123.Moster (1866) | Hcaeventyr

H. C. Andersen - Eventyr 123:

Moster (1866)

Original + 2019-version

Du skulle have kendt Moster! Hun var yndig, ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstår ved at være yndig, men hun var sød og rar, morsom på sin måde, rigtig til at snakke om, når der skal snakkes og gøres lystig over en; hun var til at sætte lige ind i en komedie, og det ene og alene fordi hun levede for komediehuset og hvad der rører sig derinde. Hun var så hæderlig, men handelsmand hr. Fab, som moster kaldte Flab, kaldte hende komediegal.

“Teatret er min skolegang,” sagde hun, “teatret er min kundskabskilde, derfra har jeg min opfriskede bibelhistorier: ‘Moses’, ‘Josef og hans brødre’, det er nu operaer! Jeg har fra teatret min verdenshistorie, geografi og menneskekundskab! Jeg kender pariserlivet fra de franske stykker – slibrigt, men højst interessant! Og hvor har jeg dog grædt over Scribes skuespil ‘Familien Riquebourg’, at den mand skal drikke sig ihjel for at hun kan få den unge kæreste! – Ja, hvor mange tårer har jeg dog grædt i de halvtredsindstyve år, jeg har abonneret!”

Moster kendte hvert teaterstykke, hver kulisse, hver person, der optrådte eller havde optrådt. Hun levede kun rigtig i de ni måneder teatret spillede. Sommertiden uden sommer-skuespil var en tid, der gjorde hende gammel, mens en komedieaften, der trak ud over midnat, var en forlængelse af livet. Hun talte ikke som andre folk, der jo kan sige: “Nu får vi forår, storken er kommet!” – eller “der står i avisen om de første jordbær.” Hun derimod forkyndte efterårets komme, og på denne måde: “Har De set, nu er teaterlogerne til salg, nu begynder forestillingerne?”

Hun regnede en bopæls værd og gode beliggenhed efter hvor nær den lå teatret. Det var hende en sorg af forlade det lille stræde bag teatret og flytte hen i den store gade lidt længere derfra og der bo i et hus, hvor hun ikke havde genboer.

“Hjemme i lejligheden må mit vindue være min teaterloge! Man kan da ikke sidde og gå op i sig selv, mennesker må man dog se! Men nu bor jeg, som om jeg var flyttet ud på landet. Vil jeg se mennesker, må jeg gå ud i mit køkken og sætte mig op på vasken, kun dér har jeg genboer. Nej, da jeg boede i mit lille stræde, der kunne jeg se lige ind til hørkræmmerens, og så havde jeg kun tre hundrede skridt til teatret, nu har jeg tre tusinde garderskridt derhen.”

Moster kunne være syg, men i hvor dårlig hun end følte sig, forsømte hun dog ikke komedien. Hendes læge ordinerede, at hun en aften skulle have helbredende omslag af surdej under fødderne, og hun gjorde som han sagde, men kørte hen i teatret og sad her med surdej under fødderne. Var hun død der, det ville have fornøjet hende. Billedhuggeren Thorvaldsen døde i teatret, det kaldte hun “salig død.”

Hun kunne tydeligvis ikke tænke sig himmerigs rige uden at der også måtte være et teater; det var jo ikke lovet os, men det var dog til at forestille sig, at de mange udmærkede skuespillere og skuespillerinder, der var gået forud, måtte have en fortsat virkekreds.

Moster havde sin elektriske telegraf-tråd fra teatret direkte til sin stue; telegrammet kom hver søndag til kaffe. Hendes elektriske tråd var “hr. Sivertsen ved teatermaskineriet.” Ham, der gav signalerne til op og ned, ind og ud med tæpper og kulisser.

Af ham fik hun forud en kort og fyndig anmeldelse af stykkerne. Shakespeares ”Stormen” kaldte han “forbandet makværk!”. Der er så meget at stille op, og så begynder det med vand helt hen til den første kulisse!”, det ville sige: så langt frem på scenen gik de rullende bølger. Stod samme stuedekoration derimod gennem alle fem akter i et stykke, så sagde han, det var ”fornuftigt og velskrevet”, det var et hvilestykke, det spillede sig selv uden opstilling.

