H. C. Andersen - Eventyr 137: 

Hønse-Grethes familie (1870) 

 

Original + 2019-version

 

 

 

Hønse-Grethe var det eneste bosiddende menneske i det nye udsmykkede hus, der var bygget til hønsene og ænderne på herregården; det stod, hvor den gamle ridderlige gård havde stået, med tårn, takket gavl, voldgrav og vindebro. Tæt ved var et vildnis af træer og buske; her havde haven været, og strakt sig ned til en stor sø, som nu var mose. Råger, krager og alliker fløj med skrig og skrål hen over de gamle træer, en myldrende mængde fugle; de mindskedes ikke i antal, selvom man skød imellem dem, de tog snarere til. Man kunne høre dem lige ind i hønsehuset, hvor Hønse-Grethe sad og ællingerne løb hende over træskoene. Hun kendte hver høne og hver and fra den krøb ud af ægget, hun var stolt af sine høns og sine ænder, stolt af det stilfulde hus, der var bygget for dem. Renlig og net var hendes lille stue, det forlangte herskabsfruen, som ejede hønsehuset; hun kom her tit med fine, fornemme gæster og fremviste “hønsenes og ændernes kaserne”, som hun kaldte det. 

Der var både klædeskab og lænestol, ja der var en kommode, og på den stod opstillet en blankpoleret messingplade, hvori stod indgraveret ordet “Grubbe”, hvilket netop var navnet på den gamle højadelige slægt, som havde boet her i riddergården. Messingpladen var fundet da man gravede her, og degnen havde sagt at den ikke havde andet værdi, end at den var et gammelt minde. Degnen vidste god besked om stedet og gammel tid, han havde lærdommen fra bøger; der lå så meget opskrevet i hans bordskuffe. Han havde stor videnskab om de gamle tider; dog den ældste krage vidste måske mere og skreg derom på sit tungemål, men det var kragemål og det forstod degnen ikke, lige meget hvor klog han var.

Mosen kunne efter en varm sommerdag dunste, så der ligesom lå en hel sø ud for de gamle træer, hvor råger, krager og alliker fløj; sådan havde her set ud, da ridder Grubbelevede her og den gamle gård stod med røde tykke mure. Hundelænken nåede da helt hen forbi porten; gennem tårnet kom man ind i den stenlagte gang til stuerne; vinduerne var smalle og ruderne små, selv i den store sal, hvor dansen gik, men i den sidste Grubbes tid var der ikke danset i mands minde, og dog lå der endnu en gammel pauke-tromme, der havde været anvendt ved musikken. Her stod et kunstfuldt udskåret skab, i det gemtes sjældne blomsterløg, for fru Grubbe holdt af plantning og opelskede træer og urter; hendes husbond red hellere ud for at skyde ulve og vildsvin, og altid fulgte hans lille datter Marie ham på vej. I en alder af fem år sad hun stolt på sin hest og så med store sorte øjne kækt omkring sig. Det var hendes lyst at slå med pisken mellem jagthundene; hendes far så nu hellere at hun slog mellem bønderdrengene, som kom for at se på herskabet. –

Bonden i jordhuset, tæt ved gården, havde en søn, Søren, på alder med den lille højadelige jomfru, han forstod at klatre og måtte altid op at tage fuglereder til hende; fuglene skreg alt hvad de skrige kunne, og en af de største huggede ham lige over øjet, så at blodet strømmede ud, man troede at øjet var gået med, men det havde dog ingen skade lidt. MarieGrubbe kaldte ham sin Søren, det var en stor gunst, og den kom til gode for hans far, sølle Jøn; han havde en dag forset sig, skulle straffes: ride på træhesten. Den stod i gården med fire pæle til ben og ét eneste smal bræt til ryg; den skulle Jøn ride skrævs over og få nogle tunge mursten om benene for ikke at sidde alt for let; han skar et gyseligt ansigt, Søren græd og bønfaldt den lille Marie; straks befalede hun at Sørens fader skulle ned, og da man ikke lystrede hende, trampede hun i stenbroen og rev i farens skjorteærme, så det revnede. Hun ville hvad hun ville, og hun fik sin vilje, Sørens far blev løst fra træhesten og kom ned.

