H. C. Andersen - Eventyr 148:
Lysene (1872/1870)
Der var et stort vokslys, det vidste nok hvad det var.
“Jeg er født i voks og støbt i en form!” sagde det. “Jeg lyser bedre og brænder i længere tid end andre lys; min plads er i lysekrone eller sølvstage!”
“Det må være en dejlig tilværelse!” sagde tællelyset, det lille, billige lys af smeltet talg. “Jeg er kun et tællelys, men støbt i form, og kaldes spiddelys, og jeg trøster mig ved, at det altid er lidt mere end at være en lang tynd prås; det lys dyppes kun to gange i det flydende fedt, jeg er blevet dyppet otte gange for at få min anstændige tykkelse. Jeg er tilfreds! Det er vistnok finere og lykkeligere stillet at være født i voks og ikke i tælle, men man fremstiller sig jo ikke selv i denne verden. Vokslysene kommer i storstuen op i en stor glaskrone, jeg bliver i køkkenet, men det er også et godt sted, derfra får hele huset maden!”
“Men der er noget, der er vigtigere end maden” sagde vokslyset: “Selskabeligheden! At se den stråle og selv at stråle! Her er bal i aften, nu bliver jeg og hele min familie snart afhentet!”
Næppe var det sagt, så blev alle vokslysene afhentet, men også tællelyset kom med. Fruen selv tog det i sin fine hånd og bar det ud i køkkenet; der stod en lille dreng med en kurv, og den blev fyldt med kartofler, også et par æbler kom deri. Alt det gav den gode frue den fattige dreng.
“Der har du et lys til, min lille ven!” sagde hun. “Din mor sidder og arbejder helt ud på natten, hun kan bruge det!”
Husets lille datter stod tæt ved, og da hun hørte de ord: “ud på natten”, sagde hun med inderlig glæde: “Jeg skal også være oppe til ud på natten! Vi skal have bal, og jeg får de store, røde sløjfer på!”
Hvor strålede hendes ansigt! Det var glæde! Intet vokslys kan stråle som to barneøjne!
“Det er velsignet at se!” tænkte tællelyset, “det glemmer jeg aldrig, og det ser jeg vist aldrig mere!”
Og så blev det lagt i kurven under låget, og drengen gik med det.
“Hvor skal jeg nu hen?” tænkte lyset. “Jeg skal til fattige folk, får måske ikke engang en messingstage at stå i, mens vokslyset sidder i sølv og ser på de fineste folk. Hvor det må være dejligt at lyse for de fineste folk! Det blev nu min skæbne at være tælle og ikke voks!”
Og lyset kom til fattigfolk, en enke med tre børn i en lille lav stue lige over for det rige hus.
“Gud velsigne den gode frue for hvad hun gav!” sagde moren, “ – det er jo et dejligt lys! Det kan brænde til ud på natten.”
Og lyset blev tændt.
“Fut-føj!” sagde det. “Det var en fæl lugtende svovlstik, hun tændte mig med! Sådant byder man næppe et vokslys ovre i det rige hus!”
Også der tændtes lysene; de strålede ud over gaden; vognene rumlede med de pyntede balgæster, musikken klang.
“Nu begynder de derovre!” fornemmede tællelyset og tænkte på den lille, rige piges strålende ansigt, mere strålende end alle vokslysene. “Det syn ser jeg aldrig mere!”
Da kom det mindste af børnene i det fattige hus, en lille pige var det; hun tog sin bror og søster om halsen, hun havde noget meget vigtigt at fortælle, det måtte hviskes: “Vi skal i aften – tænk! – vi skal i aften have varme kartofler!”
Og hendes ansigt strålede af lyksalighed; lyset skinnede lige ind i det, og så en glæde, en lykke så stor som ovre i det rige hus, hvor den lille pige sagde: “Vi skulle have bal i aften, og jeg skal have de store røde sløjfer på!”
“Er det at få varme kartofler lige så meget som røde sløjfer?” tænkte lyset. “Her er jo lige stor glæde hos de små!” Og det nøs derpå; det vil sige, det spruttede, andet kan et tællelys ikke.
Bordet blev dækket, kartoflerne spist. Oh, hvor de smagte! Det var et helt festmåltid, og så fik hver et æble ovenpå, og det mindste barn fremsagde det lille vers:
“Du gode Gud, jeg takker dig,
At du igen har mættet mig!
Amen.”
“Var det ikke pænt sagt, mor!” udbrød derpå den lille.
“Det må du ikke spørge om, eller sige!” sagde moren. “Du skal blot tænke på den gode Gud, som har mættet dig!”
De små kom i seng, fik et kys og sov lige straks, og mor sad og syede til ud på natten for at tjene sine få penge til dem og sig. Og ovre fra det rige hus skinnede lysene og musikken klang. Stjernerne blinkede over alle huse, over de riges og over de fattiges, lige klare, lige velsignede.
“Det var i grunden en rar aften!” mente tællelyset. “Mon vokslysene havde det bedre i sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!”
Og det tænkte på de to lige lykkelige små piger, den ene bestrålet af vokslys, den anden af et tællelys!
Ja, det er hele historien!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©