107.Det nye århundredes musa(1861)

H. C. Andersen: Eventyr 107

Det nye århundredes musa (1861)

Original + 2019-version

Det nye århundredes ”musa”, som vore børnebørns børn, måske en fjernere slægt skal kende hende, men ikke vi, hvornår åbenbarer hun sig mon?

Hvordan ser hun ud og hvordan inspirerer hun fremtiden? Hvad synger hun? Hvilke sjælens strenge vil hun berøre? Til hvilket højdepunkt vil hun løfte sin tidsalder?  Sikke mange spørgsmål i vor travle tid, hvor poesien næsten står en i vejen, og hvor man klart nok ved, at det meget ´udødelige´, som nutids-poeter skriver, i fremtiden måske kun eksisterer ligesom kul-indskrifterne på gamle fængselsmure, kun set og læst af enkelte nysgerrige. 

Poesien må tage et tag med, i det mindste give en slags forladning i partikampene, hvor blod eller blæk flyder! 

Det er ensidig tale, siger mange; poesien er ikke glemt i vor tid.

Nej, der gives endnu mennesker, som på deres “fri-mandag” føler trang til poesien og da ganske vist, når de fornemmer denne åndelige knurren i deres respektive ædlere dele, sender bud til boghandleren og køber for en pose penge poesi, den bedst anbefalede! Nogle lader sig vel nøje med den, de kan få med gratis, eller er tilfredsstillede med at læse en stump på kræmmerhuset fra urteboden; den er billigere, og billigheden i vor travle tid, må der tages hensyn til. Trangen rækker til hvad vi allerede har, og det er nok! Fremtidspoesi, ligesom fremtidsmusik, hører til fantasiens land og at tale om den, er som at tale om rejse-opdagelser oppe på Uranus. 

Tiden er for kort og kostbar til fantasilege, og hvad er egentlig – hvis vi engang skal tale fornuftigt – hvad er poesi? Disse klingende udslyngninger af følelser og tanker, den er jo kun nervernes svingninger og bevægelser! Al begejstring, glæde, smerte, selv den materielle stræben er, siger de lærde os, bare nervesvingninger. Vi er alle og enhver – et slags strengespil.

 Men hvem griber i disse strenge? Hvem får dem til at svinge og bæve? Ånden, den usynlige guddoms ånd, som – gennem de strenge – lader sin bevægelse og sin stemning klinge; og den forstås af de andre strengespil, så de derved klinger både i sammensmeltende toner og i modsætningens stærke dissonanser. Således var det, således bliver det også i den store menneskeheds fremadskriden i friheds bevidsthed!  Hvert århundrede – ja, hvert årtusinde – har sit storheds udtryk i poesien; født i det afsluttende tidsrum, træder den frem og råder i det nye kommende tidsrum. 

Midt i vor travle maskinbrusende tid er hun således allerede født, hun, det nye århundredes musa. Vor hilsen sender vi hende! Hun hører den, eller læser den engang, måske mellem kul-indskrifterne, vi før omtalte.  Hendes vugge gik fra det yderste punkt, som nogen menneske-fod betrådte på Nordpols-undersøgelserne til så langt det levende øje så ind i polarhimlens “sorte kulsække” af skyer. Vi hørte ikke vuggen for klaprende maskiner, for lokomotivets piben, sprængning af materielle klipper og åndens gamle bånd.  I vor store nutids-fabrik er hun født, hvor dampen øver sin kraft, hvor maskinen – Mester Blodløs– og hans svende slider dag og nat.  Hun har i eje kvindens store kærlighedsfyldte hjerte, med både den dydige præstindes evige flamme og med lidenskabens fortærende bål. Forstandens lynglimt fik hun, i alle prismets gennem årtusinder skiftende farver, vurderet efter modefarven. Fantasiens mægtige svanefjerdragt er hendes pragt og styrke, videnskaben vævede den og “urkræfterne” gav den svingkraft. 

Hun er folkets barn på faderens side, sund i sind og tanker, alvor i øjet, humor på læben. Moderen er den højbårne akademi-opdragne, emigrantens datter med de gyldne rococo-erindringer. Det nye århundredes musa har blod og sjæl i sig af begge de to. 

