H. C. Andersen - Eventyr 115:
Bispen på Børglum og hans frænde (1865)
Nu er vi oppe i Jylland, i Vendsyssel, helt ovenfor Store Vildmose; vi kunne høre Vesterhavet, – ”Vestervovvov” – høre, hvor det ruller, det er ganske nærved; men foran os løfter sig en stor sandhøjde, den har vi længe set, og vi kører endnu henimod den, langsommeligt kører vi i det dybe sand. Oppe på sandhøjden ligger en stor, gammel gård, det er Børglum Kloster, hvor den største fløj er kirken; derop kommer vi nu i den sene aften, men vejret er klart, det er lyse nætter; man ser så langt, så langt vidt omkring, over mark og mose ned til Aalborg Fjord, over hede og eng, lige ud over det mørkeblå hav.
Nu er vi deroppe, nu rumler vi ind mellem lo og lade, og svinger om, ind ad porten til den gamle borggård, hvor lindetræerne står i række langs muren; der har de ly for vind og vejr, derfor gror de, så grenene næsten skjuler vinduerne.
Vi går op ad den stenlagte vindeltrappe, vi går hen ad de lange gange under det bjælkeværks loft, og vinden suser her så underligt, ude eller inde, man ved ikke rigtig, hvor det er, og så fortæller man – ja man fortæller så meget, man ser så meget, når man er bange eller vil gøre andre bange. De gamle, afdøde klosterbrødre, siger man, glider stille forbi os ind i kirken, hvor messen synges, man kan høre det i vindens sus; man bliver så underlig stemt derved, man tænker på de gamle tider – tænker som om man selv er i den gamle tid.
Der er en stranding på kysten, bispens folk er dernede, de skånede ikke dem, som havet skånede; søen bortskyller det røde blod, som flød fra de knuste pander. Det strandede gods er bispens, og der er meget gods. Søen ruller op anker og tønde, fyldt med kostbar vin til klostrets kælder, og i den er allerede fuldt op af øl og krydret mjød; der er fuldt op i køkkenet af fældede dyr, af pølse og skinke; i dammene derude svømmer den fede brasen og den lækre karusse. Bispen på Børglumer en mægtig mand, han har land i eje, og mere vil han vinde; Alle må bøje sig for bispen Oluf Glob. I Thyer hans rige slægtning død. "Frænde er frænde værst", siger man, og det må enken dernede sande. Hendes husbond rådede der over det hele Thyland, kun ikke over det gejstlige gods. Sønnen er i fremmed land; allerede som dreng sendtes han derud for at lære fremmede skikke, noget som stod til hans sind; i flere år hørtes ikke fra ham, måske er han lagt i sin grav, og kommer altså aldrig hjem for at råde, hvor nu hans mor råder.
"Hvad, skal en kvinde råde her?" siger bispen. Han sender hende stævning og lader hende kalde til tinge; men hvad hjælper ham det? Hun afveg aldrig fra loven, og hun har styrke i sin retfærdige sag.
Bisp Oluf til Børglum, hvad pønser du på? Hvad skriver du ned på det blanke pergament? Hvad gemmer det under segl og bånd, idet du giver det til rytter og svend, der rider med det afsted ud af landet, langvejs bort, til Pavens by.
Det er løvfaldstid, strandingstid; nu kommer den isnende vinter.
To gange kom den, nu sidst kommer den heroppe med velkomst til rytter og svend, der med paveligt brev vender hjem fra Rom, med bandbulle-brev over enken, der turde krænke den fromme bisp. "Forbandelse være over hende og alt, hvad hendes er! Udstødt er hun nu af kirke og menighed! Ingen yder hende nu en hjælpsom hånd; både frænder og venner skyr hende som pest og spedalskhed!"
"Det skal knækkes, som ikke vil bøjes!" siger Bispen på Børglum.
De slipper hende allesammen; men hun slipper ikke sin Gud, han er hendes værn og værge.
Et eneste tjenestepige, en gammel pige, forbliver hende tro; med hende går hun bag ploven, og kornet gror, skønt jorden er forbandet af pave og bisp.
"Du helvedes barn! Jeg skal dog få min vilje!" siger Børglums bisp, "nu rører jeg dig med Pavens hånd, til stævning og dom!"
