H. C. Andersen - Eventyr 157:
Portnøglen (1872)
Hver nøgle har sin historie og der er mange nøgler: en kammerherres nøgle ved hoffet, nøglen til at trække stueuret op med, Sankt Peters nøgle; vi kan fortælle om alle nøglerne, men nu fortæller vi kun om en kammerråds egen portnøgle.
Den var blevet til hos en klejnsmed, men den kunne godt tro at det var hos en grovsmed, således tog manden på den, hamrede og filede. Den var for stor for en bukselomme, og så måtte den i frakkelommen. Her lå den tit i mørke, men forresten havde den sin bestemte plads på væggen, ved siden af kammerrådens silhuet fra barndomstiden, der så han ud som en bolle med kalvekrøs på skjortebrystet.
Man siger, at ethvert menneske får i sin karakter og handlemåde noget af det himmeltegn, han fødes under, Tyren, Jomfruen, Skorpionen, som de kaldes i vor årlige almanak. Kammerrådinden nævnede ingen af disse, hun sagde, hendes mand var født under “Trillebørens Tegn,” altid måtte han skubbes frem.
Hans far skubbede ham ind på et kontor, hans mor skubbede ham ind i ægteskabet, og hans kone skubbede ham op til embedet som kammerråd, men det sidste sagde hun ikke, hun var en besindig, brav kone, der tav på rette sted, talte og skubbede på rette sted.
Nu var han oppe i årene, “velproportioneret,” som han selv sagde, en mand af læsning, godmodighed og dertil nøgleklog, noget vi nærmere skal forstå. Altid var han i godt humør, alle mennesker holdt han af og gad gerne tale med. Gik han i byen, var det svært at få ham hjem igen, når ikke mutter var med og skubbede ham. Han måtte tale med enhver bekendt, han mødte. Han havde mange bekendte, og det gik ud over middagsmaden.
Fra vinduet passede kammerrådinden på. “Nu kommer han!” sagde hun til pigen. “Sæt gryden på! – Nu står han stille og taler med én, tag så gryden af, ellers bliver maden kogt for meget! – Nu kommer han da, ja sæt så gryden på igen!”
Men alligevel kom han ikke.
Han kunne stå lige under husets vindue og nikke op, men kom så en bekendt forbi, da kunne han ikke lade være, han måtte lige sige ham et par ord; kom da, mens han talte med denne, en anden bekendt, så holdt han den første fast ved knaphullet og tog den anden i hånden, mens han råbte på en tredje, der ville forbi.
Det var en tålmodighedsprøve for kammerrådinden. “Kammerråd! Kammerråd!” råbte hun da, “ – ja den mand er født under ´Trillebørens tegn´, af sted kan han ikke komme, medmindre han skubbes frem!”
Han holdt meget af at gå i boglader, se i bøger og blade. Han gav sin boghandler et lille honorar for hjemme hos sig at kunne læse de nye bøger, det vil sige, have lov til at skære bøgerne op på langs, men ikke på tværs, for da kan de ikke sælges som nye. Han var i al venlighed en levende avis, vidste besked om forlovelser, bryllupper og begravelser, bogsnak og bysnak, ja han henkastede hemmelighedsfulde hentydninger om at vide besked, hvor ingen vidste den. Han havde det fra portnøglen.
Allerede som unge nygifte boede kammerrådens i deres egen gård, og fra den tid havde de samme portnøgle, men da kendte de ikke dens forunderlige kræfter, dem lærte de først senere at kende.
Det var i Kong Frederik den Sjettes lange regeringstid, frem til hans død i 1839. København havde dengang ingen gaslygter på gaderne, byen havde tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino-teater i Amaliegade, ingen sporvogne og ingen jernbaner. Det var småt med fornøjelser imod hvad der er nu. Om søndagen gik man sig en tur ud af byporten til Assistens-kirkegården, læste indskrifterne på gravene, satte sig i græsset, spiste af sin madkurv og drak sin snaps til, eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran slottet var regimentsmusik og mange mennesker for at se den kongelige familie ro omkring i de små, snævre kanaler, hvor den gamle konge styrede båden, han og dronningen hilste på alle mennesker, fattig som rig. Derude kom velstående familier fra byen og drak deres aftente. Varmt vand kunne de få i et lille bondehus på marken uden for haven, men de måtte selv bringe te-maskine med.
