H. C. Andersen – Eventyr 117:
Guldskat (1865)
Trommeslagerens kone gik i kirke; hun så det nye alter med malede billeder og udskårne engle; de var så smukke, både de på lærredet i farver og glorie, og de, der først var udskåret i træ, derpå malede og forgyldte. Håret strålede som guld og solskin, dejligt at se; men Guds solskin var dog endnu mere dejligt; det skinnede klarere, rødere, mellem de mørke træer, når solen gik ned. Dejligt at se ind i Guds åsyn! Og hun så ind i den røde sol, og hun tænkte så inderligt derved, tænkte på det lille barn, som storken skulle bringe, og trommeslagerens kone var så glad derved, hun så og hun så og hun ønskede at barnet måtte få glans herfra, i det mindste ligne en af de strålende engle på altertavlen.
Og da hun nu virkelig i sine arme holdt sit lille barn og løftede det op mod faderen, da var det som at se en af englene i kirken, håret som guld; skæret af den synkende sol var lagt der i.
"Mit guldskat, min rigdom, mit solskinsvejr!" sagde moderen og kyssede de strålende lokker; og det klang som musik og sang i trommeslagerens stue; der var glæde, liv og røre. Trommeslageren slog en hvirvel, en glædes-hvirvel. Trommen gik, brandtrommen gik:
"Røde hår! Ungen har røde hår! Tro trommeskindet og ikke hvad din mor siger – trommelom! trommelom!"
Og byen talte, som brandtrommen talte.
Drengen kom i kirke, drengen blev døbt. Der var ikke noget at sige på navnet; Peter blev han kaldt. Hele byen, trommen med, kaldte ham: Peter, Trommeslagerens dreng med de røde hår; men hans mor kyssede ham på hans røde hår og kaldte ham Guldskat.
I hulvejen ind i den lerede skrænt, havde så mangen en ridset sit navn for at mindes.
"Berømmelse!" sagde Trommeslageren, "– ja, det er altid noget!" Og så ridsede han også sit navn og sin lille søns.
Og svalerne kom; de havde på deres lange rejser set mere varig skrift hugget i en klippes side, i templets væg i det nordindiske Hindostan: store bedrifter af mægtige konger, udødelige navne, så gamle, at nu ingen kunne læse eller nævne dem.
Navneværdi! Berømmelighed!
I hulvejen byggede digesvalerne; de borede sig huller i skrænten. Regn og rusk smuldrede og skyllede navnene bort, også trommeslagerens og hans lille søns.
"Peters blev dog stående halvandet år!" sagde Faderen.
"Narre!" tænkte Brandtrommen, men den sagde kun: "Dum, dum, dum! - dummelom!"
Det var en dreng fuld af liv og lyst: "Trommeslagerens søn med de røde hår." En dejlig stemme havde han; synge kunne han og synge gjorde han, som fuglen i skoven: Der var melodi og dog ingen melodi.
"Han bør blive kordreng!" sagde Moderen; "synge i kirken, stå der under de dejlige, forgyldte engle, som han ligner!"
"Ildkat!" sagde de vittige hovederi byen. Trommen hørte det af nabokonerne.
"Gå ikke hjem, Peter!" råbte Gadedrengene. "Sover du på kvisten, så er der ild i øverste etage, og så går brandtrommen!"
"Tag jer i agt for trommestikkerne!" sagde Peter; og hvor lille han end var, gik han frejdig på, og drev sin næve lige ind i maven på den nærmeste, så benene gik fra samme og de andre tog benene med sig: deres egne ben.
Stadsmusikanten var så fornem og fin, han var søn af en kongelig såkaldt sølvpop – en særlig hofembedsmand for sølvtøjet – og han syntes om Peter, tog ham i timevis med hjem, gav ham en violin og lærte ham at spille; det var som det lå drengen i fingrene, han ville blive mere end trommeslager, han ville blive stadsmusikant.
"Soldat vil jeg være!" sagde Peter; for han var endnu en ganske lille fyr, og syntes, at det var det mest tiltrækkende i verden at bære gevær og at kunne gå således "en-to! en-to!" og at bære uniform og sabel.
