H. C. Andersen – Eventyr 128:
Den gamle kirkeklokke (1868/1861).
(Skrevet til digteren Schillers ”Album” – en mindebog, 1861")
I det gamle tyske kongerige Württemberg, hvor akacietræerne så dejligt blomstrer ved landevejen og æble- og pæretræerne bugner i høst ved den modne velsignelse, ligger en lille by, Marbach; den hører til de ganske små byer, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig forbi byer, gamle ridderborge og grønne vinbjerge, for at blande sine vande med den stolte strøm i den store flod Rhinen.
Det var sent på året, vinløvet hang med røde blade, regnbyger faldt, og den kolde blæst tog til; det var ikke den fornøjeligste tid for de fattige; det blev mørke dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, små huse. Et af disse lå med gavlen ud mod gaden, med lave vinduer, fattigt af udseende, og det var da også familien, som boede der, men brav og flittig var den, dertil med gudsfrygt i hjertets skatkammer. Endnu et barn til ville Vorherre snart forunde dem; det var timen, moderen lå i smerte og nød, da lød ind til hende fra kirketårnet en klokkeklang, så dyb, så festlig, det var en højtidsstund, og klokkens lyd fyldte den bedende med andagt og tro; tankerne løftede sig så inderligt mod Gud, og i samme stund fødte hun sin lille søn og følte sig så uendelig glad. Klokken i tårnet syntes at ringe hendes glæde ud over by og land. To klare barneøjne så på hende, og den lilles hår skinnede, som om det var forgyldt; barnet blev modtaget i verden med klokkeklang på den mørke novemberdag; barnets mor og far kyssede det, og i deres bibel skrev de ind, at “den tiende november 1759 gav Gud os en søn,” og siden blev tilføjet, at han i dåben fik navnene “Johan Christoph Friedrich”.
Hvad blev der af den lille fyr, den fattige dreng fra den lille by Marbach? Ja, det vidste ingen dengang, selv ikke den gamle kirkeklokke, hvor højt den end hang og havde ringet og sunget først for ham, der siden skulle synge den dejligste sang med sit digt om “Klokken”.
Og den lille voksede og verden voksede for ham; vel flyttede forældrene til en anden by, men kære venner blev i det lille Marbach, og derfor kom også mor og søn der på besøg en dag; drengen var endnu kun seks år, men han kendte allerede en del til Biblen og de fromme salmer, han havde mange aftener fra sin lille barnestol hørt far læse Gellerts dyrefabler og poeten Klopstocks store digt om Messias; hede tårer havde han og den to år ældre søster grædt ved læsningen om ham, der led korsets død til frelse for os alle.
Ved det første besøg i Marbach havde byen ikke forandret sig meget, det var jo heller ikke så meget længe siden, de var flyttet; husene stod som før med spidse gavle, hældende mure og lave vinduer; på kirkegården var kommet nye grave til, og der, lige op til muren, stod nu nede i græsset den gamle klokke; den var faldet ned fra sin højde, havde fået en sprække og kunne nu ikke ringe mere, en ny var også kommet i dens sted.
Mor og søn var trådt ind på kirkegården, de stod foran den gamle klokke, og moderen fortalte sin lille dreng, hvordan den klokke i flere hundrede år havde gjort gavn, ringet til barnedåb, til bryllupsglæde og begravelse; den havde givet lyd om festglæde og ildens rædsler; ja klokken havde sunget om et helt menneskeliv. Og aldrig glemte barnet hvad hans mor fortalte, det klang i hans bryst, til han som mand måtte synge det ud i et digt. Og moren fortalte ham, hvordan denne gamle kirkeklokke havde ringet trøst og glæde til hende i angstens time, runget og sunget, da hendes lille dreng blev givet hende. Og barnet så næsten med andagt på den store, gamle klokke, han bøjede sig ned og kyssede den, hvor gammel, sprukken og henkastet den end stod her imellem græs og nælder.
I mindet blev den hos den lille dreng, der voksede op i fattigdom; lang og mager, rødlig af hår, fregnet i ansigtet, ja det var han, men to klare øjne, som det dybe vand, havde han i eje. Hvordan gik det ham? Det gik ham godt, misundelsesværdigt godt! Han var i højeste nåde blevet optaget i det militære akademis skole i afdelingen, hvor de finere folks børn gik, og det var en hæder, en lykke; han gik nu med støvletter, stift halsbind og pudret paryk. Lærdom fik han, og den kom under militærisk disciplin: “March!” – “Holdt!” – “Front!” Det kunne der vel nok komme noget ud af.
