H. C. Andersen - Eventyr 110:
Psychen (1862)
I dagningen, i den røde luft, skinner en stor stjerne, morgenens klareste stjerne; dens stråle sitrer mod den hvide væg, som om den ville der nedskrive, hvad den ved at fortælle, hvad den i årtusinder så her og der på vor omdrejende jord.
Hør en af dens historier.
Nu nyligt - ja, stjernens ”nyligt” er for os mennesker for århundreder siden - fulgte mine stråler en ung kunstner; det var i pavestaten, Vatikanet, i verdensbyen Rom. Meget der har i tidernes løb forandret sig, men ikke så hurtigt, som menneskeskikkelsen går over fra barn til olding. Kejserborgen lå, som endnu i dag, i ruiner; figentræet og laurbærtræet voksede mellem de omstyrtede marmorsøjler og hen over de ødelagte, med guld i væggen prangende, romerske badekamre. Colosseum var en ruin; kirkeklokkerne ringede, røgelsen duftede, processioner gik med lys og strålende baldakiner gennem gaderne. Der var kirkehelligt, og kunsten var høj og hellig. I Rom levede verdens største maler Raphael; her levede tidsalderens første billedhugger Michelangelo; selv paven hyldede de to, beærede dem med besøg; kunsten var anerkendt, hædret og belønnet. Men ikke alt stort og dygtigt bliver derfor set og kendt.
I en lille, snæver gade stod et gammelt hus, det havde engang været et tempel; her boede en ung kunster; fattig var han, ukendt var han; ja, han havde jo nok unge venner, også kunstnere, unge i sind, i håb og tanke; de sagde til ham, at han var rig på talent og dygtighed, men han var en nar, at han aldrig selv kunne tro på det. Han ødelagde jo altid det han lige havde formet i leret, han blev aldrig tilfreds, fik aldrig noget færdigt, og det må man, for at det kan ses, erkendes og skaffe penge.
"Du er en drømmer!" sagde de, "og det er din ulykke! Men det kommer af, at du ikke har levet endnu, ikke smagt livet, nydt det i store, sunde drag, som det skal nydes. Netop i ungdommen kan og skal man gøre livet og sig selv til et! Se den store mester Raphael, som paven hædrer, og verden beundrer, han tager for sig af vinen og brødet!"
"Han spiser bagerkonen med, den nydelige Fornarina!" sagde Angelo, en af de lystigste, unge venner.
Ja, de sagde alle så meget, efter deres ungdom og forstand. De ville have den unge kunstner med i byen på lystighed, på vildskab, galskab kan det også kaldes; og han følte også i øjeblikke lyst til det; hans blod var varmt, fantasien stærk; han kunne falde ind i den lystige tale, le højt med de andre; og dog, det de kaldte ”Raphaels muntre liv”, sank hen for ham som morgentågen. Men så han den Guds glans, der lyste ud fra den store mesters billeder, og stod han i Vatikanet foran de skønhedsskikkelser, som mestre for årtusinder siden havde formet af marmorblokken, da svulmede hans bryst, han følte i sig noget så højt, så helligt, opløftende, stort og godt, og han ønskede selv at skabe, at mejsle ud af marmorblokken sådanne skikkelser. Han ville give et billede af, hvad der svang sig fra hans hjerte op mod det uendelige, men hvordan, og i hvilken skikkelse. Det bløde ler bøjede sig i skønhedsformer for hans fingre, men dagen efter, som altid, brød han det itu, han lige havde skabt.
En dag gik han forbi et af de rige paladser, af hvilke Rom har mange; han standsede der ved den store, åbne indgangsport, og så billedsmykkede buegange omslutte en lille have, der var overfyldt af de skønneste roser. Store, hvide Calla-blomster med deres grønne, saftige blade skøde op i marmorkummen, hvor det klare vand plaskede; og her forbi svævede en skikkelse, en ung pige, datteren af dette fyrstelige hus; så fin, så let, så dejlig! Sådan en kvinde havde han ikke før set, jo: malet af Raphael, malet som ”Psyche”, i et af Roms paladser. Ja, der var hun malet, men her gik hun levende.
