H. C. Andersen – Eventyr 082: 

Pigen, som trådte paa brødet (1859)

 

 

Original + 2019-version

 

 

Du har vel hørt om pigen, som trådte på brødet for ikke at smudse sine sko, og hvor dårligt det da gik hende. Det er både skrevet og trykt.

Hun var et fattigt barn, stolt og hovmodig, en dårlig grund var der i hende, en dårlig karakter, som man siger. Som ganske lille unge var det hende en fornøjelse at få fat på fluerne, pille vingerne af dem og gøre dem til krybdyr. Hun tog oldenborren og skarnbassen, stak hver af dem på en nål, lagde så et grønt blad eller en lille stump papir op til deres fødder, og det arme dyr holdt nu fast ved det, drejede og vendte det, for at komme fri af nålen.

“Nu læser oldenborren!” sagde lille Inger, “se, hvor den vender bladet i bogen!”

Som hun nu voksede til, blev hun snarere værre end bedre, men køn var hun og det var hendes ulykke, for ellers var hun nok blevet knubset og afrettet mere end hun dengang blev.

“Der skal skarp sæbe til det at rense det hoved!” sagde hendes egen moder. “Du har tit som barn trådt mig på forklædet, jeg er bange for, at du som ældre tit kommer til at træde mig på hjertet!”

Og det gjorde hun rigtig nok.

Nu kom hun ud på landet for at tjene hos fornemme folk. De var overfor hende, som om hun kunne have været deres eget barn, og som sådan blev hun klædt på; godt så hun ud og hovmodet tog til.

Et års tid havde hun været ude på landet, så sagde hendes herskab til hende: “Du skulle dog engang besøge dine forældre, lille Inger!”

Hun tog også afsted, men kun for at vise sig; de skulle alle derhjemme se, hvor fin hun var blevet. Men da hun kom til byledet og så piger og unge karle sladre ud for landsbyens gadekær og hendes mor også sad dér på en sten og hvilede sig med et knippe brændsel, som hun havde samlet sig i skoven, så vendte Inger om; hun skammede sig ved, at hun, der var så fin klædt, som mor skulle have sådan en pjaltet en, der samlede pinde. Hun fortrød slet ikke, at hun vendte om, hun var bare ærgerlig.

Nu gik der igen et halvt års tid.

“Du skulle dog en dag tage hjem og se til dine gamle forældre, lille Inger!” sagde hendes husmoder på landet. “Her har du et stort hvedebrød, som du kan tage med til dem; de ville nok glædes ved at se dig!”

Og Inger tog sin bedste pynt på og sine nye sko, og hun løftede op i sit tøj og gik så forsigtig, for at være ren og pen om fødderne, og det kan man jo ikke bebrejde hende! Men da hun kom, hvor stien gik over mosegrund og der stod vand og søle et langt stykke vej, så smed hun brødet ned i sølet, for at træde på det og komme tørskoet over: men i det hun stod med den ene fod på brødet og løftede den anden, sank brødet med hende dybere og dybere, hun blev helt væk og der var snart kun et sort boblende kær at se.

Det er historien.

 

Hvor kom hun hen? Hun kom ned til Mosekonen, der brygger. Mosekonen er faster til Elverpigerne, de er velkendte nok, der er skrevet viser om dem, og de er gengivet på malerier, men om Mosekonen ved folk kun det, at når engene om sommeren damper, så er det Mosekonen, som brygger. Ned i hendes bryggeri var det, at Inger sank, og der er ikke til at holde ud at være ret længe. Slamkisten ved en kloak er et lyst pragtgemak mod Mosekonens bryggeri! Hvert kar dernede stinker, så at menneskene må dåne derover, og så står karrene knugede tæt op af hinanden, og er der et sted en lille åbning mellem dem, hvor man måske kunne klemme sig frem, så kan man det dog ikke for alle de våde skrubtudser og fede snoge, som her filtrer sig sammen - her ned sank lille Inger; alt det ækle, levende filteri var så isnende koldt, at hun gøs gennem alle lemmer, ja hun stivnede ved det mere og mere. Brødet hang hun stadig fast ved og det trak hende med sig, ligesom en ravknap magnetisk tiltrækker en smule strå. 

