H. C. Andersen – Eventyr 141:
Loppen og Professoren. Et eventyr (1874/1872)
Der var en luftskipper, ham gik det galt: ballonen sprak, manden faldt ned og slog sig i stykker. To minutter tidligere havde han sendt sin dreng ned med faldskærm og det var drengens lykke. Han var uskadt og gik nu omkring med stort talent for at blive luftskipper, men han havde ikke en luftballon og ikke midler til at skaffe sig en.
Leve skulle han jo, og så lærte han sig at trylle, og at kunne tale med maven – det kaldes at være bugtaler. Ung var han og godt så han ud, og da han fik skæg og flot tøj på, lignede han nærmest et grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja en ung pige blev så betaget af hans dejlighed og hans tryllekunst, at hun fulgte med ham til fremmede byer og lande. Der kaldte han sig professor, mindre kunne det ikke være!
Hans stadige tanke var at få sig en luftballon og gå til vejrs med sin lille kone, men de havde endnu ikke midlerne.
“De kommer!” sagde han.
“Bare de ville!” sagde hun.
“Vi er jo unge folk! og nu er jeg professor. Smuler er også brød!”
Hun hjalp ham trofast, sad ved døren og solgte billetter til forestillingen, og det var en kold fornøjelse om vinteren. Hun hjalp ham også i en tryllekunst. Han puttede sin kone i bordskuffen, en stor bordskuffe. Der krøb hun ind i bagskuffen, og så var hun ikke at se i forskuffen. Det var som en øjenforblændelse!
Men en aften da han trak skuffen ud, var konen også væk for professoren. Hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes tryllekunst! Hun kom aldrig igen. Hun var ked af det, og han blev ked af det, tabte sit gode humør, kunne ikke mere le og lave løjer, og så kom der ingen folk. Fortjenesten blev dårlig, kostumerne så stadig dårligere ud. Han ejede til sidst kun en stor loppe, et arvestykke efter konen, og derfor holdt han så meget af den. Så dresserede han loppen, lærte den tryllekunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, en lille.
Professoren var stolt af loppen, og den var stolt af sig selv. Den havde lært noget og havde menneskeblod og havde været i de største byer, var blevet set af prinser og prinsesser, havde vundet deres høje bifald. Det stod trykt i aviser og på plakater. Den vidste, at den var en berømthed og kunne ernære en professor, ja en hel familie.
Stolt var den og berømt var den, og dog, når loppen og professoren rejste, tog de med jernbanens billige 4. klasses togvogn. Den kommer lige så hurtigt frem som 1. klasse! Det var et stiltiende løfte, at de aldrig ville skilles ad, og aldrig gifte sig – loppen ville forblive ungkarl og professoren enkemand. Det går lige op.
“Hvor man gør størst lykke,” sagde professoren, “der skal man ikke komme to gange!” Han var en menneskekender og det er også et talent.
Til sidst havde han berejst alle lande, bortset fra de vildes land. Og så ville han til de vildes land. Der æder de rigtignok kristne mennesker, vidste professoren. Men han var ikke rigtig kristen og loppen var ikke rigtig menneske, så han mente, at de nok turde rejse der og få en god fortjeneste.
De rejste med dampskib og med sejlskib. Loppen gjorde sine kunster undervejs, og så havde de fri rejse og kom til de vildes land.
Her regerede en lille prinsesse, hun var kun otte år, men hun regerede. Hun havde taget magten fra sin far og mor, for hun havde vilje og var så mageløs yndig og uartig.
Straks, da loppen præsenterede gevær og skød kanonen af, blev hun så betaget af loppen, at hun sagde: “Ham eller ingen!” Hun blev ganske vild af kærlighed og var jo allerede vild i forvejen.
“Søde, lille, fornuftige barn!” sagde hendes far. “Kunne man bare først gøre et menneske af den?”
“Det lader du mig om, gamle!” sagde hun, og det var ikke pænt sagt af en lille prinsesse, der taler til sin far, men hun var vild.
Hun satte loppen på sin lille hånd.
