H. C. Andersen - Eventyr 084: 

Anne Lisbeth (1859)

 

Original + 2019-version

 

 

 

Anne Lisbeth var som mælk og blod, ung og fornøjet, dejlig at se på. Tænderne skinnede så hvide, øjnene så klare, foden var let i dansen og sindet endnu mere let! Hvad kom der ud af det? – “Den lede unge!” – Ja, dejlig var han ikke! Han blev sat ud til grøftegraverens kone, mens Anne Lisbeth kom på det grevelige slot, og sad i en stor sal med tøj af silke og fløjl; ikke en vind turde blæse på hende, ingen sige hende et hårdt ord, for det tog hun skade af og det kunne hun ikke tåle. Hun ammede nemlig det grevelige barn, det var fint som en prins, dejligt som en engel; hvor elskede hun dog dette barn. Hendes eget, ja det var i grøftegraverens hus, hvor gryden ikke kogte over, men munden kogte over, og oftest var der ingen hjemme. Drengen græd, men hvad ingen hører det ingen rører. Han græd sig i søvn og i søvnen føler man ikke til sult og tørst, søvnen er sådan en god opfindelse. Med årene – ja, som tiden går, skyder ukrudt op, siger man. Anne Lisbeths dreng skød op, og dog var han langsom i væksten, sagde de. Men han var vokset helt ind i familien her, men de havde også fået penge for det. Anne Lisbeth var nu sønnen aldeles kvit, hun var købstad-madame, havde det lunt og godt indendørs og havde hat på, når hun gik hun ud, men hun gik aldrig ud til grøftegraverens, det var så langt fra købstaden og hun havde heller ikke noget at gøre dér, drengen var jo deres og spise sin kost kunne han, sagde de. Gavn for føden skulle han gøre, og så passede han Mads Jensens røde ko, han kunne nok røgte kvæg og få noget fra hånden. – 
Lænkehunden på herregårdens blegdams-mark sidder stolt i solskinnet oven på sit hundehus og gør af enhver, der kommer forbi, og i regnvejret kryber den indenfor, ligger tørt og lunt. Anne Lisbeths dreng sad på grøften i solskin, snittede på en tøjrepæl, og om foråret kendte han tre jordbærplanter i blomst, de ville nok sætte bær; det var hans gladeste tanke, men der kom ingen bær. Han sad i regn og rusk, blev våd til skindet, den skarpe vind tørrede siden tøjet på kroppen; kom han til gården blev han puffet og stødt, han var ´led og grim´, sagde gårdens piger og karle, det var han vant til – aldrig elsket!


Hvordan gik det så Anne Lisbeths dreng? Hvordan skulle det gå ham? Dette var hans lod i livet: “aldrig elsket.”
 Fra landjorden blev han kastet overbord, gik så til søs på en ussel skude, sad ved roret, mens skipperen drak. Skiden og led var han, forfrossen og grådig, man skulle tro, at han aldrig havde været mæt - og det havde han heller ikke.
 Det var sent på året, råt, vådt, blæsende vejr, vinden skar koldt gennem det tykke tøj, især til søs, og derude gik en ussel skude for et enkelt sejl og med kun to mand ombord, ja kun en og en halv kan man også sige, det var skipperen og hans dreng. Tusmørke havde det været den hele dag, nu blev det sortere, det var en bidende kulde. Skipperen tog sig en dram, det kunne varme indvendig! Flasken var fremme og glasset med, det var helt oppe for oven, men glassets fod var knækket af, og havde i stedet for den en tilsnittet blåmalet træklods at stå på. – En dram gjorde godt, to gjorde bedre, mente skipperen. Drengen sad ved roret, det, han holdt på med sine hårde, tjærede hænder. Grim var han, håret stridt, forkuet og forkrympet var han, det var grøftegraverens dreng, i kirkebogen hed han ”Anne Lisbeths dreng”.


Vinden skar på sin måde, skuden på sin! Sejlet fyldtes, vinden havde fat, der var flyvende fart – råt, vådt rundt omkring, men mere endnu kunne der komme – stop!– hvad var det? Hvad stødte, hvad sprang, hvad greb i skuden? Den drejede sig om! Kom der et skybrud, løftede sig en brodsø? – Drengen ved roret skreg højt: “I Jesu Navn!” Skuden var stødt på en mægtig sten på havbunden og sank som en gammel sko i gadekæret, sank med mand og mus, som man siger; og der var mus, men kun halvanden mand: Skipperen og grøftegraverens dreng. Ingen så det ske, uden de skrigende måger og fiskene dernede, ja og de så det endda ikke rigtigt, fordi de for forskrækkede tilside, da vandet buldrede ind i skuden, der sank; knap et par meter under vandet stod den. Gemt var de to; gemte, glemte! Kun glasset med den blåmalede træklods som fod sank ikke, træklodsen holdt glasset oppe. Glasset drev men kun for senere at knækkes over og skylles op på stranden. Hvor og når? Ja, det var jo ikke noget videre! Nu havde det glas tjent ud og det havde været elsket. Det havde Anne Lisbeths dreng ikke! Dog: i Himmeriges Rige vil ingen sjæl mere kunne sige: “aldrig elsket!”

