H. C. Andersen – Eventyr 149:
Det Utroligste. Et eventyr (1872/1870)
Den som kunne gøre ”det utroligste” skulle have kongens datter og det halve rige.
De unge mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres tanker, sener og muskler. To spiste sig til døde og en drak sig ihjel for at gøre det utroligste, efter deres smag, men det var ikke på den måde, det skulle gøres. Små gadedrenge øvede sig, hver for sig, i at spytte sig selv på ryggen - det anså de for det utroligste.
På en bestemt dag skulle det fremvises, hvad hver enkelt havde at fremvise som det utroligste. Der var som dommere ansat børn på tre år til folk helt op i halvfemserne. Der blev en hel udstilling af de mange utrolige ting, men alle var snart enige om at det utroligste her var et stort stueur i en slags hylster, mærkværdigt udspekuleret både udenpå og indeni. Ved hvert klokkeslæt kom der levende billeder ud, som viste hvad klokken var slået, tolvforestillinger med bevægelige figurer og med sang og tale.
“Det var det utroligste!” sagde folk.
Klokken slog et, og Moses stod på bjerget og nedskrev på lovens tavler troens første bud: “Der er kun én eneste sand Gud.”
Klokken slog to, da viste Paradisets Have sig, der hvor Adam og Eva mødtes, lykkelige begge to, uden at eje så meget som et klædeskab – de behøvede det heller ikke. Ved slaget tre viste De Hellige Tre Konger sig, den ene kulsort, det kunne han ikke gøre for, solen havde sværtet ham. De kom med røgelse og kostbarheder.
På slaget fire kom Årstiderne: foråret med gøgen på en udsprunget bøgegren, sommeren med en græshoppe på det modne kornaks, efteråret med en tom storkerede – fuglen var fløjet bort – og til sidst vinteren med en gammel krage, der kunne fortælle historier i kakkelovnskrogen, gamle minder.
Slog klokken femviste sig de fem sanser: Synet kom som brillemager, Hørelsen som kobbersmed, Lugten solgte violer og skovmærker, Smagen var kok og Følelsen bedemand med sørgeflor ned til hælene.
Klokken slog seks: Der sad en spiller, han kastede terning og denne vendte den højeste side op - og dér stod seks!
Så kom de syv ugedage eller de syv dødssynder, det var folk ikke helt enige om – de hørte jo sammen og var ikke lette at adskille.
Klokken otte kom et munkekor og sang messe.
På slaget nifulgte de ni muser; én var ansat ved astronomien, én ved det historiske arkiv, resten hørte til teatret.
På slaget ti trådte Moses atter frem med lovens tavler. Dér stod alle Guds bud – der var ti.
Klokken slog igen, da hoppede og sprang små drenge og piger, de legede en leg og sang dertil: “Bro, bro, brille, klokken ringer el´ve!” og det var den lige slået.
Nu slog den tolv, da trådte en vægter frem med vinterhue og morgenstjerne, han sang det gamle vægtervers:
“Det var ved midnatstide,
Vor Frelser han blev født!”
og mens han sang, voksede roser frem, og de blev til englehoveder, båret af regnbuefarvede vinger.
Det var yndigt at høre, det var dejligt at se. Det hele var et mageløst kunstværk, det utroligste –det sagde alle mennesker.
Kunstneren var en ung mand, hjertensgod, barneglad, en tro ven og hjælpsom mod sine fattige forældre. Han fortjente prinsessen og det halve rige.
Afgørelsens dag var kommet, hele byen stod i fuld pynt og prinsessen sad på landets trone, der havde fået nye polstring, men dog ikke var blevet mere magelig og behagelig at sidde på. Dommerne rundt om så hemmelighedsfuldt hen mod ham, der skulle vinde, og han stod frejdig og glad, hans lykke var sikker, han havde gjort ”det utroligste”.
“Nej, det vil jeg nu gøre!” råbte lige i det samme en lang knoklet kraftkarl. “Jeg er manden for det utroligste!” – og så svingede han en en stor økse lige mod kunstværket.
“Krisk! Krask! Kvas!” – der lå det hele! Hjul og fjedre for rundt omkring, alt var ødelagt!
“Dét ku´ jeg!” sagde manden. “Min gerning har nu slået hans – har slået jer alle sammen. Jeg har gjort det utroligste!”
“ – ødelægge et sådant kunstværk?” sagde dommerne. “Ja, det var... det utroligste!”
Hele folket sagde det samme, og så skulle han jo have prinsessen og det halve rige, for en lov er en lov, selv om den er det utroligste.
Der blæses fra volden og fra alle byens tårne: “Brylluppet skal fejres!” Prinsessen var dog slet ikke glad for det, men yndig så hun ud og kostbart var hun klædt på. Kirken strålede med lys, der sent på aftenen – da tager den sig bedst ud. Byens adelige jomfruer sang og førte bruden frem, ridderfølget sang og fulgte brudgommen. Han knejsede som om han aldrig kunne knækkes over.
Nu holdt sangen op, der blev så stille at man kunne have hørt en knappenål falde til jorden, men midt i den stilhed fløj med bulder og brag den store kirkedør op og – “Bum! Bum!” – dér kom hele urværket marcherende midt igennem kirkegangen og stillede sig mellem brud og brudgom. Døde mennesker kan ikke gå igen, det véd vi jo godt, men et kunstværk kan gå igen! Legemet var slået i stykker, men ikke ånden; kunstånden spøgte, og det var ingen spøg!
Kunstværket stod der, livagtigt som da det var helt og urørt. Klokkeslagene lød, det ene efter det andet, lige indtil tolv, og skikkelserne myldrede frem – først Moses; der lyste ligesom flammer ud af hans pande, han kastede lovens tunge stentavler på brudgommens fødder og bandt dem på den måde til kirkegulvet.
“Jeg kan ikke løfte dem igen!” sagde Moses. “Du har slået armene af mig! Du må stå som du står!”
Nu kom Adam og Eva, De Vise fra Østerland og De Fire Årstider – hver sagde ham ubehagelige sandheder: “Skam dig!”
Men han skammede sig ikke.
Alle de skikkelser, hvert klokkeslæt fremviste, trådte nu ud af uret, og alle voksede de til skræmmende størrelser, det var som om der ikke var plads til de virkelige mennesker. Og da så – ved det tolvte slag – vægteren trådte ud med sin vinterhue og morgenstjerne blev der en underlig uro. Vægteren gik lige henimod brudgommen og slog ham for panden med morgenstjernen.
Lig du nu dér!” sagde han. “Lige for lige! Vi er hævnet og vor mester med – vi forsvinder nu!”
Og så forsvandt hele kunstværket, men lysene rundt om i kirken blev til store lysblomster, og de forgyldte stjerner under loftet sendte lange, klare stråler, orglet klang af sig selv. Alle mennesker sagde at det var det utroligste de havde oplevet.
“Vil De så tilsige den rigtige!” sagde prinsessen. “Han, som gjorde kunstværket, han skal være min ægtemand og herre!”
Og han stod i kirken, det hele folk var hans følgeskab, alle glædede sig, alle velsignede ham. Der var ikke en, der var misundelig, – ja, dét var det utroligste!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©