H. C. Andersen - Eventyr 135:
Gudfars billedbog (1868)
Gudfar kunne fortælle historier, så mange og så lange, han kunne klippe billeder og tegne billeder, og når det var mod Jul, tog han frem en stor skrivebog med rene hvide blade; på disse klinede han billeder, tagne ud af bøger og aviser, og havde han nu ikke nok til hvad han ville fortælle, så tegnede han dem selv. Jeg fik, da jeg var lille, flere sådanne ”Billedbøger”, men den dejligste af dem alle var dog den fra "det mærkværdige år 1857, da København fik gas i stedet for de gamle tranlygter", og det stod bemærket på det forreste blad.
"Den bog må opbevares rigtig godt," sagde far og mor; "den må kun komme frem ved festlige lejligheder."
På bogbindet havde dog Gudfar skrevet:
"Riv Bogen i stykker, det betyder ej stort,
Værre har andre Småvenner gjort."
Dejligst var det når Gudfar selv viste bogen frem, læste versene og det andet skrevne, og så fortalte dertil så meget; da blev historien en rigtig historie.
Der var på det første blad et billede klippet ud af magasinet "Den flyvende Post", hvor man så København med Rundetårn og Frue Kirke, til venstre var indsat et billede, der forestillede en gammel lygte, på den stod skrevet: "Tran"; til højre var så en hel kandelaber og på den stod skrevet: "Gas".
"Se det er plakaten," sagde Gudfar; "det er indgangen til historien, som du skal få. Hvis man kunne have opført den på et teater kunne den være udformet som en hel komedie med titlen: "Tran og Gas - eller Københavns Liv og Levnet". Det er en meget god titel! Nederst på bladet ses endnu et lillebillede; det er ikke så let at forstå, derfor skal jeg forklare dig det, det er en Helhest, men det er egentlig en slags boganmelder. Han skulle egentlig først komme ved bogens slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken begyndelsen, mellemdelen eller afslutningen duer; han kunne selv have lavet det hele bedre, hvis han kunne have gjort det. Helhesten, skal jeg sige dig, står om dagen tøjret til avisen, han går rundt der på spalter, som de kalder det, men om aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor poetens dør og vrinsker, at manden derinde skal dø straks, men digteren derinde dør dog ikke, hvis der er rigtigt liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels fyr, der ikke kan finde ud af sig selv, ikke finde fast arbejde, og må få sin luft og føde ved at gå omkring og vrinske. Han synes, er jeg sikker på, slet ikke om Gudfars billedbog, men derfor kan den dog nok være det papir værd, den er skrevet på.
Se, det er det første blad i bogen, det er forsiden, det er plakaten!"
Det var netop den sidste aften, hvor gadernes gamle tranlygter var tændte. Byen havde fået gas og den strålede, så de gamle lygter ligesom blev helt væk i det lys.
"Jeg var selv på gaden den aften," sagde Gudfar. "Folk gik op og ned for at se på den nye og den gamle belysning. Der var mange mennesker og dobbelt så mange ben som der var hoveder. Vægterne stod så sørgemodige, de vidste ikke hvornår de skulle afskediges, ligesom tranlygterne; disse selv tænkte så langt tilbage i tiden – de turde jo ikke tænke frem. De huskede så meget fra de stille aftener og de mørke nætter. Jeg støttede mig op til en lygtepæl," sagde Gudfar; "det spruttede i tran-olien og i vægen, jeg hørte hvad lygten sagde og det skal du også få at høre."
"Vi har gjort hvad vi kunne," sagde Lygten. "Vi har været gode nok til vor tid, har oplyst til glæde og til bedrøvelse; vi har oplevet mange mærkværdigheder; vi har så at sige været Københavns natøjne. Lad nu kun nye blus afløse os og overtage embedet; men hvor mange år de vil skulle lyse og til hvad de skal lyse, det vil vise sig! De skinner jo nok lidt stærkere end vi gamle, men det er da ingen sag, når man er støbt som en stor gas-kandelaber og har sådanne ´forbindelser´ som de har, den ene hælder jo i den anden! De har rør til alle kanter og kunne hente kræfter både indenfor byen og udenfor byen! Men hver af os tranlygter lyser af hvad man selv har i sig og ikke ved familieskab. Vi og vore forfædre har lyst for København fra uendelig gammel tid, langt tilbage. Men da det nu er den sidste aften vi lyser og står, så at sige, i andet geled her i gaden sammen med jer, i skinnende kammerater, så vil vi ikke mule og misunde, nej langtfra, vi vil være glade og godmodige. Vi er de gamle skildvagter, som afløses af nystøbte drabanter i bedre uniform end vor. Vi vil fortælle jer, hvad vor slægt, helt op til tip-tippe-tip-oldemor-lygten har set og oplevet: hele Københavns historie. Gid I og jeres efterkommere, indtil den sidste gaslygte i gaden, må opleve og kunne fortælle ligeså mærkværdige ting, som vi, når I engang får jeres afsked – og det får I! Det må I være forberedte på. Menneskene finder nok på en stærkere belysning end gaslygter på gaderne. Jeg har hørt en student sige, at man talte om at de ville komme til at brænde søvand.” – Det spruttede i vægen, da lygten sagde disse ord; det var som den allerede havde vand i sig.
Gudfar hørte nøje efter, tænkte over det og fandt, at det var en udmærket ide af de gamle lygter, i denne overgangs-aften fra tran til gas at fortælle og fremvise hele Københavns historie. "En god Ide må man ikke slippe," sagde Gudfar, "jeg tog den straks, gik hjem og lavede denne billedbog til dig, den går endnu længere tilbage i tiden end lygterne kunne.
Her er bogen, her er historien: "Københavns Liv og Levnet", den begynder med bælgmørke, et kulsort blad, det er det mørke tidsrum."
"Nu vender vi blad til en ny side" sagde Gudfar.
