H. C. Andersen - Eventyr 173:
Talismanen - Småhistorier II (1836)
En prins og en prinsesse levede stadig i deres hvedebrødsdage. De følte sig saa overordentlig lykkelige; kun en tanke foruroligede dem, det var denne: mon vi altid vil blive så lykkelige som nu? Derfor ønskede de at eje en talisman, ved hvilken de kunde sikre sig imod enhver utilfredshed i ægteskabet. Nu havde de ofte hørt tale om en mand, som boede ude i skoven og af alle folk var anset for sin visdom; i enhver nød og forlegenhed vidste han at råde til det bedste. Prinsen og prinsessen begav sig ud til ham og fortalte hvad der lå dem på hjertet. Da den vise mand havde hørt det, svarede han: "Rejs igennem alle verdens lande, og hvor I da træffer et par ret tilfredse ægtefolk, bed dem om et lille stykke af det linned, de har paa kroppen, og når I får det, så bær det altid på jer. Det er et probat middel."
Prinsen og prinsessen red afsted og snart hørte de en riddersmand nævne, der med sin kone skulle leve det allerlykkeligste liv. De kom op på slottet, spurgte dem selv ad, om de i deres ægteskab var så særdeles tilfredse, som rygtet sagde. ”Ja vist!” blev der svaret, " – bortset fra, at vi ingen børn har!" Her var altså talismanen ikke at finde, og prinsen og prinsessen måtte rejse videre for at opsøge fuldkommen tilfredse ægtefolk.
De kom derpå til en by hvor der, hørte de, boede en ærlig borgermand, der med sin kone levede i største overensstemmelse og tilfredshed. Til ham gik de hen og spurgte ligeledes, om han i sit ægteskab virkelig var så lykkelig, som folk sagde. "Ja, det er jeg," svarede manden, "min kone og jeg lever det bedste liv med hinanden, havde vi bare ikke så mange børn, de giver os megen sorg og bekymring!" - Hos ham var altså heller ikke talismanen at finde, og prinsen og prinsessen rejste videre igennem landet, spurgte allevegne efter tilfredse ægtefolk, men ingen meldte sig.
En dag, som de red langs mark og eng, blev de opmærksomme på en hyrde, som nok så lystigt blæste på sin skalmeje ikke langt fra vejen, På samme tid så de en kone komme hen til ham med et barn paa armen og en lille dreng ved hånden. Så snart hyrden så hende, gik han hende imøde, hilste og tog det lille barn, som han kyssede og kælede for. Hyrdens hund kom hen til drengen, slikkede hans lille hånd, gøede og sprang i vejret af glæde. Imidlertid satte konen den potte hun havde medbragt tilrette og sagde: "Far, kom nu og spis!" Manden satte sig og tog for sig af retterne, men den første bid fik det lille barn, den anden delte han med drengen og hunden. Alt dette så og hørte prinsen og prinsessen, de gik nu nærmere, talte til dem og sagde: "I er dog hvad man kalder lykkelige og veltilfredse ægtefolk?"
"Ja, det er vi, " svarede manden, "Gud være lovet! Ingen prins og prinsesse kunne være det mere end vi!"
"Nu så hør", sagde prinsen, "gør os en lille tjeneste, som I ikke skulle komme til at fortryde. Giv os et lille stykke af det linned, I har på kroppen!"
Ved denne tiltale så hyrden og hans kone underligt paa hinanden; tilsidst sagde hyrden: "Gud ved, gerne ville vi give jer, og det ikke blot et lille stykke men også hele skjorten og kjolen, havde vi bare nogen, men vi eje ikke en trevl!"
Så måtte da prinsen og prinsessen med uforrettet sag rejse videre. Endelig blev de kede af denne lange forgæves omflakken og vendte derfor hjemad. Da de nu kom forbi den vise mands hytte, skændte de på ham, fordi han havde givet dem et så dårligt råd. Hele deres rejse-historie fik han fortalt.
Da smilede den vise mand og sagde: "Har I virkeligt rejst så forgæves? Kommer I ikke hjem og er rige på erfaring?"
"Ja," svarede prinsen, "dette har jeg dog erfaret: at tilfredshed er et sjældent gode på denne jord!"
"Og jeg har lært," sagde prinsessen, "at man, for at være tilfreds, ikke behøver andet, end netop – at være tilfreds!"
Derpå gav prinsen så prinsessen hånden, så på hinanden med et udtryk af den inderligste kærlighed, og den vise mand velsignede dem og sagde: "I jeres hjerter har I fundet den sande talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i evighed skal da utilfredshedens onde ånd få magt over jer!"
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©