Da spænder hun for vognen de to sidste okser, hun ejer, sætter sig op med sin pige og kører hen over heden, ud af det danske land; hun kommer som fremmed til fremmed folk, hvor fremmed tungemål tales og fremmed skik bliver udøvet; langt bort, hvor de grønne høje løfte sig til bjerge og vinen gror. Der kommer rejsende købmænd, som spejder angst fra deres varebelæssede vogne og frygter for overfald af røverriddernes svende. De to fattige kvinder på det usle køretøj, trukket af to sorte okser, kører dog trygt i den usikre hulvej og i de tætte skove. Det er i Franken, ved floden Rhinen; her møder hun en rigt udstyret ridder, ham følger tolv stridsklædte svende; han standser og ser på det underlige optog, og spørger de to kvinder om deres rejses mål, og fra hvilket land de kommer; da nævner den yngste Thyi Danmark, melder sin sorg og elendighed, og snart får det ende, Vorherre har ledet det så: Den fremmede ridder er hendes søn. Han rækker hende hånden, han tager hende i favn; og moderen græder, det kunne hun ikke i årevis, kun bide sig i læben, så de varme blodsdråber piblede frem.
Det er løvfaldstid, det er strandingstid, havet ruller vinfade i land til bispens kælder og køkken; der braser over flammen det spiddede vildt; deroppe er lunt inden døre, nu da vinteren bider på og bliver hård. Der høres nyt: Jens Glob til Thy er vendt hjem med sin mor; Jens Globgør stævning, han stævner bispen for både gejstlig ret og lands lov og ret.
"Det skal hjælpe ham stort!" siger Bispen. "Lad bare din strid fare, ridder Jens!"
Det er igen løvfaldstid, i det næste år, det er strandingstid, nu kommer den isnende vinter; snefnug, de hvide bier, sværmer og stikker i ansigtet, indtil de selv smelter.
Det er frisk vejr idag, siger folk, når de har været udenfor døren.Jens Globstår i tanker, så han svier sin vide kjortel, ja brænder hul i den.
"Du Børglums Bisp! Jeg magter dig dog! Under Pavens kappe kan loven ikke nå dig, menJens Glob skal nok nå dig!"
Så skriver han et brev til sin svoger, Herr Oluf Hase i Salling, stævner ham til at komme juleaften til kirkens tidligste morgensang i Hvidberg kirke; derovre skal bispen læse messe, derfor rejser han fra Børglum til Thyland, det kender og ved Jens Glob.
Eng og mose ligger med is og sne, de kan bære både hest og rytter, hele flokken, bispen med sine klerke og svende; de rider den korteste vej mellem de skøre siv, hvor vinden suser sørgeligt.
Blæs i din messingtrompet, du ræveskindsklædte spillemand! Det klinger godt i den klare luft. Så rider de sydpå over hede og mose, Fata Morganas enghave i den varme sommerdag, de ville til Hvidberg Kirke.
Vinden blæser stærkere i sin trompet, den blæser en storm, et værre Guds vejr, det vokser i voldsom vælde. Til Guds hus i det Guds vejr går det afsted. Guds hus står fast, men det Guds vejr farer hen over mark og mose, over fjord og hav. Børglum Bisp når til kirke, det magter nok næppe Herr Oluf Hase, hvor skrapt han end rider. Han kommer, med sine mænd hinsides fjorden, Jens Glob til hjælp, nu bispen skal stævnes for den højestes dom.
Guds hus er retssalen, alterbordet er rettergangsbord. Lysene er alle tændte i de tunge messingstager. Stormen oplæser klage og dom. Det suser i luften, over mose og hede, over de rullende vande. Ingen færge sætter over fjorden i sådan et Guds vejr.
Oluf Hase står ved Oddesund; der afskediger han sine mænd, skænker dem hest og harnisk, giver dem orlov til at drage hjem og en hilsen til sin hustru; alene vil han sætte sit liv på spil i det brusende vand; men de ville vidne for ham, at det ikke er hans skyld, hvis Jens Globkommer at stå uden undsætning i Hvidberg Kirke. De trofaste svende slippe ham derfor ikke, de følger ham ud i det dybe vand. De ti af dem skylles bort; Oluf Hase selv og to af hans smådrenge når den anden bred; endnu har de godt tyve kilometer at ride.