"Ser du billedet? Kun det vilde hav og den blæsende Nordøstvind; den driver svære isstykker; ingen er ude at sejle på dem udover store stenblokke, som oppe i Norge ramlede fra fjeldene og ned på isen. Nordøstvindenblæser isen afsted; han vil vise de tyske bjerge hvilke knolde der findes oppe i Norden. Isflåden er allerede nede i sundet ud for Sjællands kyst, hvor nu København ligger, men dengang var der intet København. Der var under vandet kun store sandbanker, og imod en af disse stødte isstykkerne med de store rullesten; hele isflåden blev stående, Nordøstvinden kunne ikke få den afsted, den var gået på grund og så blev han så gal i sit hoved, som kun han kunne blive det, og lyste forbandelse over den sandbanke, "den tyvegrund", som han kaldte den, og han svor, at løftede den sig nogensinde op over havoverfladen, da skulle tyve og røvere komme der, og stejler og hjul ville blive rejst til deres afhuggede hoveder.
Men i det han sådan bandede og skændte, brød Solen frem, og på dens stråler gyngede og svang sig de lyse, milde ånder, lysbørnene; de dansede hen over de kuldebringende isstykker, der smeltede ved det, og de store rullestene sank ned på sandbunden."
"Sol-krapyl!" sagde Nordøstvinden. "Er det kammeratskab og familieskab? Det skal jeg huske og det skal jeg hævne. Nu lyser jeg forbandelse!"
"Vi lyser velsignelse!" sang lysbørnene. "Sandbanken skal hæve sig, vi ville skærme den! Det sande, det gode og skønne skal bygge der!"
"Sludder for en sladder!" sagde Nordøstvinden.
"Se, om alt dette kunne tranlygterne ikke at fortælle," sagde Gudfar, "men det ved jeg, og det er af stor vigtighed for ”Københavns liv og levnet”."
"Nu vender vi bladet!" sagde Gudfar.
"Mange år er gået, sandbanken har løftet sig; en søfugl har sat sig på den største sten, der ragede op af vandet. Du kan se det på billedet. År efter år er gået. Havet kastede døde fisk op på sandet, den sejge marehalm skød frem, visnede, rådnede, gødede; der kom flere arter græs og urter, sandbanken blev en grøn holm. Vikingerne gik i land. Der var både holmgang til dødskamp og god ankergrund ved Holmen udfor Sjælland. Den første tranlampe brændte, jeg tror at de stegte fisk over den og fisk var her nok af. Silden gik i store stimer gennem sundet, det var svært at føre båden hen over dem, det blinkede i vandet som var der kornmods-glans dernede, det lysnede i dybet som nordlys-skin, og sundet havde velstand af fisk, derfor byggedes der huse på Sjællands kyst. Væggene var af egetræ og taget var af bark, der var træer nok til det brug. Skibe søgte ind i havnen; tranlygten hang i det gyngende tovværk; Nordøstvinden blæste og sang: "Uh-u-ud!" Lyste en lygte på Holmen, da var det en tyvelygte: smuglere og tyve udøvede deres ugerninger på "Tyvs-ø"."
"Jeg tror nok det gror, alt det voldsomme, som jeg ville," sagde Nordøstvinden. "Snart kommer træet, så jeg kan ryste frugter af det."
"Og her står træet," sagde Gudfar. "Ser du galgen på Tyvsø. Der hænger røvere og mordere i jernkæder, akkurat som de dengang hang. Vinden blæste så de lange skeletter klaprede, men månen skinnede meget muntert ned på dem også, ligesom den nu skinner til et skovbal. Også solen skinnede fornøjeligt ned, og smuldrede de dinglende skeletter og fra solstrålerne sang lysbørnene: "Vi ved det, vi ved det! Her skal dog blive smukt i en kommende tid! Her skal blive godt og prægtigt!"
"Kyllingesnak!" sagde Nordøstvinden.
"Nu vender vi bladet!" sagde Gudfar.
Klokkerne ringede i Roskilde by, der boede bisp Absalon; han kunne både læse sin Bibel og svinge sit sværd; han havde magt og vilje; de driftige fiskere ved havnen, hvis by groede frem og var blevet markedsplads, ville Absalon skærme mod overfald. Han lod stænke med helligt vievand den uærlige grund; Tyvsø fik velsignelse og hæderligt mærke. Murer og tømrer tog fat derovre; der voksede en bygning på bispens bud. Solstrålerne kyssede de røde mure, alt som de løftede sig.
Dér stod Axels Hus.
"Slot med Tårne
Højvelbårne;
Trapper,
Karnapper;
Buh!
Hu! -
Nordøstvinden
Tyk i Kinden
Hvæste,
Blæste,
Borgen stod alligevel!"
Og ud for den stod "Hafn", Købmændenes havn.
"Havfrue-bur med søer blanke,
Bygget i grønne Lund."
(N.F.S.Grundtvig)
De fremmede kom der og købte den megen fisk, byggede boder og huse med blæreskind i vindueshullet, glas var for dyrt; der kom pakhuse med gavl og med hejseværk. Ser du derinde i boderne sidder de gamle købmandssvende, de må ikke gifte sig, de handler med ingefær og peber, de er pebersvende!
Nordøstvinden blæser gennem gader og gyder, lader støvet fyge, river også et stråtag af. Ko og gris går rundt i gadegrøfterne.
"Jeg skal kue og knuge," siger Nordøstvinden; "jeg skal suse om de huse og om Axels hus! Jeg kan ikke fejle! De kalder det Stejleborg på Tyvsø – på hjul og stejle."
Og Gudfar viste et billede deraf, han selv havde tegnet. På muren var pæl ved pæl, på hver pæl sad en fanget sørøvers hoved og viste tænder.