I hans tanke og hjerte var hun levende; og han gik hjem i sin fattige stue og formede i leret Psyche; det var den rige, unge romerinde, den adelsbårne kvinde; og for første gang så han tilfreds på sit værk. Det havde betydning, det var hende. Og vennerne, som så det, jublede højt i glæde; Dette arbejde var en åbenbarelse af hans kunstner-storhed, den, de havde forudset; verden skulle nu se den.
Leret er vel kødfuldt og levende, men det har ikke marmorets hvidhed og varighed; i marmorblokken måtte Psychen her få liv, og det kostbare stykke marmor havde han; det lå allerede i mange år, som forældrenes ejendom, i gården; flaskeskår, fennikel-toppe, artiskok-levninger dyngede sig hen over og tilsølede det, men indeni var det som bjergets sne; herfra skulle Psychen løfte sig.
En dag traf det sig så – ja, den klare stjerne fortæller intet derom, den så det ikke, men vi ved det: et fornemt romersk selskab kom til den snævre, ringe gade. Vognen holdt noget derfra, selskabet kom for at se den unge kunstners arbejde, ved et tilfælde havde de hørt derom. Og hvem var de fornemme besøgende? Stakkels unge mand, altfor lykkelige unge mand, kunne han også kaldes! Den unge pige selv, stod nu her i stuen, og med hvilket smil, da hendes far sagde de ord: "Det er jo dig lyslevende!" Det smil kan ikke formes, det blik kan ikke gengives, det forunderlige blik, hvormed hun så på den unge kunstner, det var et blik som løftede, adlede og – knuste.
"Psychen må fuldføres i marmor!" sagde den rige herre. Og det var livsens ord for det døde ler og for den tunge marmorblok, som det var livsens ord for den betagne unge mand. "Når arbejdet er fuldført, køber jeg det!" sagde den fyrstelige herre.
Det var som en ny tid rullede op i det fattige værksted; liv og munterhed lyste derinde, travlhed blev der. Den lysende morgenstjerne så, hvordan arbejdet skred frem. Leret selv var blevet som beåndet, siden hun var her, bøjede det sig i forhøjet skønhed til de kendte træk.
"Nu ved jeg, hvad livet er," jublede han, "det er kærlighed! Det er opløftelse i det herlige, henrykkelse i det skønne! Hvad vennerne kalder liv og ynden, er fordærvelse, er bobler fra den gærende bundfald, ikke den rene, himmelske altervin, indvielsen i livet!"
Marmorblokken blev rejst, mejslen huggede store stykker bort; der blev målt, sat punkter og mærker, det håndværksmæssige gjort, indtil lidt efter lidt stenen blev til et legeme, skønhedsskikkelsen, Psychen, dejlig som Guds billede i den unge kvinde. Den tunge sten blev svævende, dansende, luftbeåndet, en yndig Psyche, med smilet, himmelsk uskyldigt, som det havde spejlet sig i den unge billedhuggers hjerte.
Stjernen i den rosenfarvede morgen så det og forstod fuldt ud, hvad der rørte sig hos den unge mand, forstod den vekslende farve på hans kinder, blinket fra hans øjne, idet han skabte, gengav, hvad Gud havde givet.
"Du er en mester, som de gamle i grækernes tid!" sagde de henrykte venner. "Snart vil hele verden beundre din Psyche!"
"Min Psyche!" gentog han. "Min! Ja, det må hun være! Også jeg er kunstner, som de store henfarne! Gud har givet mig en nådegave, løftet mig højt, højt som den adelsfødte kvinde!"
Og han sank på sine knæ, græd i tak til Gud - og glemte igen ham for hende, for hendes billede i marmor, Psyche-skikkelsen, der stod, som skåret af sne, rødmende i morgensolen.
