H. C. Andersen – Eventyr 097:
En historie (1863/1851)
I haven var alle æbletræerne sprunget ud, de havde skyndt sig med at få blomster før de fik grønne blade, og i gården var alle ællingerne ude og katten med, han slikkede rigtignok solskin, slikkede den af sin egen pote. Og så man hen ad marken, da stod kornet så mageløst grønt, og der var en kvidren og kvinkeléren af alle de små fugle, som om det var en stor fest, og det kunne man da også sige at det var, for det var søndag. Klokkerne ringede, og folk i deres bedste tøj gik til kirke og så så fornøjede ud, ja ved alting var der noget så fornøjeligt. Det var desuden en dag så varm og velsignet, så at man nok kunne sige: “Vorherre er rigtignok mageløs god mod os mennesker!”
Men inde i kirken stod præsten på prædikestolen og talte så højt og så vredt. Han sagde, at menneskene var så ugudelige, og at Gud ville straffe dem for det, og at når de døde, kom de onde ned i helvede, hvor de skulle brænde i evig tid, og han sagde, at deres orm døde ikke, og at deres ild aldrig udslukkedes; aldrig fik de hvile eller ro. Det var forfærdeligt at høre, og han sagde det så forstandigt. Han beskrev helvede for dem som en stinkende hule, hvor alverdens uhumskheder flød sammen, der var ingen udluftning, kun den hede svovlflamme, og der var ingen bund i Helvede, så de sank og sank i en evig tavshed. Det var frygteligt alene at høre om det, men præsten sagde det lige ud af sit hjerte, og alle folk i kirken var ganske forfærdede.
Men udenfor sang alle de små fugle så fornøjede, og solen skinnede så varmt, det var som om hver lille blomst sagde: ”Gud er så mageløs god mod os alle sammen!” Ja, derude var det slet ikke som præsten prædikede.
Om aftnen ved sengetid så præsten sin kone sidde stille og tankefuld.
“Hvad fejler du?” sagde han til hende.
“Ja, hvad jeg fejler,” sagde hun, “jeg fejler, at jeg ikke rigtig kan samle mine tanker, at jeg ikke rigtig kan få det, du sagde, til at gå op, at der var så mange ugudelige, og at de skulle brænde evigt. Evigt, ak hvor langt! – Jeg er kun et syndigt menneske, men jeg kunne ikke bære det over mit hjerte at lade selv den værste synder brænde evigt; hvordan skulle da Vorherre kunne gøre det, han, som er så uendelig god, og som ved, hvordan det onde kommer udefra og indefra? Nej, jeg kan ikke tænke det sådan, skønt du siger det.”
Det var efterår, bladene faldt af træerne. Den alvorlige strenge præst sad ved en døendes seng, en from troende lukkede her sine øjne. Det var præstekonen.
“Får nogen fred i graven og nåde hos sin Gud, da er det dig!” sagde præsten, og han foldede hendes hænder og læste en salme over den døde.
Og hun blev ført til graven. To tunge tårer trillede ned over den alvorlige mands kinder, og i præstegården var det stille og tomt, solskinnet derinde var slukket, hun var gået bort.
Det var nat, en kold vind blæste hen over præstens hoved, han slog øjnene op, og det var ligesom om månen skinnede ind i hans stue, men månen skinnede ikke. En skikkelse var det, der stod foran hans seng: han så sin afdøde kones genfærd, hun så på ham så inderligt bedrøvet, det var som om hun ville sige noget.
Og manden rejste sig halvt op, strakte armene ud imod hende: “Du ikke heller forundt den evige ro? Lider du? Du, den bedste, den frommeste!”
Og den døde bøjede sit hoved til et ja og lagde hånden på brystet.
“Og kan jeg skaffe dig ro i graven?”
“Ja!” lød det til ham.
“Og hvordan?”
“Giv mig et hår, bare et eneste hår af hovedet på den synder, hvis ild aldrig vil slukkes, den synder, som Gud vil nedstøbe i Helvede til evig pine.”
“Ja, så let må du kunne forløses, du rene, du fromme!” sagde han.
“Så følg mig!” sagde den døde. “Dette er os således forundt: ved min side svæver du hvorhen dine tanker vil; usynligt for menneskene står vi i deres hemmeligste rum, men med sikker hånd må du pege på den der er dømt til evig pine, og før hanegal må synderen være fundet!”
Og hurtig, som båret af tanken, var de i den store by, og fra husenes væg lyste med ildbogstaver dødsyndernes navne: Hovmod, Nærighed, Drukkenskab, Vellyst, kort sagt: dødsyndernes syvfarvede bue.
