H. C. Andersen - Eventyr 092:
Metalsvinet (1862/1842)
I byen Firenze, ikke langt fra Piazza del granduca løber en lille tværgade, jeg tror den kaldes Porta Rossa. I denne gade, foran en slags bazar, hvor der sælges grønt, ligger en godt udarbejdet figur kaldet ”Metalsvinet”. Det friske, klare vand risler ud af munden på dyret, der er blevet ganske sortgrønt af ælde. Kun trynen skinner, som om den var poleret blank, og det ér den også - af de mange hundrede børn og fattige folk, der tager fat i trynen med hænderne og sætter deres mund til dyrets, for at drikke. Det er et helt fantasibillede, at se det velformede dyr blive omfavnet af en smuk, halvnøgen dreng, der sætter sin friske mund til dyrets tryne. Enhver, som kommer til Firenze, finder nok stedet, han behøver bare at spørge den første tigger han ser om ”Metalsvinet”, og han vil finde det.
Det var en sen vinteraften, bjergene lå med sne, men det var måneskin, og måneskin i Italien giver en belysning, der er ligeså god som en mørk vinterdag i Norden, ja den er bedre, for luften skinner, luften opløfter, mens i Norden det kolde, grå bly-tag trykker os til jorden, den kolde, våde jord, der engang skal trykke vor kiste.
Henne i hertug Bobolis slotshave, under pinjetræets tag, hvor tusinde roser blomstrer ved vintertid, havde en lille, pjaltet dreng siddet den hele dag, en dreng, der kunne være selve billedet af Italien - så smuk, så leende og dog så lidende. Han var sulten og tørstig, ingen gav ham en skilling, og da det blev mørkt og haven skulle lukkes, jog portneren ham bort. Længe stod han drømmende på broen over floden Arno og så på stjernerne, der blinkede i vandet mellem ham og den prægtige marmorbro.
Han tog vejen hen til Metalsvinet, knælede halvt ned, slog sine arme om dets hals, satte sin lille mund til dets skinnende tryne og drak i store mundfulde det friske vand. Tæt ved lå nogle salatblade og et par kastanier, det blev hans aftensmad. Der var ikke et menneske på gaden, han var helt alene, og han satte sig på Metalsvinets ryg, lænede sig forover, så hans lille, lokkede hoved hvilede på dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.
Det var midnat, og Metalsvinet rørte sig! Han hørte helt tydeligt, at det sagde: ”Du lille dreng, hold dig fast, for nu løber jeg!” Og så løb det med ham. Det var en løjerlig ridetur: Først kom de på Piazza del granduca. Og metalhesten, som bar storhertug Cosimo-statuen, vrinskede højt. De brogede våbenskjold på Firenzes gamle rådhus skinnede som gennemsigtige malerier, og Michelangelos David-statue svingede sin slynge. Det var et sælsomt liv, som rørte sig! Statuegrupperne af metal, med Perseus og med Sabinerindernes Rov, virkede næsten alt for levende, og et døds-skrig fra dem gik over den prægtige, ensomme rådhusplads.
Ved Palazzo degli Uffizi, i buegangen, hvor adelen ved fastetiden samles til karnevals-glæde, standsede Metalsvinet.
”Hold dig fast!” sagde dyret, ”hold dig fast, for nu går det op ad trappen!” Den lille dreng sagde ikke endnu et ord – han både skælvede og var lyksalig på samme tid. De trådte ind i et langt galleri, drengen kendte det godt, han havde været her før: væggene prangede med malerier, her stod statuer og buster, alle i det skønneste lys, ligesom om det var dag, men prægtigst var det, da døren til et af sideværelserne gik op. Ja, denne herlighed her huskede den lille, dog: i denne nat var alt i sin skønneste glans.
Her stod en nøgen, dejlig kvinde, så smuk, som kun naturen og marmorets største mester kan forme hende. Hun bevægede de smukke lemmer, delfiner sprang ved hendes fod, udødelighed lyste ud af hendes øje. Verden kalder hende Den Medicæiske Venus. På hver side af hende var prangede marmorstatuer af dejlige mænd - den ene hvæssede sværdet, Sliberen kaldes han. De Brydende Gladiatorer udgjorde den anden gruppe: Sværdet hvæssedes, og brydende gladiatorer kæmpede for skønheds-gudinden.
