H.C. Andersen - Eventyr 108:

Isjomfruen (1862)

 

 

Original + 2019-version

 

​

I. Lille Rudy.

Lad os besøge Schweiz, lad os se os om i det herlige bjergland, hvor skovene vokse op ad de stejle klippevægge; lad os stige op på de blændende snemarker, og igen gå ned i de grønne enge, hvor floder og bække bruse afsted, som var de bange for, at de ikke tidsnok skulle nå havet og forsvinde. Solen brænder i den dybe dal, den brænder også oppe på de tunge snemasser, så de med årene smelter sammen til skinnende isblokke og bliver rullende laviner, optårnede gletschere. To sådanne ligger i de brede fjeldkløfter under “Schreckhorn” og “Wetterhorn”, ved den lille bjergby Grindelwald; mærkelige er de at se på, og derfor kommer, i sommertiden, mange fremmede hertil fra alle verdens lande; de kommer over de høje, snebedækkede bjerge, de kommer nede fra de dybe dale, og da må de i flere timer stige op, og mens de stiger op, sænker dalen sig dybere, de ser ned i den, som så de fra en luftballon. Foroven hænger tit skyerne som tykke, tunge røggardiner om bjergspidserne, mens nede i dalen, hvor de mange brune træhuse ligger spredte, endnu en solstråle lyser, og løfter frem en plet i strålende grønt, som var den transparent. Vandet bruser, summer og suser dernede, vandet risler og klinger foroven, det ser ud som flagrende sølvbånd ned over klippen.


På begge sider af vejen herop ligger bjælkehuse, hvert hus har sin lille kartoffelhave, og den er en nødvendighed, for her inden døre er mange munde, her er fuldt op af børn, og disse kunne nok spise deres måltider helt op; fra alle husene myldrer de frem, trænger sig om de rejsende, enten disse komme til fods eller til vogns; hele børneflokken driver handel; de små falbyder og sælge nydeligt udskårne træhuse, som man ser dem byggede her i bjergene. Det være nu regnvejr eller solskin, børnevrimlen kommer altid frem med sine varer.


For nogle og tyve år siden stod her ofte, men altid noget fjernt fra de andre børn, en lille dreng, der også ville handle; han stod med et så alvorligt ansigt og med begge hænder fast om sin æske, som om han ikke ville slippe den; men netop denne alvor, og at fyren var så lille, var årsag til at især han blev bemærket, ja kaldet på, og tit gjorde han den bedste handel, selv vidste han ikke hvorfor. Højere oppe på bjerget boede hans morfar, der snittede de fine, nydelige huse, og deroppe i stuen stod et gammelt skab, fuldt op af den slags udskæringer, der var nøddeknækkere, knive, gafler og æsker med dejligt løvværk og springende bjerg-gemser; der var alt hvad der kunne glæde børneøjne, men den lille, Rudy blev han kaldt, så med større lyst og længsel på det gamle gevær under bjælken, det skulle han engang få, havde morfar sagt, men han måtte først blive stor og stærk nok til at bruge det.


Så lille som drengen var, blev han dog sat til at passe gederne, og hvis det at kunne klatre med dem var at være en god vogter, ja så var Rudy en god vogter; han klatrede endda også lidt højere, han holdt af at samle fuglereder højt i træerne, forvoven og kæk var han, men smile så man ham kun, når han stod ved det brusende vandfald, eller når han hørte en lavine rulle. Aldrig legede han med de andre børn; han kom kun sammen med dem, når hans morfar sendte ham ned for at gøre handel, og den syntes Rudy ikke stort om, hellere gad han kravle alene om på bjergene, eller sidde hos morfar og høre ham fortælle om gammel tid og om befolkningen nær herved i Meiringen, som han var fra; det folkefærd havde ikke været der fra verdens første tid, sagde han, de var indvandrede; højt oppe fra Norden var de kommet, og der boede slægten, og kaldtes “Svenske”. Det krævede en del klogskab at vide det, og det vidste Rudy, men han fik endnu mere klogskab ved en anden god omgangskreds, og det var husets besætning af dyr. Der var en stor hund, Ajola, et arvegods efter Rudys far, og der var en hankat; den især havde betydet meget for Rudy, den havde lært ham at klatre.

“Kom med ud på taget!” havde katten sagt, og det ganske tydeligt og forståligt, for når man er barn og endnu ikke kan tale, forstår man udmærket høns og ænder, katte og hunde, de taler da lige så forståligt som far og mor tale, man må bare være rigtig lille! Selv bedstefars stok kan da vrinske, blive til en hest, med hoved, ben og hale. For nogle børn slipper denne forståen senere end for andre børn, og om disse siger man, at de er langt tilbage, er børn meget længe. Man siger så meget!


“Kom med, lille Rudy, ud på taget!” var noget af det første, katten sagde, og Rudy forstod. “Det er altsammen indbildninger, det med at falde ned; man falder ikke, når man ikke er bange for det. Kom, sæt din ene pote sådan, og din anden sådan! Tag for dig med de forreste poter! Hav øjne i hovedet, og vær smidig i lemmerne! Er der en kløft, så spring, og hold dig fast, det gør jeg!”
Og det gjorde også Rudy; derfor sad han så tit på tagryggen hos katten, han sad med den i trætoppen, ja selv højt på klipperanden, hvor katten ikke kom.


“Højere! højere!” sagde træer og buske. “Ser du, hvor vi klavre op? Ser du hvor højt op vi når og hvor vi holder os fast, selv på den yderste smalle klippespids!”
-

Og Rudy nåede op ad bjerget, tit før solen nåde derop, og der fik han sin morgendrik, den friske, styrkende bjergluft, den drik, som kun Vorherre kan lave, og menneskene læse recepten til, og der står skrevet: den friske duft af bjergets urter og dalens krusemynter og timian. Alt tungt suger de hængende skyer ind i sig, og så renser vindene dem på granskovene, duftens ånd bliver luft, let og frisk, altid mere frisk; den var Rudys morgendrik.