Derud drog kammerrådens en solskins-søndag-eftermiddag; tjenestepigen gik foran med te-maskinen og en kurv med madvarer og en flaske ”Sobian af Spendrup”-brændevin.
“Tag portnøglen!” sagde kammerrådinden, “så vi kan slippe ind i vort eget hus, når vi kommer tilbage; du ved huset aflåses når det bliver mørkt og dørklokken har været itu siden i morges! – Vi kommer sent hjem! Vi skal, efter at have været på Frederiksberg ind i ”Casortis teater” på Vesterbro og se pantomimen der: ”Harlekin, formand for tærskerne”; der kommer de ned i en sky; det koster to mark personen!”
Og de gik til Frederiksberg, hørte musikken, så de kongelige både med vajende flag, så den gamle konge og de hvide svaner. Efter at have drukket en god te skyndte de sig af sted, men kom dog ikke i teatret til tiden.
Linedansen var forbi, styltedansen var forbi, og pantomimen begyndt; de kom som altid for sent, og det var kammerrådens skyld; hvert øjeblik på vejen standsede han for at tale med bekendte; inde i teatret fandt han også gode venner, og da forestillingen var forbi, måtte han og hans frue nødvendigvis følge med ind til en familie nede på Vesterbro, for at nyde et glas vin-punch, det ville blive et ophold kun på ti minutter, men disse trak rigtignok ud til en hel time. Der blev talt og talt. Særdeles underholdende var en svensk baron, eller var det en tysk, det havde kammerråden ikke nøjagtig kunnet huske, men han huskede derimod den kunst med nøglen, han lærte ham – for alle kommende tider. Det var overordentlig interessant! Han kunne få nøglen til at ”svare” på alt, hvad man spurgte den om, selv det allerhemmeligste.
Kammerrådens portnøgle egnede sig især dertil, den var tung forneden, så den rigtig kunne hænge. Selve grebet på nøglen lod baronen hvile på sin højre hånds pegefinger. Løst og let hang den der, hvert pulsslag i fingerspidsen kunne sætte den i bevægelse, så den drejede, og skete det ikke, så forstod baronen umærkeligt at lade den dreje sig, som han ville. Hver drejning var et bogstav fra A og så langt ned i alfabetet, man ville. Når det første bogstav var fundet, drejede nøglen til modsat side; derpå søgte man det næste bogstav, og således fik man hele ord, hele sætninger, og svar på spørgsmålet. Løgn var det hele, men altid en morskab, det var også kammerrådens første tanke, men den beholdt han ikke, nøglen gik ham helt til hovedet.
“Mand! Mand!” råbte kammerrådinden. “Vesterport lukkes klokken jo tolv! Vi kommer ikke ind, vi har kun et kvarter at skynde os i.”
De måtte skynde sig; flere personer, der ville ind i byen, kom dem snart forbi. Endelig nærmede de sig det yderste vagthus, da slog klokken tolv, porten smældede i; en hel del mennesker stod lukket ude og mellem disse kammerrådens med tjenestepige, maskine og tom madkurv. Nogle stod der i stor forskrækkelse, andre i ærgrelse; hver tog det på sin måde. Hvad var der at gøre?
Heldigvis var der for nylig taget den bestemmelse, at én af byens porte, Nørreport, ikke blev låst af, der kunne fodgængere slippe igennem vagthuset ind i byen.
Vejen var ikke så kort endda, men vejret smukt, himlen klar med stjerner og stjerneskud, frøerne kvækkede i grøft og i kær. Selskabet selv begyndte at synge, den ene vise efter den anden, men kammerråden sang ikke, han så heller ikke efter stjernerne, ja ikke engang efter sine egne ben, og han faldt så lang han var lige ved grøftekanten, man kunne tro han havde drukket for meget, men det var ikke punchen, det var nøglen, der var gået ham i hovedet og drejede rundt der.