Drengen var som blændet af al den glans: Væggene strålede i farver, og alt var liv og bevægelse der. Venus viste sig nu igen, i to billeder af den jordiske Venus – liggende så svulmende og ildfuld, som renaissancens maler Tizian havde set hende – et med en lille hund, og et med en amorin; de skønne, uslørede lemmer strakte sig på de bløde hynder, brystet hævede sig og hovedet bevægede sig, så at de mange lange lokker faldt ned om de runde skuldre, mens de mørke øjne udtalte glødende tanker. Men ingen af alle billederne vovede dog at træde helt ud af rammen. Skønheds-gudinden selv, Gladiatorerne og Sliberen blev på deres plads, for den glorie, som strålede fra portrætter af Madonna, Jesus og Johannes, bandt dem. Disse hellige billeder var ikke billeder længere, de var de hellige personer selv.
Hvilken glans og hvilken skønhed fra sal til sal, og den lille dreng så dem alle: Metalsvinet gik jo skridt for skridt gennem al den pragt og herlighed. Det ene syn fortrængte det andet, kun ét billede brændte sig fast i tanken, og mest ved de glade, lykkelige børn, som var derpå. Den lille havde engang i dagslys nikket til dem. Mange vandrer vist let forbi dette billede, og dog omslutter det en skat af poesi: det er maleriet af ”Kristus, som stiger ned i underverdenen”, men det er ikke de forpinte mennesker, man ser om ham, nej, det er hedningerne. Florentineren Angiolo Bronzino har malet dette billede. Mest herligt er udtrykket af børnenes vished om, at de skulle i himlen. To små omfavner allerede hinanden, og en lille rækker hånden til en anden nedenfor og peger på sig selv, som om han sagde: ”Jeg skal i Himlen!” Alle ældre står uvisse, håbende, eller bøjer sig ydmygt bedende for den Herre Jesus.
Drengen så længere på dette billede end på noget andet. Metalsvinet hvilede stille foran det, et sagte suk blev hørt. Kom det fra billedet eller fra dyrets bryst? Drengen løftede hånden ud mod de smilende børn - da jog dyret afsted med ham, afsted gennem den åbne forsal. ”Tak og velsignelse, du dejlige dyr!” sagde den lille dreng og klappede Metalsvinet, der – bums, bums! – sprang ned ad trappen med ham.
”Tak og velsignelse selv!” sagde Metalsvinet, ”jeg har hjulpet dig og du har hjulpet mig, for kun med et uskyldigt barn på min ryg får jeg kræfter til at løbe! Ja, ser du, jeg kan endda gå ind under strålen af lampen foran billedet af Madonna. Jeg kan bære dig hen overalt, kun ikke ind i kirken! Men udenfor den, når du er hos mig, kan jeg se ind ad den åbne dør! Stig ikke ned af min ryg, for gør du det, da ligger jeg død, som du ser mig om dagen i gaden Porta Rossa!"
"Jeg bliver hos dig, mit velsignede dyr!" sagde den lille, og så gik det i susende flugt gennem Firenzes gader, ud til pladsen foran kirken Santa Croce.
Den store fløjdør sprang op, lysene strålede fra alteret, gennem kirken, ud på den ensomme plads.
En sælsom lysglans strømmede ud fra et grav-monument i kirkens venstre sidegang, tusinde bevægelige stjerner dannede ligesom en glorie om det. Et våbenmærke på graven faldt stærkt i øjnene: en rød stige, på blå baggrund, der syntes at gløde som ild. Det var Galilæis grav, et enkelt monument, men den røde stige på den blå baggrund er et betydningsfuldt våbenmærke, som et kunstens eget våbenskjold, for her går vejen altid opad på en gloende stige, men til himlen. Alle åndens profeter går mod himlen, som profeten Elias fra Det Gamle Testamente.
