H. C. Andersen - Eventyr 169:
Billedkortene (Herrebladene) (1869)
Hvor man dog i papir kan klippe og klistre nydelige ting! Der var således klippet og klistret et slot, så stort at det fyldte et helt bord, malet så det så ud, som var det bygget af røde sten; det havde skinnende kobbertag, det havde tårn og vindebro, vand i kanalerne, ligesom et spejlglas - for det var spejlglas! I det højeste tårn stod en vægter snittet af træ, han havde en trompet at blæse på, men han blæste ikke!
Det hele tilhørte en lille dreng, som hed William, og han hejsede selv vindebroen og lod den falde ned igen, lod sine tinsoldater marchere over, åbnede så slotsporten og så ind i den store riddersal, hvor der på væggene hang indrammet – ligesom billederne i de virkelige riddersale – alle billedkortene fra et spilkort: Hjerter, Ruder, Kløer og Spar: Kongerne med krone og scepter, Damerne med slør ned over skuldrene og blomst eller vifte i hånden, Knægtene med spydøkser og vajende fjer.
En aften lå den lille dreng og kiggede gennem den åbne slotsport ind på kortbillederne i riddersalen og han syntes at Kongerne hilste med deres scepter, ja Spaderdame bevægede guld-tulipanen hun holdt i hånden og Hjerterdame løftede sin vifte; alle fire Dronninger gav nådigt tegn på at de bemærkede ham. Han rykkede endnu nærmere for bedre at se, men kom derved med hovedet til at støde til slottet, så at det rystede. Da stak alle fire Knægte - Klør, Spar, Ruder og Hjerter - deres spydøkser frem, for at advare ham, at han ikke sådan måtte trænge sig på.
Den lille dreng forstod det og nikkede i al venskabelighed; han nikkede nok engang og så sagde han: ”Sig noget!” Men billedkortene sagde ikke et ord; dog da han tredje gang nikkede til Hjerterknægt, sprang denne ud og stillede sig midt på gulvet.
"Hvad hedder du?" spurgte han den lille. "Du har klare øjne og gode tænder, men du vasker ikke tit nok dine hænder!" – og det var nu ikke pænt sagt.
"Jeg hedder William!" sagde den lille, "og det er mit slot og du er min Hjerterknægt!"
"Jeg er min Konges og min Dronnings knægt, ikke din!" sagde Hjerterknægt. "Jeg kan gå ud af rammen, og det kunne mine høje herskaber endnu bedre. Vi kunne gå ud i den vide verden, men den er vi kede af; det er mageligere og behageligere at sidde i riddersalen og være sig selv!"
"Har I virkelig alle før været mennesker?" spurgte den lille.
"Mennesker ja," sagde Hjerteknægt, "men ikke så gode, som vi burde være! Tænd et lille vokslys foran mig, helst et rødt, for det er min og mit herskabs kulør, så skal jeg fortælle slotsherren – for du er jo slotsherre, siger du – hele vor historie, men afbryd mig ikke, skal jeg tale, må det gå ud i eet! - Ser du ham, min Konge, Hjerterkonge; han er den ældste af de fire der, for han er født først, født med guldkrone og guldæble. Han regerede straks. Hans Dronning var født med guldvifte, den har hun endnu. De havde det så yndigt fra små af, behøvede ikke at gå i skole, kunne lege hele dagen, bygge slotte og rive ned, knække tinsoldater og lege med dukker; forlangte de smørrebrød, så var der smør på begge sider af brødet og puddersukker ovenpå. Det var den gode gamle tid, guldalderen, som den kaldes, men den blev de kede af og jeg også. Det var den gang, – og så kom Ruderkonge."
Mere sagde knægten ikke; den lille dreng lurede på at høre mere, men der blev ikke sagt et ord; og så spurgte den lille: "Hvad så?" -
Hjerteknægt svarede ikke, stod strunk og stiv med øjnene lige mod sit tændte vokslys. Den lille nikkede, nikkede igen men fik dog ikke svar; så vendte han sig til Ruderknægt, og da han nikkede tredje gang til ham, sprang denne ud af kortet, stillede sig op og sagde det eneste ord: "Vokslys!"