Endelig nåede de Nørrebros vagthus, slap over broen og ind i byen.
- “Nu er jeg glad igen!” sagde kammerrådinden. “Her er vor port!”
“Men hvor er portnøglen?” sagde kammerråden. Den var ikke i baglommen, heller ikke i sidelommen.
“Du forbarmende!” råbte kammerrådinden. “Har du ikke nøglen? Den har du tabt ved de nøglekunster med baronen. Hvordan kommer vi nu ind? Dørklokken har været itu, véd du nok, siden i morges, og vægteren har ikke nøgle til huset. Vi er jo i fortvivlelse!” Tjenestepigen begyndte at hyle, kammerråden var den eneste, der viste fatning.
“Vi må slå en rude ind til købmanden i kælderen,” sagde han, “få ham op og så slippe den vej ind.”
Han slog en rude ind, han slog to. “Petersen!” råbte han og stak sit paraplyskaft ind af ruderne; da skreg købmandens datter højt derinde. Petersen slog butiksdøren op med råbet ”Vægter!” og før han fik set og genkendt kammerrådsfamilien og lukket den ind, peb vægteren i det yderste af en nøgle og i næste gade svarede en anden vægter og peb i sin nøgle. Folk kom frem i vinduerne. “Hvor er ilden? Hvor er spektaklet?” spurgte de, og spurgte stadig, da kammerråden allerede var inde i sin stue, tog frakken af og – i den lå portnøglen; – ikke i lommen, men i foret; dér var den sluppet ned gennem et hul, som ikke skulle være i lommen.
Fra den aften fik portnøglen en særlig stor betydning, ikke blot når man gik ud om aftenen, men også når man sad hjemme og kammerråden viste sin kløgt og lod nøglen give ”svar på spørgsmål”.
Han tænkte sig til det rimeligste svar og så lod han nøglen give det svar; til sidst troede han selv på det; men det gjorde apotekeren ikke, en ung mand i nær slægt med kammerrådinden.
Den apoteker var et godt hoved, et kritisk hoved, han havde allerede fra skoledreng leveret kritik og anmeldelser af bøger og teater, men uden navns nævnelse, og det gør stor forskel. Han var hvad man kalder skønånd, men troede aldeles ikke på ånder, mindst af alt på nøgleånder.
“Jo, jeg tror, jeg tror,” sagde han, “velsignede hr. kammerråd, jeg tror på portnøglen og alle nøgleånder, så fast som jeg tror på den nye ”videnskab”, som begynder at blive kendt: borddansen og ånderne i gamle og nye møbler. Har De hørt derom? Jeg har hørt! Jeg har tvivlet, De ved jeg er en tvivler, men jeg er blevet omvendt ved at læse en forfærdelig historie i et ganske troværdigt udenlandsk blad. Kammerråd, vil De tænke Dem, ja jeg gengiver historien som jeg har den: To kloge børn havde set forældrene vække ånden i et stort spisebord. De små var alene og ville nu forsøge på samme måde at gnide liv i en gammel kommode. Livet kom dertil, ånden vågnede, men den tålte ikke børnekommando; den rejste sig, det knagede i kommoden, den skød skufferne ud og lagde med sine kommodeben børnene hver i sin skuffe, og så løb kommoden med dem: ud af den åbne dør, ned ad trappen og ud på gaden, hen til kanalen, hvor den styrtede sig ud og druknede begge børnene. De små lig kom i kristen jord, men kommoden blev bragt på rådstuen, dømt for barnemord og levende brændt på torvet. Jeg har læst det,” sagde apotekeren, “læst det i et udenlandsk blad, det er ikke noget jeg selv har fundet på. Det er, nøglen tage mig, sandt! Ja, nu bander jeg en høj ed!
Kammerråden fandt, at en sådan tale var for grov en spøg, de to kunne aldrig mere tale om nøglen. Apotekeren var nøgledum.