"Det er virkeligt sket," sagde Gudfar; "det er værd at vide og godt at forstå. Bisp Absalon var i badestue og hørte da gennem den tynde væg, at et fribytterskib kom derude. Straks sprang han ud af badet og på sit fartøj, blæste i hornet og mandskabet kom, pilene fløj i røvernes ryg, de ville flygte derfra, de roede så stærkt; der fæstede sig pile i deres hænder, der var ikke tid til at rive dem ud. Bisp Absalon fangede hver en levende og huggede hovedet af dem; hvert et hoved blev sat på slottets ringmur. Nordøstvinden blæste med sine tykke kinder, og med ondt vejr i kæften, som sømanden siger.
"Her vil jeg strække mig," sagde Vinden; "her vil jeg lægge mig og se på alt det kram."
Den hvilede i timer, den blæste i døgn; mange år gik.
Vægteren kom frem på Slottets Tårn; han så mod øst, mod vest, mod syd og nord. "Der har Du det på billedet," sagde Gudfar og viste det. "Du ser ham der, men jeg skal sige dig hvad han så."
"Fra Stejleborgs mur er der åbent vand helt ned til Køge bugt og bredt er farvandet over til Sjællands kyst. Foran Serritslev Mark mod nord og Solbjerg Mark mod vest, hvor de store landsbyer ligger, vokser mere og mere den nye del af købstaden med gavlede bindingsværkshuse. Der er hele stræder for skomagere og skindgarvere, for krydderihandlere og ølfolk; der er markedsplads, der er kro og gildeshus, og tæt ved stranden, hvor der før var en ø, står den prægtige kirke for Sanct Nicolaus. Den har tårn og spir, umådeligt højt; hvor spejler det sig i det klare vand! Ikke langt herfra står Vor Frue Kirke, hvor messerne læses og synges, røgelsen dufter, vokslys brænder. Købmandshavn er nu bispens stad; bispen af Roskilde råder og regerer.
Bisp Erlandsen sidder på Axelshus. Der steges og brases i køkkenet, der skænkes øl og krydder-vin, der er lyd af fidler og fløjter, trompeter og trommer. Kærter og lamper brænder, slottet skinner, som var det hele landets og rigets lygte. Nordøstvinden blæser om tårn og om mur, de står dog fast nok; Nordøstvinden blæser også om byens befæstning vestpå, et gammelt plankeværk kun. Det holder vel? Derudenfor står Danmarks konge Christopher I. Oprørerne slog ham ved Skælskør; han søger tilflugt i bispens by.
Vinden suser og siger som bispen: "Bliv ude! Bliv ude! Porten er lukket for dig."
Det er ufredens tid, det er tunge dage, det er midt i 1200-tallet; hver mand vil råde sig selv. Det holstenske banner vajer fra slottets tårn. Der er savn og suk, det er angstens nat: Strid i landet og den sorte død, bælgmørk nat – men så blev Valdemar Atterdag dansk konge, i 1340.
Bispens by er nu kongens by; den har gavlede huse og snævre gader, den har vægter og rådhus, den har en muret galge ved Vesterport. Ingen udenbys mand må hænges i den; man må være en stadens borger for at kunne dingle der, komme op så højt, at man kan se både Køge og se ”køgehøns”, som man siger når man løfter børnene .
"Det er en dejlig galge," sagde Nordøstvinden; "det skønne gror!" Og så hvæste og blæste den.
Fra Tyskland blæste både fortræd og nød.
"Hanserne kom!" sagde Gudfar; "De rige købmænd kom fra pakhus og disk i Rostock, Lübeck og Bremen, de ville snappe mere end guldgåsen fra Valdemars tårn i Vordingborg; de rådede mere i dannerkongens by end dannerkongen selv, og de kom med bevæbnede skibe, ingen var forberedt; Kong Erik havde ej heller i sinde at slås med de tyske naboer, de var så mange, så stærke. Kong Erik og alle hans hofmænd jog hastigt ud af Vesterport til Sorø by, til den stille sø og de grønne skove der, til kærligheds sang og bægerklang.
Men en blev tilbage i København, en med et kongehjerte, et kongesind. Ser du billedet her, den unge kvinde, så fin og spæd, med havblå øjne og hørgult hår; det er Danmarks dronning Philippa, prinsesse fra England. Hun blev inde i den skræmte stad, hvor – i de små gyder og gader, med de stejle trapper, skure og tilklinede bode – byfolkene vrimlede og ikke vidste hverken ud eller ind. Hun har mands mod og hjerte; hun kalder borgere og bønder til, opmuntrer, opmander. Skibene gøres sejlklar, fæstningshusene får mandskab, kanonerne knalder; der er ild og damp, der er godt humør - Vorherre slipper ej Danmark. Og solen skinner ind i alle hjerter, den lyser ud af alle øjne i sejrsglæde. Velsignet være Philippa! Der er hun i hytte, der er hun i Huus, der er hun på Kongens slot, hvor hun plejer de sårede og syge. Jeg har klippet en krans og lagt om billedet her," sagde Gudfar. "Velsignet være dronning Philippa!"
"Nu springer vi mange år frem!" sagde Gudfar. "København springer med. Kong Christian I. har været i Rom, er velsignet af Paven, og hædret og hyldet på den lange vej. I 1479 bygger han herhjemme en gård af brændte sten; der – på Københavns Universitet – skal lærdommen gro, og fremsættes på det latinske sprog. Fattigmands barn fra plov og fra værksted kan også komme med, tigge sig frem, og få den store, lange og sorte kappe, og ved højtider synge for borgernes dør.
Tæt op til lærdommens gård, hvor alt er latin, ligger et lille hus; derinde råder det danske, i sprog og i sædvaner. Der er øllebrød til morgenmad og der er middagsmad klokken ti om formiddagen. Solen skinner ind ad de små ruder, på madskab og bogskab; i det ligger skrevne skatte: digterpræsten Hr. Mikkels´ ”Jomfru Mariæ Rosenkrans” og ”Gudelige Komedier", Henrik Harpestrengs´ ”Lægebog”, og ”Danmarks Riim-krønike” af Broder Niels fra Sorø; den bør hver dansker kende, siger herren i huset her, og han er mand for at de kunne blive kendte. Det er Danmarks første bogtrykker, hollænderen Gotfred van Gehmen. Han udøver fra 1495 den sorte, men velsignede kunst, bogtrykkerkunsten.