 

Anne Lisbethvar i købstaden og det allerede i mange år, hun blev kaldt Madam og knejsede især op, når hun talte om gamle minder, den grevelige tid, da hun kørte i karret og kunne tale med grevinder og baronesser. Hendes søde grevebarn var den yndigste Guds engel, den kærligste sjæl, han havde holdt af hende og hun havde holdt af ham. De havde kysset hinanden og klappet hinanden, han var hendes glæde, hendes halve liv. Nu var han stor, var fjorten år, havde lærdom og dejlighed; hun havde ikke set ham siden hun bar ham på sine arme; hun havde ikke i mange år været på det grevelige slot, det var en hel rejse derhen.
“Jeg må få det gjort engang!” sagde Anne Lisbeth, “jeg må besøge min herlighed, ud til mit søde grevebarn! Ja, han længes vist også efter mig, tænker på mig, holder af mig, som da han hang med sine engle-arme om min hals og sagde: “An-Lis!” - det var ligesom en violin! Ja jeg må tage en rask beslutning og se ham igen!”
 Hun kørte med den billigste vogn derud, hun gik på sin fod, hun kom til det grevelige slot; det var stort og skinnende som før, og haven var som før, men folkene i huset var alle fremmede, ikke én af dem kendte noget til Anne Lisbeth, de vidste ikke hvad hun havde betydet her engang, det ville grevinden dog nok sige dem, også hendes egen dreng! Hvor længtes hun efter ham.


Nu var Anne Lisbethher; længe måtte hun vente og ventetid er lang! Før herskabet gik til bords blev hun kaldt ind til greveinden, og meget godt modtaget og tiltalt. Sin søde dreng skulle hun se efter måltidet - så blev hun kaldt ind igen!
 Hvor var han blevet stor, lang og tynd, men de yndige øjne havde han og den engle-mund! Han så på hende, men han sagde ikke et ord. Han kendte hende vist ikke. Han vendte sig om, ville gå igen, men da tog hun hans hånd, trykkede den op til sin mund! “Nå, det er godt!” sagde han, og så gik han ud af stuen, han, hendes kærligheds tanke, han, som hun havde elsket og elskede højest, han, hendes jordiske stolthed.


Anne Lisbeth gik udenfor slottet på den åbne landevej, hun var så trist; han havde været så fremmed imod hende, ikke haft tanke for hende, ikke ord, han, som hun engang havde båret ved nat og dag, og altid bar i tanken.
Der fløj en stor sort ravn ned på vejen foran hende, skreg, skreg igen. “Eja!” sagde hun, “hvad er du for en ulykkesfugl?”


Hun kom forbi grøftegraverens hus; der stod konen i døren og så talte de sammen.


“Du er vel ved magt!” sagde grøftegraverens kone, “Og du er tyk og fed! Dig går det nok godt!”


“Såmænd!” sagde Anne Lisbeth.


“Men skibet med de to er gået ned!” sagde grøftegraverens kone. “Lars Skipper og drengen er druknede begge to. Nu har de ende på det. Jeg havde dog troet, at drengen engang skulle kunne have hjulpet mig med lidt penge. Dig kostede han jo ikke mere en udgift, Anne Lisbeth!”


“Er de druknede?” sagde Anne Lisbeth, og så talte de ikke mere om den ting. Anne Lisbeth var så bedrøvet, fordi hendes grevebarn ikke gad tale til hende, hun, som elskede ham og havde taget den lange vej for at komme her, det havde også kostet penge, og fornøjelsen, hun havde fået, var ikke stor, men det sagde hun ikke et ord om her, hun ville ikke lette sit sind ved at tale om det til grøftegraverens kone, hun kunne jo tro, at hun ikke mere var anset hos grevens. Da skreg igen ravnen hen over hende.


“Det sorte spektakel,” sagde Anne Lisbeth, “gør mig nok forskrækket i dag!”


