H. C. Andersen – Eventyr 120:
Portnerens søn (1866)
Generalens familie boede på første sal, portnerens boede i kælderen; der var stor afstand mellem de to familier, både hele stue-etagen og rangforordningen; men under samme tag boede de med udsigt til gaden og til gården; i denne var en græsplet med et blomstrende akacietræ, når det blomstrede, og under det sad sommetider den pyntede amme med det endnu mere pyntede General-barn, "lille Emilie". Foran dem dansede på sine bare ben portnerens lille dreng med de store brune øjne og det mørke hår, og barnet lo til ham, strakte sine små hænder ud til ham, og så Generalen det fra sit vindue, så nikkede han ned og sagde: "Charmant!" Generalinden selv, der var så ung, at hun næsten kunne være sin mands datter af et tidligt ægteskab, så aldrig ud af vinduet til gården, men sin ordre havde hun givet, at kælderfolkenes lille dreng nok måtte lege for barnet, men ikke røre ved det. Ammen adlød nøjagtigt fruens ordre.
Og solen skinnede ind til dem på første sal, og ind til dem i kælderen, akacietræet satte blomster, de faldt af, og der kom nye igen næste år; træet blomstrede og portnerens lille dreng blomstrede, han så ud som en frisk tulipan.
Generalens lille datter blev fin og bleg, som det lyserøde blad på akacieblomsten. Nu kom hun sjældent ned under træet; hun fik sin friske luft i karet. Hun kørte ud med Mama, og altid nikkede hun da til portnerens Georg, ja sendte ham fingerkys, indtil hendes mor sagde hende, at nu var hun for stor til det.
En formiddag skulle han bringe Generalens familie de breve og aviser, som ved morgenstund var lagt ind i portnerstuen. Da han kom op ad trappen, forbi døren til rummet under hovedtrappen hvor gulvsandet lå, hørte han noget pippe derinde; han troede, at det var en kylling, som klynkede, og så var det Generalens lille datter, klædt i knipling og florlet slør.
"Sig det ikke til Papa og Mama, for så blive de vrede!"
"Hvad er det, lille frøken?" spurgte Georg.
"Det brænder altsammen!" sagde hun. "Det brænder i lys lue!"
Georg åbnede døren til den lille barnestue; Vinduesgardinet var næsten afbrændt, gardinstokken stod i glød og flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte på folk; uden ham var der blevet husild.
Generalen og Generalinden eksaminerede og udspurgte lille Emilie.
"Jeg tog kun en eneste tændstik," sagde hun, "så brændte den straks, og gardinet brændte straks. Jeg spyttede for at slukke, jeg spyttede alt hvad jeg kunne, men jeg havde ikke spyt nok, og så løb jeg ud og gemte mig, for Papa og Mama ville blive vrede."
"Spyttede!" sagde Generalen, "hvad er det for et ord at bruge? Hvornår har du hørt Papa og Mama sige ”spyttede”? Det ord har du nok nedefra!"
Men lille Georg fik en mønt, en lille pengegave. Den gik ikke til bageren, den gik i sparebøssen, og snart var der så mange mønter, at han kunne købe sig farveblyanter og sætte kulør på sine tegninger, og dem havde han mange af; de kom ligesom ud af blyanten og fingrene. De første farvede billeder foræredes til lille Emilie.
"Charmant!" sagde Generalen; Generalinden selv indrømmede, at man tydeligt så, hvad den lille havde tænkt sig. "Genius har han!" Det var ordene, som af Portnerkonen blev bragt ned i kælderen.
Generalen og hans frue var fornemme folk; de havde to våbenskjold malet på deres vogn; eet for hver af dem. Fruen havde det indsyet på hvert eneste stykke tøj, ude og inde, på sin natkappe og sin nattøjpose; hendes våbenskjold, det ene, var et kostbart tegn, købt af hendes far for blanke pengemønter, for han var ikke født med det våbenskjold, hun ikke heller, hun var født for tidligt til det, syv år før våbenet; det kunne de fleste folk huske, men ikke familien. Generalens adelige våben var gammelt og stort; det kunne nok knage i en at bære dette, endsige bære to våbenmærker, og det knagede i Generalinden, når hun strunk og stadselig kørte til hofbal.
