H. C. Andersen - Eventyr 170:
”Kvæk” (1869)
Alle skovens fugle sad i træerne på grenene hvor der var blade nok og dog var de enige i at ønske sig et nyt godt blad, et blad de længtes efter – et kritisk blad, som menneskene har så mange af at det halve kan være nok. Sangfuglene ønskede et kritisk musikalsk magasin, hver med ros af sig og med kritik hvor der var noget at kritisere hos de andre. Men de kunne ikke blive enige om, mellem fuglene selv, at finde upartiske kritikere!
"Fugl må det dog være," sagde uglen, der var valgt som præsident i forsamlingen og jo er viisdommens fugl, " – der bør næppe vælges fra et andet dyrerige uden det skulle være fra havet, der flyver fisken som fuglen i luften, men det er nok også det eneste familieskab. Men der er jo dyr nok mellem fisk og fugl."
Så tog storken ordet, det skraldede ham fra næbbet. "Der gives væsner mellem fisk og fugl: mosevands-børnene, frøerne, dem stemmer jeg for. De er højst musikalske, synger i kor, som kirkeklokker i skovensomhed. Jeg får udlængsel!" sagde storken, " – ja, jeg får krillen under vingerne når de synger op."
"Jeg stemmer også for frøerne," sagde hejren, "de er hverken fugl eller fisk, bor dog hos fiskene og synger som fuglene."
"Det var så det musikalske," sagde uglen, "men bladet må tale om alt hvad der ”er skønt” i skoven, der må være medarbejdere. Lad os tænke os om, hver i sin familie."
Da sang den lille lærke så frejdigt og smukt: "Frøen må ikke være herren for bladet, nej det må nattergalen være."
"Hold op at kvidre!" sagde uglen, " – jeg tuder hermed til orden. Jeg kender nattergalen, vi er natfugle begge to; hver fugl synger med sit næb, hverken den eller jeg bør vælges. Så blev bladet et aristokratisk eller filosofisk blad, et bravour-arieblad, hvor de højst-stillede rådede; det skal også være organ for menigmand. -"
Man var uenig om det skulle kaldes ”Morgenkvæk”, eller ”Aftenkvæk” eller bare ”Kvæk”. Man stemte for det sidste.
Nu drejede det sig om at få dygtige eller ´anset for dygtige´ medarbejdere.
Både bien, myren og muldvarpen lovede at skrive om henholdsvis industri og Ingeniør-virksomhed, for deri havde de stor indsigt.
Gøgen, kukkeren, var naturdigter og ikke rigtig regnet med mellem sangfuglene, og dog af størst betydning for menigmand. "Han hæver altid sig selv, han er den forfængeligste af alle fugle, og er dog ringe at se på", sagde påfuglen.
Så kom spyfluerne til redaktøren i skoven. "Vi tilbyder vor tjeneste. Vi kender til menneske-redaktører og menneske-kritik: man sætter sig på det friske kød, spyer og så er det rådnet op inden et døgn, vi kunne således ødelægge et helt talent om det er nødvendigt i redaktionens tjeneste. Man kan som samlet parti blive et så højstående blad at man tør være rå – og taber man her en subskribent får man ofte 10 igen. Vær grov, giv øgenavne, sæt i gabestokken, fløjt i fingrene, som et ”Ungdomsforbund”, så er du en magt i staten."
"Sådan en luftstryger," sagde frøen om storken; "jeg har virkeligt som lille set op til ham og følt en sitrende ærbødighed, og når han gik i mosen og talte om Ægypten, så udvidedes min synkreds til fremmede underfulde lande, men nu løfter han mig ikke mere, der er kun en efterklang; jeg er blevet klogere, tænkende, betydende, jeg leverer kritiske artikler i ”Kvæk”. Jeg er hvad man nævner i dannersprogets retskrivning og toneklang: en kvækling! I menneskeverdenen findes også den slags. Jeg har skrevet et stykke om dette i vort blads tillæg, nederst på en af siderne”.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©