I virkeligheden skulle han se hende, den levende, svævende, hende, hvis ord klang som musik. I det rige palads kunne han bringe efterretningen om, at Psychen af marmor var fuldført. Han kom derind, gik gennem den åbne gård, hvor vandet plaskede fra delfinerne i marmorkummen, hvor callaerne blomstrede og de friske roser vældede frem. Han trådte ind i den store, høje forhal, hvis vægge og loft prangede i farver med våbenmærker og billeder. Pyntede tjenere, stolte, knejsende som kaneheste med bjælder, gik op og ned, nogle havde også strakt sig magelige, overmodige på de udskårne træbænke; de syntes at være husets herrer. Han sagde sit ærinde og blev nu ført op ad den blanke marmortrappes bløde tæpper. Statuer stod på begge sider; han kom gennem rige stuer med billeder og skinnende mosaikgulve. Den pragt og glans gjorde åndedraget noget tungt, men snart igen blev det let; den gamle fyrstelige herre modtog ham så mildt, næsten hjerteligt, og da de havde talt, bad han ham ved afskeden at træde over til den unge Signora, hun ville også se ham. Tjenerne førte ham gennem pragtfulde stuer og sale til hendes kammer, hvor hun var selve pragten og herligheden
Hun talte til ham; ingen passioneret kirkesang havde kunnet smelte hans hjerte mere, løfte sjælen højere. Han greb hendes hånd, trykkede den til sine læber; ingen rose er så blød, men der gik en ild fra denne rose, og der gik en ild igennem ham, en opløftelse; der fløj ord fra hans tunge, han vidste det ikke selv! Ved krateret selv, at det kaster glødende lava? Han sagde hende sin kærlighed. Hun stod overrasket, fornærmet, stolt, og med en hån, ja, et udtryk, som havde hun pludselig berørt den våde, klamme frø; hendes kinder rødmede, læberne blev blege; hendes øjne vare ild, og dog sorte, som nattens mulm og mørke.
"Afsindige!" sagde hun. "Bort! Ned!" og hun vendte ham ryggen. Skønhedsansigtet havde nu et udtryk af den slangehårede Medusas forstenende ansigt.
Som en synkende, livløs ting kom han ned på gaden, som en søvngænger nåede han hjem og opvågnede i raseri og smerte, greb sin hammer, løftede den højt i vejret og ville sønderslå det smukke marmorbillede; men i sin tilstand mærkede han ikke, at vennen Angelo stod tæt ved ham, greb ham med kraftigt tag i armen.
"Er du blevet gal? Hvad har du for?"
De brødes med hinanden; Angelo var stærkere, og med dybe åndedræt kastede den unge kunstner sig ned over en stol.
"Hvad er der sket?" spurgte Angelo. "Tag dig dog sammen! Tal!"
Men hvad kunne han tale? Hvad kunne han sige? Og da Angelo ikke kunne få fat i taletråden, lod han den være gemt.
"Du får tykt blod i det evige drømmeri! Vær dog menneske, som vi andre, og lev ikke i idealer, for så knækker man over! Få dig en lille rus af vinen, så sover du dejligt derpå! Lad en smuk pige være din doktor! Pigen fra Campagne-egnen her er dejlig, som prinsessen i marmorslottet, begge er Eva-døtre og ikke at skelne fra hinanden i Paradis! Følg du din Angelo! Din engel er jeg, livsens engel! Der kommer en tid, hvor du bliver gammel, legemet falder sammen, og så en smuk solskinsdag, når alting ler og jubler, ligger du som et vissent strå, der ikke mere gror! Jeg tror ikke, hvad præsterne siger, at der er et liv bag graven! Det er en smuk indbildning, et eventyr for børn, fornøjeligt nok, når man kan bilde sig det ind. Jeg lever dog ikke i indbildninger, men i virkeligheden! Kom med! bliv menneske!"
Og Angelo trak ham med sig, han kunne det i dette øjeblik; der var en ild i den unge kunstners blod, en forandring i hans sjæl, en trang efter at rive sig løs fra alt det gamle, alt det, han var vant til, rive sig ud af sit eget gamle jeg, og han fulgte i dag vennen.
I en udkant af Rom lå et af kunstnere ofte besøgt Osterie, et gæstgiveri bygget ind i ruinen af en gammelt romersk badeanstalt; de store, gule citroner hang mellem det mørke, glinsende løv og dækkede en del af de gamle, rødgule mure; Osteriet var indrettet i en dyb hvælving, næsten som en hule ind i ruinen; en lampe brændte derinde foran et Madonna-billede; en stor ild blussede på skorstenen, her blev stegt, kogt og braset; udenfor, under citron- og laurbærtræer, stod et par dækkede borde.
Lystigt og jublende blev de to modtaget af vennerne; lidt spiste man, meget drak man, det gav munterhed; sunget blev der og spillet guitar; Saltarello-musikken klang, og den lystige dans begyndte. Et par unge romerpiger, modeller for de unge billedkunstnere, trådte med i dansen, blandede sig med i lystigheden – to nydelige Bacchantinder! Ja, de havde ikke Psyche-skikkelse, var ikke fine, smukke roser, men som friske, kraftige, blussende nelliker.