“Nu er du et menneske, der regerer sammen med mig. Men du skal gøre hvad jeg vil, ellers slår jeg dig ihjel og spiser professoren.”
Professoren fik en stor sal at bo i. Væggene var af sukkerrør, dem kunne han gå og slikke på, men han var ikke slikmund. Han fik en hængekøje at sove i. Det var, som om han lå i en luftballon, den han altid havde ønsket sig, og som var hans stadige tanke.
Loppen blev hos prinsessen, sad på hendes lille hånd og på hendes fine hals. Hun havde taget et hår af sit hoved, det måtte professoren binde om benet på loppen, og så holdt hun den bundet til det store koral-smykke, hun havde i øreflippen.
Hvor var det en dejlig tid for prinsessen – og også for loppen, tænkte hun. Men professoren befandt sig ikke så vel tilpas. Han var rejsemand, holdt af at tage fra by til by, læse i aviserne om sin udholdenhed og evne til at lære en loppe alle mulige menneskelige gerninger. Dag ud og ind lå han nu i hængekøjen, dovnede og fik sin gode mad serveret: friske fugleæg, elefantøjne og stegte giraflår. De vilde menneskeædere lever jo ikke kun af menneskekød, det er udelukkende en delikatesse. “Barne-skulder med skarp sovs,” sagde prinsesse-moderen, “er det mest delikate.”
Professoren kedede sig og ville gerne bort fra de vildes land, men han måtte have loppen med, den var hans vidunder og levebrød. Hvordan skulle han fange den og få den med? Det var ikke så let.
Han spændte alle sine tankeevner og så sagde han: “Nu har jeg det!”
“Prinsesse-far: giv mig noget at bestille! Må jeg lære landets beboere at få det man i verdens største lande kalder dannelse?”
“Og hvad kan du så lære mig!” spurgte prinsessens far.
“Min største kunst,” sagde professoren, “den at fyre en kanon af så hele jorden ryster, og alle himlens lækreste fugle falder stegte ned! Det er der knald ved!”
“Kom med kanonen!” sagde prinsessens far.
Men i hele landet var der ingen kanoner, bortset fra den loppen havde medbragt, og den var for lille.
“Jeg støber en større kanon!” sagde professoren. “Giv mig bare midlerne! Jeg må have fine silkestoffer, nål og tråd, tov og snor, samt særlige mavedråber til luftballoner - de blæser op, letter og løfter, og de giver selve knaldeti kanonmaven.”
Alt hvad han forlangte fik han.
Hele landets befolkning kom sammen for at se den store kanon. Professoren kaldte dog ikke på dem, før han havde ballonen helt færdig til at blive fyldt op og stige til vejrs.
Loppen sad på prinsessens hånd og så til. Ballonen blev fyldt, den udvidede sig og kunne næppe holdes nede, så vild var den.
“Jeg må have den til vejrs, så den kan blive afkølet,” sagde professoren og satte sig i kurven, der hang under ballonen. “Alene kan jeg ikke magte at styre den. Jeg må have en kyndig kammerat med, for at hjælpe mig. Her er jo ingen der kan styre, bortset fra loppen!”
“Jeg tillader det nødig!” sagde prinsessen, men rakte dog loppen til professoren, som satte den på sin hånd.
“Slip snore og tov!” sagde han. “Nu går ballónen!”
De troede han sagde: “kanónen!”
Og så gik ballonen højere og højere til vejrs, op over skyerne, og langt bort fra de vildes land.
Den lille prinsesse, hendes far og mor – og hele folket med – stod og ventede. De venter endnu – og tror du det ikke, så rejs til de vildes land: dér taler hvert barn om loppen og professoren, og tror at de kommer tilbage igen, når kanonen er kølet af.
Men de kommer ikke, de er hjemme hos os, de er i deres fædreland, kører med jernbane – på 1. klasse, ikke på 4.! Og de har god fortjeneste, stor ballon. Ingen spørger, hvordan de har fået ballonen eller hvor de har den fra. De er nu holdne folk, hædrede folk, Loppen og Professoren.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©