Hun havde medbragt kaffebønner, det ville være en velgerning mod grøftegraverens kone at give hende det til at lave en skål kaffe, og Anne Lisbeth kunne få sig en kop med, og grøftegraverens kone gik hen at koge kaffe, og Anne Lisbeth satte sig på en stol og der faldt hun i søvn; da drømte hun om den, hun aldrig før havde drømt om, det var underligt nok: hun drømte om sit eget barn, der her i huset havde sultet og skrålet, drevet rundt for lud og koldt vand, og nu lå i det dybe hav, Vorherre vidste hvor. Hun drømte, at hun sad hvor hun sad, og at grøftegraverens kone var ude at lave kaffe, hun kunne lugte bønnerne, og der stod i døren sådan en dejlig en, han var ligeså køn som grevebarnet, og den lille sagde:


“Nu forgår verden! Hold dig fast ved mig, for du er dog min moder! Du har en engel i Himmeriges Rige! Hold fast ved mig!”
 Og så greb han efter hende, men der lød sådan et rabalder, det var nok verden der gik fra hinanden, og englen løftede sig og holdt hende fast i hendes undertrøje-ærme, så fast, syntes hun, at hun løftedes fra jorden. Men der hang noget så tungt ved hendes ben, det lå hen over hendes ryg, det var ligesom om hundrede kvinder klyngede sig fast, og de sagde: “Skal du frelses, må vi også! Hæng på! Hæng på!” og så hang de allesammen på. Det var for meget: “Ritsch-ratsch!” sagde det, ærmet flængedes og Anne Lisbeth faldt så forfærdeligt, at hun vågnede ved det – og var lige ved at styrte om med stolen, som hun sad på; hun var så fortumlet i hovedet, at hun slet ikke kunne huske hvad hun havde drømt, men noget slemt havde det været.


Så blev kaffen drukket, så blev der talt, og så gik Anne Lisbeth til den nærmeste by, hvor hun skulle træffe fragtmanden og endnu denne aften og nat køre med ham til sit hjemsted; men da hun kom til fragtmanden, sagde han, at de ikke kunne komme afsted før den næste dags aften. Hun tænkte da over, hvad det ville koste hende at blive, tænkte over vejlængden og regnede ud, at hvis hun gik langs stranden og ikke af kørevejen, da var det mange kilometer kortere; det var jo højt og klart vejr og stadig fuldmåne, og så ville Anne Lisbeth gå, næste dag kunne hun være hjemme.

Solen var nede, aftenklokkerne klang endnu, – nej, det var ikke klokkerne, det var klokkefrøerne, der kvækkede i kærene. Nu tav de, alt var stille, ikke en fugl hørte man, hver af dem var til ro, og uglen var nok ikke hjemme; lydløst var der ved skov og strand; hvor hun gik, hørte hun sine egne fodtrin i sandet, havet havde ikke nogen skvulpen, alt derude i det dybe vand var lydløst; stumme var de alle dernede, de levende og de døde.
Anne Lisbeth gik og tænkte ikke på nogen ting, som man siger, hun var borte fra sine tanker, men tankerne var ikke borte fra hende, de er aldrig borte fra os, de ligger bare i en slags døs, både de levendegjorte tanker, der havde lagt sig, og de, som endnu ikke har rørt sig. Men tankerne kommer nok frem, de kunne røre sig i hjertet, røre sig i vort hoved eller falde ned over os!


“God gerning har sin velsignelsens frugt!” står der skrevet; “I synden er død!” står der også skrevet! Meget står skrevet, meget er sagt, man véd det ikke, man husker det ikke; sådan gik det Anne Lisbeth; men sådanne tanker kan gå op for en, det kan komme til en!