I kirkens gang til højre syntes hver skulptur på de rige sarkofager at have fået liv. Her stod Michelangelo, og der Dante med laurbærkrans om panden. Digteren Alfieri, statsmanden Machiavelli, side ved side hviler her disse stormænd, Italiens stolthed. Lige overfor Galilæis grav findes Michelangelos og på monumentet er anbragt hans buste og desuden tre figurer: ”Skulpturen”, ”Malerkunsten”og ”Arkitekturen”. Tæt ved er Dantes grav (liget selv findes i Ravenna) og på gravmonumentet ses ”Italien”; hun peger på Dantes kolossale statue, og "Poesien" græder for den tabte. Et par skridt derfra er Alfieris gravmonument, prydet med laurbær, lyre og masker. Italien græder over hans kiste. Machiavelli slutter her rækken af disse berømte store italienere.
Det er en prægtig kirke, langt skønnere, om ikke så stor, som Firenzes marmor-domkirke Santa Maria del Fiore.
Det var som om deres marmortøj rørte sig, som om de store skikkelser hævede deres hoved og så ud i natten, under sang og toner, op mod det brogede, strålende alter, hvor hvidklædte drenge svingede gyldne røgelseskar. Den stærke duft strømmede fra kirken ud på den åbne plads.
Drengen strakte sin hånd ud mod kirkens lys-glans, og i samme nu for Metalsvinet afsted, så han måtte knuge sig fast til det. Vinden susede om hans øren, han hørte kirkeporten knage fra hængslerne, da den lukkedes, men i det samme syntes bevidstheden at forlade ham. Han følte en isnende kulde - og slog øjnene op.
Det var morgen, han sad, halvt gledet ned af Metalsvinet, der stod, hvor det altid plejede at stå, i gaden Porta Rossa.
Frygt og angst opfyldte drengen ved tanken om hende, han kaldte mor, hun, som i går havde sendt ham ud og sagt, at han skulle skaffe penge. Ingen penge havde han, og sulten og tørstig var han. Endnu engang tog han Metalsvinet om halsen, kyssede det på trynen, nikkede til det og vandrede så afsted, til en af de snævreste gader, kun bred nok for et velpakket æsel. En stor, jernbeslået dør stod halvt på klem, her gik han op ad en muret trappe med skidne mure og en glat snor til rækværk, og kom til et åbent galleri, behængt med tøjpjalter. En trappe førte herfra til gården, hvor store jernrør fra brønden var trukket til alle husets etager, og den ene vandspand svævede ved siden af den anden, medens trissen peb og spanden dansede i luften, så vandet klaskede ned i gården. Atter gik det op ad en forfalden, muret trappe. To matroser, det var russere, sprang lystigt ned og havde nær væltet den stakkels dreng omkuld. De kom fra deres natlige fornøjelser. En ikke ung, men stærkbygget kvinde, med et kraftigt, sort hår, fulgte efter. "Hvad har du med hjem?" sagde hun til drengen.
"Vær ikke vred!" bad han, "jeg fik intet i dag, slet intet!" - og han greb i moderens kjole, som om han ville kysse den. De trådte ind i det lille værelse, og det vil vi ikke beskrive; kun så meget skal siges, at der stod en hankekrukke med kul-ild – en marito, som den kaldes – og den tog hun på sin arm, varmede fingrene, og puffede drengen med albuen. "Jo, vist har du penge!" sagde hun. Barnet græd, hun stødte til ham med hånden, han jamrede højt. "Vil du tie, eller jeg slår dit skrålende hoved i stykker!" sagde hun og svang ildkrukken, som hun holdt i hånden,
Drengen dukkede sig ned til jorden med et skrig. Da trådte nabokonen ind ad døren, også hun havde sin marito på armen. "Felicita! Hvad gør du ved barnet?"
