H. C. Andersen - Eventyr 090: 

"Dejlig!" (1860)

 

 

Original + 2019-version

 

 

Billedhuggeren Alfred, ja du kender ham vel? Vi kender ham allesammen: han fik Kunstakademiets Guldmedalje, rejste til Italien og kom hjem igen. Da var han ung, ja det er han da endnu, men dog en ti år ældre end dengang. 

Han kom hjem, kom på besøg i en af Sjællands småbyer, hele byen vidste om den fremmede, vidste hvem han var; for hans skyld var der selskab hos en af de rigeste familier. Alle der var noget eller havde noget, var indbudt, det var en begivenhed, hele byen vidste det uden trommeslag fra rådhuset; håndværksdrenge og småfolks børn, et par af forældrene med, stod udenfor og så på de nedrullede, belyste gardiner, byens vægter kunne bilde sig ind, han selv holdt selskab, så mange folk stod der ude på gaden i hans distrikt; det smagte af fornøjelse, og indenfor var der rigtignok kommet fornøjelse til huse, der var Hr. Alfred, billedhuggeren. 

Han talte, han fortalte, og alle derinde hørte på ham med glæde, andægtigt, men ingen mere end en ældre enkefrue af embedsstanden, og hun var for alt hvad hr. Alfred sagde, ligesom et ubeskrevet gråt papir, der straks sugede det sagte i sig og bad om mere, højst modtagelig, utrolig uvidende, som en kvindelig Kaspar Hauser-skikkelse, et uvidende hittebarn.

"Rom gad jeg nok se!" sagde hun, "det må være en yndig by med alle de mange fremmede, som kommer der. Beskriv nu Rom for os! Hvordan ser der nu ud når man kommer ind af byporten?" 

"Det er ikke let at beskrive!" sagde den unge billedhugger. "Der er en stor plads; midt på den står en obelisk, som er fire tusind år gammel!" 

"En organist?" udbrød fruen, hun havde aldrig før hørt ordet obelisk; nogle var nær ved at le, billedhuggeren med, men det smil som fremkom, gled hen i beskuelse, for han så tæt ved fruen et par store, havblå øjne, det var datteren af hende, der talte, og når man har en sådan datter, kan man ikke være enfoldig! Moderen var et øsende springvand af spørgsmål, datteren var springvandets skønne najade, der hørte til. Hvor var hun dejlig! Hun var noget for en billedhugger at se på, men ikke tale med, og hun sagde intet, i det mindske meget lidt. 

"Har paven en stor familie?" spurgte fruen. 

Og den unge mand svarede, skønt spørgsmålet kunne have været stillet bedre: "Nej, han er ikke af stor familie!" 

"Det mener jeg ikke!" sagde fruen; "jeg mener, har han kone og børn?" 

"Paver må ikke gifte sig!" svarede han. 

"Det holder jeg ikke af!" sagde fruen. 

Kløgtigere kunne hun vel have spurgt og talt, men om hun ikke havde spurgt og talt, som hun gjorde det, mon da datteren så havde lænet sig op til hendes skulder og set med dette næsten rørende smil? 

Og Hr. Alfred talte, talte om Italiens farvepragt, de blånende bjerge, det blå middelhav, sydens blå, en dejlighed, som man i Norden kun fandt overgået i det nordiske kvindes blå øjne. Og dette blev her sagt med en hentydning, men hun som skulle forstå det, hun lod sig ikke mærke med at hun forstod det; og det var jo nu også dejligt! 

"Italien!" sukkede nogle, "Rejse!" sukkede andre. "Dejlig! dejlig!" 

"Ja, når jeg nu vinder den store gevinst i Klasselotteriet," sagde enkefruen, "så rejser vi, jeg og min datter og de, Hr. Alfred!, skal føre os rundt! Vi rejser da alle tre – og et par andre gode venner med!" Og så nikkede hun fornøjeligt til dem allesammen, så enhver havde lov at tro, det var vedkommende der skulle med. "Til Italien vil vi rejse! Men vi vil ikke rejse hvor der er røvere, vi bliver i Rom og på de store landeveje, hvor man er sikker!" 

Og datteren drog et lille suk; hvormeget kan der ikke ligge i et lille suk, eller lægges deri; den unge mand lagde meget deri; de to blå øjne, som denne aften lyste for ham, var skjulte skatte, åndens og hjertets skatte, rige, som alle Roms herligheder, og da han forlod selskabet, - ja, så var han væk, – væk i den unge frøken. 

Enkefruens hus blev af alle huse det, som Hr. Alfred, billedhuggeren, besøgte. Man indså, at det ikke kunne være for moderens skyld, selvom han og hun altid var de talende; det måtte være for datterens skyld han kom. Kala blev hun kaldt, hun hed Karen Malene, de to navne vare trukne sammen til det ene navn Kala; dejlig var hun, men lidt dvask, sagde en og anden; hun lå gerne lidt længe om morgenen. 