Den gamle kirkeklokke, gemt og glemt, ville vel engang komme i smelteovnen, og hvad kom der så ud af den? Ja, det var det umuligt at sige, og det var heller ikke muligt at sige, hvad der ville komme ud af den klokke inde i det unge bryst; den rungede, den måtte klinge ud i den vide verden, og jo snævrere der blev bag skolens mur og jo mere døvende det lød af “March! Holdt! Front!,” des stærkere klang det i ungersvendens bryst, og han sang sine poetiske ord i kammeraternes kreds, og klangen lød snart ud over landets grænser; men til digtning havde han jo ikke fået tildelt skolegang, tøj og føde; han havde dog fornemmet den del han skulle gøre nytte med i det store urværk, vi alle tilhører i den håndgribelige verden. – Hvor lidt forstår vi os selv, hvordan skulle da de andre, selv de bedste, altid forstå os! Men det er netop ved trykket at ædelstenen skabes. Trykket var her, mon i tidens løb verden skulle kende ædelstenen?
Der var stor festlighed i landsherrens hovedstad. Tusinde lamper lyste, raketterne strålede; den glans mindes endnu ved ham, der da i tårer og smerte uænset søgte at nå fremmed grund; han måtte flygte fra sit fædreland, mor, alle sine kære, eller forgå i almindelighedens strøm.
Den gamle klokke havde det godt, den stod i læ ved Marbachs kirkemur, gemt, glemt! Vinden for hen over den og kunne have fortalt om ham, ved hvis fødsel klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over ham, så han – udmattet af træthed – sank ned i nabolandets skov, hvor hele hans rigdom og fremtids håb kun var de nedskrevne manuskriptsider til skuespillet “Fiesco – eller sammensværgelsen i Genua”. Vinden kunne have fortalt om hans eneste beskyttere, kunstnere jo alle sammen, der sneg sig bort fra hans læsning af stykket og i stedet legede videre ved keglespillet. Vinden kunne melde om den blege flygtning, der levede i uger, måneder i det fattige krohus, hvor værten støjede og drak, hvor der var rå lystighed, mens han digtede og sang om livets idealer. Tunge dage, mørke dage! Selv må hjertet lide og afprøve hvad det skal synge ud.
Mørke dage, kolde nætter gik over den gamle klokke; den fornam det ikke, men klokken i menneskets bryst fornemmer sin trange tid. Hvordan gik det den unge mand? Hvordan gik det den gamle klokke? Ja, klokken kom langt, længere end den fra sin højhed i tårnet havde kunnet høres; den unge mand, ja klokken i hans bryst lød også længere end hans fod skulle vandre og hans øjne se, den rungede og ringer endnu ud over verdenshavet, jorden rundt. Hør nu først om klokken! Den kom fra Marbach, blev solgt som gammelt kobber og skulle i smelteovnen inde i det bayerske land. Hvordan kom den derhen og hvornår? Ja, det må klokken selv fortælle, om den kan, det er ikke af så stor vigtighed; men vist er det, at den kom til Bayerns kongestad München; mange år var gået siden den faldt fra tårnet, nu skulle den smeltes, skulle med i støbning af et stort hædersmonument, skikkelsen af en storhed for det tyske folk og land. Hør nu, hvordan det skete, underligt og dejligt går det dog undertiden til i denne verden! Oppe i Danmark, på en af de grønne øer, hvor bøgen gror og hvor der er de mange gamle kæmpegrave, var der en ganske fattig dreng, der havde gået i træsko, båret madmakken hen til sin far, der gik og snittede som træskærer til skibene på Holmen i København; det fattige barn var blevet sit lands stolthed, han huggede i marmor herligheder, så at verden undrede sig derover, og netop ham var det – Bertel Thorvaldsen – der fik det hædershverv at forme i leret en storheds, skønheds skikkelse, der derefter kunne støbes i malm, billedet af ham, hvis navn faderen havde nedskrevet i sin bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og malmet flød glødende ind i formen, den gamle kirkeklokke – ja, ingen tænkte på dens hjemstavn og hendøde klingen, klokken flød med i formen og dannede hoved og bryst på statuen, som den nu afsløret står i Stuttgart foran det gamle slot, på pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende rundt, i kamp og stræben, trykket af verden udenom, han, drengen fra Marbach, eleven fra militærets Karlsskolen, flygtningen, Tysklands store, udødelige digter, der sang om Schweiz’ befrier Wilhelm Tell og om Frankrigs gudbegejstrede jomfru Jeanne d´Arc.
Det var en dejlig solskinsdag, faner vajede fra tårn og tage i det kongelige Stuttgart, kirkeklokkerne ringede til fest og glæde, kun én klokke tav, den lyste i det klare solskin, lyste fra ansigt og bryst i hædersskikkelsen; det var netop hundrede år fra den dag, klokken i Marbachs tårn ringede glæde og trøst til den lidende mor, der da fødte sit barn, fattig i det fattige hus, engang senere den rige mand, hvis poetiske skatte verden velsigner; han, det ædle kvindehjertes digter, det stores og det herliges sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©