Kammerråden skred fremad i nøglekundskab; nøglen var hans morskab og klogskab.
En aften, kammerråden var ved at gå i seng, han stod halv afklædt, da bankede det på døren ud til gangen. Det var kældermanden, købmand Petersen, som kom så sent; han var også halv afklædt, men han havde, sagde han, pludselig fået en tanke, som han var bange for, at han ikke kunne holde på natten over.
“Det er min datter, Lotte-Lene, jeg må tale om. Hun er en køn pige, hun er konfirmeret, nu ville jeg gerne se hende godt anbragt!”
“Jeg er endnu ikke enkemand,” sagde kammerråden og smålo, “og jeg har ingen søn, jeg kan tilbyde hende!”
“De forstår mig vel nok, kammerråd!” sagde kældermanden. “Spille klaver kan hun, synge kan hun; det må også kunne høres heroppe i huset. De kan ikke forestille dem, hvad det pigebarn kan hitte på, hun kan i stemme og gang efterligne alle mennesker. Hun er skabt for komedien og teatret, og det er en god vej for pæne piger af god familie, de kan gifte sig et grevskab til, dog derom er der ikke tanke hos mig eller Lotte-Lene. Synge kan hun, klaver kan hun! Så jeg gik forleden med hende op på sangskolen. Hun sang; men hun har hverken hvad jeg kalder dame-ølbas eller kanariefugle-skrig op i de højeste toner; det er hvad man nu forlanger af sangerinderne, og så frarådede man hende aldeles at gå den vej. Nå, tænkte jeg, kan hun ikke blive sangerinde, så kan hun altid blive skuespillerinde, der hører da kun talestemme til. I dag talte jeg derom til instruktøren, som de kalder ham. ‘Kan hun læsning?’ spurgte han. ‘Nej,’ sagde jeg, ‘aldeles ikke!’ – ‘Læsning er nødvendig for en kunstnerinde!’ sagde han; det kan hun endnu nå at lære, mente jeg, og så gik jeg hjem. Hun kan gå ind i et leje-bibliotek og læse hvad der er af bøger, tænkte jeg. Men så sidder jeg nu i aften og klæder mig af, og da falder det mig ind: Hvorfor leje bøger, når man kan låne dem. Kammerråden har fuldt op af bøger, lad hende læse dem; der er læsning nok, og de bøger kan hun læse frit!”
“ Lotte-Lene er en rar pige!” sagde kammerråden, “ – og en køn pige! Bøger skal hun få til læsning. Men har hun dette, som man kalder fut i ånden, det geniale, geniet? Og har hun, hvad der her er lige så vigtigt, har hun lykken med sig?”
“Hun har vundet to gange i varelotteriet,” sagde kældermanden, “en gang vandt hun et klædeskab, og en anden gang seks par lagner, det kalder jeg lykke og dén har hun!”
“Jeg vil spørge nøglen!” sagde kammerråden.
Og han stillede nøglen både på sin højre pegefinger og på kældermandens højre pegefinger, lod nøglen dreje sig og give bogstav på bogstav.
Nøglen sagde: “Sejr og lykke!” og så var Lotte-Lenes fremtid bestemt.
Kammerråden gav hende straks to bøger til læsning: Sørgestykket “Dyveke” og Knigges livskloge “Omgang med Mennesker.”
Fra den aften begyndte et slags nærmere bekendtskab mellem Lotte-Lene og kammerrådens. Hun kom derop i familien, og kammerråden fandt, at hun var en forstandig pige, hun troede på ham og nøglen. Kammerrådinden så i den frimodighed, hvormed hun hvert øjeblik viste sin store uvidenhed, noget barnligt, uskyldigt. Ægteparret, hver på sin vis, syntes om hende og hun om dem.
“Der lugter så yndigt deroppe!” sagde Lotte-Lene.
Der var lugt, en duft, en æbleduft på gangen, hvor Kammerrådinden havde henlagt en hel tønde Gråsten-æbler. Der var også en røgelsesduft af roser og lavendler gennem alle stuer.