Fru Grubbe, som kom til, strøg sin lille datter hen over håret og så med milde øjne på hende, Marie  forstod ikke hvorfor. –

Ind til jagthundene ville hun og ikke med moren, der gik over i haven, ned mod søen hvor både den hvide og den gule åkande stod med blomst; dunhammer og brudelys svajede mellem sivene; hun så på al den frodighed og friskhed. “Hvor behageligt, hvor angenemt!” sagde hun. Der stod i haven et dengang sjældent træ, hun selv havde plantet, “Blodbøg” kaldes det, et slags fremmed sydlænding mellem de andre træer, så sortbrune var bladene; det måtte have stærkt solskin, ellers ville det i stadig skygge blive grønt som de andre træer og således miste sit særkende. I de høje kastanjer var mange fuglereder, ligeså i buskene og i grønsværen. Det var som om fuglene vidste at her var de fredede, her turde ingen plaffe med bøsse. –

Den lille Marie kom med Søren, han kunne kravle, ved vi, og der blev hentet både æg og dunede unger. Fuglene fløj i angst og skræk, små og store fløj! Viben ude fra marken, råger, krager og alliker fra de høje træer skreg og skreg, det var et skrig, som deres slægt skriger endnu i vore dage.

“Hvad gør I dog, børn?” råbte den milde frue. “Det er jo ugudeligt hærværk!”

Søren stod forknyt, den lille højadelige jomfru så også lidt til siden, men derpå sagde hun kort og mut: “Jeg må godt for min far!”

“Herfra! Herfra!” skreg de store sorte fugle og fløj, men kom igen næste dag, for her var de hjemme. – 

Den stille, milde frue blev derimod ikke længe hjemme der, Vorherre kaldte hende til sig, hos ham havde hun også mere sit hjem, end her på gården; og kirkeklokkerne ringede højtideligt da hendes lig kørtes til kirke, fattig mands øjne blev våde, for hun havde været dem god. –

Da hun var borte, tog ingen sig af hendes beplantninger og haven forfaldt. –

Hr.Grubbe var en hård mand, sagde man, men datteren, hvor ung hun end var, kunne magte ham; han måtte le og hun fik sin vilje. Nu var hun tolv år gammel og stærklemmet af vækst; hun så med sine sorte øjne lige ind i folk, red sin hest som en karl og skød sin bøsse som en øvet jæger.

Da kom der på egnen stort besøg, det allerfornemste, den unge danskekong Christian d. 5. og hans halvbroder og kammerat hr. Ulrik Frederik Gyldenløve; de ville skyde vildsvin der og blive et døgn på hr. Grubbes gård. –

Gyldenløve sad ved bordet hos Marie Grubbe, tog hende om hovedet og gav hende et kys, som om de havde været i familie sammen, men hun gav ham et munddask og sagde at hun ikke kunne udstå ham, og det blev der rigtigt leet af, som om det var så fornøjeligt.

Det har det måske også været; for fem år efter, Marie havde fyldt sit syttende år, kom der bud med brev; hr. Gyldenløve udbad sig den højadelige jomfrus hånd; det var noget!

“Han er den fornemste og galanteste herre i hele riget!” sagde hr. Grubbe. “Det er ikke at vrage.”