Herlige faddergaver blev lagt på hendes vugge. I mængde er der strøet, som bonbons og bolsjer, naturens skjulte gåder med nye løsninger; og af dykkerklokker er rystet vidunderligt “nips” fra havets dyb. Himmelkortet – dette ophængte stille ocean med de myriader af øer, hver en verden – blev lagt aftrykt som vuggeklæde hos hende. Solen maler hende billeder; fotografiet må skænke hende nyt legetøj. 

Hendes amme har sunget digte for hende af både islandske Ejvind Skaldespiller og persiske Firdausi, af middelalderens Minnesangere og hvad den senere tyske Heinrich Heine så drengekåd sang af sin sande digtersjæl. Meget, alt for meget, har hendes amme fortalt hende; hun kender endda Edda´en, den gamle ur-mormors mors gruopvækkende sagaer, hvor forbandelserne suser omkring med blodige vinger. Hele orientens “Tusind og en Nat” har hun hørt på en fjerdedel time. 

Det nye århundredes musa er barn endnu, dog: hun er sprunget direkte ud af vuggen, hun er fuld af vilje, uden at vide hvad hun vil.  Endnu leger hun i sin store vuggestue, der er fyldt op af både kunstskatte og rokoko. Den græske tragedie, og det romerske lystspil, står der mejslede i marmor; nationernes folkeviser hænger som tørrede planter på væggen, et kys på dem og de svulmer frem i friskhed og duft. Hun er ombruset i evige akkorder af Beethovens, Glucks, Mozarts og alle de andre store mestres tanker i toner. På boghylden er henlagt så mange, der i deres tid var kåret som ”udødelige”, og her er god plads til mange andre, hvis navne vi godt nok hører klinge gennem udødelighedens telegraftråd, men som dør med telegrammet.

Skrækkeligt meget har hun læst, altfor meget, hun er jo født i vor tid, grumme meget må glemmes igen og musaen vil forstå at glemme. 

Hun tænker ikke på sin sang, der vil leve frem i nye årtusinder ligesom Moses’ bøger lever og som indiske Bidpais guldkronede fabel om ”Rævens List og Lykke” lever videre. Hun tænker ikke på sin opgave som udsendt, sin tonende fremtid, hun leger endnu, under nationers kamp, som ryster luften, der danner klangfigurer af både pennefejder og kanoner, på kryds og tværs – runer, der er svære at tyde.  Hun bærer den italienske frihedshelt Garibaldis hat, læser imidlertid sin Shakespeare og tænker et kort øjeblik: han kan stadig opføres når jeg bliver stor! Calderon hviler i sine værkers sarkofag, med berømmelsens indskrift. Og Ludvig Holberg, ja musaen er kosmopolit, hun har ham hæftet ind i et bind med Moliere, Plautus og Aristofanes, men læser mest i Moliere!  Hun er løst fra den uro, som jager alpernes gemser, og dog higer hendes sjæl efter livets salt, som gemserne efter bjergets; der hviler i hendes hjerte en ro, som i jødernes oldtidsagn, i Det Gamle Testamente, denne røst fra nomaden på de grønne sletter i de stille stjerneklare nætter. Og dog svulmer i sangen hjertet stærkere end hos den begejstrede kriger Achilleus fra Thessaliens bjerge i den græske oldtid.

Hvordan står det sig med hendes kristendom? – Hun har lært filosofiens store og lille tabel; urstofferne har knækket en af hendes mælketænder, men hun har fået nye igen. Kundskabsfrugten bed hun i på vuggen, åd og blev klog, – så at “udødelighed” lynede frem for hende som menneskehedens genialeste tanke.  -