Generalen var gammel og grå, men sad godt til hest, det vidste han, og han red hver dag ud med rideknægt, i passende afstand efter sig; kom han til selskab, var det, som om han kom ridende ind på sin høje hest, og ordener havde han på, så mange, at det var ubegribeligt, men det var slet ikke hans skyld. Som ganske ung havde han fungeret ved det militære, været med ved de store efterårs-manøvrer, som dengang – i fredstid – holdtes med tropperne. Fra den tid havde han en anekdote, den eneste han kunne fortælle: hans underofficer afskar og tilfange tog en af prinserne, og denne måtte nu – med sin lille trop fangne soldater og selv en fange – ride ind i byen, bagefter Generalen. Det var en uforglemmelig begivenhed, der altid, gennem alle årene blev genfortalt af Generalen, netop med de samme mindeværdige ord, han havde sagt, idet han igen overrakte prinsen sablen: "Kun min underofficer kunne tage Deres Højhed til fange, jeg aldrig!" Og prinsen svarede: "De er uforlignelig!" I virkelig krig havde Generalen aldrig været; da krigen gik gennem landet, gik han den diplomatiske vej, gennem tre udenlandske hoffer. Han talte det franske sprog, så at han næsten glemte sit eget; han dansede godt, han red godt, der groede ordener - i det ubegribelige – på hans uniform, skildvagterne præsenterede gevær for ham; en af de smukkeste unge piger præsenterede sig selv for ham og blev Generalinde, og de fik et lille yndigt barn, det kom som faldet ned fra himlen, så yndigt var det, og portnerens søn dansede i gården for det, så snart det kunne opfatte noget, og forærede det alle sine tegnede, farvede billeder, og hun så på dem og hun glædede sig ved dem og rev dem i stykker. Hun var så fin og så nydelig.
"Mit rosenblad!" sagde Generalinden. "Født for en prins er du, Emilie!"
Prinsen stod allerede udenfor døren; men man vidste det ikke. Menneskene ser ikke langt ud over dørtrinet.
"Forleden delte vor dreng såmænd smørrebrød med hende," sagde Portnerkonen; "der var hverken ost eller kød på, men det smagte hende, som om det havde været en oksesteg. Der ville have været et værre hus, hvis Generalens havde set det fattige måltid, men de så det ikke."
Georghavde delt smørrebrød med lille Emilie, gerne havde han delt sit hjerte med hende, hvis bare det havde kunnet fornøje hende. Han var en god dreng, han var opvakt og klog, han gik nu på Det Kongelige Kunst-Akademis Aftenskole, for der at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie gik også frem i kundskaber; hun talte fransk med sin barnepige og havde danselærer.
"Georg skal konfirmeres til Påske!" sagde Portnerkonen; så stor var Georg blevet.
"Fornuftigt var det vel om han så kom i lære!" sagde hans far. "En god og pæn profession skulle det være, og så havde vi ham ude af huset!"
"Han kommer dog til at sove hjemme om natten!" sagde hans mor. "Det er ikke let at finde en mester, som har plads! Tøj må vi jo også købe til ham, og den smule mad, han spiser, bliver der vel råd til! Han er jo lykkelig ved et par kogte kartofler! Fri lærdom har han, en plads på Kunstakademiet. Lad ham bare gå sin gang, du skal se at vi får glæde af ham, det sagde også professoren!"
Konfirmationstøjet var færdigt, mor havde selv syet det, men det var tilskåret af lappeskrædderen, og han skar godt; havde han været anderledes stillet og havde kunnet holde værksted med svende, sagde Portnerkonen, så kunne den lappeskrædder godt være blevet hofskrædder.
Tøjet var færdigt og konfirmanden var klar. Georg fik på sin konfirmationsdag et stort messing-ur af sin gudfar, hørkræmmerens gamle svend, den rigeste af Georgs faddere ved hans dåbsfest. Uret var gammelt og brugt, det gik altid lidt foran, men det er bedre, end at gå bagefter. Det var en kostbar gave; og fra Generalens kom en salmebog, indbundet i fint safianskind, sendt fra den lille frøken, som Georg havde foræret billeder. Foran i bogen stod hans navn og hendes navn og "bevågne velynderinde"; det var skrevet efter Generalindens diktat, og Generalen havde læst det igennem og sagt "Charmant!"
"Det var virkelig en stor opmærksomhed af et så fornemt herskab,"sagde Portnerkonen; og Georg måtte i konfirmationstøjet og med salmebogen op for at vise sig og takke.
Generalinden sad meget indsvøbt og havde sin store hovedpine, som hun altid havde, når hun kedede sig. Hun så meget venlig på Georg og ønskede ham alt godt og aldrig hendes hovedpine. Generalen gik rundt i slåbrok, bar dusket hue og rødskaftede russiske støvler; han gik tre gange op og ned ad gulvet i egne tanker og erindringer, standsede og sagde:
"Lille Georg er altså nu en kristnet mand! Vær nu også en brav mand og ær de offentlige myndigheder! Den sætning kan du engang, som gammel mand, sige, at Generalen har lært dig!"