Og bøgerne kommer både til kongens slot og i borgerens huse. Ordsprog og sange får evigt liv. Hvad mennesket ikke tør sige i sorg og lyst, synger folkeviserne, folkesangens fugl, så frodigt og dog klart; den flyver så frit, den flyver så vidt igennem borgstue, gennem ridderborg; den sidder som falk på ridderfrøkenens hånd og kvidrer, den lister sig ind som en lille mus og pipper i hundehullet for den trælbundne bonde."
"Det er tomme ord det hele!" siger den skarpe Nordøstvind.
"Det er forårstid!" siger Solstrålerne; "– se hvor pipper det grønne!"
"Nu blader vi frem i vor billedbog!" sagde Gudfar.
Hvor stråler København! Der er turnering og leg, der er optog med pragt; se de ædle riddere i rustning, se de høje fornemme fruer i silke og guld. Kong Hans giver sin datter Elisabeth til kurfyrsten af Brandenborg, brylluppet står i 1502. Hvor er hun ung, hvor er hun glad! Hun træder på fløjel; der er en fremtid i hendes tanker: huslivets lykke. Tæt ved hende står hendes kongelige bror prins Christian med de tungsindige øjne og det hede, brusende blod. Ham har borgerfolket kær, han kender det tryk de er udsat for, han har fattigmands fremtid i sin tanke.
Gud alene råder for lykken!
"Nu blader vi igen i vor billedbog!" sagde Gudfar. "Skarpt blæser vinden, synger om det skarpe sværd, om den tunge tid, om ufredstid."
"Det er en iskold dag, det er midt i april. Hvorfor stimler mængden sammen udenfor slottet foran den gamle toldbod, hvor kongeskibet ligger med sejl og flag? I vinduer og på tagene er der folk at se. Der er sorg og bedrøvelse, forventning og angst. De ser mod slottet, hvor der før var fakkeldans i de gyldne sale, men nu er så stille og tomt; de ser mod vindues-karnappen, hvor kong Christian den 2. så ofte så ud over "Hofbroen" og ad det smalle "Hofbrostræde" til sin duelil Dyveke, den hollandske kæreste, han hentede fra Bergens by i Norge. Skodderne er skudt for. Mængden ser mod slottet, nu åbnes porten, vindebroen sænkes. Der kommer kong Christian den 2. med sin trofaste hustru Elisabeth af Habsburg; hun vil ej forlade sin kongelige herre, nu han er så hårdt betrængt.
Der var ild i hans blod, der var ild i hans tanke; han ville bryde med den gamle tid, bryde bondens åg, være borgeren god, stække "de grådige høge"; men de adelsfolk var ham for mange. Han drager fra land og rige, for derude at vinde venner og frænder for sig. Hans hustru og trofaste mænd følger med; hvert øje er vådt nu i skilsmissens stund.
Der blander sig stemmer i tidens sang, imod ham og for ham, et tredobbelt kor. Hør adelens ord, de står skrevne og trykt:
"Ve over dig, Christian den Onde! Det udøste blod på Stockholms torv råber højt over dig, forbandelsens ve!"
Og munkenes råb har den samme dom:
"Du være forstødt af Gud og af os! Den lutherske lære kaldte du hid; til den gav du kirke og prædikestol, lod Djævelens tunge tale.
Ve over dig, Christian den Onde!"
Men bonde og borger græder så dybt: "Christian, du folkekære! Bonden skal ikke kunne sælges som kvæg, ikke byttes bort for en jagthund! Den lov er dit gode omdømme!" Men fattigmands ord er som avner for vinden.
Nu sejler skibet forbi slottet og borgerne løber op på volden for derfra endnu engang at se den sejlende kongesnekke.
Tiden er lang, tiden er trang; stol ikke på venner, stol ikke på frænder!
Farbror Frederik på slottet i Kiel ville nok være konge i det danske land.
Og kong Frederik den 2. ligger nu foran København. Ser du billedet her: "det trofaste København". Rundt om er kulsorte skyer med billed på billed; betragt kun hvert enkelt! Det er et klingende billede, det klinger endnu i sagn og sang: Den tunge, trange, den bitre tid i disse års gang. Hvordan gik det kong Christian den 2., den vildsomme fugl? Derom har fuglene sunget, og de flyver vidt omkring, over land og sø. Storkenkom tidligt ved forårstid, sydfra over det tyske land; den havde set, hvad der nu fortælles.
"Den flygtende kong Christian den 2. så jeg køre på den lynggroede hede; der mødte ham et usselt køretøj, forspændt med en hest; i det sad en kvinde, kong Christians søster, Markgrevinden af Brandenborg; tro mod den lutherske lære var hun nu jaget bort af sin husbond. På den mørke hede mødtes de landflygtige kongebørn. Tiden er trang, tiden er lang, stol ikke på ven eller frænde!"
Svalen kom fra slottet i Sønderborg med en klagelig sang: "Kong Christian den 2. er forrådt! Han sidder der i byens brønddybe tårn; hans tunge trin slider spor i stengulvet, hans finger sætter mærke i det hårde marmorbord."
"O hvilken sorg fik slige ord,
som stenens fure fik?"
(Fr. Paludan-Müller)
Fartøjet ”Fiskeørnen” kom flyvende fra den rullende sø, den er åben og fri; det er den kække fynbo, admiral Søren Nordby, der støtter den fangne kong Christian den 2., og lykken er med – men lykken er som vejr og vind: omskiftelig.