Hvornår oprinder poesiens nye århundrede? Hvornår skal musaen kunne kendes? Hvornår skal hun høres?  En dejlig forårsmorgen kommer hun på lokomotivets dragetog brusende gennem tunneler og over viadukter, eller hen over det bløde, stærke hav, på den pustende delfin, eller gennem luften på Montgolfiers Fugl Rok, luftballonen, og daler ned i landet, hvorfra hendes guddoms-stemme første gang skal hilse menneskeslægten. Hvor? Er det fra Columbus´ fund, frihedslandet America, hvor de indfødte blev et jaget vildt og afrikanerne blev trældyr - landet, hvorfra vi hørte sangen om “Hiawatha”? Er det fra antipodernes verdensdel, Australien, guldklumpen i Sydhavet, modsætningernes land, hvor vor nat er dag og sorte svaner synger i mimoseskove? Eller fra Ægyptens land, hvor den såkaldte Memnons-støtte klang og klinger, men hvor vi ikke forstod sangens sfinx i ørkenen. Er det fra stenkuls-øenEngland, hvor Shakespeare er herskeren fra dronning Elisabeths tid? Er det fra Tycho Brahes hjem, hvor han ikke tåltes, eller fra Californiens eventyrland, hvor de gamle, kæmpestore Wellington-fyrretræer løfter deres krone som verdens-skovens konge. 

Hvornår vil stjernen lyse, stjernen på musaens pande, blomsten, i hvis blade er indskrevet århundredets udtryk af det skønnei form, farve og duft? 

“Hvad er den nye musas program?” spørger vor tids kyndige rigsdagsmænd. “Hvad vil hun?” 

Spørg heller hvad hun ikkevil! Ikke vil hun optræde som genganger af den svundne tid! Ikke vil hun tømre dramaer af scenens aflagte herligheder eller dække mangler i dramatisk arkitektur ved lyrikens blændende draperier! Hendes flugt frem foran os vil være som fra den simple Thespis-teaterkærre til det store Marmor-amfiteatret. Hun slår ikke den sunde mennesketale i stykker og klinker den sammen til et kunstigt klokkespil med indsmigrende klang fra troubadour-turneringerne. Ikke vil hun stille versemålet højest som adelsmand og prosaen som den jævne borgelige! Jævnbyrdige står de i klang, fylde og kraft. Ikke vil hun mejsle ud af Islands saga-blokke de gamle guder! De er døde, der er ingen sympati for dem i den nye tid, intet slægtskab! Ikke heller vil hun byde sin samtid at indlogere deres tanker i nyere franske roman-knejper! Ikke vil hun bedøve med de mange ´hverdagshistoriers´ kloroform! En livseliksir vil hun bringe! Hendes sang i vers og prosa vil være kort, klar, rig! Nationaliteternes hjerteslag, hver er kun et bogstav i det store udviklings-alfabet, men hvert bogstav griber hun med lige kærlighed, stiller dem i ord og slynger ordene i rytmer til sin nutids-hymne. 

Og hvornår er tidens fylde kommen?  Det er længe for os, som endnu er her tilbage, det er kort for dem, som fløj forud!  Snart falder den kinesiske mur og Europas jernbaner når Asiens før så aflukkede kulturarkiv – de to kulturstrømme mødes! Da måske bruser fossen med sin dybe klang, vi nutidens gamle ville skælve ved de stærke toner og fornemme deri et Ragnarok, de gamle guders fald, og glemme, at hernede må tider og folkeslægter forsvinde, og kun et lille billede af hver, indesluttet i ordets kapsel, svømmer på evighedens strøm som en lotus-blomst, og siger os, at de alle er og var kød af vort kød, i forskellig iklædning; Jødernes billede stråler fra Bibelen, Grækernes fra Iliadenog Odysseen.Og vort -? Spørg det nye århundredes musa, i Ragnarok, når det nye Gimle løfter sig i forklarelse og forståen. 

Al maskindampens magt, al nutidens tryk var løftestænger! Mester Blodløs og hans travle svende, der synes at være vor tids mægtige herskere, er kun tjenere, sorte slaver, som smykker højsalen, frembære skattene, dækker bordene til den store fest, hvor musaen med barnets uskyldighed, ungmøens begejstring og matronens ro og viden løfter digtningens vidunderlige lampe, dette rige, fulde menneskehjerte med Gudsflammen. 

Vær hilset, du musa for poesiens nye århundrede! Vor hilsen løfter sig og høres, som ormenes tanke-hymne høres – ormen, der under plovjernet skæres over, mens et nyt forår lyser, og ploven skærer furer, skærer os orme sønder, for at velsignelsen kan gro for den kommende nye slægt. 

Vær hilset, du det nye århundredes Musa!