Solstrålerne, solens velsignelses-bringende døtre, kyssede hans kinder, og den såkaldte Svimlen stod og lurede, men turde ikke nærme sig, og svalerne nede fra morfars hus, der var ikke færre end syv reder, fløj op til ham og gederne, syngende: “Vi og I! og I og Vi!” Hilsener bragte de hjemmefra, selv fra de to høns, de eneste fugle i stuen, med hvilke Rudy dog ikke indlod sig.


Hvor lille han end var, rejst havde han, og ikke så kort for sådan en lille purk; født var han ovre i distriktet, eller kantonen Wallis og båret herhen over bjergene; for nylig havde han til fods besøgt det nære “Staubbach”, der som et sølvslør bølger i luften foran det snebedækkede, blændende hvide bjerg Jomfruen. Og i byen Grindelwald havde han været ved den store gletscher, men det var en sørgelig historie, for der fandt hans mor sin død, “der havde lille Rudy,” sagde morfar, “fået barnelystigheden blæst ud af sig. Indtil drengen var fyldt et år, lo han mere end han græd,” havde morfar skrevet, “men siden han dengang sad i iskløften var der kommet et ganske andet sind i ham.” Morfar talte ellers ikke meget derom, men på hele bjerget vidste man besked.
 

Rudys far havde, som vi ved, været postmand; den store hund i stuen havde altid fulgt ham på farten over Simplon, ned til Genfersøen. I Rhonedalen i Canton Wallis boede Rudys slægt på faders side stadig, farbror var en dygtig gemsejæger og en velbekendt bjergfører; Rudy var kun et år gammel, da han mistede sin far, og hans mor ville nu gerne med sit lille barn hjem til sin slægt i Berner-Oberland; nogle timers vej fra Grindelwald boede hendes far; han snittede i træ og tjente derved så meget, at han kunne klare sig. I juni måned gik hun, bærende sit lille barn, i selskab med to gemsejægere, hjemvejs hen over Gemmi for at nå Grindelwald. De var allerede kommet det meste af vejen, havde nået over højryggen til snemarken, så allerede hendes hjemstavnsdal, med alle dens kendte spredte træhuse, og der var nu kun den besværlighed at gå over det øverste af den ene store gletscher. Sneen lå frisk falden og skjulte en kløft, ikke ned just til den dybe bund, hvor vandet brusede, men dog dybere end en menneskehøjde. Den unge kone, der bar sit barn, gled, sank i og var borte, man hørte ikke et skrig, ikke et suk, men man hørte et lille barn græde. 

Der gik mere end en time, før hendes to ledsagere fra det nærmeste hus nedenfor fik bragt tov og stænger, hvormed de muligt kunne hjælpe, og efter stor besvær bragtes tilsyneladende to lig frem af iskløften. Alle midler blev anvendt, og det lykkedes at kalde barnet til live, men ikke moderen; og på den måde fik den gamle morfar en dattersøn i huset i stedet for en datter - den lille, der lo mere end han græd. Men det syntes han nu at være blevet vænnet af med, den forandring var nok sket med ham i gletscher-spalten, i den kolde, underlige isverden, hvor sjælene af de fordømte er lukkede inde til ”Dommens Dag”, sådan som schweizer-bonden tror.


Ikke uligt et brusende vand, isnet og knuget til grønne glasblokke, ligger gletscheren, det ene store istykke væltet ovenpå det andet; i dybden dernede bruser den rivende strøm af smeltet sne og is; dybe huler, mægtige kløfter løfter sig derinde, et vidunderligt glaspalads er det, og i dette bor Isjomfruen, gletscher-dronningen. Hun, den dræbende, den knusende, er halvt et luftens barn, halvt flodens mægtige herskerinde, derfor mægter hun at løfte sig, med gemsens flugt, op på snebjergets øverste tinde, hvor de dristigste bjergbestigere i isen må hugge sig trin for at få fodfæste; hun sejler på den tynde grankvist ned ad den rivende flod, springer der fra klippeblok til klippeblok omflagret af sit lange, snehvide hår og sin blågrønne kjortel, der skinner som vandet i de dybe Schweizer-søer.


“Knuse, holde fast – min er magten!” siger hun. “En dejlig dreng stjal man fra mig, en dreng jeg havde kysset, men ikke kysset til døde. Han er igen imellem menneskene, han vogter gederne på bjerget, kravler opad, altid opad, bort fra de andre, ikke fra mig! Min er han, jeg henter ham!”


Og hun bad Svimlen røgte hendes ærinde; for Isjomfruen var der ved sommertid for lummert ude i det grønne hvor krusemynten trives; og Svimlen løftede sig og dukkede sig; der kom en, der kom tre; “Svimlen” har mange søstre, en hel flok; og Isjomfruen kårede den stærkeste af de mange, som råder indendøre og udendøre. De sidder på trappegelænderet og på tårnrækværket, de løber som et egern hen ad fjeldranden, de springer udenfor og træder luft ligesom svømmeren træder vande og de lokker deres offer ud og ned i afgrunden. Svimlen og Isjomfruen, begge griber de efter menneskene, som blæksprutten griber efter alt hvad der rører sig omkring den. Svimlen skulle gribe Rudy:


“Ja, grib mig ham!” sagde Svimlen, “ – men jeg magter det ikke! Katten, det skarn, har lært ham sine kunster! Det menneskebarn har en magt for sig, der støder mig bort; jeg kan ikke nå den lille dreng, når han hænger på grenen ud over afgrunden, og jeg gad godt kilde ham under fodsålerne, eller give ham en dukkert i luften! Men jeg kan ikke!”


“Vi kunne det!” sagde Isjomfruen, “Du eller jeg! Jeg! Jeg!”