I Jylland og Fyn skriger ravn og krage: "Vi er oppe at flyve! Det går så bra´, så bra´! Her ligger ådsler af heste, og mennesker med." Det er ufreds tid, det er ”Grevens Fejde”. Bonden tog sin kølle, købstadsmanden sin kniv, så råbte de højt: "Vi slår ulvene ihjel, så ingen unger blive tilbage!" Der driver skyer og røg fra de brændende byer.
Kong Christian den 2.er fange på Sønderborg slot; han slipper ej fri, ser ej København og dens bitre nød. På Nørre fælled står nu kong Christian den 3. hvor faderen stod. I staden er angst; der er hunger og smitsot.
Op til Helligåndskirkens mur sidder i pjalter en udmagret kvinde, et lig er hun; to levende børn ligger på hendes skød og suger blod af den dødes bryst.
Modet er faldet, modstanden falder. Du trofaste København!
Der blæses fanfare; hør pauker og trompeter!
I rige dragter af silke og fløjl og med vajende fjer kommer de adelige herrer på heste med guldkantede dækkener; de rider til Gammeltorv. Er der ringridning eller turnering efter vanlig skik? Borgere og bønder i deres bedste pynt søger også derhen. Hvad er der at se? Er der rejst et bål til at afbrænde pavelige, katolske billeder, eller står bøddelen der, som han stod ved præsten Didrik Slaghoeks bål? Kong Christian den 3., landets herre, er lutheran, det skal kundgøres, hævdes og erklæres for lov fra dette år, 1536.
Højfornemme fruer og adelige jomfruer sidder med høje kraver og perler på huen bag de åbne vinduer – se al den pynt og stads. På et udbredt klæde, og under tag af klæde, sidder rigets råd i ældgammel dragt, nær kongens trone. Kongen er tavs. Nu læses op i det danske sprog hans vilje, Rigsrådets vilje. Borger og bonde får strenge ord at høre, revselsens ord for al den modstand, de havde vist mod den høje adel. Ydmyget blev borgeren, bonden blev træl. Nu lyder fordømmelsens ord mod landets bisper. Deres magt er forbi. Alt kirkens og klostrenes gods bliver henlagt til konge og adel.
Der er hovmod og had, der er stolt prunk, der er ynk.
"Fattige fugl kommer hinkende,
Kommer linkende. . .
Rige fugl kommer susende,
Kommer brusende!" -
Omskiftelsens tid har tunge skyer, men også solskin; det lyste netop nu i lærdommens gård, studentens hjem, og navne lyser ud derfra helt op i vor tid. Hans Tausen, den fynske fattige smedesøn:
"Det var hin liden smådreng fra Birkende by,
Hans navn fløj over Danmark med folkelig ry.
En dansk Morten Luther, han stred med ordets sværd,
Og sejrede med ånden i hjertefolkets hær."(B. S. Ingemann)
Der lyser navnet Petrus Palladius, latin, men på dansk Peter Plade, Roskildes bisp, også søn af en fattig smed i jydernes land. Og af adelsnavne stråler Hans Friis, rigets kansler. Han satte studenten ved sit bord, sørgede for ham og for latinskolens elever med. Og en fremfor alle får hurra og sang:
"Mens en student ved Axels havn
Et bogstav véd at skrive,
Sålænge skal Kong Christians navn
Med hurra hilset blive." (Poul Martin Møller)
Der kom solstråler mellem de tunge skyer i omskiftelsens tid.
Nu vender vi bladet.
Hvad suser og synger i "Store Bælt" under Samsø kyst? Af søen stiger en havfrue med tanggrønt hår, hun spår for bonden: en prins skal fødes, det bliver en konge, mægtig og stor.
På marken, under den blomstrende hvidtjørn, han fødtes. Nu blomstrer hans navn i sagn og i sange, i riddergårde og slotte rundt om. Børsen skød frem med tårn og spir; Rosenborg løftede sig, så langt ud over volden; studenten selv fik med Regensen fik sit eget hus, og tæt derved står og peger mod himlen det Rundetårn, en Urania-søjle, der ser mod Hven, hvor Uranienborg stod; dens gyldne kupler fik glans i måneskin, og havfruer sang om manden derinde, som konger og åndens stormænd besøgte, den – af snildet fødte – højtbegavede, adelsmand Tycho Brahe. Han løftede Danmarks navn så højt, at med stjernehimlen det kendtes i alle jordens åndsoplyste lande. Og Danmark stødte ham bort fra sig.
Han sang trøst i sin smerte:
"Er ej himlen allevegne,
Hvad behøver jeg så mer?"
Hans sang har folkesangs liv, som havfruens sang om Christian den 4..
"Nu kommer et blad, du skal se rigtig godt på!" sagde Gudfar. "Der er billed på billed, som der i kæmpevisen er vers på vers. Det er en sang, så glædelig i sin begyndelse, så sørgelig i sin udgang."
Der danser et kongebarn på kongens slot, hvor er hun yndig at se! Hun sidder på Christian d. 4.´s skød, hans elskede datter Eleonore. I kvindelige sæder og dyder hun gror og vokser. Den mægtige adels fornemste mand Corfitz Ulfeldt er hendes brudgom. Hun er barn endnu; hun får også ris af sin strenge hovmesterinde; hun klager til kæresten og hun har ret. Hvor er hun kløgtig, dannet og oplært, kan græsk og latin, synger italiensk til sin luth, kan tale både om Paven og om Luther.
Kong Christian d. 4. ligger i gravkapel i Roskilde Domkirke, Eleonores broder er nu konge: Frederik den 3.. Der er glans og pragt på slottet i København, der er skønhed og snilde, først dronningen selv: Sophie Amalie af Lyneborg. Hvem styrer sin hest så godt som hun? Hvem har i dansen en holdning af majestæt som hun? Og hvem taler med kendskab og ånd som Danmarks dronning?
"Det gør Eleonore Christine Ulfeldt!" De ord blev sagt af den franske gesandt. "I skønhed, kløgt overstråler hun alle."