“Stort skatter jeg ham ikke!” sagde Marie Grubbe, men hun vragede ikke landets fornemste mand, der sad ved kongens side. –

Sølvtøj, uldent og linned sendtes med båd til København; Marie gjorde rejsen over land på ti dage. Båden havde enten modvind eller ingen vind; der gik fire måneder før det kom til hovedstaden, og da det kom, var fru Gyldenløve borte. –

“Hellere vil jeg ligge på hampegarn end i hans silkeseng!” sagde hun. “Hellere går jeg på mine bare ben end kører med ham i karet!” –

En sen aften i november kom to kvinder ridende ind i Århus by; det var Gyldenløves frue, Marie Grubbe og hendes tjenestepige; de kom fra Vejle; derhen var de kommet fra København med båd. De red op til hr. Grubbes stenmurede gård. Han blev ikke fornøjet ved den visit. Hun fik knubbede ord, men dog et kammer til at lægge sig i, fik sin dejlige øllebrød om morgenen, men ikke dejlige ord; det onde i faderen kom frem mod hende, og det var hun ikke vant til; mild i sind var Marie ikke, og som man råbes til sådan svarer man; hun gav rigtignok svar og talte med beskhed og had om sin ægteherre, Gyldenløve, ham hun ikke ville leve med, dertil var hun for stolt og trofast. –

Så gik et år, det gik ikke fornøjeligt. Der faldt onde ord mellem far og datter, det må der aldrig. Onde ord bærer ond frugt. Hvad ende skulle det tage.

“Vi to kan ikke blive under samme tag!” sagde faderen en dag. “Flyt herfra til vor gamle gård, men bid heller din tunge af end sæt løgn i omløb!”

Så skiltes de to; hun drog med sin pige ind i den gamle gård, hvor hun var født og opvokset, hvor den stille fromme frue, hendes mor, lå i kirkens gravkammer; en gammel kvægvogter boede på gården, det var hele mandskabet dér. I stuerne hang spindelvæv, sort og tungt af støv, haven voksede som den ville; humleranker og snerler snoede et net mellem træer og buske; skarntyde og nælde tog til i vækst og kræfter. “Blodbøgen” var overgroet og i skygge, dens blade var nu grønne som de andre, almindelige træers, det var forbi med dens herlighed. Råger, krager og alliker fløj, en myldrende mængde, hen over de høje kastanjetræer, der var et skrål og en skrigen, som havde de vigtigt nyt at fortælle hinanden: Nu var hun her igen, den pige, som havde ladet stjæle deres æg og unger; tyveknægten selv, som hentede dem, klatrede ude på et bladløst træ, til søs sad han i den høje mast og fik sine svære slag med skibsrebet når han ikke skikkede sig og adlød. –

Det fortalte alt sammen i vor tid Degnen; han havde samlet og sat det sammen af bøger og optegnelser; det lå sammen med meget mere skrevet og gemt i bordskuffen.

“Op og ned er verdens gang!” sagde han, “det er underligt at høre!” – Og vi vil høre hvordan det gik Marie Grubbe; alligevel glemmer vi dog ikke Hønse-Grethe, hun sidder i sit udsmykkede hønsehus i vor tid, Marie Grubbe sad i sin tid, men ikke med det samme sind som gamle Hønse-Grethe.

Vinteren gik, foråret og sommeren gik, så kom igen den blæsende efterårstid med den våde kolde havgus. Det var et ensomt liv, et kedsommeligt liv der på gården.

Så tog Marie Grubbe sin bøsse og gik ud i lyngheden, skød harer og ræve, skød de fugle hun nu kunne træffe. Derude mødte hun mere end en gang den adelige herre Palle Dyre fra Nørrebæk, han gik også med sin bøsse og sine hunde. Han var stor og stærk, det pralede han af når de talte sammen. Han turde have målt sig med den salige hr. Brockenhuus til Egeskov på Fyn, om hvis styrke der endnu gik ry. – Palle Dyre havde, efter hans eksempel, i sin port ladet ophænge en jernlænke med et jægerhorn, og når han red hjem, greb han om lænken, løftede sig med hesten fra jorden og blæste i hornet. –

“Kom selv og se det, fru Marie!” sagde han. “Der er friskt luft på Nørrebæk!” –

Hvornår hun kom på hans gård står ikke opskrevet, men på lysestagerne i Nørrebæk kirke var at læse, at de var givet af Palle Dyre og Marie Grubbe på Nørrebæk Hovedgård. –

Krop og kræfter havde Palle Dyre; han drak som en svamp, han var som en tønde der ikke kunne fyldes; han snorkede som en hel svinestald; rød og opdunstet så han ud.