“Nej! Nej!” klang det til dem som var det bjerg-ekko af kirkeklokkernes klang, men det var sang, det var tale, det var et sammensmeltende kor fra andre naturånder, milde, kærlige og gode, solstrålernes døtre; de lejrer sig hver aften i krans på bjergtinderne, udbreder deres rosenfarvede vinger, der, alt som solen synker, blusser rødere og rødere, de høje alper gløder, menneskene kalder det “alpegløden”; når så solen er nede, drager de ind i fjeldtoppen, i den hvide sne, sover der til sol står op, da kommer de atter frem. Særligt elsker de blomsterne, sommerfuglene og menneskene, og mellem disse havde de særligt udkåret sig den lille Rudy.


“I fanger ham ikke! I får ham ikke!” sagde de.
“Større og stærkere har jeg fanget og fået!” sagde Isjomfruen.


Da sang solens døtre en sang om Vandringsmanden, som hvirvelvinden rev kappen af og førte bort i stormende flugt; hylsteret tog vinden bort, men ikke manden; “ham kunne I kraftens børn nok gribe, men ikke fastholde; han er stærkere, han er åndigere end selv vi! Han stiger højere end solen, vor morfar! Han har trylleordet, der binder vind og vand, så de må tjene og adlyde ham. I løser den tunge, trykkende vægt, og han løfter sig højere!”


Så dejligt lød det klokkeklingende kor.


Og hver morgen skinnede solstrålerne ind igennem det lille, eneste vindue i morfars hus, ind på det stille barn; solstrålernes døtre kyssede ham, de ville optø, opvarme, og fjerne de iskys, gletschernes kongelige mø havde givet ham, da han i sin døde mors skød lå i den dybe is-kløft, og der blev frelst, som ved et under.

 

 

II. Rejsen til det nye hjem.

Og nu var Rudy otte år; hans farbror i Rhonedalen, hinsides bjergene, ville tage drengen til sig, der kunne han bedre oplæres og komme frem; det indså også morfar, og gav derfor slip på ham.


Rudy skulle afsted. Der var flere at sige farvel til end morfar, der var først Ajola, den gamle hund.
“Din far var postmand, og jeg var posthund,” sagde Ajola. “Vi har faret op og ned, jeg kender både hundene og menneskene på den anden side af bjergene. At tale meget var ikke min vane, men nu da vi nok ikke har længe at tale sammen, vil jeg tale lidt mere, end ellers; jeg vil fortælle dig en historie, som jeg altid har gået og tygget på; jeg kan ikke forstå den, og det kan du heller ikke, men det kan nu også være det samme, for dette har jeg dog fået ud af den: helt rigtigt er det ikke fordelt i verden for hverken hunde eller for mennesker! Ikke alle er skabt til at ligge på skød eller søbe mælk; jeg er ikke blevet vænnet til det, men jeg har set en hundehvalp køre med i postvognen og der have fået en menneskeplads; fruen som var herskab, eller som hunden var herskabet for, havde mælkeflaske med, som hun gav ham af; sukkerbrød fik han, men gad ikke engang æde det, snusede kun på det, og så åd hun det selv; jeg løb i søle ved siden af vognen, sulten som en hund kan være det, jeg tyggede på mine egne tanker, det var ikke så passende – men det er der nok meget som ikke er! Gid du må komme på skødet og køre i karet, men det kan man ikke selv lave sig, jeg har ikke kunnet det, hverken ved at gø eller gabe!”


Det var Ajolas tale, og Rudy tog den om halsen og kyssede den lige på dens våde mund, og så tog han katten i sine arme, men den vred sig ved det. 
“Du bliver mig for stærk, og mod dig vil jeg ikke bruge klør! Kravl du kun over bjergene, jeg har jo lært dig at kravle! Tro aldrig, at du falder ned, så holder du dig nok!” Og så løb katten, for den ville ikke lade Rudy se, at sorgen lyste den ud af øjnene.


Hønsene løb på gulvet, den ene havde mistet sin hale; en rejsende, der ville være jæger, havde skudt halen af, da mennesket antog hønen for at være en rovfugl.

“Rudy vil over bjergene!” sagde den ene høne.


“Han har altid jag i sig!” sagde den anden, “og jeg holder ikke af at tage afsked!” og så trippede de af begge to.


Til gederne sagde han også lev vel, og de råbte: “Med! Med! – mæh!” og det var så sørgeligt.


Der var af egnens folk to flinke førere, som også skulle gå over bjergene, de ville ned på den anden Side ved Gemmi, og dem fulgte Rudy med. Det var en streng march for sådan en lille fyr, men kræfter havde han, og et mod som ikke kunne blive træt.

Svalerne fløj et stykke med: “Vi og I! – I og Vi!” sang de. Vejen gik over den rivende flod Lötschine, der i mange små strømninger styrter frem fra  Grindelwald-gletscherens sorte kløft. Løse træstammer og stenbrokker tjener her som bro; nu var de ovre ved ellekrattet og begyndte at gå opad bjerget, tæt ved hvor gletscheren havde løsnet sig fra bjergsiden, og så gik de ud på gletscheren over isblokke og uden omkring dem; krybe lidt, gå lidt måtte Rudy; hans øjne strålede af bare fornøjelse, og så trådte han med sine jernbeslagne bjergsko, så fast som skulle han sætte mærke hvor han havde gået. Den sorte jordafsats, som fjeldstrømmen havde gydet ud over gletscheren, gav denne et forkalket udsende, men den blågrønne, glasagtige is skinnede dog frem; de små damme, inddæmmede af opskruede isblokke måtte man uden om, og på denne vandring kom man nær en stor sten, der lå gyngende på randen af en isspalte, stenen kom ud af ligevægt, faldt, rullede og lod ekkoet runge nede fra gletscherens hule, dybe gange.


