H. C. Andersen - Eventyr 157:
Krøblingen (1872)
Der var en gammel herregård med unge, prægtige herregårdsfolk. Rigdom og velsignelse havde de, fornøje sig ville de og godt gjorde de. Alle mennesker ville de gøre glade som de selv var det.
Juleaften stod et dejligt pyntet juletræ i den gamle riddersal, hvor ilden brændte i kaminerne og der var hængt grankviste om de gamle malerier. Her samledes herskabet og gæsterne, der blev sang og dans.
Tidligere på aftnen var allerede juleglæde i herregårdens folkestue. Også her stod et stort grantræ med tændte røde og hvide lys, små dannebrogsflag, udklippede svaner og fiskenet af broget papir fyldt med små bolcher – “godtgodter” De fattige børn fra sognet var indbudt; hver havde sin mor med. Hun så ikke meget hen til træet, hun så hen til julebordene, hvor der lå uldent tøj og linned, kjoletøj og buksetøj. Ja, derhen så mødrene og de voksne børn, kun de bitte små strakte hænderne mod lysene, flitterguldet og fanerne.
Hele den forsamling kom tidligt om eftermiddagen, fik julegrød og gåsesteg med rødkål. Når så juletræet var set og gaverne uddelt, fik hver et lille glas punch og æblefyldte æbleskiver.
De kom hjem i deres egen fattige stue, og der blev talt om “den gode levemåde,” det vil sige fødevarerne, og gaverne blev endnu engang rigtigt beset.
Der var nu Have-Kirsten og Have-Ole. Gift med hinanden havde de huset og det daglige brød ved at luge og grave i herregårdshaven. Hver julefest fik de deres gode del af foræringerne; de havde også fem børn, alle fem fik tøj af herskabet.
“Det er godgørende folk, vort herskab!” sagde de. “Men de har da også råd til det, og de har fornøjelse deraf!”
“Her er kommet godt tøj til for de fire børn!” sagde Have-Ole. “Men hvorfor er her ikke noget til krøblingen? Ham plejer de dog også at betænke, skønt han ikke er med ved julegildet!”
Det var det ældste af børnene, de kaldte “krøblingen,” han havde ellers navnet Hans.
Som lille var han det dygtigste og livligste barn, men så blev han pludselig “slatten i benene,” som de kaldte det, han kunne ikke stå eller gå og nu lå han til sengs på femte år.
“Ja, noget fik jeg jo også til ham!” sagde moren. “Men det er ikke noget videre, det er bare en bog, han kan læse i!”
“Den kan han ikke blive fed af!” sagde faren.
Men Hans blev glad for bogen. Han var en rigtig opvakt dreng, der gerne læste, men brugte også sin tid til arbejde, for så vidt som han, der altid måtte ligge til sengs, kunne gøre gavn. Han var nyttig med sine næver, brugte sine hænder, strikkede uldstrømper, ja hele sengetæpper; fruen på gården havde rost og købt dem.
Det var en eventyrbog, Hans havde fået; i den var meget at læse, meget at tænke over.
“Den er ikke til nogen nytte her i huset!” sagde forældrene. “Men lad ham læse, så går den tid, han kan jo ikke altid strikke strømper!”
Foråret kom; blomster og grønt begyndte at spire, ukrudt med, som man jo nok kan kalde nælderne, selvom der står så kønt om dem i salmen:
“Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
de mægted’ ej det mindste blad
at sætte på en nælde.”
Der var meget at ordne i herregårdshaven, ikke blot for gartneren og hans lærlinge, men også for Have-Kirsten og Have-Ole.
“Det er et værre slid,” sagde de, “og har vi så revet gangene og fået dem rigtigt pæne, så trædes de straks ned igen. Her er et rykind af fremmede på herregården. Hvor det må koste! Men herskabet er rige folk!”
“Det er løjerligt fordelt i verden!” sagde Ole. “Vi er alle Vorherres børn, siger præsten. Hvorfor da sådan forskel?”
“Det kommer fra ”Syndefaldet”!” sagde Kirsten.
Derom talte de igen om aftnen, hvor Krøbling-Hans lå med eventyrbogen.
Trange kår, slid og slæb, havde gjort forældrene hårde i hænderne men også hårde i deres dom og mening; de kunne ikke magte den skæbne, ikke klare den, og talte sig nu mere gnavne og vrede.
“Nogle mennesker får velstand og lykke, andre kun fattigdom! Hvorfor skal vore første forældres ulydighed og nysgerrighed gå ud over os? Vi havde ikke båret os sådan ad som de to!”
