H. C. Andersen - Eventyr 150:
Hvad hele familien sagde (1872/1870)
Hvad sagde hele familien? Ja, hør nu først, hvad den lille Marie sagde.
Det var den lille Maries fødselsdag, den dejligste af alle dage syntes hun. Alle små venner og veninder kom for at lege med hende, og den fineste kjole havde hun på; den havde hun fået af bedstemoder, som var hos den gode Gud, men bedstemor havde selv skåret og syet den, før hun gik op i den lyse, dejlige himmel. Bordet i Maries stue strålede med gaver; der var det nydeligste lille køkken med alt, hvad der hører til et køkken, og en dukke, der kunne dreje øjnene og sige “av!” når man trykkede den på maven; ja der var også en billedbog med de dejligste historier at læse, når man kunne læse! Men skønnere end alle historier var dog det, at opleve mange fødselsdage.
“Ja, det er yndigt at leve!” sagde den lille Marie. Hendes Gudfar tilføjede, at det var det dejligste eventyr.
I stuen tæt ved gik begge brødrene; de var store drenge, den ene ni år, den anden elve. De syntes også, at det var dejligt at leve, leve på deres måde, og ikke være barn som Marie, nej men være en rask skoledreng, få “udmærket” i karakterbogen og kunne slås med kammeraterne – for sjov, og løbe på skøjter om vinteren og køre på cykel om sommeren, læse om ridderborge, vindebroer og borgfængsler, høre om opdagelser i det indre Afrika. Den ene af drengene havde dog en sorg ved de opdagelser, nemlig den, at alting skulle blive opdaget, før han blev stor; så han ville snart på eventyr. Livet er det dejligste eventyr, sagde jo Gudfar, og i det er man selv med!
Det var i stuen at disse børn levede og tumlede sig; ovenover boede en anden gren af familien, også med børn, men disse børn var fløjet af reden, så store var de; den ene søn var sytten år, den anden tyve, men den tredje meget gammel, sagde lille Marie, han var femogtyve år og forlovet. De var alle lykkeligt stillet, havde gode forældre, godt tøj, gode åndsgaver, og de ville hvad de ville: “Fremad! Bort med alle de gamle plankeværker! Fri udsigt til den hele verden - den er den dejligste, vi kender. Gudfar har ret; livet er det dejligste eventyr!”
Far og mor, begge ældre folk – naturligvis: ældre end børnene måtte de jo være! De sagde med smil om munden, med smil i øje og hjerte: “Hvor de er unge, de unge mennesker! Det går ikke ganske i verden, som de tror, men det går. Livet er et sælsomt, dejligt eventyr!”
Ovenover, lidt nærmere himlen, som man siger, når folk bor på kvisten, boede Gudfar. Gammel var han og dog så ung i sindet, altid i godt humør, og så kunne han fortælle historier, mange og lange. Vidt i verden havde han været, og fra alle verdens lande stod der yndige ting i hans stue. Der var billeder fra loft til gulv, og flere ruder var af rødt og af gult glas; så man der igennem, da lå hele verden i solskin, om der end var nok så gråt vejr udenfor. I en stor glaskasse voksede grønne planter, og i et aflukke derinde svømmede guldfisk; de så på en, ligesom om de vidste så meget, de ikke ville tale om. Altid duftede her af blomster, selv ved vintertid, og da brændte her en stor ild i kaminen; det var så morsomt at sidde og se ind i den og høre, hvor det knitrede og knagede. “Den læser gamle erindringer for mig,” sagde Gudfar, og det var også for lille Marie, som viste der sig mange billeder i ilden.
Men i det store bogskab tæt ved stod de rigtige bøger; en af disse læste Gudfar ofte i, og den kaldte han alle bøgernes bog, det var Bibelen. Der stod i billeder hele verdens og alle menneskers historie: skabelsen, syndfloden,kongerne og kongernes konge.
“Alt, hvad der er sket og vil ske står i denne bog!” sagde Gudfar. “Så uendelig meget i en eneste bog! Tænk over det! Ja, og alt, hvad et menneske har at bede om, er sagt og lagt i få ord i bønnen: ‘Fadervor´!’ Den er en nådens dråbe, den er trøstens perle fra Gud. Den lægges som gave på barnets vugge, lægges ved barnets hjerte. Barnlille, gem den vel, tab den aldrig, hvor stor du end vokser, og du er da ej forladt på de vekslende veje; den lyser ind i dig, og du er ikke fortabt!”
Gudfars øjne lyste derved, de strålede af glæde. En gang, i de unge år, havde de grædt, “- og det var også godt,” sagde han, “det var prøvelsens tider, og da så det gråt ud. Nu har jeg solskin om mig og i mig. Jo ældre man bliver, des bedre ser man i modgang og medgang, at Vorherre altid er med, at livet er det dejligste eventyr, og det kan kun han give os, og det varer ved - ind i evighed!”
“Det er dejligt at leve!” sagde den lille Marie.
Det sagde også de små og de store drenge; far og mor, hele familien sagde det, men fremfor alle Gudfar, og han havde erfaring, han var den ældste af dem alle, han kendte alle historier, alle eventyr, og han sagde, og det lige ud af sit hjerte.“Livet er det dejligste even tyr!”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©