H. C. Andersen - Eventyr 129:
Tepotten (1868/1864)
Der var en stolt tepotte, stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud: tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket med små metalstykker; det havde en mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om selv, det gør de andre derimod. Kopper, fløde- og sukkerskål, hele teopstillingen ville nok mere huske på lågets skrøbelighed og tale om den, end om den gode hank og den udmærkede tud; det vidste tepotten.
“Jeg kender dem!” sagde den ind i sig selv, “ – jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse. Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, men jeg fik begge dele og en ting mere, den de aldrig får: jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet. Sukkerskålen og flødekanden er nok velsmagens tjenerinder, men jeg er den givende, den rådende, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed; i mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende, smagløse vand.”
Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid. Den stod på det dækkede bord, den blev løftet af den fineste hånd; men den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knækkede af, hanken knækkede af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det. Tepotten lå besvimet på gulvet, det kogende vand løb ud af den. Det var et svært stød, den fik, og det sværeste var, at de lo, de lo ad den - og ikke ad den kejtede hånd.
“Den erindring får jeg nok aldrig ud af mig!” sagde tepotten, når den siden fortalte sig selv sin livshistorie. “Jeg blev kaldt invalid, sat hen i en krog og dagen derpå foræret bort til en kone, der kom og tiggede stegefedt; jeg endte i armod og fattigdom, stod målløs, både i det ydre og i det indre. Men der, som jeg stod, begyndte mit bedre liv; man er først et og bliver så noget ganske andet. Der blev lagt jord ind i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev der lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, men givet blev det – en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den afbrudte hank og tud. Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg aldrig haft før. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!
Blomsten sagde mig ikke tak; den tænkte ikke på mig; – den blev beundret og lovprist. Jeg var så glad derover, hvad måtte den da ikke være. En dag hørte jeg, der blev sagt, at den fortjente en bedre potte. Man slog mig midt over; det gjorde voldsomt ondt; men blomsten kom i en bedre potte, – og jeg blev kastet ud i gården, ligger nu der som et gammelt skår – men jeg har erindringen, den kan jeg ikke miste.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©