"Du skal lære at lystre trommeskindet - trommelom! kom, kom!" sagde Trommen.
"Ja, hvis han kunne marchere op til at blive general!" sagde Faderen; "men så må der blive krig!"
"Gud fri os fra den!" sagde Moderen.
"Vi har ikke noget at miste!" sagde Faderen.
"Ja, vi har da min dreng!" sagde hun.
"Men hvis han nu kommer hjem som general?" sagde Faderen.
"Uden arme og ben!" sagde Moderen."Nej, må jeg beholde min Guldskat hel!"
"Trom-trom-trom!" Brandtrommen gik, alle trommerne gik. Der var krig. Soldaterne drog afsted og trommeslagerens dreng fulgte med: "Rødtop! Guldskat!" Moderen græd. Faderen så ham i tankerne "berømmelig". Stadsmusikanten mente, han ikke burde gå i krig, men blive ved hjemme-musiken.
"Rødtop!" sagde Soldaterne, og Peter lo. Men sagde en og anden: "Rævepels!", da bed han munden sammen og så frem i den vide verden; det skældsord kom jo ham ikke ved.
Flink var drengen; sindet frejdigt, humøret godt og det er den bedste feltflaske, sagde de gamle kammerater.
I regn og rusk, gennemblødt til skindet, måtte han, under åben himmel, ligge ude mangen nat, men humøret blev hos ham.Trommestikkerne slog: "Trommelom! Alle mand op!" Jo, han var tilvisse født trommeslager.
Det var en slagdag; solen var endnu ikke oppe, men morgen var det: luften kold, kampen hed; der var tåge i luften, men der var mere damp af krudtet. Kuglerne og granaterne fløj hen over hovederne og ind i hovederne, i krop og lemmer; men fremad gik det. Den ene og den anden sank i knæ, blodig i tindingen, kridhvid i ansigtet. Den lille trommeslager havde endnu sin sunde kulør; ham var ingen skade sket; han så med nok så fornøjet et ansigt på regimentshunden, der sprang foran ham, rigtig glad, som var det løjer det hele, som om kuglerne slog ned kun for at lege med den.
"March! Fremad, march!" var kommando-ordene, udsat for tromme; og de ord var ikke at tage tilbage; men de kunne tages tilbage og der kan undertiden være stor forstand der i; og nu blev der sagt: "March! Tilbage!" men så slog den lille trommeslager: "March! Fremad!" Han forstod, at det var ordren, og soldaterne adlød trommeskindet. Det var gode trommeslag, de gav sejrsslag for dem, som var i færd med at vige.
Liv og lemmer gik i det slag. Granaten river kødet af i blodige stykker; granaten tænder ild i halmbunken, hvor den sårede har slæbt sig hen, for at ligge forladt i mange timer, forladt måske i dette liv. Det hjælper ikke at tænke på det! Og dog tænker man på det, selv langt derfra i den fredsomme by; derhjemme tænkte den gamle trommeslager og hans kone på det: Peter var jo i krigen.
"Nu er jeg ked af det klynk!" sagde Brandtrommen.
Det var slagdag; solen var endnu ikke oppe, men morgen var det. Trommeslageren og hans kone sov, det havde de ikke gjort næsten hele natten; sønnen havde de talt om; han var jo derude - "under Guds Hånd". Og faderen drømte, at krigen var endt, at soldaterne kom hjem, og Peter havde sølvkorset på brystet; men moderen drømte, at hun trådte ind i kirken, så på de malede billeder og de udskårne engle med de forgyldte hår; og hendes egen kære dreng, hendes hjertes Guldskat, stod i hvide klæder midt imellem englene og sang så dejligt, som vist kun englene kan synge, og med dem løftede han sig i solskinnet og nikkede så kærligt til sin moder.