“Svinepolisk og drillesyg er han!” sagde fru Palle Dyre, Marie Grubbe. Snart var hun ked af det liv, men derved blev det dog ikke bedre.

En dag stod bordet dækket og maden blev kold; Palle Dyre var på rævejagt og fruen var ikke at finde. – Palle Dyre kom hjem ved midnatstid, fru Dyre kom hverken til midnat eller morgen, hun havde vendt sin ryg til Nørrebæk, var redet bort uden hilsen og farvel.

Det var gråt, vådt vejr; vinden blæste kold, der fløj en flok sorte skrigende fugle hen over hende, de var ikke så husvilde som hun.

Først drog hun sydpå, helt ned mod det tyske rige, et par guldringe med kostbare sten blev omsat i penge, så gik hun mod øst, så vendte hun om igen mod vest, hun havde ikke noget mål for øje og var vred på alle, selv på den gode Gud, så elendigt var hendes sind; snart blev hendes legeme det også, hun kunne knap flytte sin fod. Viben fløj op fra sin tue, da hun faldt over tuen; fuglen skreg, som den altid skriger: “Din tyv! Din tyv!” Aldrig havde hun stjålet sin næstes gods, men fugleæg og fugleunger havde hun som lille pige ladet hente til sig fra tue og træ; det tænkte hun nu på.

Der hvor hun lå, kunne hun se klitterne, ved stranden derhenne boede fiskere, men derhen kunne hun ikke nå, så syg var hun. De store hvide strandmåger kom flyvende hen over hende og skreg som råger, krager og alliker skreg hjemme over gårdens have. Fuglene fløj hende ganske nær, til sidst syntes hun at de blev kulsorte, men så blev det også nat for hendes øjne. –

Da hun igen slog øjnene op, blev hun løftet og båret, en stor, stærk karl havde taget hende på sine arme, hun så ham lige ind i hans skæggede ansigt, han havde et ar over øjet så at øjenbrynet var ligesom skilt i to dele; han bar hende, så elendig hun var, til fartøjet, hvor han af skipperen fik knubbede ord for sin gerning.

Dagen derpå sejlede fartøjet. Marie Grubbe kom ikke i land; hun var altså med. Men kom vel nok tilbage? Ja, men hvornår og hvor?

Også derom kunne Degnen fortælle, og det var ikke en historie, han selv satte sammen, han havde hele dens sælsomme gang fra en troværdig gammel bog, vi selv kan tage frem og læse. Den danske historieskriver Ludvig Holberg, der har skrevet så mange læseværdige bøger og de morsomme komedier, der viser os hans tid og dens mennesker, fortæller i sine breve om Marie Grubbe, hvor og hvordan i verden han mødte hende; det er nok værd at høre; men derfor glemmer vi slet ikke Hønse-Grethe, hun sidder glad og godt i det udsmykkede hønsehus.