Det var en længere tale, end Generalen ellers holdt; og han vendte igen tilbage til sin indadvendthed og så fornem ud. Dog af alt heroppe, hvad Georg hørte og så, beholdt han klarest i tanken den lille frøken Emilie; hvor var hun yndig, hvor var hun mild, hvor var hun svævende, hvor var hun fin! Skulle hun tegnes, måtte det være inde i en sæbeboble. Der var en duft ved hendes tøj, ved hendes krøllede, gule hår, som var hun et nyudsprunget rosentræ; og med hende havde han engang delt smørrebrød; hun havde spist det med voldsom appetit, og nikket til ham ved hveranden mundfuld. Mon hun huskede det endnu? Jo, det gjorde hun nok: hun havde "i erindring" herom givet ham den smukke salmebog; og da første gang efter nytår Helligtrekonger fejredes, gik han udenfor med brød og en skilling, slog tilfældigt op i salmebogen, for at se hvilken salme han fik tildelt af skæbnen. Det var en lov- og takkesalme; og han slog op for at se, hvad skæbne der skulle tilfalde lille Emilie; han tog sig i agt for ikke at gribe ind i bogen, hvor begravelses-salmerne stod, og så greb han alligevel ind imellem død- og gravsalmerne; men det var jo nok ikke noget at tro på! Dog angst blev han, da den yndige lille pige snart lå til sengs; og udenfor porten holdt hver middag doktorens vogn.
"De beholder hende ikke!" sagde Portnerkonen, "Vorherre ved nok, hvem han vil have!"
Men de beholdt hende; og Georg tegnede billeder og sendte hende; han tegnede zarens slot, det gamle Kreml i Moskva, akkurat som det stod, med tårne og kupler, de så ud som kæmpestore, grønne og forgyldte agurker, i det mindste på Georgs tegning. Det fornøjede den lille Emilie så meget, og derfor sendte Georg i ugens løb endnu et par billeder, allesammen bygninger, for ved dem kunne hun selv tænke sig så meget videre indenfor porten og vinduerne.
Han tegnede et kinesisk hus med små klokkespil ophængt gennem alle seksten etager; han tegnede to græske templer med slanke marmorsøjler og trappe rundt om; han tegnede en kirke fra Norge; man kunne se, at den var ganske gjort af bjælker, huggede ud og underligt opstillede, hver etage så ud, som om den stod på vuggegynger; dejligst var dog på et tegneark det slot, som han kaldte "lille Emilies slot". Sådan skulle hun bo; det havde Georg helt udtænkt og taget til dette slot alt, hvad han fandt dejligst ved enhver af de andre bygninger. Det havde udskårne bjælker, som den norske kirke, marmorsøjler, som det græske tempel, små vind-klokkespil på hver etage og allerøverst kupler, grønne og forgyldte, som på zarens Kreml. Det var et rigtigt barneslot, og under hvert vindue stod skrevet, hvad den sal eller den stue indenfor skulle være til: "her sover Emilie, her danser Emilie" og her leger hun "komme fremmede". Det var fornøjeligt at se på, og der blev rigtignok set på det.
"Charmant!" sagde Generalen.
Men den gamle Greve, for der var en gammel Greve, som var endnu fornemmere end Generalen, og selv havde slot og herregård, sagde ingenting; han hørte, at det var tænkt og tegnet af portnerens lille søn. Nu, så lille var han da ikke, han var konfirmeret. Den gamle Greve så på billederne og havde sine egne stille tanker herved.
En dag, da vejret var rigtig gråt, vådt, forfærdeligt, den dag var en af de lyseste og bedste for lille Georg. Professoren ved Kunstakademiet kaldte ham ind til sig.
"Hør, min ven," sagde han, "lad os tale lidt sammen! Vorherre har været dig ganske god med evner, han er dig også god med gode mennesker. Den gamle Greve på hjørnet har talt til mig om dig; jeg har også set dine billeder, dem vil vi slå en streg over, i dem er meget at rette! Men nu kan du to gange om ugen komme på min tegneskole, så kommer du nok efter at gøre det bedre. Jeg tror at der er mere i dig til en bygmester, end til en kunstmaler; det kan du selv have tid til at overveje! Men gå endnu i dag hen til den gamle Greve på hjørnet, og tak du Vorherre for den mand!"
