H. C. Andersen – Eventyr 099:
"Ærens Tornevej" (1863/1855)
Der er et gammelt eventyr: “Ærens tornevej for en skytte ved navn Bryde, som nok kom til stor ære og værdighed, men ikke uden efter lang og megen modgang og livets farlighed.” Mange af os har vist som barn hørt det, måske som ældre også læst det – og tænkt på sin egen ubemærkede tornevej og “megen modgang.” Eventyret og virkeligheden ligger hinanden så nær, men eventyret har sin harmoniske opløsning her på jorden, og oftest hæver det virkeligheden ud over jordlivet, ind i tid og evighed.
Verdenshistorien er en fortryllende ”laterna magica”, der viser os lysbilleder på samtidens sorte baggrund, hvor menneskehedens velgørere, det snilde livs martyrer, vandrer på ærens tornevej.
Fra alle tider, fra alle lande fremtoner disse glansbilleder, hvert kun som et moment, alligevel dog et helt liv, en levetid med dens kamp og sejr; lad os betragte, her og der, enkelte fra denne martyrskare, den, der ikke sluttes, før jorden udslukkes.
Vi ser et opfyldt antikt, græsk amfiteater, Aristophanes’ ”Skyerne” sender strømme af spot og munterhed til vrimlen af tilskuere; fra scenen latterliggøres i ånd og legeme Athens mærkeligste mand, der var folket et skjold mod de såkaldt ”tredive tyranner”: filosoffen Sokrates, han, der i slagets tummel frelste feltherren Alcibiades og forfatteren Xenofon, han, hvis ånd svang sig over oldtidens guder. Han er selv til stede i det store udendørs teater; han har rejst sig fra tilskuerbænken og stillet sig frem, så de leende atheniensere kan se, om han og vrængbilledet af ham på scenen ligner hinanden; dér står han oprejst foran dem, løftet højt over dem alle. Du saftige, grønne, giftige skarntydeplante og ikke oliventræet skal herefter være Athens kendemærke.
Syv store byer stredes om at være digteren Homers fødested, det vil sige, først efter han var død! – for se ham i hans levetid: dér går han igennem disse byer, fremsigende sine vers for at overleve; tanken om dagen i morgen gråner hans hår; – han, den mægtigste seer, er blind og ensom; hverdagens hvasse torn river digterkongens kåbe i pjalter. –
Hans sange lever endnu, og ved dem alene lever oldtidens guder og helte. Billede på billede bølger frem fra østens morgenland og vestens aftenland, så fjernt fra hinanden ved sted og tid og dog samme stykke ærens tornevej, der hvor tidslen først sætter blomst, når graven skal pyntes.
Under palmerne kommer kameler, rigt ladte med sjældne indigo-farver og andre kostbare skatte; de sendes fra landets sultan til ham, hvis sange er folkets glæde, landets hæder; han, der med misundelse og løgn sendtes i landflygtighed, men nu er fundet og skal æres: karavanen nærmer sig den lille by, hvor han fandt et fristed; et fattigt lig bringes på samme tid ud af porten, det standser karavanen. Den døde er netop ham, de søger: den persiske digter Firdausi – endt er ærens tornevej!
Afrikaneren med de plumpe træk, de tykke læber, det sorte uldhår, sidder på paladsets marmortrappe i Portugals hovedstad og tigger – det er poeten Camoens’ trofaste slave; uden ham og de kobberskillinger, der kastes til ham, måtte hans herre - “Lusiadas”-digtets sanger, landets nationalskjald - sulte ihjel.
Nu står et kostbart monument på Camoens’ grav.
Atter et billede!
Der viser sig bag jernstængerne en mand, dødbleg, med langt, filtret skæg: “Jeg har gjort en opfindelse, den største i århundreder!” råber han, “og man har i mere end tyve år holdt mig indespærret her!” – “Hvem er han?” – “En vanvittig!” siger galevogteren: “Hvad kan dog ikke et menneske finde på! Han tror, at man kan bevæge sig fremad ved damp!” Salomon de Caus er det, dampkraftens tidlige opdager, der med anelsens uklare ord ikke blev forstået af en kardinal Richelieu og dør, indespærret på dårekistens anstalt 1626.
