H. C. Andersen: Eventyr 174:
Den gamle Gud lever endnu. Småhistorier III. (1836)
Det var en søndagmorgen. Solen skinnede klart og varmt ind i stuen; mild og forfriskende strømmede luften ind ad det åbne vindue og ude under Guds blå himmel, hvor mark og eng stod med grønt og blomster, jublede alle småfuglene. Mens udenfor overalt var glæde og lyst, boede sorg og elendighed inde i huset. Selv konen, som dog ellers altid var ved godt mod, sad denne dag ved frokosten og så bedrøvet ned for sig; endelig rejste hun sig op, uden endnu at have smagt en bid, tørrede sine øjne og gik henimod døren.
Det syntes virkeligt også, som lå der en forbandelse over dette hus. Dyrtid var der i landet; med indtjeningen gik det dårligt; skatterne blev mere og mere trykkende; år for år forfaldt husholdningen, og der var tilsidst ikke andet her at forudse end armod og elendighed. Alt dette havde i lang tid nedtrykt manden, som ellers var en flittig og ordentlig borger; nu fortvivlede han ved at tænke paa fremtiden, ja ytrede endda mange gange, at han ville gøre en ulykke på sig selv og således få en ende på dette sit elendige, trøsteløse liv. Hverken hjalp det, hvad hans kone, med sit gode humør, sagde, eller hvad hans venner opmuntrede ham med af verdsligt og åndeligt; han blev bare endnu mere tavs og sørgmodig. Det var let at indse, at hans stakkels kone tilsidst også måtte tabe modet. Dog med hendes sørgmodighed havde det en ganske anden beskaffenhed, som vi snart skal høre.
Da manden så, at også hans kone sørgede og at hun ville ud af stuen, holdt han hende tilbage og sagde: "Du slipper ikke bort før du siger mig, hvad du fejler!"
Hun tav endnu en stund, derpå drog hun et dybt suk og sagde: "Ak, kære mand, jeg har i denne nat drømt, at den gamle Gud var død, og at alle Englene fulgte ham til graven!"
"Hvor kan Du dog tro eller tænke sådant noget dumt vrøvl!" svarede manden. "Ved du da ikke, at Gud aldrig kan dø?"
Da strålede den gode kones ansigt af glæde, og idet hun kærligt trykkede begge mandens hænder, udbrød hun: "Så lever den gamle Gud altså endnu?"
"Ja vist!" svarede manden, "Hvem kan da tvivle om det?"
Da omfavnede hun ham, så på ham med hengivne øjne, der strålede af tillid, fred og glæde, idet hun sagde: "Ih nu, kære mand! Når den gamle Gud stadig lever, hvorfor tror og stoler vi da ikke på ham? Gud har talt hvert et hår på vort hoved, og ikke et falder af uden hans vilje, han klæder lilljerne på marken, giver spurvene deres føde og ravnene deres rov!"
Ved disse ord var det for manden, ligesom om der faldt en hinde fra hans øjne, og som om alle tunge bånd om hjertet løsnedes; for første gang i lang tid smilede han og takkede sin fromme, kære kone for den list, hvorved hun havde genoplivet hans døde tro på Gud og kaldt hans tillid tilbage. Da skinnede solen endnu venligere ind i stuen på tilfredse menneskers ansigt, luften viftede mere vederkvægende om smilet på deres kind, og fuglene jublede endnu lydeligere hjertets tak til Gud.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©