Der var en stor gård på hjørnet; der var udhugget om vinduerne både elefanter og dromedarer, altsammen fra gammel tid; men den gamle Greve holdt mest af den nye tid med hvad godt den bragte, hvadenten det kom fra første sal, kælderen eller kvisten.
"Jeg tror," sagde Portnerkonen, "at jo fornemmere folk virkelig er, des mindre stiller de sig an. Hvor den gamle Greve er yndig og ligefrem! Og han taler såmænd ligesom du og jeg – det kan Generalens ikke! Var ikke også Georg i går rent fortumlet at henrykkelse over den yndige medfart, han fik hos Greven; og i dag er jeg det, efter at have talt med den mægtige mand. Var det nu ikke godt, at vi ikke satte Georg i håndværkslære! Evner har han."
"Men de evner må have hjælp udefra!" sagde faren.
"Den har han nu fået," sagde moren. "Greven talte med klare, tydelige ord!"
"Det er dog fra Generalens, de ord er udgået!" sagde faren. "Dem må vi også takke."
"Det kunne vi godt!" sagde moren; "men jeg tror ikke der er meget at takke for; Vorherre vil jeg takke, og ham vil jeg også takke, fordi den lille Emilie kommer sig!"
Det gik fremad med hende, det gik fremad med Georg; i årets løb fik han Kunstakademiets lille sølvmedalje og senere den større.
"Det var dog bedre, om han var kommet i håndværkslære!" sagde Portnerkonen og græd; "– for så havde vi nu beholdt ham. Hvad skal han i Rom? Jeg får ham aldrig mere at se, selv om han kommer hjem igen, men det gør han ikke, det søde barn!"
"Men det er jo hans lykke og hans hæder at komme til Rom!" sagde faren.
"Ja, tak skal du have, min ven!" sagde moren, "du snakker, men du mener det ikke; du er ligeså bedrøvet, som jeg."
Og det havde sin rigtighed både med bedrøvelsen og med afrejsen. Det var en stor lykke for det unge menneske, sagde alle folk.
Og der blev taget afsked, også hos Generalens; men fruen viste sig ikke, hun havde sin store hovedpine. Generalen fortalte til afsked sin eneste anekdote, om hvad han havde sagt til prinsen, og hvad prinsen havde sagt til ham: "De er uforlignelig!" og så rakte han Georg sin hånd, en slatten hånd.
Emilie rakte også Georg sin hånd, og så næsten bedrøvet ud, men Georg var dog den mest bedrøvede.
Tiden går, når man bestiller noget; den går også, når man ikke bestiller noget. Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig. For Georg var den nyttig og slet ikke lang, udover når han tænkte på dem derhjemme. Hvorledes stod det mon til oppe og nede? Ja, derom var der blevet skrevet; og man kan lægge så meget ind i et brev, både det lyse solskin og de mørke, tunge dage. De lå i brevet, der meldte, at hans far var død, og hans mor var alene tilbage; Emilie havde været som en trøstens engel, hun var kommet ned til hende, ja, det skrev moren, og tilføjede om sig selv, at hun havde fået lov at beholde embedet i porten.
Generalinden førte dagbog; i den stod hvert selskab, hvert bal, hun havde besøgt, og alle de fremmedes besøg. Dagbogen blev illustreret med diplomaternes og de mest højadeliges visitkort, hun var stolt af sin dagbog; den voksede i lange tider, i mange tider, under mange store hovedpiner, men også under mange lyse nætter, det vil sige hofballer. Emilie havde første gang været til hofbal; hendes mor var i lyserødt med sorte kniplinger: Spansk. Datteren var i hvidt, så klart, så fint; grønne silkebånd flagrede som siv mellem de krøllede, gule hår, der bar en krans af hvide åkander; øjnene var så blå og klare, munden så fin og rød, hun lignede en lille havfrue, så dejlig, som den kan tænkes. Tre prinser dansede med hende, det vil sige først den ene, og så den anden; Generalinden havde ikke hovedpine i otte dage.
Men det første bal var ikke det sidste, det holdt Emilie ikke ud; det var derfor godt at sommeren kom med hvile, med luft i det frie. Til den gamle Greves slot var familien indbudt.
Det var et slot med en have, værd at se. En del af den var helt som i gamle dage, med stive, grønne hække, som gik man imellem grønne skærmbrætter, hvori der var kighuller. Buksbom og taks stod udklippede i stjerner og pyramider, vandet sprang fra store grotter, besatte med muslingskaller; rundt om stod stenfigurer af den allertungeste slags sten, det kunne man se både på tøjet og på ansigterne; hvert blomsterbed havde sin skikkelse, som fisk, våbenskjold eller navnetræk, det var den franske del af haven; fra den kom man ind i den mere frie, friske skov, hvor træerne kunne gro, som de ville, og derfor var så store og så prægtige; græsset var grønt, og til at gå på, det blev også tromlet, klippet, plejet og passet; det var den engelske del af haven.