“Ja, derinde, som jeg troede det, som jeg vidste det,” sagde præsten, “huserer den evige ilds indviede.” Og de stod foran den prægtig oplyste portal, hvor den brede trappe prangede med tæpper og blomster, og gennem de festlige sale klang balmusikken. Schweizeren stod i silke og fløjl med stor sølvbeslået stok.
“Vort bal kan måle sig med kongens!” sagde han, og vendte sig mod gadestimlen af mennesker udenfor. Fra top og til tå lyste denne tanke ud af ham: “Fattige pak, der glor ind ad porten, I er - sammenlignet med mig - nogle kanaljer alle sammen!”
“Hovmod!” sagde den døde, “ser du ham?”
“Ham!” gentog præsten. “Ja, men han er jo blot en tåbe, kun en nar, han vil ikke kunne dømmes til evig ild og pine!”
“Kun en nar!” lød det gennem det hele dette hovmodens hus, det var de alle derinde.
Og de fløj indenfor den næriges nøgne fire vægge, hvor - skindmager, klaprende af kulde, sulten og tørstig - oldingen klamrede sig med al sin tanke til sit guld. De så hvor han, som i feber, sprang op fra den elendige seng og tog en løs sten ud af muren: dér lå guldpenge gemt i en strømpe. Og han befølte sin lasede kjortel, hvor hans guldstykker var syet ind - og hans fugtige fingre sitrede.
“Han er jo syg, det er vanvid, et glædesløst vanvid, omspændt af angst og onde drømme!”
Og de fjernede sig i hast og stod nu ved en forbryders briks i fængslet, hvor de i lange rækker sov side ved side. Som et vildt dyr fór en op af søvne, udstødende et fælt skrig; han slog med sine spidse albuer til kammeraten, og denne vendte sig søvnig:
“Hold kæft, dit kvaj, og sov! Det er det samme med dig hver nat!”
“Hver nat!” gentog den fange der skreg, “ja, for hver nat kommer han, hyler og prøver at kvæle mig. I hidsighed har jeg gjort et og andet, – et vredt sind er jeg født med – og det har bragt mig herind i fængslet to gange. Men har jeg gjort noget galt, så har jeg jo taget min straf. Kun en ting har jeg ikke indrømmet:da jeg første gang kom ud herfra og gik forbi min husbonds gård, så kogte der et og andet op i mig – jeg strøg en tændstik hen ad muren, der løb nær stråtaget: alting brændte, der kom hidsighed over ilden, ligesom den kommer over mig. Jeg hjalp dog med at redde kvæg og indbo. Ingen levende brændte udover en flok duer, der fløj ind i ilden, og så lænkehunden. Den havde jeg ikke tænkt på. Man kunne høre den hyle – og dette hyl hører jeg stadig, når jeg vil sove, og falder jeg omsider i søvn, så kommer hunden, så stor og lodden, og lægger sig på oven på mig, hyler, trykker mig, kvæler mig. – Så hør dog hvad jeg fortæller! Sove kan du, sove den hele nat, og jeg kan ikke engang sove et kort kvarter.” Og blodet skinnede frem i den hidsige mands øjne, han kastede sig over kammeraten, og slog ham med knyttet hånd i ansigtet.
“Vrede Madser blevet gal igen!” hed det rundt omkring, og de andre forbrydere greb fat i ham, kæmpede med ham, bøjede ham sammen, så hovedet sad ned imellem benene, og der bandt de det fast, mens blodet var ved at springe ham ud af øjne og af alle kroppens porer.
“I dræber ham jo,” råbte præsten, “det ulykkelige menneske!” Og da han forhindrende udstrakte hånden over synderen, han, som her led så hårdt, vekslede scenen igen. De fløj gennem rige sale og gennem fattige stuer. Vellyst, misundelse, alle dødssynder skred dem forbi, en dommens engel læste deres synd, deres forsvar. Dette var vel grufuldt for Gud, men Gud læser hjerterne, han kender det hele, det onde, der kommer indenfra og udenfra, han, nåden, alkærligheden. Præstens hånd skælvede, han vovede ikke at udstrække den og rive et hår af synderens hoved. Og tårerne strømmede fra hans øjne, som nådens og kærlighedens vande, der slukker helvedes evige ild.
Da galede hanen.
“Forbarmende Gud, du vil give hende den ro i graven, som jeg dog ikke har kunnet indløse!”
“Den ro har jeg nu!” sagde den døde, “det var dine hårde ord, din mørke mennesketro om Gud og hans skabninger, der drev mig tilbage til dig! Kend menneskene, selv i de onde er der en del af Gud, en del, der vil sejre og slukke Helvedes ild.”
Og et kys blev trykket på præstens mund, det lyste omkring ham. Guds klare sol skinnede ind i værelset, hvor hans hustru, levende, mild og kærlig, vakte ham af en drøm, sendt fra Gud.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©