Fra slottets bonede dansegulv voksede misundelsen og niddets borre hængte sig fast, den filtrede sig ind og hvirvlede krænkelsens hån om sig: "Det uægte kongebarn! Hendes karet skal standse nede ved slottets bro; hvor dronningen kører, skal den frue gå!" Det fyger med sladder, med opspind og løgn.
Og Corfitz Ulfeldt tager sin hustru ved hånden i den stille nat. Nøglerne har han til hovedstadens porte; han åbner en af dem. Hestene vente der udenfor. De rider langs stranden, og sejler så bort til det svenske land.
Nu vender vi blad, som lykken vender sig for de to.
Det er efterårstid, dagen er kort, natten er lang; det er gråt og vådt, vinden så kold og i stigende styrke. Det suser i løvet på voldens træer, løvet flyver ind i Peder Oxes gård i Klareboderne; den står tom og forladt af sit herskab. Vinden suser ud over Christianshavn, om Kai Lykkesgård, nu er dér et tugthus. Han selv er jaget fra ære og land, hans våbenskjold er brudt, hans billed hængt i den højeste galge; sådan er hans kåde, letfærdige ord om landets hædrede dronning Sophie Amalie blevet straffet. Højt tuder vinden og farer hen over den åbne plads, hvor Rigshovmesterens gård har stået; nu er kun tilbage af den en sten, "den drev jeg som rullesten herned på den sejlende is," suser Vinden, "Stenen strandede hvor siden Tyvsø skød op, forbandet af mig; så kom den med i Hr. Ulfeldts gård, hvor fruen sang til den klingende luth, læste græsk og latin og knejsede stolt, nu knejser kun stenen her med sin indskrift:
"Forræderen Corfitz Ulfeldt
til evig spot, skam og skændsel."
Men hvor er hun nu, den fornemme frue? ”Hu-ih-hu-ih!”, piber Vinden med skærende røst. I "Blå Tårn" bag Københavns Slot, hvor havvandet slår mod den slimede mur, der har hun siddet i mange år. Der er i hendes kammer mere røg end varme; det lille vindue er højt oppe under loftet. Kong Christian den 4.´s forkælede barn, den fineste frøken og frue, hvor sidder hun nu ringe, hvor sidder hun skidt! Erindringen hænger som gardin og tapet om fængslets tilrøgede vægge. Hun husker sin barndoms dejlige tid, sin fars milde, strålende træk; hun husker sin pragtfulde bryllupsfærd: hendes stoltheds dage, hendes trængselstid i Holland, i England og på Bornholm.
"Ej noget synes tungt for ægte kærlighed!"
Dog, dengang var hun hos ham, nu er hun ene, for altid ene! Hun kender ikke engang hans grav og ingen kender den.
"Troskab mod manden var al hendes brøde."
Hun sad i årevis, lange og mange år, mens livet rørte sig udenfor. Det står aldrig stille, men det vil vi et øjeblik her, tænke på hende og sangens ord:
"Min husbond holdt jeg tro min ed
I nød og stor elende!"
"Ser du billedet her?" sagde Gudfar.
Det er vintertid; frosten slår bro mellem Lollandog Fyn, slår bro for den svenske kong Carl Gustav, som drager ustandseligt frem. Der er plyndring og mordbrand, angst og nød i det hele land.
Svensken ligger lige udenfor København i 1658. Det er bidende koldt og en fygende sne; men tro mod sin konge og tro mod sig selv står mænd og kvinder klar til kampen. Hver håndværksmand, købmand, student og magister er oppe på Københavns Vold til værn og forsvar. Det er ingen frygt for de gloende, glødende kugler. Kong Frederik den 3. svor, han ”ville dø i sin rede”. Han rider deroppe og dronningen med ham. Der er mod og mandstugt og fædrelandssind. Lad svensken kun trække sin ligskjorte på og snige sig frem i den hvide sne, og forsøge at storme! Der væltes bjælker og sten ned på dem; ja, kvinderne kommer med bryggerkedler og hælder sydende beg og tjære ned over de stormende svenske fjender.
I denne nat er konge og borger én, samlet magt. Og der er frelse og der er sejr. Klokkerne ringer, takkesang lyder. Borgerfolk, her vandt du adels-spore!
Hvad følger vel nu? Se billedet her:
Bisp Svanes frue ankommer i lukket karet; det tør kun den høje, mægtige adel. De stolte junkere bryde vognen itu; bispinden må gå til sin bispegård.
Er det hele historien? - Langt større skal brydes i det følgende, ”overmods-vældet”.
Borgemester Hans Nansen og biskop Svane rækker hinanden hånd til fælles gerning i Herrens navn. De taler med kløgt og med ærlighed; det høres i kirken og i borgerens hus. Et sammenholds-håndslag og havnen spærres, portene lukkes, stormklokken ringer, magten er givet til kongen alene, Frederik den 3., han som blev i sin rede i farens stund; han hersker, han råder nu over store og små!
Det er den enevældige konges tid.
Nu vender vi bladet og tiden med det.
"Hallo, hallo, hallo!" Ploven er lagt til side, lyngen får lov at gro, men jagten er god. "Hallo, hallo!" Hør de skingrende horn og de halsende hunde. Se jægerskaren, se kongen selv, kong Christian den V. ; han er ung og glad. På slot og i stad er der lystighed. I salene vokslys, i gården fakler, og byens gader har fået tran-lygter. Alt stråler så nyt! Den nye adel, indkaldt fra Tyskland, baroner og grever, får gunst og gaver; nu gælder titler og rang og det tyske sprog.
Da klinger pludselig en stemme så ægte dansk, det er væverens søn, som nu er bisp; det er Thomas Kingos stemme; han synger de dejlige salmer.
Der er en anden borgermands søn, en vintappersøn, hans tanke lysner i lov og ret; hans ”Lovbog” blev guldgrund for kongens navn, det står fast langt ind i de kommende tider. Den borgersøn, landets mægtigste mand, får adelskjold – og fjender med – så bøddelens sværd på retterstedet er hævet over Peder Griffenfeldts hoved. Da lyder: benådning – med evigt fængsel. De sender ham til en klippeø under Trondheims norske kyst:
"Munkholm - Danmarks Sanct Helena."