"Gammel tid og ny tid!" sagde Greven; "her glider de jo også godt ind i hinanden! Om to år vil gården selv få sit rigtige udseende, det vil blive en hel forvandling til noget smukt og bedre; jeg skal vise tegningerne, og jeg skal vise bygmesteren, han er her i dag til middag!"
"Charmant!" sagde Generalen.
"Her er paradisisk!" sagde Generalinden; "– og der har De jo en hel ridderborg!"
"Det er mit hønsehus!" sagde Greven; "Duerne bor i tårnet, kalkunerne på første etage, men i stuen regerer gamle Else. Hun har gæsteværelser til alle sider: Liggehønsene for sig, hønen med kyllinger for sig, og ænderne har egen udgang til vandet!"
"Charmant!" gentog Generalen.
Og de gik alle hen for at se denne herlighed.
Gamle Else stod midt i stuen og ved siden af hende bygmesteren Georg; han og lille Emilie mødtes efter flere år, mødtes i hønsehuset.
Ja, her stod han, og han var køn nok at se på: hans ansigt åbent og bestemt, et sort glinsende hår, og ved munden et smil, som sagde: der sidder en skælm bag mit øre, han kender dig ud og ind. Gamle Else havde taget sine træsko af og stod i sine sokker, til ære for de højfornemme gæster. Og hønsene klukkede og hanen galede, ænderne vraltede afsted "rap-rap!" Men den fine, blege pige, barndomsveninden, Generalens datter, stod med rosenskær på de ellers så blege kinder, hendes øjne blev så store, fra hendes mund taltes der, uden at munden selv sagde et eneste ord, og den hilsen han fik var den nydeligste hilsen noget ungt menneske kunne ønske sig af en ung dame, når de ikke var i familie eller tit havde danset sammen; hun og bygmesteren havde aldrig danset sammen.
Hr.Greven trykkede hans hånd og præsenterede ham: "Ganske fremmed er han ikke, vor unge ven, Hr. Georg!"
Generalinden nejede, datteren var ved at række ham hånden, men hun rakte ham den ikke.
"Vor lille Hr. Georg!" sagde Generalen. "Gamle husvenner. Charmant!"
"De er ganske blevet italiener," sagde Generalinden, "og de taler vel sproget som en indfødt?"
Generalinden sang kun sproget, men talte det ikke, sagde Generalen.
Ved bordet sad Georg ved højre side af Emilie,Generalenførte hende, Greven førte Generalinden.
Hr.Georg talte og fortalte og han fortalte godt, han var selve ordet og ånden ved bordet, selvom den gamle Greve også kunne være det. Emilie sad tavs, ørene hørte, øjnene lyste.
Men hun sagde intet.
I verandaen mellem blomsterne stod hun og Georg, rosenhækken skjulte dem. Georg havde igen ordet, havde det først.
"Tak for Deres venlige sind mod min gamle mor!" sagde han. "Jeg ved det, den nat min far døde kom De ned til hende, var hos hende til hans øjne lukkedes, tak!" Han greb Emilies hånd og kyssede på den, det kunne han nok ved den lejlighed; hun blev blussende rød, men trykkede hans igen og så med sine blå velsignede øjne på ham.
"Deres mor var en kærlig sjæl! Hvor holdt hun af Dem! Og alle Deres breve lod hun mig læse, jeg tror næsten jeg kender Dem! Hvor var De venlig mod mig, da jeg var lille, De gav mig billeder -!"
"Som De rev itu!" sagde Georg.
Nej! Jeg har mit slot endnu, tegningen."
"Nu må jeg bygge det i virkeligheden!" sagde Georg og blev selv ganske varm ved hvad han sagde.
Generalen og Generalinden talte i deres egne stuer om portnerens søn, han vidste jo at begå sig og udtrykke sig med en kendskab, en kundskab. "Han kunne være huslærer!" sagde Generalen.
"Ånd!" sagde Generalinden, og så sagde hun ikke mere."
Oftere i den smukke sommertid kom Hr. Georg på Grevens slot. Han blev savnet, når han ikke kom.
"Hvor dog Vorherre har givet Dem meget fremfor os andre stakkels mennesker!" sagde Emilie til ham. "Skønner De nu ret derpå?"