Hvor var det varmt på denne dag, varmt selv ved solnedgang; ild i blodet, ild i luften, ild i hvert et blik. Luften svømmede i guld og roser, livet var guld og roser.
"Nu endelig engang er du med! Lad dig bære af strømmen omkring dig og strømmen i dig!"
"Aldrig før var jeg så sund og glad!" sagde den unge kunstner. "Du har ret, I havde alle ret, jeg var en nar, en drømmer, mennesket hører til virkeligheden og ikke til fantasien!"
Med sang og klingende guitarrer drog de unge mænd i den klare, stjernelyse aften fra Osterietgennem smågaderne; de to blussende nelliker, Campagnens døtre, var med i selskabet.
I Angelos stue, mellem omstrøede skitser, henslængte vinkarafler og glødende, yppige billeder, klang stemmerne mere dæmpede, men ikke mindre ildfulde; på gulvet lå mange ark med tegninger af Campagnens døtre i vekslende, kraftig dejlighed, og dog var de selv langt skønnere i virkeligheden. Den seksarmede lysestage lod alle sine væger brænde og lyse; og indenfra brændte og lyste frem menneskeskikkelsen som en guddom.
"Apollo! Jupiter! Ind i jeres himmel og herlighed løftes jeg! Det er som livsens blomst i dette minut sprang ud i mit hjerte!"
Ja, den sprang ud - knækkede, faldt, og en bedøvende, hæslig dunst hvirvlede ud, blændede synet, bedøvede tankerne, sansernes fyrværkeri slukkedes, og det blev mørkt.
Han nåde sit hjem, satte sig på sin seng, samlede sig. "Fy! Føj!" klang det fra hans egen mund, fra hans hjertegrund. "Elendige! Bort! Ned -!" Og han drog et suk så smertefuldt.
"Bort! Ned!" disse hendes ord, den levende Psyches ord lød i hans bryst, lød fra hans læber. Han hældede sit hoved til puderne, uklar blev tanken, og han sov.
I morgengryet for han op, samlede sig påny. Hvad var det? Havde han drømt det hele? Drømt hendes ord, besøget i Osteriet, aftenen med Campagnens purpurrøde nelliker? - Nej, alt var virkelighed, den han ikke før havde kendt.
I den purpurfarvede luft skinnede den klare stjerne, dens stråle faldt på ham og marmor-Psychen, han selv sitrede ved at betragte uforkrænkelighedens billede, urent var hans blik, syntes han. Klædet kastede han hen over den, endnu engang berørte han det for at afsløre skikkelsen, men han kunne ikke betragte sit værk.
Stille, mørk, lukket inde i sig selv, sad han den lange dag, han opfattede ikke, hvad der rørte sig udenfor, og ingen vidste, hvad der rørte sig indenfor i dette menneskehjerte.
Der gik dage, der gik uger; nætterne var de længste. Den blinkende stjerne så ham en morgen bleg, feberskælvende, rejse sig fra sengen, gå hen til marmorbilledet, løfte klædet til side, se med et blik så smerteligt, så inderligt på sit værk og derpå, næsten segnende under vægten, slæbe statuen ud i haven. Der var en forfalden, udtørret brønd, et hul kunne det kaldes; i det sænkede han Psychen, kastede jord hen over den, smed kvas og nælder over den friske gravning.
"Bort! Ned!" var den korte gravtale.
Stjernen så det fra den rosenrøde luft og sitrede i to tunge tårer på den unge mands dødblege kinder, han, den febersyge – den dødsyge, kaldte de ham på sygelejet.
Klosterbroderen Ignatius kom som ven og læge, kom med religionens trøsteord, talte om kirkens fred og lykke, menneskenes synd, nåden og freden i Gud.
Og ordene faldt som varme solstråler på den våde, gærende grund; den dampede, og løftede tågeskyer, tankebilleder, billeder, som havde deres virkelighed; og fra disse svømmende øer så han ned over menneskelivet: fejlgreb, skuffelser var det, havde det været for ham. Kunsten var en troldkvinde, der bar os ind i forfængelighed, ind i jordiske lyster. Falske var vi mod os selv, falske mod vore venner, falske mod Gud. Slangen talte altid i os: "Smag og du skal blive som Gud!"
