085.Børnesnak (1859)

H. C. Andersen – Eventyr 085:

Børnesnak (1859)

Original+2019-version

Inde hos Grossererens var der stort børneselskab, med rige folks børn og fornemme folks børn; grossereren klarede sig godt, var en mand med lærdom; han havde engang taget studenter-eksamen, det blev han holdt til af sin skikkelige far, der fra først af kun var studepranger, men ærlig og driftig! Og det arbejde havde givet penge, dem grossereren siden fik til at vokse. Forstand havde han og hjerte med, men om dét blev der mindre talt end om hans mange penge. Hos ham gik der mange fornemme folk ud og ind, både dem af fornemt blod, som de kalder det, og dem af fornem ånd, som de kalder det, samt dem af begge dele og dem af ingen af delene.

Der var nu børneselskab, med børnetale, og børn taler rent ud af posen. Der var en yndig lille pige, men så gruelig stolt, og det havde tjenestefolkene kysset ind i hende, ikke forældrene, dertil var de alt for fornuftige. Hendes far var kammerjunker og det er forfærdeligt fornemt, vidste hun. 

“Jeg er et kammer-barn!” sagde hun. Hun kunne nu også have været et fattigt kælder-barn, ligemeget kan man selv gøre for det. Og så fortalte hun de andre børn, at hun var “født adelig!” og sagde, at når man ikke var ”født ordentligt” så kunne man ikke ”blive til noget”; det hjalp ikke at læse, at være nok så flittig, når man ikke var rigtig født, så kunne man ikke blive til noget. 

“Og dem, hvis navn ender på -sen,” sagde hun, “dem kan der nu aldrig i verden blive noget ud af! Man skal overfor sådanne folk sætte sine arme i siden og holde dem langt borte fra sig, disse “-sen! -sen!” Og så satte hun sine små, nydelige arme i siden, med albuen spids, for at vise hvordan man skulle bære sig ad; og de små arme var så nydelige. Sød var hun. 

Men grossererens lille datter blev så vred; hendes far hed Madsen og det navn vidste hun ender på “-sen!” og så sagde hun ligeså stolt hun kunne: 

“Men min far kan købe for tusinder af kroner bolcher og kaste dem i grams! Kan din far måske det?” 

“Ja, men min far,” sagde en skribents lille datter, “kan sætte både din far og din far og alle fædre i avisen! Alle mennesker er bange for ham, siger min mor, for det er min far der regerer i avisen!” -

Og den lille pige knejsede derved, som om hun kunne være en virkelig prinsesse, der jo skal kunne knejse. 

Men udenfor den halvåbne dør stod en fattig dreng og kiggede ind af sprækken. Den lille kunne ikke engang komme med ind i stuen, så fattig og ringe var han. Han havde drejet spiddet for kokkepigen i køkkenet og nu havde han fået lov at se, bag døren, ind til de pyntede børn, som fornøjede sig, og det var en stor ting for ham. “Hvem der dog var en af dem!” tænkte han, og så hørte han hvad der blev sagt, det var rigtig nok til at blive meget mismodig over. Ikke en skilling havde forældrene hjemme at lægge på kistebunden, og de havde ikke råd til at holde en avis, end sige at skrive den. Og så kom nu det allerværste til: hans fars navn, og altså også hans navn, endte helt klart på “-sen!” Ham kunne der da aldrig i verden blive noget ud af. Det var så sørgeligt! Dog: ”født ordentligt” var han, syntes han, rigtig født, andet var jo ikke muligt. - Se, det var den aften.

Nu gik der mange år og i dem bliver børn til voksne mennesker. Der stod i byen et prægtigt hus, det var fuldt af herligheder, alle folk ville se det, selv folk udenfor byen kom ind for at se det. Hvem mon af de børn, vi har fortalt om, kunne kalde det hus for sit? Ja, det er da let at vide! Nej, det er ikke så let endda. Det hus var den lille fattige drengs. Ham blev der dog noget ud af, skønt hans navn endte på “-sen” – det var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. 

Og de tre andre børn – blodets, pengenes og ånds-hovmodets børn? Ja den ene har ikke noget at lade den anden høre, de er lige børn -, der blev af dem alle noget godt og velsignet, der var en god grund i dem. Og hvad de dengang havde tænkt og talt var kun – børnesnak.