"Min Guldskat!" råbte hun og vågnede i det samme. "Nu har Vorherre taget ham!" sagde hun, foldede sine hænder, hældede hovedet hen imod sengeforhænget og græd. "Hvor hviler han nu, mellem de mange i den store grav, som de graver for de døde? Måske i det dybe mosevand! Ingen kender hans grav! Intet Guds ord læses over den!" Og et Fadervor gik lydløst over hendes læber; Hovedet bøjede sig, hun var så træt, fik et blund.
Dagene farer hen, i livet og i drømmene!
Det var mod aften; en regnbue løftede sig hen over slagmarken, den berørte skovens side og den dybe mose. Der er sagt og gemt i folketroen: hvor regnbuen rører jorden, ligger en skat begravet, en guldskat; også her lå en; ingen tænkte på den lille trommeslager udover hans moder, og derfor drømte hun det.
Og dagene farer hen, i livet og i drømmene!
Ikke et hår var krummet på hans hoved, ikke et guldhår."Trammeram, trammeram, det er ham, det er ham!" kunne trommen have sagt og hans moder sunget, havde hun set eller drømt det.
Med sang og hurra, med sejrens grønt gik det hjemad, da krigen var endt, da fred var sluttet. Regimentshunden sprang foran i store kredse, ligesom for at gøre sig vejen tre gange så lang som den var.
Og uger gik og dage med, og Peter trådte ind i forældrenes stue; han var så brun som en vildmand, hans øjne så klare, hans ansigt strålede som solens skin. Og moderen holdt ham i sine arme, kyssede hans mund, hans øjne, hans røde hår. Hun havde igen sin dreng; han havde ikke sølvkors på brystet, som faderhavde drømt, men han havde hele lemmer, som moder ikke havde drømt. Og der var en glæde; de lo og de græd. Og Peter omfavnede den gamle brandtromme:
"Der står endnu det gamle skrog!" sagde han. Og hans fader slog en hvirvel på den.
"Det er ligesom her var stor ildebrand!" sagde Brandtrommen. "Ild i taget, ild i hjerterne, Guldskat! - skrat, skrat, skrat!"
Og så? Ja, hvad så? Spørg nu stadsmusikanten.
"Peter gror helt ud over trommen!" sagde han. " Peter bliver større end jeg!" Og stadsmusikanten var endda søn af en kongelig sølvpop; men alt hvad han havde lært i et helt liv, lærte Peter på et halvt år.
Der var noget ved ham Peter, så frejdigt, så inderligt godt. Øjnene skinnede og håret skinnede – det kan ikke nægtes.
"Han skulle lade sit hår farve!" sagde Nabomor. "Det lykkedes dejligt for politibetjentens datter. Og hun blev forlovet!"
"Men håret blev jo straks derefter grønt som andemad, og må altid farves op!"
"Men det har hun råd til," sagde Nabomor, "og det har også Peter råd til. Han kommer i de fornemste huse, selv hos borgemesterens, og han lærer frøken Lotte klaverspil!"
Spille kunne han! Ja, spille lige ud af sit hjerte det dejligste stykke, der endnu ikke havde været skrevet på noget nodeblad. Han spillede i de lyse nætter og i de mørke med. Det var ikke til at holde ud, sagde naboerne og brandtrommen.
Han spillede så tankerne løftede sig og der boblede store fremtidsplaner: Berømmelighed!
Og borgemesterens Lotte sad ved klaveret; hendes fine fingre dansede hen over tangenterne, så det klang lige ind i Peters hjerte; det var, som om det hjerte blev ham alt for stort, og det skete ikke bare en gang, men mange gange, og så greb han en dag om de fine fingre og den smukt formede hånd, og han kyssede på den og så hende ind i hendes store, brune øjne. Vorherre ved hvad han sagde; vi andre har lov til at gætte det. Lotte blev rød over hals og skulder, ikke et ord svarede hun – for der kom just fremmede i stuen: Etatsrådens søn, der havde høj, blank pande, helt bagover, om i nakken. Og Peter sad længe hos dem, og Lotte så mildest til ham.
Om aftenen, hjemme, talte han om den vide verden og om den guldskat, der nu for ham lå i violinen.
Berømmelighed!
"Tummelum, tummelum, tummelumsk!" sagde Brandtrommen. "Nu er det rent galt med Peter! Der er husild, tror jeg."
