086.Et stykke perlesnor (1859/1856)

H. C. Andersen - Eventyr 086:

Et stykke perlesnor (1859/1856)

Original+2019-version

Jernbanen i Danmark strækker sig endnu kun fra København til Korsør, den er et stykke perlesnor, dem Europa allerede har en rigdom af; de kosteligste perler der nævnes: Paris, London, Wien, Neapel – . Mange udpeger dog ikke en af disse store byer som sin skønneste perle, men derimod viser hen til en lille umærkelig by, der er hjemmets hjem, for der bor de kære; ja, tit er det kun en enkelt gård, et lille hus, skjult mellem grønne hække, et punkt, der flyver hen og væk mens toget jager forbi på sin bane.

Hvor mange perler er der på snoren fra København til Korsør? Vi vil her betragte seks, som de fleste må lægge mærke til, gamle minder og poesien selv giver disse perler en glans, så de stråler ind i vor tanke.

Nær ved bakken, Valby Bakke, hvor Frederik den Sjettes slot ligger, og digteren Adam Oehlenschlägers barndomshjem, skinner i læ af Søndermarkens skovgrund én af perlerne, man kaldte den “Filemons og Baukis’ hytte” det ville sige: to elskelige gamles hjem. Her boede litteraten Knud Lyhne Rahbek med sin hustru Camma, og her, under deres gæstfrie tag, samlede sig i en menneskealder alt åndens dygtige fra det travle København, her var et åndens hjem, – – og nu? Nej, sig ikke, “ak, hvor forandret!” – nej, for endnu er det åndens hjem, drivhuset for den sygnende plante! Men blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gemmer dog, skjult, alle spirer til blad og frø. Her skinner åndens sol ind i et fredet åndens hjem, den opliver og levendegør. Verden rundt om stråler ind gennem øjnene i sjælens ugranskelige dybde: i den nye bygning ved siden af Bakkehuset ligger nu ”Helbredelsesanstalten for Idiotiske Børn”, omsvævet af menneskekærligheden, et helligt sted, et drivhus for den sygnende plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds urtegård. De svageste i ånden samles nu her, hvor engang de største og kraftigste ånder mødtes i Bakkehuset, vekslede tanker og løftedes opad – opad blusser end her sjælenes flamme i “Filemons og Baukis’ Hytte.”

Kongegravenes by ved Roars kilde, det gamle Roskilde, ligger for os; kirkens slanke tårnspir løfter sig over den lave by og spejler sig i Isefjorden; én grav kun vil vi her søge, betragte den i perlens glas; det er ikke den mægtige uniondronning Margrethes – nej, inde på kirkegården, hvis hvide mur vi tæt ved flyver forbi, er graven; en ringe sten er lagt hen over den. Orglets konge, den danske romances fornyer, hviler her; til melodier i vor sjæl blev de gamle sagn, og vi mærkede hvor: “De klare bølger rulled’,” – “der boede en konge i Lejre!” – og de mange ”Morgen- og aftensange” til Ingemanns digte.

Roskilde, kongegravenes by, i din perle vil vi se på den ringe grav, hvor i stenen er hugget lyren og navnet: C.E.F.Weyse (1774-1842).

Nu kommer vi til Sigersted ved Ringsted by; ålejet er lavt; det gule korn vokser, hvor Hagbarths båd lagde an, ikke langt fra Signes jomfrubur. Hvem kender ikke sagnet om Hagbarth og Signe – Hagbarth, der blev hængt i egetræet og Signelils hus stod i flammer: sagnet om den stærke kærlighed.

“Dejlige Sorø omkranset af skove!” Din stille klosterby har fået udkig mellem de mosgroede træer; med ungdomsblik ser den fra Sorø Akademi ud over søen til verdenslandevejen, hører lokomotivets drage puste, mens den flyver gennem skoven. Sorø, du digtningens perle, der gemmer Ludvig Holbergs støv! Som en mægtig, hvid svane ved den dybe skovsø ligger dit lærdoms slot, og op til den - derhen søger vort øje - skinner, som den hvide stjerneblomst i skovgrunden, et lille hus: fromme salmer klinger derfra ud gennem landet, ord tales derinde, bonden selv lytter dertil og genkender svundne tider i Danmark. Den grønne skov og fuglens sang hører sammen, således navnene Sorø og digteren Bernhard Severin Ingemann.