“Jo, vi havde!” sagde lige med ét Krøbling-Hans. “Det står alt sammen her i denne bog!”
“Hvad står i bogen?” spurgte forældrene.
Og Hans læste for dem det gamle eventyr om ”Brændehuggeren og hans kone”: De skændte også over Adams og Evas nysgerrighed, der var skyld i deres ulykke nu, langt senere. Så kom landets konge forbi. “Følg med hjem!” sagde han, “så skal I få det lige så godt som jeg, syv retter mad og også en skueret. Den er i lukket terrin, den må I ikke røre, for så er det forbi med herrelivet!” – “Hvad kan der være i terrinen?” sagde konen. “Det kommer ikke os ved!” sagde manden. “Ja, jeg er ikke nysgerrig!” sagde konen, “jeg gad bare vide, hvorfor vi ikke tør løfte låget; der er vist noget delikat!” – “Bare der ikke er nogen mekanik ved!” sagde manden, “sådan et pistolskud, der knalder af og vækker hele huset!” – “Eja!” sagde konen og rørte ikke ved terrinen. Men om natten drømte hun, at låget selv løftede sig, der kom en duft af den dejligste vin-punch, som man får den ved bryllupper og begravelser. Der lå en stor sølvskilling med indskrift: “Drikker I af denne punch, så bliver I de to rigeste i verden og alle andre mennesker bliver stoddere!” – og så vågnede konen i det samme og fortalte manden sin drøm. “Du tænker for meget på den ting!” sagde han. “Vi kan jo helt forsigtigt lette på låget!” sagde konen. “Helt forsigtigt!” sagde manden. Og konen løftede ganske stille låget. – Da sprang der to små vævre mus ud og væk var de i et musehul. “God nat!” sagde kongen. “Nu kan I gå hjem og lægge jer i jeres eget. Skænd ikke mere på Adam og Eva, I selv har været lige så nysgerrige og utaknemmelige!” –
“Hvorfra er den historie der kommet i bogen?” sagde Have-Ole! “Det er ligesom den kunne være om os. Den er meget til eftertænksomhed!”
Næste dag gik de igen på arbejde; de blev ristede af solen og våde til skindet af regnvejret; inde i dem var gnavne tanker, dem tyggede de drøv på.
Det var endnu lys aften hjemme, de havde spist deres mælkegrød.
“Læs historien om brændehuggeren for os igen,” sagde Have-Ole.
“Der er så mange yndige historier i den bog!” sagde Hans. “Så mange, I ikke kender!”
“Ja, dem bryder jeg mig ikke om!” sagde Have-Ole.“Jeg vil høre den, jeg kender!”
Og han og konen hørte den igen.
Mere end én aften kom de tilbage til den historie.
“Rigtigt forklare mig det hele, kan den dog ikke!” sagde Have-Ole. “Det er med menneskene som med sødmælk, den bliver surt og skørner; nogle bliver til fin ost, og andre til tynd, vandet valle! Nogle folk har lykke i enhver ting, sidder til højbords alle dage og kender hverken sorg eller savn!”
Det hørte Krøbling-Hans. Sølle var han i benene, men kløgtig i hovedet. Han læste op for dem af eventyrbogen, læste om “Manden uden sorg og savn”. Ja, hvor var han mon at finde? Og findes måtte han:
Kongen lå syg og kunne ikke helbredes, med mindre han iførtes den skjorte, som var blevet båret og slidt på kroppen af et menneske, der i sandhed kunne sige, at han aldrig havde kendt sorg eller savn.
Bud blev sendt til alle verdens lande, til alle slotte og herregårde, til alle velstående og glade mennesker, men når man rigtig frittede dem ud, havde hver af dem dog prøvet sorg og savn.
“Det har jeg ikke,” sagde svinehyrden, der sad på grøften, lo og sang. “Jeg er det lykkeligste menneske!”
“Giv os da din skjorte,” sagde de udsendte, “den skal du få betalt med et halvt kongerige.”
Men han havde ingen skjorte, og kaldte sig dog det lykkeligste menneske.
“Det var en fin karl!” råbte Have-Ole, og han og hans hustru lo, som de ikke havde leet i år og dag.
Da kom skoleholderen forbi.
“Hvor I er fornøjede,” sagde han, “det er sjældent nyt her i huset. Har I vundet i lotteriet?”
“Nej, det er ikke af det slags!” sagde Have-Ole. “Det er Hans, der læste for os af eventyrbogen, han læste om ”Manden uden sorg og savn”, og den karl han havde ingen skjorte. Det tør op for øjnene, når man hører sådan noget, og det af en trykt bog. Hver har nok sit læs at trække; man er ikke ene om det. Og heri er altid en trøst!”
