheas sidste sang.
Der var ingen rude, der var kun et hul i væggen; solen kom, som en guldklump, og satte sig deri , og det var en glans! Hendes øjne brast, hendes hjerte brast! Det havde de nu gjort alligevel, selvom solen den morgen ikke havde skinnet på hende.
Storken gav hende tag over sig til hendes død! Jeg sang ved hendes grav!" sagde vinden, "jeg sang ved hendes fars grav, jeg ved, hvor den er og hvor hendes grav er - det ved ellers ingen!
Nye tider, andre tider! Gammel alfarvej leder en dag op til en lukket mark, fredede grave bliver befærdet landevej, - og snart kommer jernbanen med sine vognrækker og bruser hen over gravene, glemte som navnene - Hu- u- ud! Fare hen!
Det er historien om Valdemar Dåog hans døtre. Fortæl den bedre, I andre! - hvis I kunne det!" sagde vinden og vendte sig.
Væk var den.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©