H. C. Andersen – Eventyr 121:
Flyttedagen (1866/1860)
Du husker jo nok tårnvægteren Ole! Jeg har før fortalt om to besøg hos ham, nu skal jeg fortælle om et tredje, men det er ikke det sidste.
Sædvanligvis er det ved nytårstid jeg går op til ham i tårnet, nu derimod var det på en af årets faste flyttedage, for da er her ikke behageligt nede i byens gader, de er så opdyngede med fejemøg, skår og stumper, for ikke at tale om al den gamle, udtjente sengehalm, som man må gå og ælte rundt i. Der kom jeg nu og så, at i denne udvæltede skraldebøtte legede et par børn, de legede den leg der hedder ”at gå i seng”, for her var så indbydende til den leg, syntes de, ja, de krøb ned i den loppebefængte, levende halm og trak et gammelt laset stykke tapet over sig, som sengetæppe. "Det var så yndigt!" sagde de; mig var det dog for meget, og så måtte jeg afsted, op til Ole.
"Det er flyttedag!" sagde han. "Gader og stræder bruges som skraldespande, en storartet spand, men for mig er en vognfuld nok! Det kan jeg få noget ud af, og det fik jeg også kort efter jul; jeg kom ned på gaden, der var råt, vådt, sølet og lige til at blive forkølet af; skraldemanden holdt med sin vogn, den var fyldt helt op: et slags prøve på Københavns gader ved forårets faste flyttedag i april. Bag i skraldevognen stod et grantræ, stadig helt grønt og med flitterguld hængende på grenene; det havde været smykket med julepynt, og var nu kastet ud på gaden, og skraldemanden havde stukket det op bag i skraldedyngen på vognen; lidt lystigt at se på, eller at græde over, ja det kan man også sige, det kommer an på, hvad man tænker ved det, og jeg tænkte over det, og tænke gjorde bestemt også et og andet af det, der lå oppe på skraldevognen, eller det kunne have tænkt, som jo er omtrent et og det samme. Der lå nu en slidt damehandske; hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den lå og pegede med lillefinger lige på grantræet. "Mig berører det træ!" tænkte handsken, "også jeg har været til fest med lysekroner! Mit egenlige liv var blot en balnat: et håndtryk, og så revnede jeg! Der slipper min erindring; jeg har ikke mere at leve for!" Det tænkte handsken, eller: det kunne den have tænkt. "Det er pinligt med det grantræ!" sagde potteskårene. Knækket lertøj finder nu at alting er pinligt. "Er man på skraldevognen", sagde de, "så skal man ikke skabe sig og bære flitterguld! Jeg ved, at jeg har gjort gavn i denne verden, mere gavn end sådan en grøn pind!" - Se, det var nu også en mening, som nok flere har, men grantræet så dog godt ud, det var lidt poesi på skraldedyngen, og af skrald er der meget omkring i gaderne, på flyttedag! Vejen blev mig tung og besværlig dernede og jeg fik lyst til at komme afsted, igen op i tårnet, og at blive heroppe, her sidder jeg og ser ned fra det med bedre humør.
Dernede leger de godtfolk nu ”at bytte huse”! De slæber og aser med deres flyttegods, og Nissen sidder et sted og flytter alligevel med; husvrøvl, familievrøvl, sorger og bekymringer flytter fra den gamle til den nye lejlighed, og hvad får så de og vi ud af det hele? Ja, det står såmænd allerede for længe siden nedskrevet i det gamle, gode vers i avisens store annoncedel:
"Tænk på Dødens store flyttedag!"
Det er en alvorlig tanke, men den er Dem vel ikke ubehagelig at høre om? Døden er og bliver jo den pålideligste embedsmand, uagtet hans mange småembeder! Har De aldrig tænkt over det?
Døden styrer vor fælles bus, vores omnibus, han er også rejsens Pas-udskriver, han sætter navn under vort livs karakterbog, og han er direktør for livets store ”Sparekasse”. Kan De forstå det? Alle vort jordlivs gerninger, store og små, sætter vi ind i den "Sparekassebog", og når så Døden kommer med sin flyttedags-bus, og vi må ind der og køre med til Evigheds-landet, da giver han os ved grænsen vor livs karakterbog – som Pas! Til rejsepenge på turen tager han ud af Sparekassen en eller anden af de gerninger, vi har gjort, den, der mest betegner vor færden her på jorden; det kan være fornøjeligt, men også forfærdeligt.