Nu først syntes han at have forstået sig, fundet vejen til sandheden og freden. I kirken var Guds lys og klarhed, i munkecellen den ro, hvor mennesketræet kunne vokse op gennem evigheden.
Broder Ignatius støttede hans tanke, og beslutningen stod fast. Et verdensbarn blev en kirkens tjener, den unge kunstner gav afkald på verden, gik i kloster.
Hvor kærligt og glædesfyldt han dog blev hilst velkommen han af brødrene; hvor søndagsfestlig var ikke indvielsen. Gud, syntes han, var i kirkens solskin, strålede i det fra de hellige billeder og fra det blanke kors. Og da han nu i aftenstunden, ved solnedgang, stod i sin lille celle og åbnede vinduet, så ud over det gamle Rom, de sønderbrudte templer, det mægtige, men døde, Colosseum, så det i forårstiden, da akacierne blomstrede, det evigtgrønne var friskt, roserne myldrede frem, citroner og oranger skinnede, palmerne viftede, følte han sig greben og opfyldt, som aldrig før. Den åbne, stille Campagne-flodslette strakte sig mod de blånende, snebedækkede bjerge, de syntes malede på luften; alt sammensmeltende, alt åndende fred og skønhed, så svømmende, så drømmende – en drøm det hele!
Ja, en drøm var verden her, og drømmen råder i timer og kan komme igen i timer, men klosterlivet er et liv af mange år, lange, mange.
Indenfra kommer meget, der gør mennesket urent, måtte han sande! Hvad var det for flammer, der undertiden gennemblussede ham? Hvad var det for et væld af det onde – det, som han ikke ville – der bestandigt vældede frem. Han straffede sit legeme, men indenfra kom det onde. Hvad var det for en åndens del i ham, der så smidig, som slangen, bøjede sig om sig selv og krøb med hans samvittighed ind under alkærlighedens kåbe og trøstede: de hellige beder for os, jomfru Maria beder for os, Jesus selv har givet sit blod for os. Var det barnesind eller ungdoms lette sind, der gjorde, at han gav sig hen i nåden og syntes at føle sig løftet ved den, løftet over så mange? Han havde jo stødt verdens forfængelighed fra sig, han var nu en kirkens søn.
En dag, efter mange år, mødte han Angelo, der genkendte ham.
"Menneske!" sagde han, "– ja, det er dig! Er du nu lykkelig? - Du har syndet mod Gud og kastet hans nådegave fra dig, forspildt din mission og opgave i denne verden. Læs parablen om de betroede penge! Den mester som fortalte den, han gav sandheden! Hvad har nu nu vundet og fundet? Laver du dig ikke et drømmeliv? Laver sig en religion efter dit hoved, som de nok alle gør det. Hvad nu om det hele var en drøm, en fantasi, smukke tanker kun?"
"Vig fra mig, Satan!" sagde munken og gik fra Angelo.
"Der er en djævel, en personlig djævel! Jeg så ham idag!" mumlede munken. "Jeg rakte ham engang en finger, han greb min hele hånd!” – ”Nej, sukkede han så, "i mig selv er det onde, og i dette menneske, Angelo, er det onde; men han knuges ikke af det, han går med oprejst pande, har sin velvære; - og jeg griber efter min velvære i religionens trøst -! Hvad om den kun var en trøst? Hvis nu alt her, ligesom verden, jeg slap, kun var smukke tanker? Bedrag, som de røde aftenskyers dejlighed er det, som det bølgeblånende skønne i de fjerne bjerge er det? Tæt på er de anderledes! Evighed, du er som det store, uendelige, blikstille ocean, der vinker, kalder, fylder os med anelser, og stiger vi derud da synker vi, vi forsvinder, - dør, - hører op at være til! - Bedrag! Bort! Ned!"
Og uden tårer, sunket ind i sig selv, sad han på sit hårde leje, knælende - for hvem? For stenkorset, der sad i muren? Nej, vanen lod legemet synke ned i denne bøjning.
Jo dybere han så ind i sig selv, des mørkere syntes det ham. "Intet derinde, intet derude! Forspildt dette liv!" Og denne tanke-snebold rullede, voksede, knuste ham – slettede ham ud.
"Ingen tør jeg betro om den nagende orm herinde! Min hemmelighed er min fange, slipper jeg den løs, er jeg dens!"