Fartøjet sejlede bort med Marie Grubbe; der var der vi slap. –

Der gik år og der gik år. –

Pesten grasserede i København, det var i året 1711. Dronningen af Danmark drog til sin tyske hjemstavn. Kongen forlod rigets hovedstad, og hver, som kunne, skyndte sig af sted; studenterne, selv om de havde fri husleje og gratis kost med, søgte ud af byen. En af dem, den sidste, der endnu var blevet på det såkaldte “Borchs Kollegium”, tæt ved Regensen, drog nu også af sted. Det var klokken to i den tidlige morgen; han kom med sin rygsæk, der var mere fyldt med bøger og papirer, end med tøj. Der hang en våd, klam tåge ned i byen; ikke et menneske var at se i hele gaden hvor han gik; rundt om på døre og porte var skrevet kors, derinde var pest-soten, eller folk var allerede uddøde. Heller ingen folk var at se i den bredere, bugtede “Kjødmangergade,” som gaden kaldtes fra “Runde Tårn” ned mod kongeslottet. Nu rumlede en stor rustvogn forbi; kusken svingede med pisken, hestene for afsted i galop, vognen var fyldt med døde. Den unge student holdt hånden for ansigtet og lugtede til en stærk spiritus, han havde på en svamp i en messingbeholder. Fra et værtshus i et af stræderne lød skrålende sang og uhyggelig latter af folk, der drak natten hen for at glemme, at pesten stod for døren og ville have dem med på rustvognen til de andre døde. Studenten styrede mod slotsbroen; der lå et par småfartøjer, et af dem lettede for at komme bort fra den befængte by. –

“Om Gud lader os leve og vi får vind dertil, går vi til Grønsund ved Falster!” sagde skipperen og spurgte studenten, som ville med, om hans navn.

“Ludvig Holberg”, sagde studenten, og det navn lød som ethvert andet navn, nu lyder det som et af Danmarks stolteste navne; den gang var han kun en ung, ukendt student.

Skibet gled forbi slottet. Det var endnu ikke lys morgen da det nåede ud i åbent vand. Der kom en let brise, sejlet bugnede, den unge student satte sig med ansigtet mod den friske vind og faldt i søvn, og det var ikke det mest tilrådelige.

Allerede den tredje morgen lå fartøjet ud for Falster. “Kender I nogen her på stedet, hvor jeg kan tage ind med lidt penge?” spurgte Holbergkaptajnen.

“Jeg tror at I gør vel i at gå til færgekonen i Borrehuset!” sagde han. “Vil I være meget galant, da hedder hun mor Søren Sørensen Møller! Dog, det kan være at hun bliver gal i hovedet, hvis I er alt for fin og fornem mod hende! Manden er arresteret for en misgerning, hun fører selv færgebåden, næver har hun!”

Studenten tog sit tornyster og gik til færgehuset. Stuedøren var ikke lukket af, den gik op, og han trådte ind i en brolagt stue, hvor slagbænken med en stor skinddyne var det vigtigste derinde. En hvid høne med kyllinger var tøjret til slagbænken og havde væltet vandfadet, så vandet flød hen over gulvet. Ingen folk var her eller i værelset tæt ved, kun en vugge med et barn i. Færgebåden kom tilbage, der sad kun én i den, mand eller kvinde var ikke let at sige. Personen havde en stor kappe om sig, og en hætte, ligesom en kyse, om hovedet. Båden lagde an. –

Det var et kvindemenneske som kom og trådte ind i stuen. Hun så ret anselig ud, da hun rettede sin ryg; to stolte øjne sad under de sorte øjenbryn. Det var mor Søren, færgekonen; råger, krager og alliker ville skrige et andet navn, som vi bedre kender.

Mut så hun ud, meget holdt hun nok ikke af at tale, men så meget blev dog talt og afgjort, at studenten betalte for kost og logi på ubestemt tid, mens det stod så dårligt til i København.

Ud til færgehuset kom jævnligt fra den nærliggende købstad et og andet par hæderlige borgere. Der kom Frands Knivsmed og Sivert Posekigger; de drak et krus øl i færgehuset og diskuterede med studenten; han var en habil ung mand, der kunne sin practica, som de kaldte det, han læste græsk og latin og vidste om lærde sager.

“Jo mindre man ved, des mindre trykkes man deraf!” sagde morSøren.

“I har det strengt!” sagde Holberg, en dag hun vaskede sit tøj og selv måtte hugge træknuderne til brændsel.

“Lad mig om det!” svarede hun.

“Har I fra lille af altid måttet slide og slæbe?”