Opad, altid opad gik det; gletscheren selv strakte sig i højden, som en flod af vildtoptårnede ismasser, klemte mellem stejle klipper. Rudy tænkte et øjeblik på hvad der var fortalt ham, at han med sin morfar havde ligget nede i en af disse kulde-åndende kløfter, men snart igen var sådanne tanker borte, det var ham som en anden historie af de mange, han havde hørt. En og anden gang, når mændene troede at det var lidt for vanskeligt for den lille krabat at stige, rakte de ham hånden, men han var ikke træt, og på glat-isen stod han fast som en gemse. Nu kom de ind på klippegrund, snart mellem mos-løse stene, snart ind imellem lave graner og igen ud på den grønne græsgang, altid vekslende, altid nyt; rundt om løftede sig snebjerge, dem han, som hvert barn her, kendte navnene på: “Jomfruen”, “Munken” og “Eiger”. Rudy havde aldrig før været så højt, aldrig før betrådt det udstrakte snehav her; det lå med de ubevægelige snebølger, dem vinden blæste enkelte fnug fra, som den blæser skummet af søens vande. Gletscher ved gletscher holder, om man kan sige det, hinanden hånd i hånd, hver er et glaspalads for Isjomfruen, hvis magt og vilje er denne: at fange og begrave. Solen brændte varmt, sneen var så blændende og som oversået med hvidblå, funklende diamantblink. Utallige insekter, særligt sommerfugle og bier, lå i massevis døde på sneen, de havde vovet sig for højt op, eller vinden havde båret dem til de udåndede i denne kulde. Omkring Wetterhorn hang ligesom en finrenset sort uldtot, en truende sky; den sænkede sig, bugnende af hvad den gemte i sig, en varm og tør Föhn-vind, voldelig i dens magt, når den brød løs. Indtrykket af den hele vandring, nattekvarteret heroppe, og vejen videre frem, de dybe fjeldkløfter, hvor vandet, i en tankesvimlende lang tid, havde gennemsavet stenblokkene, hæftede sig uforglemmelig i Rudys erindring.


En forladt stenbygning, hinsides snehavet, gav ly og læ til at overnatte; her fandt de trækul og grangrene; bålet blev snart tændt, nattelejet lavet, så godt man kunne det, mændene satte sig om ilden, røg deres tobak og drak den varme, krydrede drik, de selv havde lavet; Rudy fik sin del, og der blev talt om alpelandets hemmelighedsfulde væsener, om de sælsomme kæmpeslanger i de dybe søer, om natfolket, spøgelsehæren, der bar den sovende gennem luften til den vidunderlige svømmede stad Venedig; den vilde hyrde, der drev sine sorte får henover græsgangen; havde man ikke set disse, så havde man dog hørt lyden af deres klokker, hørt hjordens uhyggelige brøl. Rudy lyttede med nysgerrighed, men uden al frygt, den kendte han ikke, og mens han lyttede, troede han at fornemme det spøgelseagtige, hule brøl; ja, det blev mere og mere lydeligt, mændene hørte det også, standsede i deres tale, lyttede og sagde til Rudy, at han ikke måtte sove.


Det var en Føhn-vind der blæste, den voldsomme stormvind, der kaster sig fra bjergene ned i dalen og i sin voldsomhed knækker træer, som om de var siv, flytter bjælkehusene fra flodens ene bred over til den anden, som vi flytter en skakbrik.


En time var gået, da de sagde til Rudy, at nu var det overstået, nu kunne han sove, og træt af marchen sov han, som på kommando.
Tidligt på morgenen brød de op. Solen belyste den dag for Rudy nye bjerge, nye gletschere og snemarker; de var trådt ind i kanton Wallis og var på den anden side af den bjergryg, man så fra Grindelwald, men stadig langt fra det nye hjem. Andre bjergkløfter, andre græsgange, skove og fjeldstier udfoldede sig, andre huse, andre mennesker viste sig, men hvilke mennesker han dog så her: vanskabninger var de, uhyggelige, fede, hvidgule ansigter, halsen var et tungt, hæsligt kød, hængende og posende ud; det var såkaldtekretinere, hvis sygdom gjorde at de slæbte sig frem, og så med dumme øjne på de fremmede, som kom forbi; kvinderne så mest forfærdelige ud. Var det mon menneskene i det nye hjem?

 

 

III. Farbror.

I farbrorens hus, hvor Rudy kom hen, så, Gud ske lov, menneskene ud, som Rudy var vant til at se dem; kun en eneste kretiner var her, en stakkels fjollet knøs, en af disse stakkels skabninger, der i deres fattigdom og forladthed, altid i kanton Wallis, går på omgang i familier og bliver et par måneder i hvert hus; den stakkels Saperli var netop her, da Rudy kom.
Farbror var stadig en stor og kraftig jæger, kunne dertil bødkerhåndværket; hans kone en lille, livlig person med et næsten fugleansigt, øjne som en ørn, halsen lang og ganske dunet.
 Alt var nyt for Rudy, påklædning, skik og brug, selv det franskklingende sprog, men dette ville barneøret snart lære at forstå. Velhavende så her ud i forhold til hjemmet hos morfar. Stuen de boede i var større, væggene prangede med gemsehorn og blankpolerede bøsser, over døren hang billedet af Gudsmoderen, Jomfru Maria; friske alperoser og en brændende lampe stod foran. 
Farbror var, som sagt, en af egnens dygtigste gemsejægere og dertil den mest øvede og bedste bjergfører. Her i huset skulle nu Rudy være kæledæggen, rigtignok var her allerede sådan en, det var en gammel, blind, døv jagthund, som ikke mere kunne gøre gavn, men det havde den gjort; man huskede på dyrets dygtighed i tidligere år, og derfor hørte den nu med til familien og skulle have sine gode dage. Rudy klappede hunden, men den indlod sig ikke mere med fremmede, og det var Rudy jo stadig, men ikke længe; han slog snart rod i hus og hjerte.


