087.Pen og blækhus (1860)

H. C. Andersen – Eventyr 087:

Pen og blækhus (1860)

Original + 2019-version

Der blev sagt i en digters stue, da man så på hans blækhus der stod på bordet: "Det er mærkeligt, alt hvad der dog kan komme op af det blækhus! Hvad mon nu det næste bliver? Ja, det er mærkeligt!"

"Det er det!" sagde blækhuset. "Det er ubegribeligt – det er det jeg altid siger!" sagde det til fjerpennen og til hvad andet der på bordet kunne høre det. "Det er mærkeligt, alt hvad der kan komme fra mig! Ja, det er næsten utroligt! Og jeg ved virkelig ikke selv hvad det næste bliver, når mennesket begynder at øse af mig. En dråbe af mig, den er nok til en halv side papir, og hvad kan der ikke stå på den? Jeg er noget ganske mærkværdigt, fra mig udgår alle digterens værker! Disse levende mennesker, som folk tror at kende, disse inderlige følelser, dette gode humør, disse yndige skildringer af naturen; - jeg begriber det ikke selv, for jeg kender ikke naturen, men det hele er nu engang inden i mig! Fra mig udgik og udgår denne hærskare af svævende, yndige piger, og kække riddere på fnysende gangere, selv figurerne Per Døver og Kirsten Kimer oppe fra urværket i Roskilde Domkirke! Ja jeg ved det ikke selv! Jeg forsikrer Dem, jeg tænker ikke over det!" "Det har De ret i!" sagde fjerpennen; "De tænker slet ikke, for hvis tænkte De, da ville De forstå at De kun giver væske! De giver væde, så at jeg kan udtale og synliggøre på papiret det jeg har i mig, det jeg skriver ned. Penne er det jo som skriver! Derom tvivler intet menneske, og de fleste mennesker har jo ligeså god indsigt i poesien, som et gammelt blækhus!"

"De har kun lidt erfaring!" sagde blækhuset. "De har jo knap været en uge i tjenesten og er allerede halv slidt op. Bilder De Dem ind, at De er digteren? De er kun en tjener, og mange af den slags har jeg haft før De kom, og det både af gåsefamilien og fra engelsk fabrik; jeg kender både fjerpen og stålpen! Der er mange jeg har haft i tjeneste og jeg vil få mange endnu, når han – mennesket, som gør bevægelserne for mig – kommer og skriver ned, hvad han får ud af mit indvendige. Jeg gad nu nok vide hvad det første bliver, han løfter ud af mig!"

"Blækbøtte!" sagde pennen.

Sent på aftenen kom digteren hjem, han havde været til koncert, hørt en udmærket violinspiller og var helt opfyldt og betaget af dennes mageløse spil. Det havde været et forbavsende væld af toner, han havde fået ud af instrumentet: snart lød det som klingende vanddråber, perle på perle, snart som kvidrende fugle i kor, som bruste stormen igennem en granskov; han troede at høre sit eget hjerte græde, men i melodier – og som det kan høres i en kvindes dejlige stemme. Det havde været som om ikke blot violinens strenge klang, men også instrumentets strengestol, ja selv skruer og sangbund! Det var overordenligt! Og svært havde det været, men set ud som en leg, som om buen kun løb frem og tilbage henover strengene; man skulle tro, at enhver kunne gøre det efter. Violinen klang af sig selv, buen spillede af sig selv, de to var det, som sammen gjorde det hele, man glemte mesteren, der førte dem og gav dem liv og sjæl. Mesteren glemte man; men på ham tænkte digteren, ham nævnede han og nedskrev sin tanke derved:

"Hvor tåbeligt, om buen og violinen ville hovmode sig over deres gerning! Og det gør dog så tit vi mennesker, både digteren, kunstneren, opfinderen i videnskab og feltherren på slagmarken; vi bliver hovmodige, - og alle er vi dog kun de instrumenter, som Vorherre spiller på; ham alene æren! Vi har intet at hovmode os over!"

Ja, det skrev digteren ned, skrev det som en lignelse og kaldte den "Mesteren og Instrumenterne".

"Der fik De Deres, Madam!" sagde pennen til blækhuset, da de to igen var alene. "De hørte ham vel læse op, hvadjeghavde skrevet ned!"

"Ja, hvad jeg gav Dem at skrive!" sagde blækhuset. "Det var jo et hib til Dem for Deres hovmod! Tænk, at De ikke engang kan forstå at man gør nar af Dem! Jeg gav Dem et hib lige fra mit indvendige! Jeg må dog kende min egen skadefryd!"

"Blækholderske!" sagde pennen.

"Skrivepind!" sagde blækhuset.

Og enhver havde bevidstheden om at de havde svaret godt, og det er en behagelig bevidsthed at vide at man har svaret godt, det kan man sove på og de sov begge på det; men digteren sov ikke! Tankerne vældede frem, som tonerne fra violinen, trillende som perler, brusende som stormen gennem skoven, han fornam sit eget hjerte deri, han fornam glimtet fra den evige mester.

Ham alene Æren!