Alle laster og alle dyder ligger i vort hjerte! I dit, i mit! De ligger som små ikke-synlige korn; så kommer der udefra en solstråle, eller en ond hånds berørelse. Du drejer om hjørnet, til højre eller venstre, ja, dét kan afgøre det hele, og det lille frøkorn rystes, det svulmer derved, det sprænges, og gyder sine safter i alt dit blod og såer du på farten. Det er ængstende tanker; dem har man ikke når man går i en døs, men de er i røre: Anne Lisbeth gik i en døs, tankerne var i røre! Fra Kyndelmisse i februar til Kyndelmisse året efter har hjertet meget på sit regnebræt, det har et helt års regnskab; meget er glemt, synd i ord og tanker mod Gud, mod vor næste og mod vor egen samvittighed; vi tænker ikke over det, det gjorde Anne Lisbeth heller ikke, hun havde intet ondt gjort mod lands lov og ret, hun var meget godt anset, skikkelig og hæderlig, vidste hun. Og som hun nu gik ved stranden – hvad var det der lå? Hun standsede; hvad var der skyllet op? En gammel mands-hat lå der. Hvor mon den var gået overbord. Hun gik nærmere, blev stående og så på den, – eja! Hvad lå der? Hun blev ganske forskrækket; men der var ikke noget at blive forskrækket over, det var tang og siv, der lå snoet hen over en stor aflang sten, det så ud som et helt menneske, det var dog kun siv og tang, men forskrækket blev hun og da hun gik videre, kom hun i tanke om så meget, hun havde hørt som barn, al den overtro om “strandvarslet”, spøgelset af den ubegravede, der lå skyllet op på den øde strandbred - “strandvaskeren”: den døde krop, den gjorde intet, men dens spøgelse, ”strandvarslet”, fulgte den ensomme vandrer, hang sig fast og forlangte at bæres til kirkegården, for at blive begravet i kristen jord. “Hæng på! Hæng på!” sagde det; og som Anne Lisbeth gentog disse ord for sig selv, gik hele hendes drøm med ét op for hende, så lyslevende: hvordan mødrene havde klynget sig til hende med dette udråb: “Hæng på! Hæng på!” hvordan verden sank, hvordan hendes undertrøje-ærme revnede og hun faldt fra sit barn, der i dommens stund ville have holdt hende oppe. Hendes barn, hendes eget kødelige barn, det, hun aldrig havde elsket, ja, ikke engang tænkt på, dette barn var nu på havsens bund, det kunne som ”strandvarsel” komme og råbe: “Hæng på! Hæng på! Bring mig i kristen jord!” og mens hun tænkte det, prikkede angsten hende i hælene, så hun gik hurtigere. Frygten kom som en kold klam hånd og lagde sig i hendes hjertekule, så hun var lige ved at få ondt, og i det hun nu så ud over havet, blev der tykkere og tættere; en tung tåge skød sig frem, lagde sig om busk og træer, de fik et underligt udsende derved. Hun vendte sig for at se efter månen, der stod bagved hende, den var som en bleg skive uden stråler, det var som noget havde lagt sig tungt på alle hendes lemmer: ”Hæng på! Hæng på!” tænkte hun, og da hun igen vendte sig om og så på månen, syntes hun, at dens hvide ansigt var lige tæt ved hende, og tågen hang som et tørklæde ned over hendes skuldre: “Hæng på! bring mig i kristen jord!” ville hun høre og hørte også en lyd, så hul, så sær, den kom ikke fra frøerne i kæret, ikke fra ravne eller krager, for dem så hun jo ikke, “Begrav mig! Begrav mig!” klang det lydeligt! Ja, det var ”strandvarslet” af hendes barn, der lå på havsens bund, det fik ikke fred før det blev båret til kirkegården og graven gravet i kristen jord. Derhen ville hun gå, der ville hun grave, hun gik i den retning hvor kirken lå og da syntes hun at byrden blev lettere, den forsvandt, og hun ville så igen vende om og nå ad den korteste vej hjem, men da knugede det hende igen: ”Hæng på! Hæng på!” – det lød som frøernes kvækken, det lød som en klynkende fugl, det lød som blev der sagt: “Begrav mig! Begrav mig!”


Tågen var kold og klam, hendes hånd og ansigt var koldt og klamt af rædsel! Udenom hende klemte det, indeni hende blev der et uendeligt rum for tanker, hun før aldrig havde mærket.


I en forårsnat her i Norden kan bøgeskoven springe ud, stå i sin unge, lyse pragt ved dagens solskin, i ét eneste sekund kan der inden i os hæve og udfolde sig den sæd, den spire af synd i tanke, ord og gerning, der i vort første liv er nedlagt; den løfter og udfolder sig i et eneste sekund – når samvittigheden vågner! Og Vorherre vækker den, når vi mindst venter det; da er der intet at undskylde, gerningen står og vidner, tankerne får ord og ordene klinger lydeligt ud over verden. Vi forfærdes over, hvad vi har båret i os og ikke kvalt; vi forfærdes over, hvad vi i overmod og tankeløshed har strøet ud. Hjertet har alle dyder i sit gemme, men også alle laster, og de kan trives selv på den goldeste grund.


Anne Lisbeth rummede i tankerne, hvad vi her har sagt i ord, hun var overvældet deraf, hun sank til jorden, krøb henad den et stykke: “Begrav mig! Begrav mig!” sagde det, og helst havde hun begravet sig selv, dersom graven var en evig forglemmelse af alt. – Det var alvorens vækkelsesstund med gru og angst. Overtroen kom hedt og koldt i hendes blod, så meget, hun aldrig før gad tale om, kom i tanke. Lydløs, som skyens skygge i det klare måneskin, for et syn forbi hende – hun havde hørt om det før: Tæt forbi hende jog fire fnysende heste, ilden skinnede dem ud af øjne og næsebor, de trak en gloende karret, i den sad den onde herremand, der for mere end et hundrede år siden havde huseret her på egnen. 