Til Slagelse by –! Hvad spejler sig her i perlens glas? Forsvundet er Antvorskov kloster, forsvundet slottets rige sale, selv dets ensom stående forladte fløj; dog et gammelt tegn står endnu, fornyet og atter fornyet, et trækors på højen derhenne, hvor i legendens tid Hellig-Anders, Slagelse-præsten, vågnede op, båren i én nat hertil fra Jerusalem.

Korsør– her fødtes du, Jens Baggesen, der gav os:

– “Skæmt med alvor blandet

i viser af Knud Sjællandsfar.”

Du mester i ord og vid! De synkende gamle volde af den forladte befæstning er nu her det sidste synlige vidne om dit barndomshjem. Når solen går ned, peger deres skygger hen på den plet, hvor dit fødehus stod; fra disse volde, skuende mod Sprogøs højde, så du, da du “var lille,” – “månen ned bag øen glide” og besang den udødeligt, som du siden besang Schweiz’ bjerge, du, som drog om i verdens labyrint og fandt, at –

“– –ingensteds er roserne så røde,

og ingensteds er tornene så små,

og ingensteds er dunene så bløde

som de, vor barndoms uskyld hvilte på!”

Lunets liflige sanger! Vi fletter dig en krans af skovmærker, kaster den i søen, og bølgen vil bære den til Kielerfjorden, på hvis kyst dit støv er lagt; den bringer hilsen fra den unge slægt, hilsen fra fødebyen Korsør – hvor perlesnoren slipper!

II.

“Det er rigtignok et stykke perlesnor fra København til Korsør,” sagde bedstemoder, der havde hørt oplæst, hvad vi nu netop læste. “Det er en perlesnor for mig og det blev den mig allerede for nu over fyrre år siden!” sagde hun. “Da havde vi ikke jernbanens dampmaskiner, vi brugte ligeså mange dage til at rejse den vej, som I nu kun bruger timer! Det var i 1815 - da var jeg enogtyve år, det er en dejlig alder. Selv er jeg godt tres – det er også en dejlig alder – så velsignet! – I mine unge dage, ja, da var det en anderledes sjældenhed end nu at komme til København, byen for alle byerne, som vi anså den. Mine forældre ville, efter tyve år, igen gøre et besøg der i 1815, og jeg skulle med; den rejse havde vi i årevis talt om og nu skulle den virkelig gå for sig! Jeg syntes, at et helt nyt liv ville begynde, og på en måde begyndte der også for mig et nyt liv.

Der blev syet og der blev pakket sammen og da vi nu skulle af sted, ja, hvor mange gode venner kom ikke for at sige os lev vel! Det var en stor rejse vi havde foran os! Op ad formiddagen kørte vi ud fra Odense i mine forældres holstenske vogn, og bekendte nikkede fra vinduerne, hele gaden igennem, næsten til vi var helt ude af Sankt Jørgens Port. Vejret var dejligt, fuglene sang, alt var fornøjelse, man glemte, at det var en svær, lang vej til Nyborg; mod aften kom vi der; postvognen ankom først ud på natten og før afgik færgebåden over Storebælt ikke; men vi kom da om bord, og der lå nu ude foran os det store vand, så langt vi kunne øjne, så blikstille. Vi lagde os i vort rejsetøj og sov. Da jeg i morgenstunden vågnede og kom op på dækket, var der ikke det mindste at se til nogen af siderne, sådan en tåge havde vi. Jeg hørte hanerne gale, fornam, at solen kom op, klokkerne klang; hvor mon vi var? Tågen lettede, og vi lå såmænd endnu lige uden for Nyborg. Op ad dagen blæste endelig en smule vind, men stik imod os; vi krydsede og krydsede, og endelig var vi så heldige, at vi klokken lidt over elleve om aftenen nåede Korsør, da havde vi været toogtyve timer om de godt toogtyve kilometer.

Det gjorde godt at komme i land i Korsør; men mørkt var det, dårligt brændte lygterne og alt var så vildtfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden by end i Odense.

“Se, her blev digteren Jens Baggesen født!” sagde min fader, “og her levede præsten Birckner!”

Da syntes mig, at den gamle by med de små huse med ét blev lysere og større; vi følte os dertil så glade ved at have landjorden under os; sove kunne jeg ikke den nat over alt det meget, jeg allerede havde set og oplevet siden jeg i forgårs tog hjemmefra.