Men dansen går let i slottets sal, der er glans og pragt, der er livlig musik, der danser hofmænd og fruer.
Nu kommer Frederik den IV.'s tid!
Se de stolte skibe med sejrsflag! Se det rullende hav! Ja, det kan fortælle om storbedrift, om Danmarks hæder. Vi husker navne, den sejrrige Sehested og Gyldenløve! Vi huske Hvidtfeld, der for at frelse den danske flåde sprængte sit skib og fløj mod himlen med Dannebrog. Vi tænke på tiden og striden dengang, og helten, der sprang fra det norske fjeld til Danmarks værn: Peter Tordenskjold. Fra det herlige hav, fra det svulmende hav tordner hans navn fra kyst til kyst:
"Der slog et lyn igennem pudderstøvet,
En torden gennem tidens hvisken lød;
En skrædderdreng sprang ned fra skrædderbordet,
Fra Norges kyst løb ud en liden "snau".
Og vikingånden over Nordens hav
Fløj atter, ungdomskæk og stål-omgjordet."
(Carl Ploug)
Der kom en luftning fra Grønlands Kyst, en duft som fra Bethlehems-landet; den meldte om evangeliets lys ved Hans Egede og hans hustru.
Det halve blad her har derfor guldbaggrund; det andet halve – sorgen – er askegrå med sorte stænk, som fra ildens gnister, som fra sot og syge.
I København raser nemlig pesten. Gaderne er tomme, dørene lukkede, rundt om er tegnet med hvidt kridt et kors: derinde er soten, men hvor korset er sort er alle døde.
I natten bæres ligene bort, uden klokkeklang; de tager på gaden de halvdøde med; rustvognene rumler, de er fyldt med lig. Men ud fra krostuen lyder fælt berusedes sang og vilde skrig. Ved drik sørge de at glemme den bittre nød; de vil helst glemme og ende – ende! Alt får jo ende; her ender bladet med anden nød og prøvelsestid for København.
Kong Frederik den 4. lever endnu; hans hår er grånet i årenes løb. Fra vinduet på slottet ser han ud i det stormfulde vejr; det er sent på året 1728.
I et lille hus ved Vesterport leger en dreng med sin bold; den flyver op på loftet. Den lille tænder et billigt tællepråslys, går op for at søge; da tændes der ild i det lille hus, i den hele gade. Det lysner i luften, så skyerne skinner. Se, flammerne vokser! Der er føde for ilden, og der er hø og halm, der er flæsk og tjære, der er stabler af brænde til vintertiden. Og alting brænder. Der er gråd og skrig, der er stor forvirring. I vrimlen rider den gamle konge, opmuntrer, befaler. Der sprænges med krudt, rives huse ned. Nu brænder det også i Nørreport kvarter, og kirkerne brænder: Sanct Petri, Vor Frue! Hør sangværket spiller sin sidste sang: "Vreden du afvend, Herre Gud af nåde!"
Kun Rundetårn står og Christiansborg slot står; rundt om er rygende tomter. Kong Frederik den 4. er folket god, han trøster og mætter, han er hos det, er de husvildes ven. Velsignet er Frederik den 4.!
Se nu dette blad!
Se den gyldne karet med tjenere rundt om, med bevæbnede ryttere foran og bagved, kommer fra slottet, hvorom der er spændt en jernlænke for at hindre folket i at komme alt for nær. Enhver uadelig mand må gå over pladsen med blottet hoved; derfor ses ej mange, de undgår stedet. Der kommer nu en med nedslået blik, med i hatten i hånden, og det er just den mand, i den tid, som vi vil nævne højt:
"Som rensende stormvind hans tale klang,
Til solskin i kommende dage;
Indsmuglede noder som græshopper sprang
Den vej, de var komme, tilbage."
(Christian Wilster)
Det er snildet og lunet, det er Ludvig Holberg. Den danske skuespil-scene, hans storheds slot, har man lukket, som var det forargelsens bosted. Al glæde er skrinlagt, nedbrændt som byen; dans, sang og musik er forbudt og bandlyst af Christian d. 6. – nu råder den mørke kristendom.
"Der Dänenprinz!" som hans mor kaldte ham, og nu kommer hans tid med solskinsvejr, med fuglenes sang, med glæde, danskhed og lystighed: Kong Frederik den V. er konge fra 1746. Og lænkerne tages fra pladsen ved slottet; den danske skuespil-scene er åbnet igen, der er latter og lyst, der er godt humør. Og bønderne fester ved ´at ride sommeren i byen´! Det er munterhedstid efter fastetid og forknyttelsens tid. Det skønne trives, sætter blomst og frugt i toner, i farver, i bildende kunst. Hør Gretrys musik! Se Londemanns skuespilleri! Og Danmarks dronning elsker det danske. Lovise af England, dejlig og mild; velsigne dig Gud i sin himmel! Solstrålerne synger lifligt i kor om dronninger i det danske land: Philippa, Elisabeth, Lovise.
Den jordiske del er forlængst skrinlagt, men sjælene lever og navnene lever. Igen sender England en kongebrud: Mathilde, så ung og snart så forladt! Om dig ville digtere synge i tiden, om ungdomshjertet og prøvelsens stund. Og sangen har magt, en unævnelig magt gennem tider og folk. Se slottets brand, kong Christians borg. Man søger at frelse det bedste, der findes. Se Holmens folk slæbe bort en kurv med sølvtøj og kostbare sager; stor rigdom er det, men pludseligt ser de gennem den åbne dør, hvor flammerne lyser, en buste af bronze, af kong Christian den 4.. Da kaster de den rigdom, de bærer; hans billede derinde er dem langt mere! Det må de redde, hvor tungt det end også må være at bære. De genkender ham jo fra Ewalds sang, fra komponist Hartmanns dejlige melodi:
”Kong Christian stod ved højen mast
i røg og damp” (Johannes Ewald)
Der er magt i ordet og sangen, og den skal klinge engang så stærkt om den stakkels dronning Mathilde.
