H. C. Andersen – Eventyr 126:
Marionetspilleren (1868/1851)
Der var på dampskibet en gammelagtig mand, med et så fornøjet ansigt, at, hvis ikke det løj, han da måtte være det lykkeligste menneske på jorden. Det var han også, sagde han; jeg hørte det af hans egen mund; han var dansk, var min landsmand og rejsende teaterdirektør. Hele personalet havde han med, det lå i en stor kasse; han var marionetspiller. Hans medfødte gode humør, sagde han, var blevet forædlet af en polyteknisk kandidat, og ved det eksperiment var han blevet fuldkommen lykkelig. Jeg forstod ham ikke straks, men så forklarede han hele historien klart for mig, og her er den:
Det var i Slagelse, sagde han, jeg gav en forestilling på Postgården, og havde brillant hus og brillant publikum, de var endnu ikke blevet konfirmeret, med undtagelse af et par gamle madammer. Så kommer der en sortklædt person af studenterudseende, han sætter sig, og ler på de rigtige steder, klapper aldeles rigtigt, det var en usædvanlig tilskuer! Jeg måtte vide, hvem det var, og jeg hører så, at det er en kandidat fra Den Polytekniske Læreanstalt, sendt ud for at belære folk i provinserne. Klokken otte var min forestilling slut, børn skal jo tidligt i seng, og man må tænke på publikums bekvemmelighed. Klokken ni begyndte kandidaten sine forelæsninger og eksperimenter, og nu var jeg hans tilhører. Det var mærkeligt at høre og se på. Det meste gik over mit hoved og ind i præstens, som man siger, men dette måtte jeg dog tænke: kan vi mennesker finde ud af sådan noget, så må vi også kunne holde længere ud end til vi puttes i jorden. Det var rene små mirakler, han gjorde, og dog passede alt sammen som fod i hose, lige ud af naturen. I Moses’ og profeternes tid måtte sådan en polyteknisk kandidat være blevet en af landets vise mænd, og i middelalderen ville han være blevet brændt. Jeg sov ikke hele natten, og da jeg næste aften gav en forestilling og kandidaten var der igen, så kom jeg ordentlig i humør. Jeg har hørt af en skuespiller, at han i elskerroller kun tænkte på én eneste af tilskuerne, for hende spillede han og glemte hele det øvrige hus; den polytekniske kandidat han var her min “hende”, min eneste tilskuer, som jeg spillede for. Da forestillingen var forbi, blev alle marionetter kaldt frem, og jeg blev af den polytekniske kandidat budt ind til ham på et glas vin; han talte om min komedie og jeg talte om hans videnskab, og jeg tror, vi havde lige stor fornøjelse af begge dele, men jeg beholdt dog ordet, for der var så meget i hans, som han ikke selv kunne gøre rede for, som nu den ting, at et stykke jern, som falder igennem en spiral, bliver magnetisk, ja hvad er det? ”Ånden” kommer over det, men hvor kommer den fra? Det er ligesom med denne verdens mennesker, tænker jeg: Vorherre lader dem dumpe gennem tidens spiral, og ånden kommer over dem, og så står der en Napoleon, en Luther, eller en lignende person. “Hele verden er en række af underværker,” sagde kandidaten, “men vi er så vant til dem, at vi kalder dem hverdagsting.” Og han talte og han forklarede, det var til sidst ligesom han løftede hjerneskallen på mig, og jeg tilstod ærligt, at var jeg ikke allerede en gammel karl, så ville jeg straks gå på Den Polytekniske Læreanstalt og lære at se verden efter i sømmene, og det uagtet jeg var et af de lykkeligste mennesker. “Et af de lykkeligste!” sagde han, og det var ligesom han smagte på det. “Er De lykkelig?” spurgte han. “Ja,” sagde jeg, “lykkelig er jeg, og velkommen er jeg i alle byer, hvor jeg kommer med mit selskab. Men der er jo rigtignok et ønske, der engang imellem kommer over mig som en nisse, som en mare, der rider mit gode humør, og det er: at blive teaterdirektør for en levende trup, et rigtigt menneskeselskab.” – “De ønsker altså deres marionetter levendegjort, De ønsker, at de skal blive til virkelige skuespillere?” sagde han, “ – og De selv være direktøren; da ville De være fuldkommen lykkelig, tror De?” Han troede det nu ikke, men jeg troede det, og vi talte frem og vi talte tilbage, og så var vi lige vidt i vor mening, men med glassene stødte vi sammen, og vinen var meget god; der var dog troldtøj i den, for ellers