H. C. Andersen - Eventyr 125:
Den onde fyrste (Et sagn) (1868/1839)
Der var engang en ond og overmodig fyrste, hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han for frem med ild og sværd, hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus, så den røde flamme slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte, afsvedne grene. Mangen en stakkels moder skjulte sig med sit nøgne, diende barn bag ved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre. Men fyrsten syntes det gik som det skulle: dag for dag voksede hans magt, hans navn blev frygtet af alle, og lykken fulgte ham i alle hans gerninger. Fra de erobrede byer førte han guld og store skatte. Der opdyngedes i hans kongeby en rigdom, der ikke fandtes magen til noget andet sted. Nu lod han bygge prægtige slotte, kirker og buegange, og enhver, som så disse herligheder, sagde: "Hvilken stor fyrste!" De tænkte ikke på den nød, han havde bragt over andre lande, de hørte ikke de suk og den jammer, der lød fra de afbrændte byer.
Fyrsten så på sit guld, så på sine prægtige bygninger og tænkte da, som mængden:
"Hvilken stor fyrste! Men jeg må have mere, meget mere! Ingen magt må kaldes lige så stor som eller større end min!" Og han gik i krig med alle sine naboer og han besejrede dem alle. De besejrede konger lod han, med guldkæder, lænke til sin vogn, når han kørte gennem gaderne, og sad han til bords, da måtte de ligge ved hans og hoffolkenes fødder og tage de stykker brød, man der kastede til dem.
Nu lod fyrsten sin statue oprejse på torvene og i de kongelige slotte, ja han ville at den også skulle stå i kirkerne foran Vorherres alter. Men præsterne sagde: "Fyrste, du er stor, men Gud er større, vi vover det ikke!"
"Vel," sagde den onde fyrste, "så overvinder jeg Gud med!" Og i sit hjertes overmod og tåbelighed lod han bygge et kunstigt skib, som han kunne gennemflyve luften med. Luftskibet var broget, som påfuglens hale, og syntes udstyret med tusinde øjne, men hvert øje var en geværmunding. Fyrsten sad midt i skibet, han behøvede kun at trykke på en aftrækker, så fløj tusinde kugler ud og geværerne var straks igen ladte som før. Hundrede stærke ørne spændtes foran skibet, og således fløj han nu mod solen. Jorden lå dybt nede. Først lignede den, med sine bjerge og skove, bare en pløjet mark, hvor det grønne titter frem fra den væltede græstørv. Siden lignede den det flade landkort, og snart var den helt skjult i tåge og skyer. Højere og højere fløj ørnene opad. Da udsendte Gud én eneste af sine utallige engle, og den onde fyrste lod tusinde kugler flyve imod ham, men kuglerne faldt tilbage som hagl fra englens skinnende vinger. En bloddråbe, kun én eneste, dryppede fra den hvide vingefjer, og denne dråbe faldt på luftskibet, hvori fyrsten sad. Dråben brændte sig fast, den tyngede som tusinder af kilo bly og kastede skibet i styrtende fart ned mod jorden. Ørnenes stærke vinger knækkedes, vinden susede om fyrstens hoved, og skyerne rundt om, de var jo skabt af de afbrændte byer, formede sig i truende skikkelser, som kilometer-store krabber, der strakte deres stærke klo ud efter ham, som rullende klippestykker og ildspyende drager. Halvt død lå han i luftskibet, der til sidst blev hængende mellem skovens tykke trægrene.
"Jeg vil besejre Gud!" sagde han. "Jeg har svoret det, min vilje skal ske!" Og han lod i syv år bygge nye kunstfærdige luftskibe til at gennemfare luften med, han lod smede lynstråler af det hårdeste stål, for han ville sprænge himlens befæstning. Fra alle sine lande samlede han store krigshære, de dækkede en omkreds af mange kilometer når de stod opstillede mand ved mand. De besteg nu de kunstfærdige luftskibe og kongen selv nærmede sig sit. Da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm, den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han trak i vrede sit sværd, men slog kun i den tomme luft, myggene kunne han ikke ramme. Da beordrede han at der skulle bringes kostbare tæpper, disse skulle man vikle om ham; derinde kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde, som han forlangte. Men en eneste myg satte sig på det inderste tæppe. Den krøb ind i kongens øre og stak ham dér. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne. Han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sit tøj og dansede nøgen rundt foran de rå, vilde soldater, som nu spottede den gale fyrste, der ville bestorme Gud og straks var overvundet af én eneste lille myg.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©