“Her er ikke så slemt i kanton Wallis!” sagde farbror, “gemser har vi, de dør ikke så hurtigt ud, som stenbukkene gør! Meget bedre er her nu end i gammel tid; hvormeget der end fortælles til hæder for den, så er vor tid dog bedre, her er kommet hul på posen, der er kommet lufttræk i vor indelukkede dal. Der kommer altid noget bedre frem, når det gamle og udslidte falder!” sagde han, og når farbror blev rigtig snaksom, da fortalte han om sine barndomsår og det lige op i sin fars kraftigste tid, da Wallis var, som han kaldte det, en lukket pose med altfor mange syge folk, ynkelige kretinere; “men de franske soldater kom, de var de rigtige doktorer, de slog straks sygdommen ihjel og personerne med. Slå kunne franskmændene, slå et slag på mange måder, og pigerne kunne også slå!” – og derefter nikkede farbror til sin franskfødte kone og lo. “De franske kunne slå i stenene, så de giver sig! Simplon-vejen har de slået direkte i klipperne, slået der en vej, så jeg nu kan sige til et treårs barn: ´gå du ned i Italien! Hold dig bare til landevejen´. Og ungen finder ned i Italien, når blot han holder sig til landevejen!” Og så sang farbror en fransk vise og råbte hurra for Napoleon Bonaparte.


Da hørte Rudy første gang om Frankrig, om Lyon, den store stad ved Rhonefloden, og der havde farbror været.


Om ikke mange år skulle Rudy nok blive en dygtig gemsejæger, anlæg dertil havde han, sagde farbror, og han lærte ham at holde på en bøsse, sigte, og skyde den af; han tog ham i jagttiden med op i bjergene, lod ham drikke af det varme gemseblod, for at tage Svimlen fra jægeren; han lærte ham de tider at kende, når, på de forskellige bjergsider, lavinerne ville rulle, ved middagstid eller ved aftentid, alt som solen virkede der med sine stråler; han lærte ham ret at holde øje med gemserne og af dem lære springet, så at man faldt på benene og stod fast, og var der i fjeldkløften ikke støtte for foden, så måtte man se at støtte sig med albuerne, klamre sig fast med de muskler, man havde i lår og læg; nakken selv kunne bide fast om nødvendigt. Gemserne var kloge, og stillede deres forpost ud, men jægeren må være klogere, og ikke skabe lugtspor, for narre dem kunne han: sin kjortel og hat hang han op på alpestokken, og gemsen antog kjolen for at være manden. Denne spas drev farbror en dag, han med Rudy var på jagt.
 Fjeldstien var smal, ja, der var næsten slet ingen, kun en tynd gesims var det, tæt ved den svimlende afgrund. Sneen der lå halv optøet, stenen smuldrede, når man trådte der, farbror lagde sig derfor ned, så lang han var, og krøb fremad. Hver sten, der brækkede af, faldt, stødte mod, sprang og rullede igen, den gjorde mange spring fra klippevæg mod klippevæg, før den kom i ro i den sorte dybde. Et hundrede skridt bag ved farbror stod Rudy på den yderste faste klippeknold, og han så i luften komme, svævende hen over farbror, en mægtig lammegrib, der med sit store vingeslag ville kaste denne krybende orm i afgrunden, for at gøre ham til ådsel. Farbror havde kun øje på gemsen, der med sit unge kid kom tilsyne hinsides kløften; Rudy holdt derimod øje med fuglen, forstod hvad den ville, og derfor havde han hånden på bøssen for at trykke løs; da satte gemsen i et spring op, farbror skød, og dyret var truffet af den dræbende kugle, men kiddet sprang afsted, som var det prøvet og øvet et helt liv i flugt og fare. Den uhyre store fugl tog en anden retning, forskrækket ved knaldet; farbror vidste ikke om sin fare, hørte den først af Rudy.


Som de nu i bedste humør gik på hjemvejen, og farbror fløjtede en vise fra sine drengeår, lød pludselig en særlig lyd ikke langt borte; de så til siderne, de så opad, og der i højden, på den skrånende fjeldafsats, løftede sig snedækket, det bølgede, som når vinden farer ind under et udbredt stykke linned. Bølgehøjderne knækkedes, som var det marmorplader, der brast og løste sig i skummende, styrtende vande, rungende som dæmpet tordendrøn; det var en lavine, som styrtede, ikke ned over Rudy og farbror, men nær, altfor nær ved dem.


“Hold dig fast, Rudy!” råbte han. “Hold fast, med alle kræfter!”


Og Rudy greb om træstammen tæt ved; farbror klatrede over ham op i træets grene, og holdt sig fast, mens lavinen rullede et stykke borte fra dem, men lufttrykket, lavinens stormfinner, knækkede og brød træer og buske rundt om, som var de kun tørre rør, og kastede dem vidt omkring. Rudy lå knuget ned mod jorden; træstammen, han holdt sig ved, var som savet over, og kronen kastet et langt stykke bort; der, mellem de knækkede grene, lå med hovedet knust farbror, hans hånd var endnu varm, men ansigtet ikke til at kende. Rudy stod bleg og sitrende; det var den første skræk i hans liv, det var den første rædselsstund, han oplevede.
Med dødsbudskab kom han i den sene aften til hjemmet, der nu var sorgens hjem. Hustruen stod uden ord, uden tårer, og først da liget bragtes, kom smerten til udbrud. Den stakkels kretiner Saperli krøb i sin seng, man så ham ikke den hele dag, mod aften kom han til Rudy.


“Skriv brev for mig! Saperli kan ikke skrive! Saperli kan gå med brev på posthuset!”


“Brev fra dig?” spurgte Rudy. “Og til hvem?”


“Til den Herre Kristus!”


“Hvad mener du med det?”


Og den halvfjollede, som de kaldte kretineren, så med et rørende blik på Rudy, foldede sine hænder og sagde så højtideligt og fromt:


“Jesus Kristus! Saperli vil sende ham brev, bede ham, at Saperli må ligge død og ikke være mand i huset her!”


Og Rudy trykkede hans hånd. “Det brev når ikke derhen! Det brev giver os ham ikke tilbage!”
Vanskeligt var det for Rudy at forklare ham umuligheden.


“Nu er du husets støtte!” sagde plejemoren, og Rudy blev det.