“Hvorfra har I den bog?” spurgte skoleholderen.
“Den fik vor Hans ved juletid for over et år siden. Herskabet gav ham den. De ved, han har sådan lyst til læsning og han er jo krøbling! Vi havde den gang hellere set, at han havde fået to lærredsskjorter. Men bogen er mærkelig, den kan ligesom svare på ens tanker!”
Skoleholderen tog bogen og åbnede den.
“Lad os få den samme historie igen!” sagde Have-Ole, “jeg har den endnu ikke rigtig inde. Og så må han også læse den anden – om brændehuggeren!”
De to historier var og blev nok for Ole. De var som to solstråler ind i den fattige stue, ind i den forkuede tanke, som lod dem være tvære og gnavne.
Hans havde læst hele bogen, læst den mange gange. Eventyrene bar ham ud i verden, der hvor han jo ikke kunne komme, da benene ikke bar ham.
Skoleholderen sad ved hans seng; de talte sammen, og det var fornøjeligt for dem begge to.
Fra den dag kom skoleholderen oftere til Hans, når forældrene var på arbejde. Det var som en fest for drengen, hver gang han kom. Hvor lyttede han efter, hvad den gamle mand fortalte ham, om Jordens størrelse og mange lande, og at Solen var dog næsten en halv million gange større end Jorden og så langt borte, at en kanonkugle, i al sin fart, brugte fra Solen til Jorden hele femogtyve år, mens lysstrålerne kunne nå Jorden på otte minutter.
Om alt dette ved nu hver dygtig skoledreng besked, men for Hans var det nyt og endnu vidunderligere end alt, hvad der stod i eventyrbogen.
Skoleholderen kom et par gange om året til bords hos herskabet, og ved en sådan lejlighed fortalte han, hvilken betydning eventyrbogen havde i det fattige hus, hvor alene to historier i den var blevet til vækkelse og velsignelse. Den svagelige, flinke, lille dreng havde ved sin læsning bragt eftertanke og glæde i huset.
Da skoleholderen tog hjem fra herregården, trykkede fruen ham et par blanke sølvdalere i hånden til lille Hans.
“Dem skal far og mor have!” sagde drengen, da skoleholderen bragte ham pengene.
Og Have-Ole og Have-Kirsten sagde: “ Krøbling-Hans er dog også til gavn og velsignelse!”
Et par dage efter, forældrene var på arbejde på herregården, holdt herskabsvognen udenfor; det var den hjertensgode frue, som kom, glad over, at hendes julegave var blevet til sådan trøst og fornøjelse for drengen og forældrene.
Hun medbragte fint brød, frugt og en flaske sød saft; men hvad der var endnu fornøjeligere, hun bragte ham, i forgyldt bur, en lille sort fugl, der kunne fløjte ganske yndigt. Buret med fuglen blev sat op på den gamle dragkiste, et stykke fra drengens seng, han kunne se fuglen og høre den; ja folk helt ude på landevejen kunne høre dens sang.
Have-Ole og Have-Kirsten kom først hjem efter at fruen var kørt bort; de fornemmede, hvor glad Hans var, men syntes dog, at der kun var besværlighed ved den gave, der var givet.
“Rige folk tænker sig nu ikke så godt om!” sagde de. “Skal vi nu også have den at passe. Krøbling-Hans kan jo ikke gøre det. Enden bliver at katten tager den!”
Otte dage gik, der gik endnu otte; katten havde i den tid mange gange været i stuen, uden at skræmme fuglen, endsige at gøre den fortræd. Da hændte der sig en stor begivenhed. Det var eftermiddag, forældrene og de andre børn var på arbejde, Hans var helt alene; eventyrbogen havde han i hånden og læste om fiskerens kone, der fik alle sine ønsker opfyldt; hun ville være konge, det blev hun; hun ville være kejser, det blev hun; men så ville hun være den gode Gud, – og da sad hun igen i muddergrøften, hvor hun var kommet fra.
Den historie havde nu slet ingen hentydning til fuglen eller katten, men det var netop den historie, han læste i, da begivenheden indtraf; det huskede han altid siden.
Buret stod på dragkisten, katten stod på gulvet og så stift med sine grøngule øjne op på fuglen. Der var noget i kattens ansigt, som om den ville sige til fuglen: “Hvor du er yndig! Jeg gad godt æde dig!”
Det kunne Hans forstå; han læste det lige ud af kattens ansigt.
“Væk, kat!” råbte han. “Vil du se til at komme ud af stuen!”