Hver midnat, hed det, for han ind i sin gård og vendte straks om igen, han var ikke hvid som man siger den dødeer, nej, han var sort som et kul, et udbrændt kul. Han nikkede til Anne Lisbeth og vinkede: “Hæng på! Hæng på! Så kan du igen køre i grevelig vogn og glemme dit barn!”


Endnu hurtigere skyndte hun sig afsted og hun nåede kirkegården; men de sorte kors og de sorte ravne blandede sig for hendes øjne, ravnene skreg som ravnen i dag havde skreget, dog: nu forstod hun hvad det var, den sagde: “Jeg er ravnemor! Jeg er ravnemor!” sagde hver af dem, og Anne Lisbeth vidste, at navnet også gjaldt hende, hun ville måske blive forvandlet til sådan en sort fugl og hele tiden måtte skrige, hvad den skreg, hvis ikke hun fik graven gravet.
 Og hun kastede sig ned på jorden, og hun gravede med sine hænder en grav i den hårde jord, så blodet sprang hende ud af fingrene.


“Begrav mig! Begrav mig!” lød det bestandigt, hun frygtede for hanegal og den første røde solstribe i øst, for kom de før hendes arbejde var endt, da var hun fortabt. Og hanen galede og i øst lyste det – – graven var kun halv gravet, en isnende hånd gled hen over hendes hoved og ansigt ned til hjertestedet. “En halv grav kun?” sukkede det og svævede bort, ned på havsens bund, ja, det var ”strandvarslet”; Anne Lisbeth sank overvældet og betaget til jorden, hun havde ikke hverken tanke eller fornemmelse.


Det var lys dag, da hun kom til sig selv, to karle løftede hende i vejret; hun lå ikke på kirkegården, men nede på strandbredden, og der havde hun gravet foran sig et dybt hul i sandet og skåret sine fingre til blods på et sønderbrudt glas, hvis skarpe stilk stak i en blåmalet træfod. Anne Lisbeth var syg; samvittigheden havde blandet overtroens kort, lagt dem op og fået det ud af det, at nu havde hun kun en halv sjæl, den anden halvdel havde hendes barn taget med sig ned på havsens bund; aldrig ville hun kunne flyve op mod Himmeriges Nåde, før hun igen havde den anden halvdel, der holdtes på i det dybe vand; Anne Lisbeth kom til sit hjem, hun var ikke det menneske mere, som hun før havde været; hendes tanker var sammenfiltrede som garnet, kun én tråd havde hun for øje, den, at bære ”strandvarslet” til kirkegården, grave det en grav og derved vinde sin hele sjæl tilbage.


Mangen nat var hun savnet i sit hjem og altid fandt man hende da nede ved stranden, hvor hun ventede på ”strandvarslet”; sådan hengik et helt år, da forsvandt hun igen en nat, men var ikke at finde; hele den følgende dag gik med forgæves søgen.


Henimod aften, da degnen kom ind i kirken for at ringe til solnedgang, så han foran altret Anne Lisbeth ligge; her havde hun været fra den tidlige morgenstund, hendes kræfter var næsten borte, men hendes øjne lyste, hendes ansigt havde en rødmende glans; de sidste solstråler skinnede ind på hende, strålede hen over alterbordet på de blanke spænder af den store Bibel, der lå opslået på siden med disse ord af profeten Joel: “Sønderriver jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren!” – “Det var nu sådan tilfældigt opslået!” sagde man, som så meget er tilfældigt!


I Anne Lisbeths ansigt, som solen belyste, var der at læse om fred og nåde. Hun var så vel! sagde hun. Nu havde hun overvundet sit! I nat havde strandvarslet, hendes eget barn, været hos hende, det havde sagt: Du gravede kun en halv grav – for mig, men du har nu år og dag begravet mig helt i dit hjerte, og dér gemmer en moder sit barn bedst! Og så havde det givet hende igen hendes tabte halve sjæl og ledt hende herind i kirken.


“Nu er jeg i Guds hus!” sagde hun, “og i det er man salig!”
 

Da solen var helt nede, var Anne Lisbeths sjæl helt oppe, hvor der er ingen frygt, når den her er udstridt – og udstridt havde Anne Lisbeth.

 

 

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©