"Nu blader vi frem i vor billedbog."
På Ulfeldts plads stod den skændselssten, en skamstøtte; hvor rejstes i verden vel en sten som den? Ved Vesterport blev en anden stenstøtte rejst, hvor mange i verden er der vel som den?
Solstrålerne kyssede rullestenen, grundlaget under "Frihedsstøtten". Alle kirkeklokker ringede, flagene vajede; folket jublede for Kronprins Frederik. Gamle og unge bar i hjerte og på tunge navnene Bernstorff, Reventlow, Colbjørnsen. Med strålende øjne og takfyldte hjerter læses støttens velsignede indskrift:
"Kongen bød, Stavnsbåndet skal ophøre, Landbolovene gives orden og kraft, at den frie bonde kan vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig!"
Hvilken solskinsdag! Hvilken "Sommer i By"!
Lysånderne sang: "Det gode gror! Det skønne gror! Snart falder stenen på Ulfeldts Plads, men "Frihedsstøtten" skal stå i solskin, velsignet af Gud, Konge og Folk."
"Vi har en gammel landevej,
Den går til verdens ende."
Det åbne hav, åbent for ven og fjende, og fjenden var der. Den sejlede op, den mægtige engelske flåde; en stormagt kom imod en lille. Kampen var hård, men folket modigt:
"Hver stod fast og ufortrøden,
Stod og stred og favned døden!"
Vandt beundring af sin fjende, og begejstrede Danmarks skjalde. Den slag-dag mindes den dag i dag med vajende flag: Danmarks hædrende ”2. April”, Skærtorsdags-slaget på Rheden, 1801”.
Mange år gik. En flåde blev set i Øresund. Gjaldt det Rusland eller Danmark? Det vidste man ej, selv ingen ombord.
Der er en fortælling i folkemund, at den morgenstund i Øresund, da den forseglede ordre blev brudt og læst op, og den lød: ”at tage den danske flåde”, trådte frem for sin chef en ung kaptajn, højhjertet i ord og dåd, en Englands søn: "Jeg svor," var hans ord, "at til min død ville jeg kæmpe for Englands flag, i åbent, ærligt slag, men aldrig ville jeg overmande."
"Og dermed styrtede han sig overbord!"
"Og flåden styrede mod København, -
Fjern fra det sted, hvor slaget skulle stande,
Lå han, Kaptajnen - ukendt er hans navn -
Et vandkoldt lig, skjult af de sorte vande,
Til strømmen drev ham op, og svenske mænd
På fiskertog i stjernefulde nætter
Ham fandt, bar ham i båd til stranden hen
Og - raflede om den dødes Epauletter."
(Carl Bagger)
Fjenden stod udenfor København; det lyste i flammer, vi mistede flåden, men ikke modet og troen på Gud; han ydmyger, men løfter igen. Sårene læges som i Einheriars slag i Valhal. Københavns historie er rig på trøst.
Altid folketroen var den,
Danmark har i Vorherre en ven.
Holde vi fast, han holder igen,
Og solen skinner i morgen.
Snart skinnede den på den genrejste stad, på rige kornmarker, på kløgt og snilde; en fredens velsignet sommerdag, hvor digtningen rejste sitfata morganaså farverigt herligt ved Adam Oehlenschläger.
Og i videnskaben blev gjort et fund, langt mere end et guldkorn i gammel tid, en bro af guld blev fundet:
- - "en Bro for tankens lyn
I alle tider ind i folk og riger."
Hans Christian Ørsted indskrev dér sit navn.
Og se! Ved slottet op til kirken blev rejst en gård, til den gav selv den fattigste mand og kvinde glad sin skærv.
"Du husker nok fra foran i billedbogen," sagde Gudfar, "de gamle stenblokke, som ramlede ned oppe fra Norges fjelde, og førtes på isen herned; de er løftede igen fra den dybe sandgrund på Bertel Thorvaldsens bud i marmorets skønhed; dejligt at se!"
Husk hvad jeg har vist dig og hvad jeg fortalte! Sandgrunden i havet løftede sig op, blev værn for havnen, bar Axels hus, bar bispens gård og kongens slot og bærer nu det skønnes tempel: Thorvaldsens Museum. Forbandelsens ord er vejrede hen, men hvad sollysets børn i glæde sang om en kommende tid, er blevet opfyldt.
Så mangen storm er faret hen, den kan komme igen og vil atter henfare.Det sande og gode og skønnehar sejren.
Og hermed er billedbogen sluttet; men langtfra ikke Københavns historie. Hvem ved, hvad du selv engang skal opleve?
Det har tit set sort ud, blæst en storm, men solskinnet er dog ikke blæst bort, det bliver! Og stærkere endnu end det stærkeste solskin er Gud! Vorherre råder for mere end for København."
Det sagde Gudfar og gav mig bogen. Hans øjne lyste, han var så sikker i sin sag. Og jeg tog bogen så glad, så stolt og forsigtigt, som da jeg for nylig bar min lillesøster for første gang.
Og Gudfar sagde: "Du må meget gerne vise en og anden din billedbog, Du må også godt sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele bogværk. Men det er en livssag, at de straks ved, hvorfra jeg har fået ideen til den. Du véd det, fortæl det: Ideen skyldes de gamle tranlygter, der netop, den sidste aften de brændte, viste for byens nye, store gaslygter - som fata morgana - alt hvad der var set fra den første lygte blev tændt ved havnen, til nu København denne aften i 1857 belystes både af tran og af gas.
Du må vise bogen til hvem du vil, det vil sige, til folk med milde øjne og venligt sind, men kommer en Helhest– så luk
Gudfars Billedbog."
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©