Mosekonen var hjemme, bryggeriet blev den dag beset af Fanden og hans Oldemor,og hun er et gammelt, meget giftigt fruentimmer, der aldrig har fri; hun tager aldrig ud, uden at hun har sit håndarbejde med, det havde hun også hér! Hun syede bisselæder til at sætte i menneskers sko, og så havde de ingen ro! Hun broderede løgn og hæklede ubesindige ord, der var faldet til jorden – det hele til skade og fordærvelse. Jo, hun kunne sy, brodere og hækle, gamle Oldemor.

Hun så Inger, holdt så sit brilleglas for øjet og så endnu engang på hende: “Det er en pige med anlæg!” sagde hun, “ – jeg udbeder mig hende til erindring om besøget her! Hun kan blive en passende skulptur i mit barnebarnsbarns forgemak!”

Og hun fik hende. Således kom lille Inger til Helvede. Der farer folk ikke altid lige lukt ned, men de kan komme dertil af en omvej, når de har anlæg.

Det var et forgemak i en uendelighed; man blev svimmel både ved at se fremad og svimmel ved at se tilbage; og så stod her en skare nødlidende og afmægtige, der ventede på at ”Nådens Dør” skulle blive lukket op - de kunne vente længe! Store fede, vraltende edderkopper spandt tusindårigt spind over deres fødder og dette spind snærede som fodskruer og holdt fast som kobberlænker; og så var der til dette en evig uro i hver sjæl, en pinslens uro. Den nærige stod og havde glemt nøglen til sit pengeskrin derhjemme og den nøgle sad i, vidste han. Ja, det er så vidtløftigt at opremse alle de slags piner og plager, der her blev fornemmet. Inger fornam det grueligt ved at stå udstillet som skulptur; hun var ligesom bundet nedenfra til brødet.

“Det har man opnået, fordi man ville være ren om fødderne!” sagde hun til sig selv. “Se, hvor de glor på mig!” Jo, de så alle på hende; deres onde lyster lyste dem ud af øjnene og talte uden lyd fra deres mundvig, de var forfærdelige at se på.

“Mig må det være en fornøjelse at se på!” tænkte lille Inger, “jeg har et kønt ansigt og godt, pænt tøj på!” og nu drejede hun øjnene, nakken var for stiv dertil. Nej, hvor var hun blevet tilsølet i Mosekonens Bryghus, det havde hun ikke tænkt på. Hendes tøj var som overskyllet med en eneste stor slimklat; en snog havde hængt sig i hendes hår og daskede hende ned ad nakken, og fra hver fold i hendes kjole kiggede en skrubtudse frem og gøede ligesom en forpustet hund. Det var meget ubehageligt. “Men de andre hernede ser da også forfærdelige ud!” trøstede hun sig med.

Værst af alt var hende dog den gruelige sult, hun mærkede; kunne hun da ikke bøje sig og bryde et stykke af brødet, som hun stod på? Nej, ryggen var stivnet, arme og hænder var stivnede, hele hendes krop var som en stenstøtte, kun sine øjne kunne hun dreje i hovedet, dreje helt rundt, så at de så bagud, og det var et fælt syn, det. Og så kom fluerne. De krøb henover hendes øjne, frem og tilbage, hun blinkede med øjnene, men fluerne fløj ikke, for de kunne ikke, vingerne var pillede af dem, de var blevet til krybdyr; det var en pine og så den sult, ja, til sidst syntes hun, at hendes indvolde åd sig selv op og hun blev så tom indeni, så gyselig tom.

“Hvis dette varer længe ved, så holder jeg det ikke ud!” sagde hun, men hun måtte holde ud og det blev ved at vare ved!

Da faldt der en brændende tåre ned på hendes hoved, den trillede over hendes ansigt og bryst lige ned til brødet. Der faldt en tåre mere, der faldt mange. Hvem græd over lille Inger? Havde hun ikke oppe på jorden en mor? Bedrøvelsens tårer, som en mor græder over sit barn, når altid til barnet, men de mildner ikke, de brænder, de gør kun pinen større. Og nu denne ulidelige sult og ikke at kunne nå brødet, som hun trådte på med sin fod! Hun havde til sidst en fornemmelse af, at alt inde i hende måtte have spist sig selv op, hun var som et tyndt, hult rør, der træk hver lyd ind i sig; hun hørte tydeligt alt hvad der oppe på jorden angik hende, og det var ondt og hårdt hvad hun hørte. Hendes mor græd rigtig nok dybt og bedrøvet, men sagde dertil: “Hovmod står for fald! Det var din ulykke, Inger! Hvor du har bedrøvet din mor!”