Barnet er mit!" svarede Felicita. "Jeg kan myrde det hvis jeg vil, og dig med, Gianina!" og hun svingede igen sin ildpotte. Den anden hævede beskyttende sinmaritoi vejret, og begge potterne for imod hinanden, så skårene, ilden og asken fløj omkring i værelset. Men drengen var i samme nu ude af døren, over gården og ude af huset. Det arme barn løb, så han til sidst ikke kunne få vejret. Han standsede ved kirken Santa Croce, kirken, hvis store dør sidste nat havde åbnet sig for ham, og han gik derind. Alt strålede. Han knælede ved den første grav til højre, det var Michelangelos, og snart hulkede han højt. Folk kom og gik, messen-teksten blev læst, og ingen brød sig om drengen, kun en gammelagtig borger standsede, så på ham - og gik så bort ligesom de andre.
Sult og tørst plagede den lille, han var helt afmægtig og syg. Han krøb hen i krogen mellem væggen og marmor-monumentet og faldt i søvn. Det var henimod aften, da han vågnede igen, ved at et menneske ruskede i ham. Drengen for op, og den samme gamle borger stod nu foran ham.
"Er du syg? Hvor hører du hjemme? Har du været her hele dagen?" var et par af de mange spørgsmål, den gamle stillede ham. De blev besvaret, og den gamle mand tog ham med sig til et lille hus tæt ved i en af sidegaderne. Det var et handskemagerværksted, de trådte ind i. Konen sad nok så flittig og syede, da de kom. En lille, hvid bologneser-hund, klippet så tæt, at man kunne se den rosenrøde hud, hoppede på bordet, og sprang foran den lille dreng.
"De uskyldige sjæle genkender hinanden," sagde konen og klappede hunden og drengen. Han fik noget at spise og at drikke hos de gode folk, og de sagde, han skulle have lov til at blive der natten over. Næste dag ville denne fader Giuseppe tale med drengens mor. Han fik en lille, fattig seng, men den var kongelig prægtig for ham, der tit måtte sove på det hårde stengulv. Han sov så godt og drømte om de skønne billeder og om Metalsvinet.
Fader Giuseppe gik ud næste morgen, og det arme barn var ikke glad ved det, for han vidste, at det var for at bringe ham til hans moder, og han græd og kyssede den lille, vævre hund, og konen nikkede til dem begge to.
Og hvad besked bragte fader Giuseppe? Han talte meget med sin kone, og hun nikkede og klappede drengen. “Det er et dejligt barn!” sagde hun. “Hvor han kan blive en køn handskemager, ligesom du var! Og fingre har han, så fine og bøjelige. Madonna har bestemt ham til at være handskemager!” Og drengen blev der i huset, og konen lærte ham selv at sy. Han spiste godt, han sov godt, han blev munter og han begyndte at drille Bellissima, det hed den lille hund. Konen truede med fingrene, skændte og var vred, og det gik drengen til hjertet. Tankefuld sad han i sit lille kammer, det vendte ud til gaden – der blev tørret skind derinde. Tykke jernstænger var for vinduerne, han kunne ikke sove, Metalsvinet var i hans tanke, og pludselig hørte han udenfor: “Klask, klask!” Jo, det var bestemt det! Han sprang hen til vinduet, men der var intet at se, det var altsammen nok forbi.
“Hjælp denne Signore at bære hans farvekasse!” sagde madammen om morgnen til drengen, da den unge nabo, maleren, selv kom slæbende med sine farver og et stort, sammenrullet lærred. Barnet tog kassen, fulgte efter maleren, og de tog afsted til galleriet, gik op ad den samme trappe, han kendte godt fra den nat, han red på Metalsvinet. Han kendte statuer og billeder, den dejlige, antikke Marmor-Venus og de, som levede i farver, og han genså Guds Moder, Jesus og Johannes.
Nu stod de stille foran maleriet af Bronzino, hvor Kristus stiger ned i underverdenen og børnene rundt om smiler i sød forvisning om Guds himmel. Det fattige barn smilede også, for han var her i sin himmel.
“Ja, gå nu hjem!” sagde maleren til ham, da han allerede havde stået så længe, at denne havde rejst sit staffeli.
“Må jeg se Dem male?” sagde drengen. “Må jeg se, hvordan De får billedet herover på det hvide stykke?” –
“Jeg maler ikke nu!” svarede manden og tog i stedet sit sortkridt frem: hurtigt bevægede hånden sig, øjet målte det store billede, og selvom det kun var en tynd streg, der kom, stod Kristus dog svævende, som på det farvede billede.