Det er over midnat, det er julenat. Vinden har lagt sig; kirken er oplyst; det strålende skær skinner gennem ruderne ud over eng og hede. Sangen er endt forlængst; i Guds hus er der stille, man kan høre vokset dryppe fra lyset på gulvets sten. Nu kommer Oluf Hase.
I våbenhuset byder Jens Glob ham "Goddag! Nu har jeg forligt mig med bispen!"
"Det har du gjort?" siger Oluf, "– da skal hverken du eller bispen komme fra kirken med livet i behold!"
Og sværdet farer af skeden, og Oluf Hase slår til, så planken splintres i kirkens dør, den, Jens Glob slår i mellem ham og sig.
"Hold inde, kære svoger, se først på forliget! Jeg har dræbt bispen og alle hans mænd. De siger ikke et muk mere i den hele sag, og det gør jeg heller ikke – om al den uret, der er sket min mor!"
Vægerne i lysene på alteret skinner så rødt, men rødere skinner det fra gulvet; der ligger i blod bispen med kløvet pande, og dræbt ligger alle hans svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat.
Men tredje juledags aften ringer i Børglum Kloster klokkerne til begravelse; den dræbte bisp og de slagne svende bliver stillede til skue under en sort baldakin med floromsvøbte kandelabre. I silkekåbe med sølvtråde, med krumstav i de magtløse hænder, ligger den døde, den engang mægtige herre. Røgelsen dufter, munkene synger; det klinger som klagesang, det klinger som en vredens og fordømmelsens dom, som den må høres vidt over land, båret af vinden, udsunget af vinden; den lægger sig vel til hvile, men aldrig dør den, altid hæver den sig igen og synger sine sange, synger dem helt ind i vor tid, synger heroppe om Bispen på Børglum og hans hårde frænde, hans slægtning Jens Glob; det høres i den mørke nat, høres af den frygtsomme bonde, som på den tunge sandvej kører forbi Børglum Kloster; høres af den lyttende søvnløse i Børglums tykmurede stuer, og derfor pusler det i de lange, lydskingrende gange, der fører hen til kirken, hvis tilmurede indgang forlængst er tillukket, men ikke for overtroens øjne; de se endnu døren der, og den åbner sig, lysene fra kirkens messingkroner skinner, røgelsen dufter, kirken stråler i fortids pragt, Munkene synger messe over den dræbte bisp, der ligger i silkekåben med indvævede sølvtråde, med bispestav i sin magtløse hånd, og fra hans blege, stolte pande skinner det blodige sår, den skinner som ild; det er verdens sind og onde lyster, som brænder ud.
Synk i graven, synk i nat og glemsel, uhyggelige minder fra gamle dage!
Hør vindens kast, den døver det rullende hav. Det er en storm derude, der vil koste menneskers liv! Havet har ikke skiftet sind med den nye tid. Det er i nat bare mund til at sluge, imorgen måske klart øje til at spejle sig i, som i gammel tid, den vi nu har begravet. Sov blidelig, om du agter det!
Nu er det morgen.
Den nye tid skinner med solskin ind i stuen! Vinden tager tag endnu. Der meldes om stranding, som i gammel tid.
I nat, dernede ved Løkken, den lille fiskerby med de røde tage – vi ser den fra vinduerne heroppe – er strandet et skib. Det stødte på noget derude, men redningsraketten bandt bro mellem vraget og det faste land, frelste blev alle, der var ombord, de kom i land og til sengs. I dag er de indbudt på Børglum Kloster. I de hyggelige stuer ville de finde gæstfrihed og møde milde øjne, kunne hilses i deres eget lands sprog; fra klaveret klinger hjemlandets melodier, og endnu før disse er færdige, bruser en anden streng, lydløs og dog så klangfuld og sikker: Telegrafen – ”tanke-budstikken” – når helt til de skibbrudnes hjem i fremmed land, og melder om deres frelse; da føler sindet sig let, da kan der trædes en dans ved gildet i aften i Børglums Borgestue. Vals og en langtur vil vi danse, og sange skal synges om Danmark og ”den tapre landsoldat” i den nye tid.
Velsignet være du, nye tid, og rid på den rensede luftstrøm vor sommer i by! Lad dine solstråler lyse ind i hjerter og tanker! På din strålende grund svæver de mørke sagn forbi – fra de hårde, de strenge tider!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©