Den lille tændte straks et rødt lys og satte foran ham; da præsenterede Ruderknægt lanse og sagde:
"Så fulgte Ruderkonge! En Konge med glasrude på sit bryst; også Dronningen kunne man se lige ind i; og de var skabt ligesom andre mennesker. Det var så fornøjeligt at man rejste et monument for dem, det stod i hele syv år, men det var også rejst for evigheden!" Og så præsenterede Ruderknægt lanse igen og så på sit røde vokslys.
Og uden at den lille William nikkede, skred med et, ligeså gravitetisk og fornemt som storken kan gå når den skrider hen over marken, Klørknægt. Det sorte kløver i hjørnet af kortet, fløj som en fugl hen over ham og så igen tilbage og satte sig hvor det før havde siddet. Og Klørknægt talte, uden, som de andre, at have fået vokslys først.
"Ikke alle får smør på begge sider af brødet og sukker ovenpå! Det fik hverken min Konge eller Dronning; de måtte gå i skole og lære hvad de tidligere ikke havde lært. De gik også med glasrude på brystet, men ingen så derind, udover for at bemærke om der ikke var noget galt inde i urværket, som der kunne skændes på. Jeg ved det; jeg har tjent mit herskab i alle år, kender det fremdeles og adlyder dets vilje. Nu vil herskabet at jeg ikke skal tale mere i aften, og jeg tier og præsenterer lanse!"
Men William tændte også et lys for ham, det var skinnede hvidt.
"Huith -!" – hurtigere end lyset tændtes stod Sparknægt midt i riddersalen, han kom i en fart og dog humpede han, som om han havde et dårligt ben; han hilste ikke; det knagede i ham, han havde været knækket og brækket; gået meget igennem; nu talte han.
"De har hver fået lys og jeg får det også, ved jeg; men skulle vi Knægte have det sådan må det bringes tredobbelt til herskaberne. Og min Sparkonge og Spardame-dronning bør have fire lys! Deres historie og prøvelse er så sørgelig, de har grund til at gå i sort og have en grav-spade i deres våbenskjold; jeg også! Jeg har endda også fået spottenavn i kortspillet, jeg kaldes "Sorte-Peer"; ja, jeg har også fået et værre navn, det er ikke engang passende at sige!" Og så hviskede han: "Man kalder mig Skridt-Mads! Og engang var jeg dog første kavaler hos Sparkonge og nu er jeg sidste. Jeg fortæller ikke mit herskabs historie, de vil ikke have det! Lille slotsherre kan selv få ud af den historie hvad han vil, men gør det sørgeligt! Det er gået tilbage, og går ikke frem før vi alle rider på den røde hest højere op end der er skyer!"
Og den lille William tændte tre lys for hver af kongerne og tre for hver af dronningerne, men herskabet i Spar fik hver fire. Der blev så strålende i den hele riddersal, så lyst som i den rigeste kejsers slot; og de høje herskaber hilste mildt og nådigt; Hjerterdame lod guldviften neje, Spardame svingede med guldtulipanen så der kom flammer ud af den. De høje par steg ud af kort og ramme, dansede Menuet ned af gulvet og op igen; i det levende lys dansede de, og knægtene med, det var som om hele salen stod i flamme; det rislede og raslede, lysene slog ud af vinduer og vægge, hele slottet stod i glød og flamme. William sprang forskrækket til side, råbte på far og mor: ”Slottet brænder!”– det gnistrede og blussede; men i ilden susede og sang det:
"Nu ride vi på den røde hest højere op end der er skyer. Det bør sig ridderlige mænd og fruer, knægtene følge med!" -
Ja, den ende fik det med Williams slot og med billedkortene. William lever endnu og vasker sine hænder: hans skyld var det ikke at slottet brændte.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©