“Men så gå dog!” sagde maleren, og drengen vandrede stille hjemad, satte sig op på bordet og – lærte at sy handsker.
Men hele dagen var tankerne i billedsalen, og derfor stak han sig i fingrene, bar sig kejtet ad, men drillede heller ikke Bellissima. Da det blev aften og gadedøren stod åben, listede han sig udenfor. Det var koldt men stjernelyst, så smukt og klart; han vandrede af sted gennem gaderne hvor der allerede var stille, og snart stod han foran Metalsvinet. Han bøjede sig ned over det, kyssede dets blanke tryne, og satte sig på dets ryg; “Du velsignede dyr,” sagde han, “hvor jeg har længtes efter dig! Vi må i nat ride en tur.”
Metalsvinet lå ubevægeligt, og det friske vand sprudlede fra dens mund. Den lille sad som en rytter. Da trak nogen ham i tøjet, han så til siden, Bellissima, den lille, nøgenklippede hund var det. Den var smuttet med ud af huset og havde fulgt den drengen, uden at han mærkede det. Hunden bjæffede, som om den ville sige: ”ser du, jeg er med - og hvorfor sætter du dig hér?” Ingen gloende drage kunne have forskrækket drengen mere, end den lille hund på dette sted. Bellissima alene på gaden og det uden at være ´klædt på´, som den gamle moder kaldte det, hvad ville der blive af dét? Hunden kom aldrig ud ved vintertid, uden at den iførtes et lille fåreskind, der var klippet og syet til den. Skindet kunne bindes fast om halsen med et rødt bånd, og der var sløjfe og bjælde ved, og på samme måde bandtes det under maven. Hunden så næsten ud som et lille kid, når den ved vintertid i denne habit fik lov at trippe ud med Signora. Bellissima var nu med drengen og ikke klædt på. Hvordan skulle det ende? Alle fantasier var forsvundet, dog kyssede drengen Metalsvinet, tog Bellissima på armen, dyret rystede af kulde, og derfor løb drengen hjemad, alt hvad han kunne.
“Hvad løber du der med?” råbte to politi-gendarmer, han mødte - og Bellissima gøede. “Hvor har du stjålet den smukke hund?” spurgte de og tog den fra ham.
“Oh, giv mig den igen!” jamrede drengen.
“Har du ikke stjålet den, da kan du sige hjemme, at hunden kan hentes på politivagten” og de nævnte stedet og gik med Bellissima.
Det var en nød og jammer. Han vidste ikke, om han skulle springe i floden Arno, eller gå hjem og tilstå alt. De ville vist slå ham ihjel, tænkte han. “Men jeg vil gerne slås ihjel. Jeg vil dø, så kommer jeg til Jesus og Madonna!”, og han gik hjem, mest for at blive slået ihjel.
Døren var lukket, han kunne ikke nå hammeren, der var ingen på gaden, men en sten lå løs, og med den dundrede han på; “Hvem er det?” råbte de indenfor. –
“Det er mig!” sagde han, “Bellissima er borte! Luk mig op og slå mig så ihjel!”
Der blev en forskrækkelse, især hos madammen, over den arme Bellissima. Hun så straks til væggen, hvor hundens tøj skulle hænge, det lille fåreskind hang der.
“Bellissima på politivagten?” råbte hun ganske højt. “Du onde barn! Hvordan har du fået ham ud? Han fryser ihjel! Det fine dyr, hos de grove gendarmer!”
Og fatter Giuseppe måtte straks af sted! Konen jamrede og drengen græd. Alle folk i huset kom sammen, maleren med. Han tog drengen mellem sine knæ, spurgte ham ud, og i stumper og stykker fik han hele historien om Metalsvinet og om galleriet. Det var ikke let at forstå, og maleren trøstede den lille, talte godt for den gamle kone, men hun blev ikke tilfreds før fatter kom med Bellissima, der havde været mellem betjente. Der var da en glæde, og maleren klappede den stakkels dreng, og gav ham en håndfuld billeder.