Og gudskraften i ham led og stred.
"Herre! Herre!" udbrød han i sin fortvivlelse, " – vær barmhjertig, giv mig tro! Din nådegave kastede jeg fra mig, min sendelse og opgave i denne verden! Jeg manglede kraften, du gav mig den ikke. Udødeligheden, Psychen i mit bryst – bort, ned! – begraves skal den som Psyche, mit bedste livsblink! – aldrig opstår den af graven!"
Stjernen i den rosenrøde luft lyste, stjernen, der en gang skal dø ud og udslukkes, mens sjælene lever og lyser videre; dens sitrende stråle faldt på den hvide væg, men ingen skrift afsatte den der om herligheden i Gud, om nåden, om alkærligheden, den der klinger i den troendes bryst.
"Vil Psychen herinde aldrig dø? - Leve i bevidsthed? - Kan det ufattelige ske? - Ja! Ja! Ufattelig er mit jeg. Ufattelig Du, o Herre! Hele din Verden ufattelig! – et underværk af magt, herlighed - kærlighed!" -
Hans øjne lyste, hans øjne brast. Kirkeklokkens klang var den sidste lyd over ham, den døde; og han kom i jord, hentet fra Jerusalem, blandet med støv af fromme døde.
Efter en årrække tog man skelettet frem, som de døde munkes før ham, det iførtes den brune kutte, fik en perlesnor, rosenkransen, i hånden og stilledes i en niche af menneskeknogler, som de fandtes her ifølge klostrets begravelses-skik. Og solen skinnede udenfor, og røgelsen duftede derinde, messerne læstes.
Årene gik.
Knogler og ben faldt fra hinanden, mellem hinanden; dødninghoveder stilledes op, de dannede en hel kirkens ydre mur; der stod også hans i det brændende solskin, der var så mange, mange døde, Ingen kendte nu navnene på dem, heller ikke på ham. Og se, i solskinnet rørte sig noget levende inde i de to øjehuler, hvad var det? Et broget firben sprang rundt derinde i den hule pandeskal, smuttede ud og ind af de tomme, store øjehuler. Den var nu livet derinde i det hoved, hvor engang de store tanker, lyse drømme, kærlighed til kunsten og det herlige havde løftet sig, hvorfra hede tårer vare trillede, og hvor håbet levede for en udødelighed. Firbenet sprang, forsvandt; pandeskallen smuldrede, blev støv i støvet.
Det var århundreder efter. Den klare stjerne skinnede uforandret, klar og stor, som i årtusinder, Luften lyste i rødt, frisk som roser, blussende som blod.
Hvor der engang var en snæver gade med levninger af et gammelt tempel, lå nu ud til pladsen et nonnekloster; her i haven blev gravet en grav, en ung nonne var død og skulle i denne morgenstund sænkes i jorden. Spaden stødte mod en sten; blændende hvid skinnede den; det hvide marmor var at se, det rundede sig til en skulder, den kom mere frem; forsigtigere førtes spaden; et kvindehoved blev at se, - og sommerfuglevinger, som på en Psyche-skikkelse. Fra graven, hvori den unge nonne skulle nedlægges, løftede man i den rosenrøde, blussende morgen en dejlig Psyche, mejslet af det hvide marmor. "Hvor er den dejlig! Fuldendt, et kunstværk fra den bedste tid!" sagde man. Hvem kunne være mesteren? Ingen vidste det, Ingen kendte ham udover den klare i årtusinder lysende stjerne; den kendte hans jordlivs gang, hans prøve, hans svaghed, hans dette:"kun mennesket!" - men det menneske var dødt, vejret hen, som støvet må og skal, men udbyttet af hans bedste stræben, det herligste, som viste det guddommelige i ham, Psychen, der aldrig dør, der overstråler eftermælet, blinket fra den her på jorden, selv dette forblev her, blev set, erkendt, beundret og elsket.
Den klare morgenstjerne i den rosenfarvede luft sendte sin blinkende stråle på Psychen og på de lyksaligheds smil om mund og i øje hos de beundrende, der så sjælen mejslet af marmorblokken.
Hvad jordisk er, vejres hen, forglemmes; kun stjernen i det uendelige véd det. Hvad himmelsk er, stråler selv i eftermælet, og når eftermælet slukkes - da lever endnu Psychen!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©