"Det er hun vant til fra sin barndom!" sagde moderen, "hun har altid været noget af en Venus-unge, og de bliver så let trætte. Hun ligger lidt længe, men af det har hun sine klare øjne!" 

Hvilken magt var der ikke i disse klare øjne, disse havblå vande; det stille vand med den dybe grund, det mærkede den unge mand, han sad fast på den dybe grund.- Han talte og fortalte, og Mama spurgte altid lige så levende, frejdigt og flot, som ved første møde. 

Det var en fornøjelse at høre Hr. Alfred fortælle; han fortalte om Neapel, om vandringerne på vulkanbjerget Vesuv og fremviste dertil i farvede billeder flere af vulkanudbrudene. Og enkefruen havde aldrig før hørt om det eller tænkt over det.

"Bevar os!" sagde hun, "det er da et ildsprudlende bjerg! Er der ingen, der kommer til skade ved det?" 

"Hele byer er gået til grunde der!" svarede han, "Pompeji og Herculanum!"

"Men de ulykkelige mennesker! Og alt det har De selv set?" 

"Nej, ingen af disse oldgamle udbrud, dem har jeg kun set som billeder, men jeg skal vise Dem i en tegning af mig selv, hvordan udbruddet var da jeg så det!" 

Og han tog en skitse frem, gjort med blyant, og Mama, der sad opfyldt i beskuelsen af de stærkt kolorerede billeder, så på den blege blyantskitse og udbrød i overraskelse: 

"De har altså set det sprutte hvidt?" 

Det blev et øjeblik sort i Hr. Alfreds agtelse for Mama, men snart, i Kalas belysning, forstod han, at hendes mor ikke havde farvesans, det var det hele. Men hun havde det bedste, det skønneste: hun havde Kala.

Og med Kala blev Alfred forlovet, det var så rimeligt; og forlovelsen stod i byens avis. Mama fik sig tredive eksemplarer af den, for at klippe det stykke ud og lægge det i breve til venner og bekendte. Og de forlovede var lykkelige og svigermama med, hun var ligesom kommet i familie med Bertel Thorvaldsen.

"De er dog, på en måde, hans fortsættelse!" sagde hun. 

Og Alfred syntes at hun sagde noget åndrigt. Kala sagde ikke noget, men hendes øjne lyste, smilet sad om munden, hver bevægelse var dejligt; og dejlig var hun, det kan ikke siges for tit. 

Alfred udformede Kalas og svigermamas buste; de sad model for ham og så, hvordan han med fingeren glattede og bøjede det bløde ler. 

"Det er nu for vor skyld," sagde svigermama, "at De selv gør det simple arbejde, og ikke lader Deres karl klatte det sammen!"

"Det er nødvendigt at jeg selv former det i leret!" sagde han. 

"Ja, De er nu altid så overordentlig galant!" sagde Mama, og Kala trykkede stille hans hånd, hvor leret stadig sad på. 

Og han fortalte dem begge to om naturens herlighed i det skabte, hvordan det levende stod over det døde, planten over mineralet, dyret over planten, mennesket over dyret; hvordan ånd og skønhed åbenbarede sig gennem formen og at billedhuggeren gav den jordiske skikkelse af det herligste i dets åbenbarelse. 

Kala stod tavs, vuggende hans udtalte tanke, svigermama tilstod: 

"Det er svært at følge med i! Men jeg går langsomt efter med tankerne, og de snurrer rundt ved det, men jeg har fat!" 

Og dejligheden havde fat i ham, den fyldte ham, betog og beherskede ham. Dejligheden lyste ud af hele Kalas skikkelse, ud af hendes blik, fra mundvigerne, selv fra fingrenes bevægelse, det udtalte Alfred og han, billedhuggeren, forstod sig på det, han talte kun om hende, tænkte kun på hende, de to blev ét, og på den måde talte hun også meget, for han talte særdeles meget. 

Det var forlovelsesdagene, nu kom brylluppet med brudepiger og brudegaver, og de blev nævnt i brudetalen. 

Svigermama havde i brudehuset opstillet, for bordenden, en buste af Thorvaldsen med slåbrok, han skulle være gæst på den måde, det var hendes ide; og der blev sunget viser og der blev drukket skåler, det var et fornøjeligt bryllup, et dejligt par: "Pygmalion fik sin Galathea", stod der i en af sangene: "Det er nu sådan noget mytologi!" sagde svigermama. 

Dagen derpå rejste det unge par til København for der at bo og bygge. Svigermama fulgte med for at tage sig af det grove, sagde hun, det vil sige styre husholdningen. Kala skulle sidde i dukkeskab! Alt var nyt, blankt og dejligt! Der sad de alle tre, og Alfred – for nu at bruge et ordsprog, der belyser hvorledes han sad – han sad som en begavet bisp i en gåserede. 