Oh, det var prægtige tegninger, komiske hoveder! Men frem for alt: det var også, lyslevende, Metalsvinet selv. Oh, intet kunne være herligere! Ved et par streger stod det på papiret og selv huset bagved var antydet.
“Hvem der dog kunne tegne og male! Så kunne man få den hele verden ind til sig!”
Næste dag, i det første ensomme øjeblik, greb den lille blyanten, og på den hvide bagside af et af billederne forsøgte han at gengive tegningen af Metalsvinet, og det lykkedes! Lidt skævt, lidt op og ned, ét ben tykt, et andet tyndt, men det var dog til at genkende, og selv jublede han derover! Blyanten ville ikke helt gå så lige, som den skulle, mærkede han nok, men næste dag stod der det ene Metalsvin ved siden af det andet, og det var hundrede gange bedre. Det tredje var så godt, at enhver kunne genkende det.
Men det gik dårligt med handske-syningen, det gik langsomt med by-ærinderne, for Metalsvinet havde nu lært ham, at alle billeder måtte kunne overføres til papiret, og byen Firenze er en hel billedbog, når man bare vil slå op i den.
Der står på Piazza della Trinità en slank søjle og øverst på denne står ”Retfærdighedens Gudinde” med tilbundne øjne og vægtskål. Snart stod hun på papiret, og det var handskemagerens lille dreng, som havde sat hende der. Billedsamlingen voksede, men alt i den var stadig kun døde ting. Da hoppede en dag Bellissima hen foran ham. “Stå stille!” sagde han, “så skal du blive dejlig, og komme med i mine billeder!” Men Bellissima ville ikke stå stille, så han måtte bindes. Hoved og hale blev bunden, den bjæffede og gjorde spring, snoren måtte strammes. Da kom Signora.
“Du ugudelige dreng! Det arme dyr!” var alt, hvad hun fik sagt, og hun stødte drengen til side, sparkede ham med sin fod, viste ham ud af sit hus. Han, der var det utaknemmeligste skarn, det ugudeligste barn. Og grædende kyssede hun sin lille, halvkvalte Bellissima.
Maleren kom i det samme op ad trappen og – – her er vendepunktet i historien:
I 1834 var der i Firenzes Academia delle arte en udstilling. To malerier opstillet ved siden af hinanden samlede en mængde tilskuere. På det mindste maleri var fremstillet en lille lystig dreng, der sad og tegnede; til model havde han en lille hvid, tæt klippet mops, men dyret ville ikke stå stille og var derfor bundet med sejlgarn og det både ved hoved og ved hale. Der var et liv og en sandhed deri, som måtte tiltale enhver. Maleren var, fortalte man, en ung florentiner, der skulle være fundet på gaden som lille barn, opdraget af en gammel handskemager – han havde selv lært sig at tegne. En nu berømt maler havde opdaget dette talent, da drengen engang skulle jages bort, fordi han havde bundet madammens yndling, den lille mops, og gjort den til model.
Handskemagerdrengen var blevet en stor maler, det viste dette billede, og det viste især det større billede ved siden af. Her var kun en eneste figur, en pjaltet, dejlig dreng, der sad og sov på gaden, han hældede sig op til Metalsvinet i gaden Porta Rossa. Alle beskuerne kendte stedet. Barnets arme hvilede på svinets hoved, den lille sov så trygt, lampen ved gadens Madonna-billede kastede et stærkt lys på barnets blege, herlige ansigt. Det var et prægtigt maleri, en stor forgyldt ramme omgav det, og på hjørnet af rammen var hængt en laurbærkrans, men mellem de grønne blade snoede sig et sort bånd, et langt sørgeflor hang ned derfra. –
Den unge kunstner var i disse dage – død!
Note*) Metalsvinet i gaden Porta Rossa er en afstøbning, en lille springvandsskulptur ved Pietro Tacca fra 1612. Originalen er græsk-antik, et svin udhugget af marmor, og den havde plads ved indgangen til Palazzo degli Uffizi, netop det sted hvor Metalsvinet i historien standser op.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©