“Det giver noget fint!” sagde Lotte-Lene. Hendes øjne frydedes dernæst ved de mange smukke blomster, kammerrådinden her altid havde; ja midt om vinteren blomstrede her syren og kirsebærgren. De afskårne bladløse grene blev sat i vand, og i den varme stue bar de snart blomst og blad.
“Man skulle tro at livet var borte i de nøgne grene, men se dog, hvor det står op fra de døde.”
“Det er aldrig før faldet mig ind!” sagde Lotte-Lene. “Naturen er dog yndig!”
Og Kammerråden lod hende se sin “nøglebog,” hvori stod opskrevet mærkelige ting, som nøglen havde sagt; selv om en halv æblekage, der var forsvundet fra skabet, netop den aften tjenestepigen havde sin kæreste i besøg.
Og Kammerråden spurgte sin nøgle: “Hvem har spist æblekagen, katten eller kæresten?” Og portnøglen svarede: “Kæresten!” Kammerråden troede det allerede før han spurgte, og tjenestepigen tilstod: Den forbandede nøgle vidste jo alt.
“Ja, er det ikke mærkeligt?” sagde Kammerråden. “Den nøgle, den nøgle! Og om Lotte-Lene har den sagt: ‘Sejr og lykke!’ – Det skal vi nu se! – Jeg står inde for det.”
“Det er yndigt!” sagde Lotte-Lene.
Kammerrådens frue var ikke så tillidsfuld, men hun sagde ikke sin tvivl når manden hørte på det, men betroede senere Lotte-Lene, at Kammerråden, da han var et ungt menneske, havde været aldeles forfalden til teatret. Havde nogen dengang skubbet til ham, da var han bestemt trådt op som skuespiller, men familien skubbede fra. På scenen ville han dog, og for at komme der skrev han en komedie.
“Det er en stor hemmelighed, jeg her betror Dem, lille Lotte-Lene. Komedien var ikke dårlig, den blev antaget på Det Kongelige Teater og blev pebet ud, så man aldrig siden har hørt om den, og det er jeg glad ved. Jeg er hans kone og kender ham. Nu vil De gå samme vej; – jeg ønsker Dem alt godt, men jeg tror ikke det går, jeg tror ikke på portnøglen!”
Lotte-Lene troede på den, og i den tro mødtes hun med kammerråden.
Deres hjerter forstod hinanden, i al dydighed og ære.
Pigebarnet havde i øvrigt flere dygtigheder, som Kammerrådinden satte pris på. Lotte-Lene forstod at lave stivelse af kartofler, sy silkehandsker af gamle silkestrømper, overtrække sine silkedansesko, selvom hun havde råd til at købe alt sit tøj nyt. Hun havde hvad købmanden sagde: skillinger i bordskuffen og obligationer i pengeskabet. Det var egentlig en kone for apotekeren, tænkte Kammerrådinden, men hun sagde det ikke, og lod heller ikke nøglen sige det. Apotekeren skulle snart bosætte sig, have eget apotek og det i en af de nærmeste, største provinsbyer.
Lotte-Lene læste stadigt sørgespillet “Dyveke” og Knigges “Omgang med Mennesker.” Hun beholdt de to bøger i to år, men så kunne hun også den ene udenad, Dyveke, alle rollerne, men hun ville kun optræde i den ene, Dyvekes rolle, og ikke optræde i hovedstaden, hvor der er så megen misundelse, og hvor de ikke ville have hende. Hun ville begynde sin kunstnerbane, som Kammerråden kaldte det, i en af landets større provinsbyer.
Nu traf det sig ganske forunderligt, at det netop var samme sted, hvor den unge apoteker havde bosat sig som byens yngste, om ikke eneste, apoteker.
Den store, forventningsfulde aften kom, Lotte-Lene skulle optræde, vinde sejr og lykke, som nøglen havde sagt. Kammerråden var der ikke, han lå til sengs og kammerrådinden plejede ham; han skulle have varme servietter og kamillete: Servietterne om livet og teen i livet.