 

 

IV. Babette.

Hvem er den bedste skytte i kanton Wallis? Ja, det vidste gemserne: “Tag dig i agt for Rudy!” kunne de sige. “Hvem er den kønneste skytte?” “Ja, det erRudy!” sagde pigerne, men de sagde ikke, “ – tag dig i agt for Rudy!” Det sagde ikke engang de alvorlige mødre; for han nikkede ligeså venligt til dem som til de unge piger, han var så kæk og glad, hans kinder var brune, hans tænder friske hvide og øjnene skinnede kulsorte, en køn karl var han og kun tyve år. Isvandet bed ikke koldt på ham, når han svømmede; vende sig i vandet som en fisk kunne han, klatre som ingen anden, klæbe sig fast som en snegl til klippevæggen, der var gode muskler og sener i ham; det viste han også i springet, katten havde først lært ham det og gemserne siden. Den bedste fører at betro sig til i bjergene var Rudy, han ville derved kunne samle sig en hel formue; bødker-håndværket, som farbror også havde lært ham, havde han ikke tanke for, hans lyst og længsel var at skyde gemser; det bragte også penge ind. Rudy var et godt parti, som man sagde, ville han nu bare ikke se over sin stand. Han var i dansen en danser, som pigerne drømte om, og en del, vågne, gik og tænkte på.


“Mig har han kysset i dansen!” sagde skoleholderens Anette til sin kæreste veninde, men det skulle hun ikke have sagt, selv til sin kæreste veninde. Sådan noget er ikke let at holde på, det er som sand i en hullet pose, det løber ud; snart, hvor skikkelig og brav Rudy end var, vidste man dog, at han kyssede i dansen; og dog havde han slet ikke kysset den, han helst ville have kysset.


“Lur ham!” sagde en gammel jæger, “ – han har kysset Anette, han har begyndt med A og vil nok kysse hele alfabetet igennem.”


Et kys i en dans var endnu alt, hvad der kunne siges i sladderen omRudy, men han havde kysset Anette, og hun var slet ikke hans hjertes blomst.


Nede ved byen Bex, mellem de store valnøddetræer, tæt ved en lille rivende bjergstrøm, boede den rige møller; beboelseshuset var en stor bygning på tre etager, med små tårne, tækkede med træspåner og forsynet med blikplader, som skinnede i sol- og måneskin; det største tårn havde som vejrhane en skinnende pil, der borede sig gennem et æble, det skulle tyde på den schweiziske frihedshelt Wilhelm Tells pileskud. Møllen tog sig velhavende og pyntelig ud, lod sig både tegne og beskrive, men møllerens datter lod sig ikke tegne og beskrive, det ville i det mindste Rudy sige, og dog stod hun aftegnet i hans hjerte; begge hendes øjne strålede derinde, så der var en hel ildebrand; den var kommet der lige med et, ligesom enhver ildebrand kommer, og det underligste ved det var, at møllerens datter, den nydelige Babette, ikke havde tanker derom, hun og Rudy havde aldrig talt så meget som to ord sammen.


Mølleren var rig, den rigdom gjorde, at Babette sad meget højt at nå op til! Men ingenting sidder for højt, sagdeRudy til sig selv, man kan jo nok nå op til det; man må klatre, og man falder ikke ned, når man ikke tror på det. Den lærdom havde han hjemmefra.


Nu traf det sig, at Rudy havde ærinde i Bex, det var en hel rejse derhen, jernbanen her var dengang endnu ikke bragt i stand. Fra Rhone-gletscheren, hen under Simplon-bjergets fod, mellem mange og vekslende bjerghøjder, strækker sig den brede Wallisdal med sin mægtige flod, Rhonen, der tit svulmer og skyller hen over mark og veje, ødelæggende alt. Mellem byerne Sion og St. Maurice gør dalen en bugt, bøjer sig som en albue og bliver nedenfor Maurice så smal, at den kun har plads for flodlejet og den snævre kørevej. Et gammelt tårn, som en slags vagt for kanton Wallis, der her slutter, står på bjergsiden og ser hen over den murede bro til toldhuset på den anden side; der begynder kanton Vaud, og den nærliggende by er Bex. Herovre, ved hvert skridt fremad, svulmer alt i fylde og frugtbarhed, man er som i en have af kastanietræer og valnøddetræer; hist og her titter cypresser og granatblomster frem; sydligt varmt er her, som var man kommet ind i Italien. -


Rudy nåde Bex, røgtede sit ærinde, så sig om, men ikke en svend fra møllen, end sige Babette, fik han at se. Det var ikke, som det skulle være.
-

Det blev aften, luften var fyldt med duft fra den vilde timian og de blomstrende linde; der lå ligesom et skinnende, luftblåt slør om de skovgrønne bjerge, der var udbredt en stilhed, det var ikke søvnens, ikke dødens, nej, det var som om den hele natur holdt sit åndedræt tilbage, som følte den sig opstillet, for at dens billede skulle fotograferes på den blå himmelgrund. Hist og her mellem træerne, hen over den grønne mark stod stænger, der holdt telegraftråden, der var ført gennem den stille dal; op til en af disse hældede sig en genstand, så ubevægelig, at man måtte tro, det var en udgået træstamme, men det var Rudy, der stod her ligeså stille som omgivelserne i dette øjeblik; han sov ikke, var endnu mindre død, men ligesom der gennem telegraftråden tit flyver store verdensbegivenheder, livsmomenter af betydning for den enkelte, uden at tråden ved en sitren eller ved en tone tyder derpå, således gik der gennem Rudy tanker, mægtige, overvældende, hans livs lykke, hans fra nu af “stadige tanke”. Hans øjne var heftede på et punkt mellem løvet, et lys i møllerens hus stue, hvor Babette boede. Så stille, som Rudy stod, skulle man tro, at han sigtede for at skyde en gemse, men selv var han i dette øjeblik ligesom gemsen, der i minutter kan stå som var den mejslet ud af fjeldet, og pludselig, når en sten ruller, gør sit spring og jager afsted; og det gjorde netop Rudy; der rullede en tanke.

“Aldrig fortabe!” sagde han. “Besøg i møllen! Godaften til mølleren. Goddag til Babette. Man falder ikke, når man ikke tror det! Babette må dog engang se mig, hvis jeg skal være hendes mand!”