Moder gik på torvet næste dag.
"Ved Du nyt, Peter!" sagde hun, da hun kom tilbage, "Der er dejligt nyt! Borgemesterens Lotte er blevet forlovet med Etatsrådens søn; det skete i aftes!"
"Nej!" sagde Peter og sprang op fra stolen. Men moder sagde det jo; hun havde det fra barberens kone, og hendes mand havde det igen lige ud af borgemesterens egen mund.
Og Peter blev bleg som et lig, og han satte sig ned igen.
"Herre Gud, hvordan har du det?" sagde Moderen.
"Godt! Godt! Lad mig bare være!" sagde han, og tårerne løb ham ned over kinderne.
"Mit søde barn! Min guldskat!" sagde Moderen og græd; men Brandtrommen sang, denne gang ind ad, ikke ud ad:
"Lotte ist tot! Lotte ist tot!" Ja nu er den vise ude!"
Visen var ikke ude, den havde endnu mange vers tilbage, lange vers, de allerdejligste, en livsens Guldskat.
"Hun fjanter om og skaber sig!" sagde Nabomor. "Alverden skal læse brevene, moderen får fra hendes guldskat, høre hvad aviserne siger om ham og hans violin. Penge sender han hende, det kan hun trænge til, nu hun sidder enke!"
"Han spiller for kejsere og konger!" sagde Stadsmusikanten. "Det faldt ikke i min lod; men han er min elev og glemmer ikke sin gamle lærer!"
"Fader drømte såmænd," sagde moder, "at Peter kom hjem fra krigen med sølvkors på brystet; han fik det ikke i krigen, der er det nok sværere at få! Nu har han Ridderkorset. Det skulle fader have oplevet!"
"Berømt!" sagde Brandtrommen, og fødebyen sagde det med: Trommeslagerens søn, Peter med det røde hår, Peter, de havde set som lille med træsko på, set som trommeslager og spille op til dans – berømt!
"Han spillede for os før han spillede for kongerne!" sagde Borgemesterens Frue. "Han var den gang rent forelsket i Lotte! Han så altid højt op! Den gang var det næsvist og fabelagtigt! Min egen mand lo, da han hørte om det pjank! Og nu er Lotte Etatsrådinde!"
Der var lagt en guldskat i hjerte og sjæl hos det fattige barn, der som lille trommeslager slog "March, fremad!", slog sejersslag for dem, der var i færd med at vige. Der lå i hans bryst en guldskat, tonernes væld; nu brusede det fra violinen, som var der et helt orgel derinde, det var som dansede alle en sommernats alfer hen ad strengene; man hørte droslens slag og menneskets fuldklare stemme; derfor rungede det til henrivelse gennem hjerterne, og bar hans navn gennem landene. Der var stor ildebrand, begejstringens ildebrand.
"Og så er han så dejlig!" sagde de unge damer, de gamle med; ja den ældste anskaffede sig et album for berømte hårlokker, bare for at kunne udbede sig en lok af den unge violinspillers rige, dejlige hårvækst, en skat, en guldskat.
Og ind i trommeslagerens fattige stue trådte sønnen, fin som en prins, lykkeligere end en konge. Øjnene var så klare, ansigtet som solskin. Og han holdt sin moder i sine arme, og hun kyssede hans varme mund og græd så lyksalig som man græder i glæde; og han nikkede til hvert gammelt møbel i stuen, til dragkisten med dens thekopper og blomsterglas; han nikkede til slagbænken, hvori han havde sovet som lille; men den gamle brandtromme tog han frem midt på gulvet, og han sagde både til moder og til trommen:
"Fader ville i dag have slået en hvirvel! Nu må jeg gøre det!" Og han slog på trommen et helt tordenvejr, og den følte sig så beæret derved, at den revnede i trommeskindet.
"Han slår en dejlig næve!" sagde Trommen. "Nu har jeg da, for altid, en erindring om ham! Jeg venter, at også mutter revner af glæde over sin Guldskat!"
Det er historien om Guldskat.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©