116.I børnestuen (1865)

H. C. Andersen - Eventyr 116:

I børnestuen (1865)

Original + 2019-version

Far og mor og alle søskende var i teatret til komedie, kun lille Anna og hendes Gudfar sad ene hjemme.

"Vi kan også lave komedie!" sagde han, "og den kan begynde straks!"

"Men vi har intet teater", sagde lille Anna, "og vi har ingen skuespillere! Min gamle dukke kan ikke, for hun er så ækel, og min nye må ikke få sit pæne tøj krøllet!"

"Man kan altid få skuespillere, hvis man tager hvad man har!" sagde Gudfar. "Nu rejser vi teatret. Her stiller vi en bog, og der én og så nok en én, i skævt geled. Og nu tre bøger på den anden side; der har vi allerede kulisserne! Den gamle æske her kan være bagtæppe; vi vender bunden ud. Teatret forestiller så en stue, det kan da enhver se! Nu skal vi have de, som agerer – skuespillerne! Lad os se hvad der findes her i legetøjskuffen! Først personerne, så laver vi komedien, det ene holder da sammen på det andet, og det bliver udmærket! Her ligger et pibehoved og her ligger en enlig handske, de kunne godt være far og datter!"

"Men de er kun to personer!" sagde lille Anna. "Her ligger min brors gamle vest! Kan den ikke spille komedie?"

"Jo, den er stor nok til det!" sagde Gudfar. "Den skal være kæresten. Den har ikke noget i lommerne, det er allerede interessant, det er en halv ulykkelig kærlighed! - Og her har vi nøddeknækkerens støvle med ridespore paa! Potz, Blitz, Mazurka! – som han dog kan trampe og knejse. Han skal være den ubelejlige frier, som frøkenen ikke synes om. Men hvad slags komedie vil du nu have? Sørgespil eller familiestykke?"

"Familiestykke!" sagde lille Anna."Det holder de andre så meget af. Kan du et?"

"Jeg kan hundrede!" sagde Gudfar. "De mest velansete er dem i fransk stil, men de er ikke pæne for små piger. Vi kunne jo imidlertid tage et af de mere yndige, indvendigt ligner de allesammen hinanden. Nu ryster jeg posen! Kuk-ke-lu-rum! Splinternyt! Nu er de splinternye! Hør nu rollelisten." Og Gudfar tog en avis og lod som om han læste op:

”Pibehoved og godt Hoved,

- familiestykke i een Akt”

Personerne er:

Hr. Pibehoved: Far.

Frøken Handske: Datter.

Hr. Vest: Kæreste.

von Støvle: Frier.

Og nu begynder vi! Tæppet går op; men vi har intet tæppe, så det ér allerede oppe! Alle personerne er inde på scenen; så har vi dem straks igang. Nu taler jeg som far Pibehoved. Han er vred i dag; man kan se det, han ryger:

"Snik snak snurre, basselurre! Jeg er herre i mit hus! Jeg er far til min datter! Vil man lige høre efter hvad jeg siger! Von Støvle er en person man kan spejle sig i, skønt safianskind på foroven og sporer på forneden. Snikke, snikke, snak! Han skal have min datter!"

"Pas nu på Vesten, lille Anna!" sagde Gudfar. "Nu taler Vesten. Den har ombøjet krave, er meget beskeden, men kender sit eget værd og har ret til at sige, hvad den siger:

"Pletfri er jeg! Den såkaldte bonitet må også tages med i overvejelsen. Jeg er af ægte silketøj, og jeg bærer snore!"

"Ja, på bryllupsdagen, men ikke længere! De beholder ikke farven i vasken!" Det er hr. Pibehoved som nu taler. "Von Støvle er vandtæt, stærk i skindet og dog så fin, kan knirke, klirre med spore og har fysiognomi af Italien – støvlelandet!"

"Men de burde tale på vers!" sagde lille Anna, "det skal være det yndigste!"

"Det kunne de også!" sagde Gudfar. "Og når publikum befaler, sådan man taler! - Se på den lille frøken Handske, hvor hun strækker fingre:

"Hellere alle dage

handske uden mage!

Ak!

Jeg kan ikke overvind' 'et!

Jeg revner i skindet." -

"Snak!"

Det var far Pibehoved til sidst. Nu taler hr. Vest:

"Elskede Handske!

Om selv de blev spanske,

min skal du blive!

Nu svor Holger Danske."

Støvle slår ud, tramper i gulvet, klirrer med spore og river tre kulisser itu."

"Det er udmærket dejligt!" sagde lille Anna.

"Stille, stille!" sagde Gudfar."Stumt bifald viser at du er et dannet publikum i første parket. Nu synger frøken Handske sin store arie, med sanger-knæk:

"Jeg kan ikke tale,

Så må jeg gale,

Kyk-ke-le-ky, i de høje sale!"

Nu kommer det spændende, lille Anna! Det er det vigtigste i komedien. Ser du, hr. Vest knapper sig op, sin tale kaster han lige ud til dig, for at du skal klappe. Men lad bare være, det er finere! Hør, hvor det rasler i silketøjet: "Vi er på det højeste! Vogt Dem! Nu kommer intrigen! De er et pibehoved, jeg er det gode hoved – Vup, nu er De væk!"

Så du det, lille Anna?" sagde Gudfar. "Det er et udmærket sceneri og komediespil: Hr. Vest greb gamle Pibehoved og puttede ham i lommen; der ligger han, og vesten taler:

"De er i min lomme, i min dybeste lomme! Aldrig kommer De op derfra, før De lover at forene mig med Deres datter, Handske til venstre; jeg rækker højre!"

"Det er forfærdelig dejligt!" sagde lille Anna.

"Og nu svarer gamle Pibehoved:

"Jeg bliver så ør!

Det er ikke som før.

Hvor er mit humør?

Jeg føler, mig mangler

mit hule rør.

Ak, aldrig før

var jeg således skør. -

O, tag mit hoved

op af lommen atter,

og vær forlovet

så, med min datter!"

"Er komedien allerede slut?" sagde lille Anna.

"Bevar' os vel!" sagde Gudfar, "Den er kun slut for hr. Støvle. De elskende knæler, den ene synger:

"Fatter!"

–og den anden synger:

"Tag nu hovedet atter,

velsign så søn og datter!"

De velsignes, holder bryllup og møblerne synger i kor:

"Knik, knak,

mange tak!

Nu er stykket ude."

Og så klapper vi!" sagde Gudfar. "Kald dem allesammen frem, møblerne med. De er af mahogni!"

"Er vores komedie nu ligeså god, som den, de andre har set i det rigtige teater?"

"Vor komedie er meget bedre!" sagde Gudfar; "den er kortere, den er gratis, og tiden er gået indtil thevand!"