Formens trolddom havde dåret ham, han havde set på indpakningen og ikke på hvad der var inde bag og det er uheld, et meget stort uheld i ægteskabet; går indpakningen op i limningerne og glimmerguldet falder af, så fortryder man handelen. I et stort selskab er det højst ubehageligt at mærke, at man har mistet begge sine seleknapper og vide, at man ikke kan stole på sit livrem, fordi man har intet spænde har på den dag, men endnu værre er det i et stort selskab at fornemme, at kone og svigermama taler dumt og da, ikke at kunne stole på selv at kunne få et vittigt indfald, der kan bortvejre dumheden. 

Så tit sad det unge ægtepar hånd i hånd, og han talte og hun dryppede et ord, samme melodi, de samme to, tre klokketoner. Det var en ren åndsluftning, når Sophie, en af veninderne, kom. 

Sophie var meget lidt køn; ja hun var uden legemlige skavanker, men lidt skæv var hun rigtignok, sagde Kala, dog ikke mere, end kun veninder kunne se det. Hun var en meget fornuftig pige, dog det faldt hende ikke ind at hun her kunne blive farlig. Hun var en forfriskende luftning i dukkeskabet, og frisk luftning trængte man til, det indså de alle sammen. Luftes måtte der og så kom de ud for af luftes: svigermama og det unge ægtepar rejste til Italien. 

"Gud ske lov vi er hjemme i vort eget igen!" sagde mor og datter, da de året efter med Alfred, alle tre, kom tilbage. 

"Det er ingen fornøjelse at rejse!" sagde svigermama; "det er egenligt kedeligt! Undskyld at jeg siger det. Jeg kedede mig, selvom jeg havde mine børn med, og det er dyrt, meget dyrt at rejse! Alle de gallerier man skal se! Alt det man skal løbe efter! Man kan jo ikke være andet bekendt, når man kommer hjem og bliver spurgt ud! Og så må man alligevel høre at dette er det dejligste – men det man fik glemt at se. Mig kedede i længden disse evige madonnaer, man bliver selv bare en madonna!" 

"Og den mad man får!" sagde Kala.

"Ikke en ærlig kødsuppe!" sagde Mama. "Det er dårligdom med deres madlavning!" 

Og Kala var blevet træt og udmattet af rejsen, vedvarende træt, det var det værste. Sophie kom derefter i huset, og gavn gjorde hun. 

Det måtte man erkende, sagde svigermama, at Sophie forstod sig på husvæsen og kunstvæsen og alt hvad hun efter sin formue egentlig ikke havde råd til, og så var hun dertil meget respektabel og inderlig trofast; det viste hun, da Kala lå syg og tabte sig. 

Hvor indpakningen udgør det hele, der må det holde, ellers er det forbi – og her var det forbi med indpakningen: Kala døde. 

"Hun var dejlig!" sagde moderen, "hun var rigtignok noget andet end antikkens statuer, de er så ramponerede! Kala var hel og det skal en skønhed være!" 

Alfred græd og moderen græd og de gik begge i sort sørgetøj, sort klædte især Mama og hun gik længst i sort, bar længst sorg, og hun fik den yderligere sorg, at Alfred giftede sig igen; han tog Sophie, der ikke havde ydre fortrin. 

"Han er gået til yderligheder!" sagde svigermama, "gået fra det dejligste til det grimmeste, han har kunnet glemme sin første kone. Der er ikke udholdenhed hos et mandfolk! Min mand var anderledes, han døde ganske vist også før jeg!" 

"Pygmalion fik sin Galathea!" sagde Alfred, " – ja det stod i brudevisen; jeg havde – som Pygmalion – også virkelig forelsket mig i den dejlige statue – Galathea, der fik liv i mine arme! Men den beslægtede sjæl, som himlen sender os, en af dens engle, der kan føle med os, tænke med os, løfte os, hvor vi bøjes, den sjæl har jeg først nu fundet og vundet. Du kom, Sophie! Ikke i form-skønhed, i stråleglans, - men god nok, mere smuk end det behøves! Hovedsagen er hovedsagen! Du kom og lærte billedhuggeren, at hans værk kun er ler, støv, kun et aftryk i dette af den indre kerne, den kerne vi skal søge. Stakkels Kala! Vort jordliv var som et rejseliv! Der oppe, hvor man samles i sympati, er vi hinanden måske halvt fremmede!" 

"Det var ikke kærligt sagt," sagde Sophie, "det var ikke kristeligt! Der oppe, hvor der ikke skal tages til ægte, men, som du siger, hvor sjælene mødes ved sympati, der, hvor alt herligt udfolder og løfter sig, vil hendes sjæl måske klinge i så fuldelig kraft, at den overklinger min, og du - du vil da igen udbryde i dit første forelskelses-udbrud: Dejlig, dejlig!"

 

 

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©