Det var dog som tog den sig sammen til at springe.
Hans kunne ikke nå den, havde ikke andet at kaste efter den, end sin kæreste skat, eventyrbogen. Den kastede han, men bindet sad løst; det fløj til én side, og bogen selv med alle sine blade fløj til en anden side. Katten gik med langsomme trin lidt tilbage i stuen og så på Hans, ligesom den ville sige:
“Bland dig ikke i den sag, lille Hans! Jeg kan gå og jeg kan springe, du kan ingen af delene!”
Hans holdt øje med katten og var i stor uro; fuglen blev også urolig. Intet menneske var der til at kalde på; det var som om katten vidste det; den gjorde sig igen klar til at springe. Hansviftede med sit sengetæppe, hænderne kunne han bruge; men katten var ligeglad med sengetæppet; og da også det var kastet efter den, uden nytte, satte den i ét spring op på stolen og ind i vindueskarmen, her var den nærmere fuglen.
Hans kunne fornemme sit eget varme blod i sig, men det tænkte han ikke på, han tænkte kun på katten og fuglen; ude af sengen kunne drengen jo ikke komme, stå på benene kunne han ikke, gå endnu mindre. Det var som om hans hjerte vendte sig inden i ham, da han så katten springe fra vinduet lige hen på dragkisten, støde til buret så at det væltede. Fuglen flagrede forvildet om derinde.
Hans gav et skrig, der gik et ryk i ham, og uden at tænke over det, sprang han ud af sengen, hen mod dragkisten, rev katten ned, og holdt fast i buret, hvor fuglen var som i stor forfærdelse. Han holdt buret i hånden og løb med det ud af døren ud på vejen.
Da strømmede tårerne ham ud af øjnene; han jublede og råbte ganske højt: “Jeg kan gå! Jeg kan gå!”
Han havde fået sin førlighed igen; sådant kan hænde og med ham hændte det.
Skoleholderen boede tæt ved; til ham løb han ind på sine bare fødder, kun i skjorte og trøje og med fuglen i buret.
“Jeg kan gå!” råbte han. “Herre, min Gud!” og han hulkede i gråd af bare glæde.
Og glæde blev der i huset hos Have-Ole og Have-Kirsten. “Gladere dag kan vi ikke opleve!” sagde de begge to.
Hans blev kaldt op på herregården; den vej havde han ikke gået i mange år; det var som om træerne og nøddebuskene, dem han så godt kendte, nikkede til ham og sagde: “Goddag, Hans! Velkommen herude!” Solen skinnede ham ind i ansigtet, lige ind i hjertet.
Herskabet, de unge, velsignede herregårdsfolk, lod ham sidde hos sig og så lige så glade ud, som om han kunne have været af deres egen familie.
Gladest var dog herskabsfruen, som havde givet ham eventyrbogen, givet ham den lille sangfugl; den var nu rigtignok død, død af skrækken, men den havde været ligesom midlet til hans helbredelse, og bogen havde været ham og forældrene til vækkelse; den bog havde han endnu, den ville han gemme og læse, om han blev nok så gammel. Nu kunne han også være dem derhjemme til gavn. Han ville lære et håndværk, helst blive bogbinder, “for”, sagde han, “så kan jeg få alle nye bøger at læse!”
Ud på eftermiddagen kaldte herskabsfruen begge forældrene op til sig. Hun og hendes mand havde talt sammen om Hans; han var en from og flink dreng, havde læselyst og evner. Vorherre er altid for en god sag.
Den aften kom forældrene rigtig glade hjem fra gården, især Kirsten, men en uge efter græd hun, for da rejste lille Hans; han var kommet i godt tøj; han var en god dreng; men nu skulle han rejse over det salte vand, langt bort, sættes i skole, en latinsk, og der ville gå mange år, før de så ham igen.
Eventyrbogen fik han ikke med, den ville forældrene beholde til minde. Og hans far læste tit i den, men aldrig andet de to historier, for dem kendte han.
Og de fik breve fra Hans, det ene gladere end det andet. Han var hos rare mennesker, i gode kår; og allerfornøjeligst var det at gå i skole; der var så meget at lære og vide; han ønskede nu bare at blive hundrede år og så en gang at blive skoleholder.
“Om bare vi skal opleve det!” sagde forældrene, og de trykkede hinanden i hænderne, som ved altergang i kirken.
“Hvad der dog er hændt vor Hans!” sagde Ole.
“Vorherretænker også på fattigmands barn! Og netop med krøblingen – skulle det vise sig! Er det ikke som om Hans kunne have læst det op for os ud af eventyrbogen?”
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©