H. C. Andersen Eventyr 127:
To brødre (1868/1859)
På en af de danske øer, hvor gamle tingsteder løfter sig i kornmarkerne og mægtige træer i bøgeskovene, ligger en lille by med røde tage på de lave huse; inde i et af disse blev over gløder og dampe ved skorstenen lavet underlige ting: der kogtes i glas, der blev blandet og destilleret, der stødtes urter i morterne; en ældre mand stod for det hele.
“Man må vel passe det på rette måde!” sagde han. “Ja, det rette, det rigtige, sandheden i hver skabt del skal man kende og holde sig til.”
Inde i stuen hos den brave husmor sad to af sønnerne, endnu små, men med voksne tanker. Om ret og skelnen havde også mor altid talt til dem, om at holde på sandheden, det var Vorherres ansigt i denne verden.
Den ældste af drengene så skælmsk og kæk ud, hans lyst var at læse om naturens kræfter, om sol og stjerner, intet eventyr var ham dejligere. Oh, hvor lykkeligt, at kunne gå på rejseopdagelser, eller at udfinde, hvordan fuglens vinger lade sig eftergøre, og da at kunne flyve! Ja, det var at finde det rigtige! Far havde ret og mor havde ret. Sandheden holdt verden sammen.
Den yngre bror var mere stille og gav sig helt hen i bøgerne; læste han i Det Gamle Testamente om Jacob, som klædte sig i fåreskind for at ligne Esau og derved tilsnige sig førstefødselsretten, da knyttede han i harme sin lille hånd, vred på bedrageren; læste han om tyranner og al den uret og ondskab, der øvedes i verden, da stod tårer i hans øjne. Tanken om det rette, sandheden, der skulle og måtte sejre, opfyldte ham så mægtigt. En aften var den lille var allerede i seng, men gardinerne var ikke helt trukket til, lyset skinnede ind til ham; han lå med sin bog og måtte endelig læse historien om den græske lovgiver Solon helt til slutningen.
Og tankerne løftede og bar ham så sælsomt vidt omkring; det var, som om sengen blev et helt fartøj for fulde sejl; drømte han, eller hvad var det? Han gled hen over rullende vande, tidens store søer, han hørte Solons stemme, forståeligt og dog i fremmed tungemål lød for ham det danske valgsprog: “Med lov skal man land bygge!”
Og menneskeslægtens ånd stod i den fattige stue, bøjede sig over sengen og trykkede et kys på drengens pande: “Bliv stærk i hæder og stærk i livets kamp! Med sandhed i dit bryst, flyv mod sandhedens land!”
Den ældre broder var endnu ikke i seng, han stod ved vinduet, så ud på tågerne der løftede sig fra engen; det var ikke elverpigerne, som dansede der, det havde en af de gamle tjenestefolk godt nok sagt ham, men han vidste bedre besked: det var dampene, de var varmere end luften, og så løftede de sig. Et stjerneskud lyste, og drengens tanker var i samme nu sprunget fra jordens dunster og dampe, og var nu helt oppe ved den lysende meteor. Himlens stjerner blinkede, det var, som om der hang lange guldtråde fra dem ned til vor jord.
“Flyv med mig!” sang og klang det lige ind i drengens hjerte; og slægternes mægtige ånd, hurtigere end fuglen, end pilen, end alt hvad jordisk der kan flyve, bar ham ud i rummet, hvor stråle fra stjerne til stjerne bandt kloderne til hinanden; vor jord drejede sig i den tynde luft, by syntes tæt ved by. Gennem sfærerne klang det:
“Hvad er nær, hvad er fjern, når åndens mægtige genius løfter dig!”
Og atter stod den lille dreng ved vinduet og så ud, den yngre broder lå i sin seng, deres mor kaldte dem ved deres navn: “Anders og Hans Christian!”
Danmark kender dem, verden kender de to brødre – Ørsted.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©