Og Rudy lo, var ved godt mod og gik til møllen; han vidste, hvad han ville, han ville have Babette.

Floden med dens hvidgule vand bruste afsted, piletræer og lindetræer hang ud over det ilende vand; Rudy gik ad stien, og som der står i den gamle barne-Sang:

 

"--- til møllerens hus,

Men der var ingen hjemme

Uden et lille katte-pjus!"

 

Stuekatten stod på trappen, skød ryg og sagde: “Miau!” men Rudy havde ikke tanke for den tale; han bankede på; ingen hørte, ingen lukkede op. “Miau!” sagde katten. Havde Rudy været lille, så havde han forstået dyrenes sprog og hørt, at katten sagde: “Her er ingen hjemme!” Nu måtte han over på møllen og spørge sig for; der fik han da besked. Husbond var på rejse, langvejs borte i byen Interlaken, “Inter Lacus, mellem søerne”, som skolemesteren, Anettesfar, i sin lærdom havde forklaret. Der langvejs borte var mølleren og Babette var med; der var stort skyttelaugs-fest, det begyndte imorgen og varede hele otte dage. Schweizerne fra alle tyske kantoner kom der.


Stakkels Rudy, kunne man sige, det var ikke den heldigste tid han kom til Bex, han kunne vende om igen, og det gjorde han, tog vejen over St. Maurice og Sion, til sin egen dal, sine egne bjerge, men forknyt var han dog ikke. Da solen næste morgen kom op, var hans humør for længe siden oppe, det havde aldrig været nede.
“Babette er i Interlaken, mange dagrejser herfra”! sagde han til sig selv. “Det er en lang vej derhen når man går ad den slagne landevej, men det er ikke så langt, hvis man stikker over bjergene, og det er vel vejen for en gemsejæger! Den vej har jeg gået før, derovre er min hjemstavn, hvor jeg som lille var hos morfar! Og skyttelaug har de i Interlaken! Der vil jeg være den første, og det vil jeg også være hos Babette, når jeg først har gjort bekendtskab!”


Med sin lette rygsæk, søndagstøjet pakket ned i den, gevær og jægertaske, gik Rudy op ad bjerget, den korte vej, der dog var temmelig lang, men skyttelauget var jo først begyndt i dag og varede længere end ugen ud; i al den tid blev, havde man sagt, mølleren og Babette hos deres slægtninge i Interlaken. Hen over passet Gemmi gik Rudy, han ville ned ved Grindelwald. –


Sund og glad skred han afsted, opad i den friske, den lette, den styrkende bjergluft. Dalen sank dybere, synskredsen blev videre; her en snetop, der en snetop, og snart den skinnende hvide alperække. Rudy kendte hvert snebjerg; han styrede hen mod Schreckhorn, det løftede sin hvidpudrede stenfinger højt i den blå luft.


Han var endelig over højderyggen, græsgangene heldedee ned mod hjemmets dale; luften var let, sindet let; bjerg og dal stod i fylde med blomster og grønt, hjertet var fuldt af ungdomstanken: man bliver aldrig gammel, man skal aldrig dø; leve, råde, nyde! Fri som en fugl, let som en fugl, var han. Og svalerne fløj forbi og sang som i barndoms tid: “Vi og I!– I og Vi!” Alt var flugt og glæde.


Dernede lå den fløjlsgrønne eng, bestrøet med brune træhuse, floden Lötschine summede og brusede. Han så gletscheren med dens glasgrønne kanter i den smudsige sne, de dybe spalter, den øverste og nederste gletscher så han. Klokkerne klang fra kirken over til ham, som ville de ringe velkommen i hjemmet; hans hjerte bankede stærkere, udvidede sig sådan, at Babette derinde blev et øjeblik borte, så stort blev hans hjerte, så fyldt af minder.
Han gik igen hen ad den vej, hvor han som lille purk havde stået med de andre børn ved grøftekanten og solgt udskårne træhuse. Deroppe bag granerne lå endnu morfars hus, fremmede boede der. Børn kom løbende på Vejen, de ville handle, et af dem rakte en alperose frem, Rudy tog den som et godt tegn og tænkte på Babette. Snart var han nede over broen, hvor de to grene af Lötschine forener sig; løvtræerne tog til og valnøddetræerne gav skygge. Nu så han vajende flag, det hvide kors i den røde dug, som schweizeren og dansken har det; og foran ham lå Interlaken.


Det var rigtignok en pragtby, som ingen anden, syntes Rudy. En schweizerby i søndagskjole; den var ikke, som de andre købstæder, en hoben svære stenhuse, tunge, fremmede og fornemme, nej! Her så det ud, som om træhusene oppe fra bjergene var løbet ned i den grønne dal, ved den klare pilende flod og havde stillet sig i række, lidt ud og ind, for at danne gade; og den prægtigste af alle gaderne, ja, den var rigtignok vokset op, siden Rudy som lille sidst var her; den syntes at være blevet til ved at alle de nydelige træhuse, morfar havde snittet, og hvoraf skabet hjemme var fuldt, her havde stillet sig og var vokset op i kraft og styrke, som de gamle, ældste kastanietræer. Hvert hus var et hotel, som det kaldes, med udskåret træværk om vinduer og altaner, fremspingende tage, så pyntelige og sirlige, og foran hvert hus en hel blomsterhave, ud til den brede, grusbelagte landevej; langs med den, kun på dens ene side, stod husene, de ville ellers have skjult den friske grønne eng lige ud for, hvor køerne gik med klokker, der klang som på de høje alpegræsgange. Engen var omsluttet af høje bjerge, der midt for ligesom trådte til side så at man ret kunne se det skinnende, sneklædte bjerg “Jomfruen”, det dejligst formede af alle Schweiz´ bjerge.