Hendes mor og alle deroppe vidste om hendes synd, at hun havde trådt på brødet, var sunket igennem og blevet borte; ko-hyrden havde fortalt det, han havde selv set det fra skrænten.

“Hvor du har bedrøvet din mor, Inger!” sagde moren; “ja, det tænkte jeg nok!”

“Gid jeg aldrig var født!” tænkte Inger derved, “det havde været mig langt bedre. Det kan ikke hjælpe nu, at min mor græder!”

Hun hørte, hvordan hendes herskab, de skikkelige folk, der havde været som forældre mod hende, talte: “Hun var et syndefuldt barn,” sagde de, “hun agtede ikke Vorherres gaver, men trådte dem under fødderne, Nådens Dør vil blive hende svær at lukke op!”

“De skulle have opdraget mig bedre!” tænkte Inger, “pillet nykkerne ud af mig, om jeg havde nogen.”

Hun hørte, at der blev skrevet en hel vise om hende, “Den hovmodige pige, der trådte på brødet, for at have pæne sko,” og den blev sunget landet rundt.

“At man skal høre så meget for det, og lide så meget for det!” tænkte Inger, “de andre skulle rigtignok også straffes for deres! Ja, så blev der meget at straffe! Uh, hvor jeg pines!”

Og hendes sind blev endnu mere hårdt end hendes ydre skal.

“Hernede kan man da ikke blive bedre, i dette selskab, og jeg vil ikke være bedre! Se, hvor de glor!”

Og hendes sind var vredt og ondt mod alle mennesker.

“Nu har de da noget at fortælle deroppe! – uh, hvor jeg pines!”

Og hun hørte, at de fortalte hendes historie for børnene, og de små kaldte hende den ugudeligeInger, – “hun var så ækel!” sagde de, “så fæl, hun skulle rigtig pines!”

Der var altid hårde ord i barnemunde mod hende.

Dog: en dag, hvor harme og sult gnavede inde i hendes hule skal og hun hørte sit navn nævne og sin historie fortalt for et uskyldigt barn, en lille pige, fornam hun, at den lille brast i gråd ved historien om den hovmodige, pyntelystne Inger.

“Men kommer hun aldrig mere op?” spurgte den lille pige. Og der blev svaret:

“Hun kommer aldrig mere op!”

“Men hvis hun nu vil bede om forladelse og aldrig gøre det mere?”

“Men hun vil ikke bede om forladelse!” sagde de.

“Jeg vil så gerne ønske, at hun gjorde det!” sagde den lille pige, og var ganske utrøstelig! “Jeg vil give mit dukkeskab, hvis bare hun må komme op! Det er så gyseligt for den stakkels Inger!”

Og de ord nåede lige ned i Ingers hjerte, de ligesom gjorde hende godt; det var første gang, at der var en som sagde: “stakkels Inger!” – og ikke føjede det mindste til om hendes fejl; et lille uskyldigt barn græd og bad for hende, hun blev så underlig derved, hun havde gerne selv grædt, men hun kunne ikke græde, og det var også en pine.

Som årene gik deroppe - nede var der ingen forandring - hørte hun sjældnere lyd ovenfra, der blev talt mindre om hende; da fornam hun en dag et suk: “Inger! Inger! Hvor har du bedrøvet mig! Det sagde jeg nok!” Det var hendes moder, som døde.

Hun hørte undertiden sit navn nævne af sit gamle herskab og det var de mildeste ord, at husmoderen på landet sagde: “Mon jeg nogensinde ser dig igen, Inger? Man ved ikke hvorhen man kommer!”

Men Inger begreb da nok, at hendes skikkelige husmoder aldrig kunne komme, hvor hun nu var.

Sådan gik der igen en tid, lang og bitterlig.

Da hørte Inger igen sit navn nævne og så oven over sig ligesom to klare stjerner skinne; det var to milde øjne, som lukkede sig på jorden. Så mange år var gået fra dengang, den lille pige græd utrøstelig over “stakkels Inger,” at det barn var blevet en gammel kone, som nu Vorherre ville kalde til sig, og netop i denne stund, da tankerne fra hele livets sum løftede sig, huskede hun også, hvordan hun som lille barn havde måttet græde bitterligt ved at høre historien om Inger; den tid og det indtryk stod så lyslevende for den gamle kone i hendes dødstime, at hun ganske højt udbrød: “Herre, min Gud, mon ikke også jeg som Inger tit har trådt på din velsignelsens gave og ikke tænkt over det, mon jeg ikke også er gået med hovmod i mit sind? Men du har i din nåde ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! Slip mig ikke i min sidste stund!”