Næste morgen måtte vi tidligt op, vi havde for os en slem vej med forfærdelige banker og mange huller til vi nåede Slagelse, og videre frem på den anden side var nok ikke stort bedre, og vi ville gerne så tids nok komme til kroen ”Krebsehuset”, at vi derfra endnu ved dagslys kunne gå ind i Sorø og besøge Møllers Emil, som vi kaldte ham, ja, det var din bedstefader, min salige mand, provsten. Han var student fra Sorø og netop færdig der med sin afsluttende eksamen.

Vi kom om eftermiddagen til Krebsehuset, det var et elegant sted dengang, det bedste værtshus på hele rejsen og den yndigste egn, ja, det må I da alle indrømme, at den endnu er. Det var en ferm værtinde, madam Plambek, alt i huset var som et glatskuret spækbræt. På væggen hang i glas og ramme Baggesens brev til hende, det var nok værd at se! For mig var det en stor mærkelighed. – Så gik vi op til Sorø og traf der Emil; I kan tro, han blev glad for at se os, og vi for at se ham, han var så god og opmærksom. Med ham så vi da kirken med Absalons grav og Holbergs kiste; vi så de gamle munkeindskrifter, og vi sejlede over søen til “Parnasset,” den dejligste aften jeg mindes! Jeg syntes rigtignok, at skulle man nogensteds i verden kunne digte, måtte det være i Sorø, i denne naturens fred og dejlighed. Så gik vi i måneskin ad Filosofgangen, som de kalder det, den dejlige ensomme vej langs søen og mosen ved Flommen, ud mod landevejen til Krebsehuset; Emil blev og spiste sammen med os, fader og moder fandt, at han var blevet så klog og så så godt ud. Han lovede os, at han inden fem dage skulle være i København hos sin familie og sammen med os; det var jo Pinse. De timer i Sorø og ved Krebsehuset, ja, de hører til mit livs skønneste perler! –

Næste morgen rejste vi meget tidligt, for vi havde en lang vej før vi nåede Roskilde, og der måtte vi være i så god tid at kirken kunne ses, og at fader ud på aftenen kunne besøge en gammel skolekammerat; det skete også og så lå vi natten over i Roskilde og dagen derpå, men først ved middagstid - for det var den værste, den mest opkørte vej, vi havde tilbage - kom vi til København. Det var omtrent tre dage, vi havde brugt fra Korsør til København – og nu gør I den samme vej i tre timer! Perlerne er ikke blevet mere kostbare, det kan de ikke, men snoren er bleven ny og vidunderlig. Jeg blev med mine forældre tre uger i København, Emil var vi sammen med der i hele atten dage, og da vi så rejste tilbage til Fyn, fulgte han os lige fra København til Korsør, der blev vi forlovet før vi skiltes ad. Så kan I nok forstå mig, at også jeg kalder fra København til Korsør et stykke perlesnor.

Siden, da Emil fik præstestilling ved Assens, blev vi gift; vi talte tit om Københavnsrejsen, og om at gøre den engang igen, men så fødtes først jeres moder, og så fik hun søskende, og der var meget at passe og tage vare på, og da nu fader forfremmedes og blev provst - ja, alt var en velsignelse og glæde - til København kom vi dog ikke! Aldrig kom jeg der igen, hvor tit vi end tænkte derpå og talte derom, og nu er jeg blevet for gammel, har ikke legeme til at fare på jernbane; men glad ved jernbanerne er jeg! Det er en velsignelse at man har dem! Så kommer I hurtigere til hjem mig! Nu er Odense jo ikke stort længere fra København, end i min ungdom Odense var fra Nyborg! I kan nu flyve til Italien lige så hurtigt som vi var om at rejse til København! Ja det er noget! – og alligevel bliver jeg siddende, jeg lader de andre rejse, lader dem komme til mig! Men I skal ikke smile endda, fordi jeg sidder så stille, jeg har en anderledes stor rejse foran mig end jeres, en meget hurtigere, end den på jernbanerne: når Vorherre vil, rejser jeg op til “Bedstefar,” og når så I har udrettet jeres gerning og glædet jer her ved denne velsignede verden, så véd jeg, at I kommer op til os, og da taler vi deroppe om vort jordlivs dage, tro mig, børn! Jeg siger også der som nu: “Fra København til Korsør, ja, det er rigtignok et stykke perlesnor!”