“Det kan I vel læse i næverne!” sagde hun og viste to rigtignok små men hårde, stærke hænder med afbidte negle. “I har jo lærdom til at kunne læse.”

Ved juletid begyndte et stærkt snevejr; kulden tog fat, vinden blæste skarpt som om den vaskede folk i ansigtet med salpetersyre. Mor Søren lod sig ikke anfægte, smed kappen om sig og trak kysen ned om hovedet. Mørkt var der inde i huset tidligt på eftermiddagen; træ og mosetørv lagde hun på ildstedet; satte sig så og stoppede sine strømper, der var ingen anden til at gøre det. Mod aften talte hun flere ord til studenten, end det ellers var hendes vane; hun talte om sin mand.

“Han har af våde begået drab på en Dragør-skipper og må derfor nu i tre år arbejde i lænker på Holmen ved København. Han er kun en almindelig matros, og så må loven gå sin gang uden større medlidenhed.” –

“Loven gælder også den højere stand!” sagde Holberg. –

“Tror I?” sagde mor Søren og så ind i ilden, men så begyndte hun igen. “Har I hørt om Kai Lykke, der lod en af sine kirker rive ned, og da præsten Mads dundrede derover fra prædikestolen, lod han hr. Mads lægge i bolt og jernlænke, nedsætte en ret, og dømte ham selv til at miste sin hals, den blev så også hugget over; det var ikke en gerning af vanvare eller uheld og dog blev Kai Lykke dengang kendt frank og fri!” –

“Han var i sin ret efter den tids lov!” sagde Holberg, “ – nu er vi ude over den!”

“Det kan I bilde tosser ind!” sagde mor Søren, rejste sig og gik ind i værelset, hvor “tøsen,” det lille barn lå, hun lettede og lagde det, lavede så studentens slagbænk til rette; han havde skinddynen, da han var mere kuldskær end hun, og han var endda født i Norge.

Nytårsmorgen var det en rigtig klar solskinsdag, frosten havde været og var så stærk at den fygende sne lå frossen hård, så at man kunne gå på den. Klokkerne i byen ringede til kirke; student Holberg tog sin uldne kappe om sig og ville til byen.

Hen over Borrehusetf løj med skrig og skrål råger, krager og alliker, man kunne for skrålet ikke høre kirkeklokkerne. Mor Søren stod udenfor og fyldte en messingkedel med sne, for at sætte den over ilden og få drikkevand. Hun så op mod fuglevrimlen og havde sine egne tanker derved.

Student Holberg gik til kirke; på vejen derhen og hjemvejs kom han forbi toldbetjenten Sivert Posekiggers hus ved porten, og der blev han budt ind på en skål varmt øl med sirup og ingefær; talen faldt om mor Søren, men Posekiggeren vidste ikke stor besked, det vidste nok ikke mange: hun var ikke fra Falster, sagde han, lidt midler havde hun vist engang ejet, hendes mand var en almindelig matros, hidsig af temperament, en Dragør-skipper havde han slået ihjel, “kællingen banker han også, og dog tager hun ham i forsvar.” –

“Jeg tålte ikke sådan en medfart!” sagde Posekiggerens kone. “Jeg stammer nu også fra bedre folk, min far var kongelig strømpevæver!”

“Derfor er i også kommet i ægteskab med en kongelig embedsmand,” sagde Holberg og bukkede for hende og Posekiggeren. –

Det var helligtrekongers aften. Mor Søren tændte for Holberg et helligtrekongerslys, det vil sige tre simple tællelys hun selv havde dyppet.

“Et lys for hver mand!” sagde Holberg.

“Hver mand?” sagde konen og så stift på ham.

“Hver af de vise mænd fra Østerland!” sagde Holberg.

“Nå, på den led!” sagde hun og tav længe stille. Men i den helligtrekongers-aften fik han dog mere at vide end han før havde vidst.