I tidligere tid, som Moster kaldte tiden for nogle og tredve år tilbage, var hun og netop nævnte hr. Sivertsen yngre; han var allerede da ved teater-maskineriet og, som hun kaldte ham, hendes “velgører". Det var nemlig i den tid skik at ved aftnens forestilling på byens eneste og store teater, kom der også tilskuere ´på loftet´ – oppe bag kulisserne; hver maskinkarl havde en plads eller to at råde over. Der var tit propfuldt og meget fint selskab, man sagde, at der havde været både generalers og kommerceråds fruer deroppe: Det var så interessant at se ned bag kulisserne og vide hvordan de mennesker gik og stod, når tæppet var nede.

Moster havde flere gange været der, både til store tragedier og balletter, for de stykker, hvor det største personale optrådte, var de interessanteste at se fra loftet. Man sad så temmeligt i mørke deroppe, de fleste havde aftensmad med; engang – midt under rædselstragedien ”Ugolino” – faldt tre æbler og et stykke smørrebrød med rullepølse lige ned i et fængsel, hvor mennesket skulle dø af sult, og så blev der grinet blandt publikum. Den rullepølse var en af de vægtigste grunde til at den høje teaterdirektion lod de tilskuerpladser på loftet helt og aldeles lukke.

“Men jeg var der syvogtredve gange!” sagde Moster, “og det glemmer jeg aldrig hr. Sivertsen for!” Det var netop sidste aften at loftet var åbent for publikum, at man spillede “Salomons dom”. Moster huskede det så godt; hun havde, ved sin velgører hr. Sivertsen, skaffet handelsmanden Fab en adgangsbillet, også selvom han ikke fortjente det, da han altid gjorde nar af teatret og drillede; men hun havde nu skaffet ham derop. Han ville ´se komedie-tøjet på vrangen´, det var hans egne ord og de lignede ham, sagde Moster.

Og han så “Salomons dom” fra oven og faldt i søvn; man skulle sandelig tro, at han var kommet fra en stor middag med mange skåler af stærk vin. Han sov og blev lukket inde, sad og sov hele den mørke nat på teaterloftet, og da han vågnede, fortalte han, men Moster troede ham ikke: ”Salomons dom” var forbi, alle lamper og lys var slukkede, alle mennesker ude, både oppe og nede; men først nu begyndte den rigtige komedie – nachspielet – der var altid det morsomste, sagde hr. Fab. Der kom liv i tøjet! Det var ikke ”Salomons dom” der blev opført, nej det var ”Dommedag på teatret”. Og alt det havde Fab den frækhed at ville bilde Moster ind; det var takken fordi hun havde skaffet ham ind på loftet.

Hvad fortalte så hr. Fab, ja det var løjerligt nok at høre, men der lå ondskab og drilleri på bunden.

“Det så mørkt ud deroppe!” sagde han, “men så begyndte troldtøjet, den store forestilling: ”Dommedag på teatret”. Kontrollørerne stod ved dørene, og hver tilskuer måtte vise sin åndelige karakterbog, for at se om han kunne komme ind med løse hænder eller med bundne, med mundkurv eller uden mundkurv. Herskaber, der kom for sent, når forestillingen allerede var begyndt, ligeså unge mennesker, der jo umuligt altid kan passe tiden, blev tøjret udenfor, fik filtsåler under fødderne til at gå ind med ved næste akts begyndelse, og dertil mundkurv. Og så begyndte ”Dommedag på teatret”!”

“Ren ondskab, som Vorherre ikke kender til!” sagde Moster.