Ingen er endnu sluppet fra den fælles bustur; der fortælles jo rigtignok om en, som ikke fik lov at komme med, Jerusalems Skomager; han måtte løbe bag efter; havde han fået lov til at komme ind i Dødens bus, da var han sluppet for poeternes behandling af ham i mange bøger. Kig engang med tankerne ind i den store flyttebus! Det er et blandet selskab! Der sidder ved siden af hinanden konge og stodder, den geniale og idioten; afsted må de alle, uden gods og guld, kun med livs-karakterbogen og ”Sparekasse”-rejsepengene! Men hvilken af ens gerninger bliver taget frem og givet med? Måske en ganske lille en, lille som en ært; men ærten kan jo udfolde en blomstrende ranke.
Det stakkels udskud, der sad på den lave skammel i krogen og fik knubs og hårde ord gennem hele livet, får måske sin slidte skammel med som tegn og hjælpepenge; men skamlen bliver bærestol ind i Evighedens land, løfter sig der til en trone, strålende som guld, blomstrende som en løvhytte.
Den, som her altid gik og pimpede fornøjelsens krydderdrik, for at glemme noget andet galt han her gjorde, får sin lille trædunk med og må drikke af den på bussen undervejs, og den drik er ren og pur, så tankerne klares, alle gode og ædle følelser bliver vakte, så han ser og fornemmer, hvad han før ikke gad se eller ikke kunne se, og da har han i sig straffen, den nagende orm, der ikke dør i unævnelige tider: stod der på glassene dengang skrevet "Glemsel", da står der på trædunken nu: "Erindring".
Læser jeg en god bog, et historisk skrift, da må jeg altid til sidst tænke på personen, jeg læser om, den dag han kom i ”Dødens omnibus”, tænke over, hvilken af hans gerninger Døden tog ud af ”Sparekassen” til ham, hvilke rejsepenge han fik med ind i Evigheds-landet.
Der var engang en fransk konge – hans navn har jeg glemt, navnet på det gode glemmes sommetider, også af mig, men det lyser nok frem igen; det var en konge, der i en hungersnød blev sit folks velgører, og folket rejste ham et monument af sne, med denne indskrift: "Hurtigere end dette smelter, hjalp du os!" Jeg kan tænke, at Døden gav ham, i henhold til monumentet, ét eneste snefnug, der aldrig smelter, og det fløj som en hvid sommerfugl over hans kongelige hoved lige ind i Udødeligheds-landet. Der var nu også kong Ludvig den Elvte, ja ham husker jeg navnet på – det onde husker man altid godt – og et træk ved ham tænker jeg tit på, selvom jeg dog ville ønske man kunne sige at historien var løgn: han lod sin Connetable, sin hærfører, henrette, det kunne han, med ret eller uret. Men hærførerens uskyldige børn, det ene otte år, det andet syv, lod han derefter stille op på samme rettersted og bestænkede dem med deres fars varme blod, lod dem derpå føre til Bastille-fængslet for at sættes i jernbur, hvor de ikke engang fik et tæppe at lægge over sig. Kong Ludvig sendte hver ottende dag bødlen hen til dem og lod en tand trække ud på hvert barn, for at de ikke skulle have det alt for godt; og den ældste sagde: "Min mor ville dø af sorg, hvis hun vidste, at min lillebror led så meget; træk derfor to tænder ud på mig og lad ham gå fri!" Og bødlen fik tårer i øjnene derved, men kongens vilje var stærkere end tårerne, og hver ottende dag bragtes på sølvtallerken til kongen to børnetænder. Han havde forlangt dem, han fik dem. De to tænder, tænker jeg, tog Døden ud af livets ”Sparekasse” til Kong Ludvig den Elvte og gav ham med på rejsen ind i det store Udødeligheds-land; de flyver, som to ildfluer, foran ham, og de lyser, de brænder, de kniber ham, de uskyldige børnetænder.
Ja, det er en alvorens køretur, den omnibustur på den store flyttedag! Og hvornår kommer den mon?
Det er det alvorlige ved det, at hver dag, hver time, hvert minut kan man vente omnibussen. Hvilken af vore gerninger mon da Døden tager ud af ”Sparekassen” og giver os med? Ja, lad os tænke på det! Den flyttedag står ikke i kalenderen.”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©