bliver hele historien jo blot, at jeg fik en vin-rus. Det var det ikke, jeg var klarøjet. Der var som solskin i stuen, det skinnede ud af ansigtet på den polytekniske kandidat, og jeg måtte tænke på de gamle guder i evig ungdom, da de gik om i verden; og det sagde jeg til ham, og så smilede han, og jeg turde have bandet på, at han var en forklædt gud eller en af familien – og han var det – mit højeste ønske skulle opfyldes, marionetterne skulle blive levende, og jeg direktør for disse mennesker. Vi drak på det; han pakkede alle mine dukker i trækassen, bandt mig den på ryggen, og så lod han mig dumpe gennem en spiral; jeg hører endnu, hvor jeg dumpede ned, jeg lå på gulvet, det er vist og sandt, og hele selskabet sprang ud af kassen, ånden var kommen over dem alle sammen, alle marionetterne var blevet udmærkede levende kunstnere, det sagde de selv, og jeg var direktør; alt var klar til første forestilling; hele teaterholdet ville tale med mig, og publikum med. Danserinden sagde, at hvis hun ikke stod på ét ben, så faldt forestillingen til jorden, hun var den egentlige mester for det hele og ville behandles således! Dukken, der spillede kejserinde, ville uden for scenen også behandles som kejserinde, for ellers kom hun ud af øvelsen, og han som brugtes til at komme ind med et brev, gjorde sig lige så vigtig som teatrets førsteelsker, for de små var lige så vigtige som de store i et kunstnerisk hele, sagde han. Så forlangte helten, at hele hans rolle kun skulle bestå af gode udgangsreplikker, for dem klappede man af. Prima-donnaen ville kun spille i rødt lys, for det klædte hende – hun ville ikke være i blåt. Det var ligesom fluer i en flaske, og jeg var midt i flasken, jeg var direktør. Vejrtrækningen forlod mig, hovedet gik fra mig, jeg var så elendig, som et menneske kan blive. Det var en ny menneskeslægt jeg var kommet til og jeg ønskede, at jeg havde dem alle sammen nede i kassen igen, og at jeg aldrig var blevet direktør. Jeg sagde dem rent ud, at de i grunden jo alle var marionetter, og så slog de mig ihjel. Jeg lå på sengen i mit kammer, hvordan jeg var kommet der fra den polytekniske kandidat, må han vide – for jeg ved det ikke. Månen skinnede ind på gulvet, hvor dukkekassen lå væltet og alle dukkerne smidt om, små og store, hele kompagniet. Men jeg var ikke sen: ud af sengen fór jeg, og ned i kassen kom de alle sammen, nogle på hovedet og nogle på benene; jeg smækkede låget i og satte mig selv ovenpå kassen – man ser det for sig. Kan De se det? Jeg kan se det! “Nu skal I blive der,” sagde jeg, “og aldrig ønsker jeg mere at I har kød og blod!” – Jeg var så let i humøret, jeg var det lykkeligste menneske; den polytekniske kandidat havde lutret mig, renset mig; jeg sad nu i bar lyksalighed og faldt i søvn på kassen, og om morgenen – det var egentlig omkring middag, men jeg sov forunderlig længe den morgen – så sad jeg der endnu, lykkelig, og havde lært, at mit tidligere eneste ønske havde været dumt. Jeg spurgte efter den polytekniske kandidat, men han var borte, ligesom de græske og romerske guder. Og fra den tid har jeg været det lykkeligste menneske. Jeg er en lykkelig direktør, mit personale diskuterer ikke, publikum ikke heller, det fornøjer sig af hjertens lyst; frit kan jeg selv lave alle mine stykker: jeg tager fra alle komedier det bedste, jeg vil, og ingen ærgrer sig over det. Stykker, som nu er foragtede på de store teatre, men som publikum for tredve år siden løb efter og græd over, dem tager jeg nu til mig, nu spiller jeg dem for de små, og de små de græder ligesom far og mor græd dengang; jeg giver gamle stykker som “Johanna Montfaucon” og “Dyveke”, men i forkortede udgaver, for de små holder ikke af langt kærlighedsvrøvl, de vil gerne have noget ulykkeligt, men hurtigt! Nu har jeg berejst Danmark på retten og på vrangen, kender alle mennesker og genkendes. Nu er jeg så gået til Sverige, og gør jeg lykke og tjener gode penge her , så bliver jeg gerne skandinav, men ellers ikke, dét siger jeg til Dem, som jo er min landsmand.
Og jeg, som landsmand, fortæller det naturligvis straks igen, blot for at fortælle.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©