Maleren skulle, hvis han ville han ind i himlen, gå op ad en trappe, han selv havde malet, men som intet menneske kunne skræve op ad. Det var jo kun en forsyndelse imod perspektivet. Alle de planter og bygninger, maskinmesteren med stor ulejlighed havde placeret i lande, hvor de ikke hørte hjemme, skulle det arme menneske flytte til rette land og det før hanegal, hvis han ville han ind i himlen. Hr. Fab skulle bare håbe på at han selv kunne komme derind; og hvad han fortalte om personalet, både i komedien og tragedien, i sang og i dans, var nu det sorteste der blev sagt af hr. Fab, flab! Han fortjente ikke at komme på loftet, Moster ville ikke tage hans ord i sin mund. Det var nedskrevet det hele, havde han sagt, flaben! Det skulle nok blive trykt, når han var død og borte, men ikke før; han ville ikke flås.

Moster havde kun en gang været angst og bange i sit lyksalighedstempel, teatret. Det var en vinterdag, en af de dage, hvor man kun har dag to timer og gråvejr. Det var kulde og sne, men i teatret skulle Moster; de gav ridderskuespillet “Herman von Unna”, dertil en lille opera og en stor ballet, en prolog og en epilog; det ville vare til ud på natten. Moster måtte derhen; hendes logerende havde lånt hende et par kanestøvler med loddent for; de nåede hende op om benene.

Hun kom i teatret, hun kom i logen; støvlerne var varme, hun beholdt dem på. Med ét blev der råbt ”Brand!” Der kom røg fra en kulisse, der kom røg fra loftet; der blev en frygtelig bestyrtelse. Folk stormede ud; Moster var den sidste i logen, – “anden etage til venstre, dér tager dekorationerne sig bedst ud,” sagde hun, “de stilles altid til at ses smukkest fra kongelogens side!” – Moster ville ud, men de foran hende smækkede i angst og ubetænksomhed døren i; der sad Moster, ud kunne hun ikke komme, ind ikke heller – det vil sige ind i naboens loge – gelænderet var for højt. Hun råbte, ingen hørte, hun så ned i etagen under sig, den var tom, den var lav, den var tæt ved; Moster følte sig i angsten pludselig så ung og let; hun ville springe ned, fik også det ene ben over rækværket, det andet stadig på bænken; der sad hun til hest, vel draperet, med sit blomstrede skørt, med et langt ben helt svævende ude, et ben med en uhyre kanestøvle; det var et syn at se! Og da det blev set, blev også Moster hørt, og frelst for at brænde inde, for teatret brændte ikke ned.

Det var den mest mindeværdige aften i hendes liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet se sig selv, for så var hun død af skam.

Hendes velgører ved maskineriet, hr. Sivertsen, kom stadig hver søndag til hende, men der var lang tid fra søndag til søndag. I den senere tid havde hun derfor midt på ugen et lille barn “til levninger” det vil sige til at nyde hvad der den dag blev tilovers fra hendes middag. Det var et lille barn fra balletten, der også trængte til mad. Den lille optrådte både som alf og som page på teatret; det sværeste parti var som ´bagben´ til løven i Mozarts opera “Tryllefløjten”, men hun voksede snart til ´forben´ i løven; det fik hun godt nok kun halv betaling for i forhold til bagbenene, men som bagben måtte hun gå helt krumbøjet og savne den friske luft. Det var meget interessant at vide, mente Moster.

Moster havde fortjent at leve så længe teatret stod, men det holdt hun dog ikke ud til; hun døde heller ikke på teatret, men skikkeligt og pænt i sin egen seng; hendes sidste ord var i øvrigt ganske betydningsfulde, hun spurgte: “Hvad spiller de i morgen?”

Efter hendes død var der efterladt et større beløb; af renterne oprettedes – det havde Moster bestemt – et legat for ”en værdig gammel jomfru uden familie”; de skulle årligt anvendes til ”at abonnere på en plads på anden etage, venstre side og om lørdagen, for den dag gav man de bedste stykker”. Der var kun én forpligtelse for den, som nød godt af legatet: hver lørdag skulle hun i teatret tænke på Moster, der lå i sin grav.

Det var Mosters religion.