Det smigrede Georg, at den smukke unge pige så op til ham, han fandt hende da ualmindelig begavet.
Og Generalen følte sig mere og mere forvisset om, at Hr. Georg umuligt kunne være et kælderbarn. "Hans mor var forresten en meget brav kone!" sagde han, "det skylder jeg hendes eftermæle!"
Sommeren gik, vinteren kom, der taltes igen om Hr. Georg; han var vel anset og vel optaget selv på de højeste steder; Generalen havde mødt ham til hofbal.
Nu skulle der i huset være bal for lille Emilie, kunne Hr. Georg mon indbydes?
"Hvem Kongen indbyder, kan også Generalen indbyde!" sagde Generalen, og løftede sig flere centimeter fra gulvet.
Hr.Georg blev indbudt, og han kom; og prinser og grever kom, og den ene dansede bedre end den anden; men Emilie fik kun danset den første dans; i den trådte hun fejl på foden, ikke farligt, men til at fornemme, og så måtte man være forsigtig, holde op med at danse, blot se på de andre, og hun sad og så, og bygmesteren stod ved siden af hende.
"De giver hende nok hele Peterskirken!" sagde Generalen, da han gik forbi og smilede som velvilligheden selv.
Med samme velvillighedens smil modtog han Hr. Georg, nogle dage efter. Den unge mand kom vistnok for at takke for ballet, hvad andet? Jo det mest overraskende, det mest forbavsende: det var vanvittige ord kom han med, Generalen troede ikke sine egne øren; "pyramidal deklamation", et frieri, der var utænkeligt: Hr. Georg bad om at tage lille Emilie til kone.
"Mand!" sagde Generalen og blev kogt i hovedet. "Jeg forstår Dem aldeles ikke! Hvad siger De? Hvad vil De? Jeg kender Dem ikke! Herre! Menneske! Det falder Dem ind sådan at falde ind i mit hus! Må jeg være her, eller må jeg ikke være her?" Og han gik baglæns ind i sit soveværelse, drejede nøglen om og lod Hr. Georg stå alene, han stod nogle minutter, drejede så om. I korridoren stod Emilie.
"Min far svarede -?" spurgte hun og stemmen rystede.
Georg trykkede hendes hånd: "Han løb fra mig! - men der kommer en bedre tid!"
Der var tårer i Emilies øjne; der var forvisning og mod i den unge mands øjne, og solen skinnede ind på de to og gav dem sin velsignelse.
I sin stue sad Generalen aldeles henkogt; ja det kogte endnu, det løb over i ord og udbrud: "Vanvid! Portner-galskab!"
Der var ikke gået en time, da Generalinden havde det fra Generalens egen mund, og hun kaldte på Emilie og sad alene med hende.
"Du stakkels barn! Således at fornærme dig! Fornærme os! Du har også tårer i øjnene, men de klæder dig nu! Du er yndig i tårer! Du ligner mig på min bryllupsdag. Græd kun, lille Emilie!"
"Ja, det må jeg!" sagde Emilie, "– hvis ikke du og far siger Ja!"
"Barn!" råbte Generalinden."Du er syg! Taler i vildelse, og jeg får min forfærdelige hovedpine! Al den ulykke, der kommer over vort hus! Lad ikke din mor dø, Emilie, så har du ingen mor!"
Og Generalinden fik våde øjne, hun kunne ikke tåle at tænke på sin egen død.
I avisen stod at læse i blandt udnævnelserne: Hr. Georg udnævnt til professor, og indplaceret i statens femte rangklasse nummer otte.
"Det er skade, at hans forældre er i graven og ikke kunne læse det!" sagde de nye portnerfolk, der nu boede i kælderen under Generalens: de vidste, at professoren var født og vokset op indenfor deres fire vægge.
"Nu skal han betale rangklasse-skat!" sagde manden.
"Ja, er det ikke grumme meget for et fattigt barn," sagde konen.
"Nogle tusinde kroner om året!" sagde manden; "ja, det er mange penge!"
"Nej, selve højtideligheden ved det hele mener jeg!" sagde konen. "Tror du han bryder sig om de penge, dem kan han indtjene mange gange! Og han får sig vel en rig kone oveni. Havde vi børn, kære mand, så skulle vort barn også være bygmester og professor!"
Georg blev godt omtalt i kælderen, han blev godt omtalt på første sal; den gamle Greve tillod sig det.
