H.C. Andersen – Eventyr 175:
Hans og Grethe - Småhistorier IV (1836)
To brødre ejede hver en herlig landejendom og da brødrene var naboer, besøgte de ofte hinanden og talte om deres husholdning og udkomme; den ene kunne ikke nok rose sin gårdskarls redelighed, den anden ikke nok sin gårdpiges snildhed. Nu havde den ældre bror en prægtig hingst i stalden, den yngre havde en smuk hoppe i sin, begge af samme farve og størrelse. Den ene gang efter den anden, drejede deres samtale sig om disse dyr; den ældre bror ville købe hoppen, den yngre havde lyst til at få hingsten. Enige var de om at begge dyr burde ejes af een herre; men de kom aldrig til handel.
Engang, da de igen talte om denne sag, udbrød den yngste: ”Nå! Jeg vædder at jeg dog, uden dit vidende, skal få hingsten og at din redelige karl selv fører den til mig!”
”Og jeg vædder”, sagde den ældre, ” – min hingst mod din hoppe! – at det ikke sker, for selvom karlen stjal den ville han sige mig det!”
”Nå, det tror du?”, sagde den yngre.
”Ja jeg er sikker og vis paa hans ærlighed!”
Væddemålet blev sluttet og brødrene forlod hinanden.
Næste morgen kaldte den yngre bror på sin pige og fortalte hende hvad han og den ældre bror havde væddet om: ”Nu stoler jeg paa din snildhed!”
”Lad mig om det!” sagde Grethe og gik allerede samme aften over til karlen.
”God aften, Hans!”
”Tak, lille Grethe!”
”Altid flittig?”
”Ja, det er ens pligt og skyldighed!”
”Jeg har hørt fortælle at din stald skal være så net og nydeligt, som et dukkeskab. Det gad jeg dog nok se!”
Hans følte sig smigret og bad hende træde indenfor. Hun roste hvad der var at rose, og hjalp ham med hvad han endnu havde at bestille.
”Den Grethe, hun er dog en både køn og dygtig pige!” tænkte Hans.
Dagen derpå, det var en lørdag, kom Grethe igen.
”God aften Hans!”
”Tak lille Grethe!”
”Du bliver da vel ikke vred over, at jeg kommer her i dag igen?”
”Nej, hvordan kan det dog falde dig ind?”
”Har du allerede friaften?”
"Ja, jeg er færdig med alting. Jeg har rappet mig! For, ved du hvad, jeg tænkte som så: måske at lille Grethe kommer herover?”
De satte sig ned og sludrede. Hans mærkede snart, at Grethe kunne tale godt for sig og at hun var en særdeles fornuftig pige, derfor bad han hende, om hun søndag eftermiddag ville danse med ham.
Grethe kom og gik med Hans. De dansede til langt ud paa aftenen. Da sagde Grethe: ”Gud, hvor det er blevet sent! Jeg skulle nu allerede have været være hjemme! Du må sadle hingsten og ride med mig hjem!
Det lod Hans sig ikke bede om to gange. Han tog hende op paa hesten og de red afsted i den mørke aften. For at hun ikke skulle falde af, holdt han sin arm fast omkring hende, og alt som de red, måtte han fortælle, hvor kær hun var blevet ham. Nu troede hun at det var det rette øjeblik til at sige, hvad hun havde paa hjertet: at hendes herre gerne ville have hingsten, de red på; at han havde lovet hende en stor belønning og – når hun fik den – var det jo en god medgift.
”Vil du, kære Hans?” spurgte hun og kyssede ham.
Nu måtte den stakkels Hans gøre det, enten han ville eller ej, men hvordan skulle han skjule dette tyveri for sin herre?
”Du må finde paa noget!” sagde Grethe. ”Sig at du i aften paa hjemvejen for vild, og at ulvene angreb dig, så du måtte lade hesten i stikken. Ulvene har så ædt hesten helt op, lige ind til knoglerne; du kan føre ham ud for at se disse, jeg skal nok sørge for at der i morgen ligger blodige hesteknogler derude i skoven!”
Sådan blev det nu; Hans lod Grethe beholde hingsten og gik hjem til fods.
Men Hans kunne ikke sove; det pinte ham skrækkeligt, hvordan han næste morgen skulle komme frem med sin løgn; han kunne ikke holde ud at blive liggende i sengen, han måtte ud af den og nu holdt han prøve på, hvordan han ville bære sig ad med at lyve. Han gik ud af sin stuedør, bankede på den, trådte ind igen og vendte sig mod en krog hvor der stod en kost, den skulle forestille Herren.
”God morgen, Hans!”
”Tak, gode herre!”
”Nå, hvordan har hingsten det?”
”Ak! Herre! Hingsten -!” Ja, der stoppede talen, han kunne ikke komme videre. Så gik han igen ud af døren og prøvede igen, som før:
"God morgen, Hans!”
”Tak, gode herre!”
”Nå, hvordan har hingsten det?”
”Ak! Herre! Hingsten -!” ja, der stoppede det igen, løgnen blev ham siddende i halsen og det lå ham som en tung vægt på hjertet.
Tidligt om morgenen trådte han ind i sin herres værelse.
”God morgen, Hans!”
”Tak, gode herre!”
”Nå, hvordan har hingsten det?”
”Ak, kære herre, hingsten -!” Her stod han i det igen, men kun et øjeblik, og han sagde så: ”Hingsten er stjålet og jeg er selv tyven, lad mig nu kun blive hængt!” Han fortalte da, hvordan det hele var gået til, at Grethe havde snakket for ham og at hingsten var hos herrens egen yngre bror.
Herren glædede sig over karlens prøvede ærlighed, tilgav ham og lovede ham endda en belønning, ligesom broren havde lovet pigen en belønning! ”Er det stadig dit alvor at gifte dig med Grethe,” sagde han, ”så før hende kun her til gården, og jeg har da i huset, udover en redelig karl, også en snild kvinde!”
Det syntes Hans rigtig godt om. Redeligheden og ærligheden havde vundet væddemålet, mens den, som udelukkende stolede paa snildhed, måtte give slip både på pigen og på hoppen – og det var, som det skulle være.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©