H. C. Andersen- Eventyr 144:
Ugedagene (1872/1869)
Ugedagene ville også engang slå sig løs, komme sammen og holde gilde. Hver dag var i øvrigt så travlt optaget, at de, året rundt, ikke havde fritid at råde over. De måtte have en særskilt hel dag, men den havde de da også hvert fjerde år: skuddagen, der lægges til i februar for at bringe orden i tidsregningen.
På skuddagen ville de altså komme sammen til gilde, og da februar er fastelavns-måned, ville de alle komme karnevals-udklædte efter hver deres fornemmelse og bestemmelse; og de ville spise godt, drikke godt, holde taler og sige hverandre behageligheder og ubehageligheder i muntert kammeratskab. Oldtidens kæmper kastede, ved deres måltider, de afgnavede kødben i hovedet på hinanden; ugedagene ville derimod dænge hinanden over med mundgodt af muntre ord, brandere og skarnagtige, vovede vittigheder, som de kan nu kan opstå under uskyldige fastelavnsløjer.
Så var det skuddag, og så kom de sammen:
Søndag, formand for ugedagene, trådte op i sort silkekappe; fromme mennesker ville tro, at han var præsteklædt til at gå i kirke; verdensbørn så dog, at han var i sort Domino-kostume for at gå til fest, og at den blussende nellike, han bar i knaphullet, var teatrets lille røde lygte, som sagde: “Alt udsolgt, se nu til at I morer jer!”
Mandag, ungt menneske, i familie med søndagen, og særligt hengiven til fornøjelse, fulgte efter. Han forlod værkstedet, sagde han, når vagtparaden trak op.
“Jeg må ud at høre Offenbachs musik; den går mig ikke til hovedet og ikke til hjertet, men den kriller mig i benmusklerne, så jeg må danse, gå på svir, få et blåt øje at sove på – og så tage fat på arbejdet næste dag. Jeg er det friske, ”nyet” i ugen!”
Tirsdag: Tyrs dag, kraftens dag. –
“Ja, det er jeg!” sagde Tirsdag. “Jeg tager fat på arbejdet, spænder sendebudet Merkurs vinger på købmandens støvler; og jeg ser til i fabrikkerne om hjulene er smurte og drejer rundt, holder øje med at skrædderen sidder på bordet og brolæggeren på brostenene, at hver passer sin dont! Jeg holder øje med det hele, derfor møder jeg i politi-uniform og kalder mig Politirsdag. Er det en dårlig brander? - så forsøg I andre at finde på en, der er bedre!”
“Så kommer jeg!” sagde Onsdag. “Jeg står midt i ugen. Tyskerne kalder mig Hr. Mittwoch, ugemidten. Jeg står som udlært svend i butikken, som en blomst midt imellem de andre ærede ugedage! Marcherer vi alle op, så har jeg tre dage foran mig, tre dage bagved mig, det er som en æresvagt omkring mig; jeg må tro, at jeg er den mest ansete dag i ugen!”
Torsdag mødte op klædt som kobbersmed med hammer og kobberkedel, det var hans adels-tegn.
“Jeg er af den højeste, fornemste slægt!” sagde han, “ – hedensk, guddommelig! I Nordens lande er jeg opkaldt efter Tor, og i sydens lande efter Jupiter, som begge forstod at tordne og lyne; det er blevet i familien!”
Og så slog han på kobberkedlen og beviste sin høje stand.
Fredag var klædt ud som ung pige og kaldte sig Freja, til en forandring også Venus, det kom an på sprogbrugen i de lande hvor hun trådte op. Hun var i øvrigt af en stille, blid karakter, sagde hun, men i dag flot og fri; det var jo skuddag, og den giver frihed for kvinden, og da har hun lov til, efter gammel skik, selv at fri til en mand og behøver ikke at lade sig fri til.
Lørdag trådte op som gammel husholderske med kost og spand. Hendes livret var øllebrød, dog forlangte hun ikke, at retten ved denne festlige lejlighed skulle sættes med på bordet til dem alle, men blot at hun måtte få den – og hun fik den!
Og så bænkede ugedagene sig.
Her er de aftegnet i ord alle syv, brugbare for tegnede og udklippede tableauer udformet i familiens kreds; der kan de laves så morsomme, man magter det; vi bringer dem her kun som en spøg i februar, den eneste måned, der får en dag i tillæg.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©