Det var de tegnede billeder fra barndomstiden, som gav anledning. Men hvorfor omtaltes de? Man talte om Rusland, om Moskva, og så var man jo ved Kreml, som lille Georg engang havde tegnet til frøken Emilie; han havde tegnet så mange billeder, et især erindrede Greven: "lille Emilies slot", hvor hun sov, hvor hun dansede og legede "komme fremmede"; professoren havde megen dygtighed, han ville vist dø som gammel konferensråd, i statens 2. rangklasse, det var ikke umuligt, og inden da kunne han virkelig have bygget et slot for den nu så unge dame; hvorfor ikke?
"Det var dog en besynderlig munterhed", bemærkede Generalinden, da Greven var borte. Generalen rystede betænksom på hovedet, red ud med sin rideknægt, i tilbørlig afstand, og sad stoltere end før på sin høje hest.
Det var lille Emilies fødselsdag, blomster og bøger, breve og visitkort blev bragt; Generalinden kyssede hende på munden, Generalen på panden; det var kærlige forældre, og både hun og de fik høje besøg, to af prinserne. Der taltes om baller og teatre, om diplomatiske missioner, om riger og landes styrelse. Der taltes om dygtighed, eget lands dygtighed, og derved kom den unge professor på tale, Hr. bygmesteren.
"Han bygger for sin udødelighed!" blev der sagt. "Han bygger sig vist også ind i en af de første familier!"
"En af de første familier!" gentog siden Generalen for Generalinden. "Hvem er en af vore første familier?"
"Jeg ved hvem der hentydes til," sagde Generalinden, "men jeg udtaler det ikke! Jeg tænker det ikke! Gud råder! Men forbavses vil jeg!"
"Lad mig også forbavses!" sagde Generalen."Jeg har ikke en ide i mit hoved!" Og han sank hen i tanke-forventning.
Der er en magt, en unævnelig magt i nådens væld fra oven, hoffets gunst, Guds gunst – og al den nådens gunst havde lille Georg. Men vi glemmer fødselsdagen.
Emilies stue duftede af blomster fra venner og veninder, på bordet lå smukke gaver til hilsen og erindring, men ikke en eneste fra Georg, den kunne ikke komme, men behøvedes heller ikke, hele huset var en erindring om ham. Selv fra sandhullet under trappen pippede mindeblomsten frem; der havde Emilie pippet, da gardinet brændte og Georg kom som første brandsprøjte. Et blik ud ad vinduet, og akacietræet mindede om barndomstiden. Blomster og blade var faldet af, men træet stod med rimfrost, som var det en uhyre koral-gren; og månen skinnede klar og stor mellem grenene, uforandret i al sin foranderlighed, som da Georg delte smørrebrød med lille Emilie.
Fra skuffen tog hun tegningerne med zarens slot frem, med hendes eget slot; mindegaverne fra Georg; de blev set på og tænkt ved, og der løftede sig mange tanker; hun huskede den dag, hun, ubemærket af sin far og mor, gik ned til portnerkonen, som lå på sit yderste; hun sad hos hende, holdt hendes hånd, hørte hendes sidste ord: "Velsignelse! - Georg!" Moren tænkte på sin søn. - Nu lagde Emilie sin betydning heri. Jo, Georg var med på fødselsdagen, rigtig med!
Næste dag, traf det sig, var der igen en fødselsdag i huset: Generalens fødselsdag! Han var født dagen efter sin datter, naturligviis tidligere end hun, mange år tidligere. Nu kom der igen gaver og foræringer og mellem disse en sadel, udmærket af udseende, bekvem og kostbar, der var kun en af prinserne, der havde en sadel mage til den. Hvem kom den fra? Generalen var henrykt. En lille seddel fulgte med; havde der stået på den: "Tak for igår!" så kunne vi andre nok have gættet fra hvem den kom, men der stod skrevet: "Fra en, Hr. Generalen ikke kender."
"Hvem i verden kender jeg ikke!" sagde Generalen. "Alle mennesker kender jeg jo!" – og hans tanke gik i stort selskab; han kendte dem allesammen. "Det er fra min kone!" sagde han til sidst. "Hun småskælmer mig, hun driller! Charmant!"
Men hun småskælmede ikke, den tid var forbi.
Og nu var der fest, atter fest, men ikke hos Generalens, men kostumebal hos en af prinserne; også masker var tilladt.
Generalen mødte frem som maleren Rubens, i spansk dragt med lille pibekrave, kårde og god holdning. Generalinden var madame Rubens, i sort fløjel, højhalset, forfærdelig varm, med møllesteen om halsen, det vil naturligvis sige stor pibekrave, aldeles udformet efter et hollandsk maleri, som Generalens ejede, og hvor især hænderne beundredes – de lignede aldeles Generalindens!
