H. C. Andersen - Eventyr 162:
Det er dig, fablen sigter til! Småhistorier I (1836)
Oldtidens vise har snildt opfundet, hvordan man uden at være folk grove lige op i ansigtet, kunne sige dem sandheden. De holdt nemlig foran dem et sælsomt spejl, i hvilket alle slags dyr og forunderlige ting kom til syne og frembragte et lige så morsomt som opbyggeligt skue. Det kaldte de en fabel, og hvad tåbeligt eller klogt nu dyrene der udrettede måtte menneskene føre over på sig selv og derved tænke: det er dig fabelen sigter til! Sådan kunne nu ingen blive rigtig vrede over det. Vi vil tage et eksempel:
Der var to høje bjerge, og øverst oppe på hvert bjerg stod et slot. Nede i dalen løb en hund, den snusede henad jorden, som om den, for at stille sulten, søgte efter mus eller agerhøns. Da klang med eet, fra det ene slot, trompeten, som forkyndte, at man nu skulle til bords der. Hunden løb straks op ad bjerget for at få lidt mad, men da den var kommet halvvejen, holdt trompeterne op at blæse, og en trompet fra det andet slot begyndte. Da tænkte hunden: her har man nu spist før jeg kommer, men derovre skal man nu først til at spise; den løb derfor ned igen og opad det andet bjerg. Men nu begyndte igen trompeten paa det første sted; derimod holdt den anden op. Hunden løb igen nedad, og igen opad, og blev sådan ved, til endelig begge trompeter tav, og måltidet altså var endt paa hvilket sted den end kom.
Gæt nu engang, hvad oldtidens vise ville sige med denne fabel og hvem der er den nar, som sådan løber sig træt uden at vinde, hverken her eller der.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©