176.De blå bjerge (1836)

H.C. Andersen – Eventyr 176:

De blå bjerge - Småhistorier V (1836)

Original + 2019-version

Ikke langt fra bjergene levede en stille, from menighed; enhver i denne levede af de vækster og den grøde deres flid fik jorden til at frembringe, af den mælk, de fik af dyrene, som de passede på engen. Når en spiste og drak, skete det altid i tilfredshed og med tak til Gud. Især hver morgen gik alle ud i den fri natur og med ansigtet vendt mod Østen, tilbad de den usynlige Gud, som sendte solen frem fra de smukke blå bjerge og lod vandstrømmene styrte ned for at vande deres marker og enge, mens uvejret tordnede og lynede fuldt af majestætisk pragt.

Nu var der i menigheden en mand, som havde lyst tiI at se sig lidt nøjere om i bjergene og udforske vandstrømme, vind og vejr. En dag vandrede han afsted og gjorde som lysten bød

ham.

Efter nogen tid kom han igen tilbage og sagde til den forsamlede menighed: ”Kære venner, hvad I hidtil har troet om de blå bjerge og om Gud deroppe, er ikke slet ikke så! Vi har levet i en stor vildfarelse. Jeg har set alt i nærheden deroppe, og fundet det ganske anderledes, end vi mente det var. Bjergene, som herfra synes så smukke blå, er i virkeligheden ujævne, ufrugtbare sten, og vandene, som strømmer ud af hulerne, er vilde, ødelæggende fjeldstrømme; vind og vejr er naturlige luftsyn, som ved sig selv opstår og forgår. Solen kommer frem, langt borte på den anden side af disse bjerge, og af en Gud, som man har indbildt os skulde være det, er der intetsteds noget at se i de blå bjerge.

Menigheden studsede ved denne tale af en mand, som de havde stor tiltro til, og nogle sagde, fuld af uvilje: ”Så har vore fædre altså bedraget os! Vi har troet på et eventyr, som var det noget sandfærdigt!” Og de gik fra den tid ikke mere ud for at bede til ´Gud, der skabte underværker i de blå bjerge´, og fra nu af arbejdede de med ulyst og levede indbyrdes i utilfredshed.

Mange af dem gik nu selv ud i bjergene for at se, hvad der nu stod til troende, og de udmattede sig forgæves ved at stige op og ned, og mange faldt i afgrunden eller forvildede sig i den mægtige bjergstrækning, så de omkom af sult.

Dog, for een af de vandrende opgik et klarere åndens lys: han så på de uhyre klippeblokke og tænkte: ”hvilken kraft har dog rejst disse? De vækker i min sjæl en mægtig tanke om storhed!” Han tørstede og søgte ned til fjeldstrømmen, hvor han så vilddyret slukke sin tørst, og han priste den Gud, som lod lindring sprudle frem af den hårde klippe. Højt oppe fra bjerget så han nu hvordan den bjergstrøm, der heroppe var ødelæggende, dernede i dalen slyngede sig fredeligt, førte skibe fra by til by, og bragte menneskene nytte. Han iagttog skyernes uendelige flugt og vindenes forandring, og så, at de alle var underkastede deres bestemte love. Solen steg hver morgen op østen for den bjergspids hvor han stod og sank om aftenen ned vesten for den, og han bøjede sig ned på sine knæ for den usynlige, som fremviste sin kraft i alt rundtom, og han indså sandheden i den gamle tro, at ´Gud boede i de blå bjerge´; men man måtte ikke binde sig til de døde ord i denne tro, men til ånden i dem!

Da vandrede han tilbage til sit hjem, og han forkyndte menigheden sit evangelium, og de, som hørte og ville forstå, arbejdede igen med godt mod, gik daglig – som førhen – ud i det fri og med ansigtet mod Østen bad de til den usynlige, der lod solen stige, vandstrømmene styrte og uvejret lyne og tordne i de blå bjerge, og når de med tro og andagt havde bedt, gik de styrkede til deres dagsværk, og deres hænders arbejde blev velsignet, og hvert fornuftigt ønske i hjertet blev opfyldt.