Og den gamles øjne lukkedes og sjælens øjne åbnedes for det skjulte, og da Inger var så levende i hendes sidste tanker, så hun hende, så, hvor dybt ned hun var blevet trukket ned, og ved det syn brast den fromme i gråd, i Himmeriges Rige stod hun som barnet og græd for stakkels Inger! De tårer og de bønner klang som et ekko ned i den hule, tomme skal, der omsluttede den fængslede, pinte sjæl, og denne overvældedes af al den aldrig tænkte kærlighed ovenfra: en Guds Engel græd over hende! Hvorfor blev det hende forundt! Den pinte sjæl ligesom samlede i tankerne enhver jordlivs-gerning, den havde udøvet, og den bævede i gråd, som Inger aldrig før havde kunnet græde den. Bedrøvelse over sig selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunne aldrig Nådens Port åbnes, og i det hun i sønderknuselse erkendte det, lyste i det samme en stråle ned i afgrundssvælget, strålen kom med en kraft stærkere end solstrålen, der optør snemanden, som drengene rejste i gården; og da - langt hurtigere end et snefnug, der falder på barnets varme mund, og smelter hen som dråbe – opløste Ingers forstenede skikkelse sig, og en lille fugl svang sig med lynets zigzag op mod menneskeverdenen, men angst og sky var den for alt rundt om, den skammede sig for sig selv og for alle levende skabninger og søgte i hast skjul i et mørkt hul, den fandt i den forfaldne mur; her sad den og krøb sammen, skælvende over hele kroppen, stemmens lyd kunne den ikke give fra sig, den havde ingen. Den sad længe, før den med ro kunne se og fornemme al den herlighed derude! Ja, en herlighed var det: Luften var så frisk og mild, månen skinnede så klart, træer og buske duftede; og så var der så pænt og hyggeligt hvor den sad, dens fjerkjole så ren og fin. Nej, hvor alt skabt i verden dog var frembåret i kærlighed og herlighed. Alle de tanker, der rørte sig inde i fuglens bryst, ville synge sig ud, men fuglen magtede det ikke, gerne havde den sunget, som om foråret gøgen og nattergalen. Vorherre, som hører også ormens lydløse lovsang, fornam her lovsangen, der løftede sig i tanke-akkorder ligesom den bibelske salme klang i Davids bryst, før den fik ord og melodi.

I dage og uger voksede og svulmede disse lydløse sange, de måtte komme til udbrud, ved det første vingeslag i god gerning; en sådan måtte øves!

Nu kom den hellige julefest. Bonden rejste tæt ved muren en stang og bandt et utærsket havreknippe på den, så himlens fugle også kunne have en glad jul og et glædeligt måltid i denne frelserens tid.

Og solen stod op julemorgen og skinnede på havre-neget og alle de kvidrende fugle de fløj rundt om måltids-stangen; da klang det også fra muren “pi, pi!” - den svulmende tanke blev til lyd, den svage pippen var en hel glædeshymne, en god gernings tanke var vakt og fuglen fløj ud fra sit skjul; i Himmeriges Rige vidste de nok hvad dét var for en fugl!

Vinteren tog alvorlig fat, vandene var dybt-frosne, fuglene og skovens dyr havde deres trange tid med føden. Den lille fugl fløj hen på landevejen, og der i sporene af slæderne søgte og fandt den også hist og her et korn, på vejens hvilesteder fandt den et par brødsmuler, af dem åd den kun en enkelt, men kaldte på alle de andre forsultne spurve, så at de her kunne finde føde. Den fløj til byerne, spejdede rundt om, og hvor en kærlig hånd havde strøet brød ved vinduet til fuglene, der åd den selv kun en smule, og gav resten til de andre.

I vinterens løb havde fuglen samlet og givet så mange brødsmuler, at de tilsammen opvejede hele det brød, som lille Inger havde trådt på for ikke at tilsmudse sine sko, og da den sidste brødsmule var fundet og given bort, blev fuglens grå vinger hvide og bredte sig ud.

“Der flyver en terne hen over søen!” sagde børnene, der så den hvide fugl; nu dykkede den sig ned i søen, nu løftede den sig i det klare solskin, den skinnede, og det var ikke muligt at se hvor den blev af; de sagde, at den fløj lige ind i solen.

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©