“I har et kærligt sind mod ham, I lever i ægteskab med,” sagde Holberg; “Folk siger dog at han daglig behandler Jer dårligt!”

“Det rager ingen udover mig!” svarede hun. “De slag kunne jeg have haft godt af som lille; nu får jeg dem vel for mine synders skyld! Det gode han har gjort mig, det ved jeg selv”, og hun rejste sig helt op. “Da jeg lå syg på åben hede og ingen havde lyst til om at komme i lag med mig, uden måske råger og krager for at hakke i mig, bar han mig på sine arme, og fik knubbede ord for den fangst, han bragte til fartøjet. Jeg er ikke skabt til at ligge syg og så kom jeg mig. Hver gør det på sin måde, Søren på sin, man skal ikke dømme hesten efter hovedtøjet! Med ham har jeg i alt det levet mere fornøjeligt, end med ham, de kaldte den galanteste og mest fornemme af alle kongens undersåtter. Jeg har været gift med med statholderen Gyldenløve, kongens halvbroder; siden tog jeg Palle Dyre til mand! Hip som hap, hver på sin vis og jeg på min. Det var en lang snak, men nu véd I det!” Og hun gik ud af stuen.

Det var Marie Grubbe! Så underlig var hendes vej her på lykkens tumleklode. Mange flere helligtrekongers-aftner havde hun ikke i live; Holberg har nedskrevet at hun døde i juni 1716, men han har ikke nedskrevet – for han vidste det ikke – at da mor Søren, som hun kaldtes, lå lig i Borrehuset, fløj en mængde store, sorte fugle hen over stedet; de skreg ikke, som vidste de at der hører stilhed til begravelse. Så snart hun lå i jorden var fuglene ikke mere at se, men samme aften blev der i Jylland, ovre ved den gamle gård, set en umådelig mængde råger, krager og alliker; de skreg i munden på hinanden, som om de havde noget at meddele, måske om ham, der som lille dreng tog deres æg og dunede unger, bondens søn, der fik strømpebånd af jern på kongens Holmen, og den højadelige jomfru, der endte som færgekone ved Grønsund. - “Bra-Bra!” skreg de.

Og slægten skreg, “Bra-Bra!”, da den gamle gård blev revet ned. “De skriger det endnu og der er ikke mere at skrige over!” sagde Degnen, når han fortalte: “Slægten er uddød, gården revet ned, og hvor den stod, står nu det flot udsmykkede hønsehus med forgyldte fløje og med gamle Hønse-Grethe. Hun er så glad for sin yndige lille bolig, “var hun ikke kommet her, var hun kommet på fattighuset.”

Duerne kurrede over hende, kalkunerne pludrede rundt om og ænderne snadrede.

“Ingen kendte hende,” sagde de, “slægt har hun ikke. Det er en nådens gerning at hun er her. Hun har hverken en andefar eller en hønsemor, intet afkom!”

Slægt havde hun dog; hun kendte den ikke, Degnen ikke heller, hvor meget opskrevet han end havde i bordskuffen, men en af de gamle krager vidste derom, fortalte derom. Den havde af sin mor og mormor hørt om Hønse-Grethes mor og om hendes mormor, som vi også kender, fra hun som barn red over vindebroen og så stolt om sig, som om hele verden og alle dens fuglereder var hendes; vi så hende på heden ved klitterne og sidst på Borrehuset. Barnebarnet, den sidste af slægten, var kommet hjem igen hvor den gamle gård havde stået, hvor de sorte vilde fugle skreg, men hun sad mellem de tamme fugle, kendt af dem og kendt med dem. Hønse-Grethe havde ikke mere at ønske, hun var glad og beredt til at dø, gammel til at dø.

“Grav! grav!” skreg kragerne.

Og Hønse-Grethe fik en god grav, som ingen kender, udover den gamle krage, hvis ikke også hun er død.

Og nu kender vi historien om den gamle gård, den gamle slægt og hele Hønse-Grethes familie.

 

 

 

Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©