Emilie var den underdejlige kongedatter Psyche, i florlet slør og knipling. Hun var som et svævende svanedun, hun behøvede slet ikke vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-kendetegn.
Der var en glans, en pragt, lys og blomster, en rigdom og smag; der var så meget at se, at man ikke fik lagt mærke til madame Rubens smukke hænder.
En sortklædt Domino-skikkelse, med akacieblomst på hætten, dansede med Psyche.
"Hvem er han?" spurgte Generalinden.
"Hans Kongelige Højhed!" sagde Generalen."Jeg er ganske sikker på det, jeg genkendte ham straks på håndtrykket!"
Generalinden tvivlede.
General Rubens tvivlede ikke, nærmede sig den sorte Domino og skrev kongelige bogstaver i hånden; de benægtedes dog af personen, men et fingerpeg blev givet:
"Sadlens og gavens motto! En, Hr. Generalen ikke kender."
"Men så kender jeg Dem jo!" sagde Generalen. "De har sendt mig sadlen!"
Domino-skikkelsen løftede blot hånden, og forsvandt imellem de andre.
"Hvem er ”den sorte Domino”, Emilie, som du dansede med?" spurgte Generalinden.
"Jeg har ikke spurgt om hans navn!" svarede hun.
"For du vidste det! Det er Professoren! Deres protegé er nok tilstede, Hr. Greve!" vedblev Generalinden og henvendte sig til Greven, som stod tæt ved. "Sort Domino med akacieblomst!"
"Meget muligt, min nådige!" svarede han. "Men en af prinserne bærer iøvrigt også et sådant kostume!"
"Jeg genkender håndtrykket!" sagde Generalen. "Fra prinsen har jeg sadlen! Jeg er så sikker i min sag, at jeg tør indbyde ham til vort bord!"
"Gør det! Er det prinsen, kommer han -!" sagde Greven.
"Og er det den anden, så kommer han ikke!" sagde Generalen og nærmede sig den sorte Domino, der netop stod og talte med Kongen. Generalen overbragte en særdeles ærbødig indbydelse, for at de kunne lære at kende hinanden; Generalen smilede så sikker i sin vished om hvem han indbød; han talte højt og lydeligt.
Dominoen løftede sin maske: det var Georg.
"Gentager Hr. Generalen indbydelsen?" spurgte han.
Generalen blev ganske vist flere centimeter højere, fik en fastere holdning, gjorde to trin tilbage, og et trin frem som til en menuet, og der var alvor og udtryk, så meget der kunne nedlægges af Generalen i Generalens fine ansigt.
"Jeg tager aldrig mit ord tilbage! Professoren er indbudt!" Og han bøjede sig med et blik mod Kongen, der vist nok kunne have hørt det hele.
Og så var der middag hos Generalens, og der var kun indbudt den gamle Greve og hans protegé.
"Foden under bordet," mente Georg, "så er grundstenen lagt!" Og grundstenen blev virkeligt lagt under stor højtidelighed hos Generalen og Generalinden.
Mennesket var kommet, og som jo Generalen kendte og vidste, havde talt, aldeles som en mand af det gode selskab, været højst interessant. Generalen måtte mange gange sige sit "Charmant". Generalinden talte om sin middag, talte også om den til en af hoffets damer, og denne, en af de mest åndrige, udbad sig indbydelse til næste gang professoren kom. Så måtte han jo indbydes, og han blev indbudt og kom, og var igen charmant, kunne endda spille skak.
"Han er ikke fra kælderen," sagde Generalen, "han er helt sikkert en fornem søn! Der er jo mange fornemme sønner rundt omkring, og det er den unge mand aldeles uskyldig i."
Hr. professoren, der kom i kongens hus, kunne også godt komme i Generalens, men gro fast var der ikke tale om, han færdedes i hele byen.
Han groede. Nådens dug faldt fra oven!
Det var derfor slet ingen overraskelse, at da professoren blev etatsråd, 2. rangklasse, blev Emilie etatsrådinde.
"Livet er tragedie eller komedie," sagde Generalen, "i tragedien dør de, i komedien får de hinanden."
Her fik de hinanden. Og de fik tre raske drenge, men ikke lige straks.
De søde børn red på kæphest gennem stuer og sale, når de var hos bedstefar og bedstemor. Og Generalen red også på kæphest, red bag efter dem: "Som jockey for de små etatsråder!"
Generalinden sad i sofaen og smilede, selv om hun havde sin store hovedpine.
Så vidt bragte Georg det, og endnu meget videre, ellers havde det ikke været umagen værd at fortælle om Portnerens Søn.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©