Ægteparret overværede ikke “Dyveke-forestillingen,” men apotekeren var der og skrev brev herom til sin slægtning, Kammerrådinden.
“Dyveke-kraven var det bedste!” skrev han. “Havde Kammerrådens portnøgle været i min lomme, jeg havde taget den frem og pebet i den, det fortjente hun og det fortjente nøglen, der så skammeligt har løjet for hende: ‘Sejr og lykke’.” Kammerrådenlæste også brevet. Det hele var ondskab, sagde han, nøglehad, der gik ud over den uskyldige pige.
Og så snart han rejste sig fra sengen og var menneske igen, sendte han en lille men giftspydig skrivelse til apotekeren, der igen svarede, som om han slet ikke havde forstået andet end spøg og godt humør i hele Kammerrådens brev.
Apotekeren takkede for dette, som for hvert fremtidigt, velvilligt bidrag til oplysninger om nøglens uforlignelige værdi og betydning; dernæst betroede han Kammerråden, at han, uden for sin apotekervirksomhed, skrev på en stor nøgleroman, i hvilken alle de handlende personer var nøgler, ene og alene nøgler; “portnøglen” var naturligvis hovedpersonen, og Kammerrådens portnøgle var ham forbilledet, begavet med seerblik og spådomsevne; om dén nøgle måtte alle de andre nøgler dreje sig: en gamle kammerherrenøgle, der kendte hoffets glans og festligheder; urnøglen, lille, fin og fornem, til fire skilling hos isenkræmmeren; samt nøglen til kirkestolen, den regner sig med til gejstligheden og har, ved at sidde en nat over i nøglehullet i kirken, set ånder; hertil spisekammer-, brændekammer- og vinkældernøglen, alle optræder i romanen, nejer sig og drejer sig om portnøglen. Solstrålerne oplyser denne nøgle til sølv, og vinden, verdensånden, farer ind i den så det fløjter fra dens spids. Den er nøglen for alle nøgler, den var Kammerrådens portnøgle, nu er den himmelportens nøgle, den er pavenøgle – den er ufejlbarlig!”
“Ondskab!” sagde Kammerråden. “Pyramidal ondskab!”
Han og Apotekeren så aldrig oftere hinanden. – Jo, ved Kammerrådindens begravelse.
Hun døde først.
Der var sorg og savn i huset. Selv de afskårne kirsebærgrene, som havde sat friske skud og blomster, sørgede og visnede hen; de stod glemte, hun plejede dem ikke.
Kammerråden og Apotekeren gik bag efter hendes kiste, side om side, som de to nærmeste slægtninge, her var ikke tid eller stemning til at mundhugges.
Lotte-Lene bandt sørgeflor om Kammerrådens hat. Hun var igen der i huset, forlængst vendt tilbage, uden sejr og lykke på kunstens bane. Men den kunne komme, Lotte-Lene havde en fremtid. Nøglen havde sagt det, og Kammerråden havde sagt det.
Hun kom op til ham. De talte om den afdøde og de græd, Lotte-Lene var blød, de talte om kunsten og Lotte-Lene var stærk.
“Teaterlivet er yndigt,” sagde hun, “men der er så meget vrøvl og misundelse! Jeg går hellere min egen vej. Først mig selv, så kunsten!”
Knigge havde talt sandt i sit kapitel om skuespillere som umoralske og misundelige; det indså hun, nøglen havde ikke talt sandt, men derom talte hun ikke til Kammerråden; hun holdt af ham.
Portnøglen var i øvrigt under hele sørgeåret hans trøst og opmuntring. Han gav den spørgsmål, og den gav ham svar. Og da året var omme og han og Lotte-Lene en stemningsfuld aften sad sammen, spurgte han nøglen:
“Gifter jeg mig, og med hvem gifter jeg mig?”
Der var ingen, der skubbede til ham, han skubbede til nøglen, og den sagde: “Lotte-Lene!”
Så var det sagt, og Lotte-Lene blev kammerrådinde.
“Sejr og lykke!”
Og de ord var sagt, forud – af portnøglen!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©