Og her står Columbus! - hvem engang gadedrengene forfulgte og spottede, fordi han ville opdage en ny verden – han har siden også opdaget den: Jubelens klokker klinger ved hans sejrshjemkomst, men misundelsens klokker lyder snart højere; verdensopdageren, han, som løftede det amerikanske guldland op over havet og gav det til sin konge, belønnes med jernlænker, dem, han snart ønsker lagt i sin ligkiste; de vidner om verden og om samtidens bedømmelse.
Billede trænger på billede, rig er ærens tornevej!
I mulm og mørke sidder her han, som udmålte månebjergenes højde, han, som trængte ud i rummet til planeter og stjerner, han, den mægtige, der hørte og så ånden i naturen, fornemmede, at jorden drejede sig under ham: Galilei. Blind og døv sidder han i alderdommens år, spiddet på lidelsens tjørn i fornægtelsens kval, næppe stærk nok til at løfte sin fod, den, hvormed han engang i sjælesmerte – da sandhedens ord af paven slettedes ud – stampede mod jorden og udbrød om den: “Den bevæger sig dog alligevel!”
Her står en kvinde med barnesind, begejstring og tro – banneret bærer hun foran den kæmpende hær, og hun bringer sit fædreland sejr og frelse. Jubelen lyder – og bålet tændes: Jeanne d’Arc, heksen, brændes! – Ja, det kommende århundrede spytter på den hvide lilje: Voltaire, viddets satyr, synger om “La pucelle”, jomfruen Jeanne d’Arc.
På Viborg tingsted brænder den danske adel kongens love – de lyser i flamme, belyser tiden og lovgiver den, kaste et glorieskær ind i det mørke fangetårn, hvor han sidder gråhåret, krumbøjet, slidende med fingeren en fure i stenbordet, han, der engang var hersker over tre kongeriger, den folkelige konge, borgers og bondes ven: Christian den Anden. Han med det hårde sind i den hårde tid. Fjender skrev hans historie. – Syvogtyve års fængsel vil vi huske på, idet vi mindes hans skyld: Blodbadet i Stockholm 1520.
Der sejler et skib fra Danmark, der står en mand ved højen mast, han ser mod Hven for sidste gang: Tycho Brahe, der løftede Danmarks navn til stjernerne og lønnedes derfor med krænkelse og fortræd – han drager til et fremmed land: “Himlen er allevegne, hvad behøver jeg mere!” er hans ord; dér sejler han bort, vor berømteste mand, i fremmed land hædret og fri!
“Ak, fri! Om kun selv for dette legems ulidelige smerter!” sukker det gennem tiden til os. Hvilket billede? – Peder Griffenfeldt, en driftig dansk Prometheus, siden lænket til Munkholms klippeø i Norge.
Vi er i Amerika ved en af de store floder, en menneskemasse har samlet sig, et dampskib skal kunne sejle mod vind og vejr, være en magt mod elementerne: Robert Fulton hedder han, der tror at kunne gøre det. Skibet begynder sin fart; pludseligt står det stille – hoben ler, fløjter og pifter, hans egen far pifter med: “Hovmod! Galskab! Løn som forskyldt! Under lås og lukke skal det gale hoved!” – Da brydes et lille søm, som et øjeblik standsede maskinen, hjulene drejer, skovlene støder vandets modstand bort, skibet sejler! Dampens væverspole forvandler timer til minutter mellem verdens lande.
Menneskeslægt! Begriber du saligheden i et sådant bevidsthedens minut, denne åndens forståen af sin mission, øjeblikket, hvori al sønderrivelse fra ærens tornevej – selv den ved egen skyld – opløser sig i ny lægedom, sundhed, kraft og klarhed, hvor disharmonien bliver harmoni, menneskene ser åbenbarelsen af Guds nåde, vist til den enkelte, og af denne bragt til dem alle?
Ærens tornevej viser sig da som en glorie om jorden; lyksaligt at blive kåret til en vandrer på den vej og, uden umiddelbar fortjeneste, at stilles mellem bygmestrene af broen mellem menneskeslægten og Gud.
På mægtige vinger svæver historiens ånd gennem tiderne og viser – til mod og fortrøstning, til tankevækkende mildhed – i lysende billeder på natsort baggrund ærens tornevej, der ikke som i eventyret slutter i glans og glæde her på jorden, men peger ud over den – ind i tid og evighed.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©