Hvilken mængde af pyntede herrer og damer fra fremmede lande, hvilken vrimmel af landboere fra de forskellige kantoner. Skytterne bar deres ”nummer til skud” i en krans om hatten. Her var musik og sang, lirekasser og blæseinstrumenter, råb og støjen. Huse og broer var pyntede med vers og emblemer; flag og faner vajede, bøsserne knaldede skud på skud, det var den bedste musik i Rudys øren, han glemte næsten i alt dette Babette, for hvis skyld han dog var kommet her.


Skytterne trængte sig sammen til skiveskydning, Rudy var snart imellem dem og den dygtigste, den lykkeligste; altid traf han i det midterste sorte.
“Hvem er dog den fremmede, purunge jæger?” spurgte man. “Han taler det franske sprog, som det tales i kanton Wallis! Han gør sig også ganske godt forståelig i vort tyske!” sagde nogle. “Som barn skal han have levet her på egnen ved Grindelwald!”, vidste en af dem.


Der var liv i krabaten: hans øjne lyste, hans blik og arm var sikker, derfor ramte han plet. Lykken giver mod, og mod havde Rudy jo altid; snart havde han allerede her en hel kreds af venner om sig, han blev både hædret og hyldet, Babette var næsten rent ude af hans tanker. Da slog en tung hånd ham på skulderen, og en grov stemme tiltalte ham i det franske sprog.


“I er fra kanton Wallis?”


Rudy vendte sig om og så et rødt, fornøjet ansigt, en tyk person, det var den rige møller fra Bex; han skjulte, med sin brede krop, den fine, nysselige Babette, der dog snart tittede frem med de strålende, mørke øjne. Den rige møller tog til sin indtægt, at det var en jæger fra hans kanton, der gjorde de bedste skud og var den hædrede. Rudy var rigtignok et lykkens barn; hvad han var vandret afsted efter, men nu på stedet næsten havde glemt, opsøgte ham pludselig selv.


Hvor man langt fra sit hjem træffer folk hjemvejs fra, der kender man hinanden, der taler man til hinanden. Rudy var ved skyttefesten den første ved sine skud, ligesom mølleren hjemme i Bex var den første ved sine penge og sin gode mølle; og så trykkede de to mænd hinanden i hænderne, det havde de aldrig gjort før; også Babette tog Rudy så trohjertig i hånden, og han trykkede hendes igen og så på hende, så hun ganske rødmede ved det.
-

Mølleren fortalte om den lange vej, de havde rejst herhen, de mange store byer, de havde set; det var en ordenlig rejse: de havde sejlet på dampskib, kørt med damp og med postvognen.
“Jeg er gået den kortere vej!” sagde Rudy. “Jeg er gået over bjergene; ingen vej er så høj, at man ikke kan komme over den!”


“Men også brække halsen!” sagde mølleren. “Og I ser just ud til, at I engang skal brække halsen, så dristig og forvoven som I er!”


“Man falder ikke, når man ikke selv tror på at man falder!” sagde Rudy.


Og møllerens slægt i Interlaken, hos hvem mølleren og Babette var på besøg, bad Rudy se lidt ind til dem, han var jo fra samme kanton som deres slægtning. Det var et godt tilbud for Rudy, lykken var med ham, som den altid er med den, der stoler på sig selv og husker på: “Vorherre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os!”


Og Rudy sad med, som en del af familien, hos møllerens slægt, og der udbragtes en skål for den bedste skytte, og Babette klinkede med, og Rudy takkede for skålen.


Mod aften gik de alle den smukke vej langs de pyntelige hoteller under de gamle valnøddetræer, og der var sådan en folkemængde, en trængsel, at Rudy måtte byde Babettearmen. Han var så glad over, at han havde truffet folk fra Vaud, sagde han. Vaud og Wallis var gode nabokantoner. Han udtrykte sin glæde så inderlig, at Babette syntes, at hun måtte trykke ham i hånden derfor. De gik der næsten som gamle bekendte, og morsom var hun, det lille, yndige menneske; det klædte hende så nydeligt, syntes Rudy, at udpege det latterlige og overdrevne i de fremmede damers påklædning og måden de gik på, og det var slet ikke for at gøre nar, for det kunne være meget retskafne mennesker, ja! Søde og elskelige, det vidste Babette, hun havde en gudmor, der var en sådan meget fornem, engelsk dame. For atten år siden da Babette blev døbt, var hun i Bex; hun havde givet Babette den kostbare nål, hun bar på sit jakkebryst. To gange havde gudmor skrevet brev, og i år skulle de, her i Interlaken, have mødt hende med hendes døtre, der var gamle piger, op imod de tredive år, sagde Babette, – hun var jo kun atten.


Den søde, lille mund stod ikke stille et øjeblik, og alt, hvad Babette sagde, klang for Rudy, som ting af den største vigtighed, og han fortalte igen, hvad han havde at fortælle, fortalte: hvor tit han havde været i Bex; hvor godt han kendte møllen, og hvor ofte han havde set Babette, men hun rimeligvis aldrig havde bemærket ham, og nu sidst da han kom til møllen, og det med mange tanker, som han ikke kunne sige, var hun og hendes far så bortrejst, langvejs borte, men dog ikke længere end man nok kunne kravle over den mur, der gjorde vejen lang.


Ja, han sagde det, og han sagde så meget; han sagde, hvor godt han syntes om hende – – og at det var for hendes skyld og ikke for skyttelauget, at han var kommen.


Babette blev ganske stille; det var næsten altfor meget, han betroede hende at bære.


Og mens de gik, sank solen bag den høje fjeldvæg. “Jomfruen” stod i en pragt og glans, omgiven af de nære bjerges skovgrønne krans. De mange mennesker stod stille og så derhen; også Rudy og Babette så på al den storhed.


“Intetsteds er dejligere end her!” sagde Babette.
 “Intetsteds!” sagde Rudy og så på Babette.


“I morgen må jeg bort!” sagde han lidt efter.
“Besøg os i Bex!” hviskede Babette, “det vil fornøje min far!”

 

 

V. På hjemvejen.

O, hvor meget havde Rudy at bære, da han næste dag gik hjem over de høje bjerge. Ja, han havde tre sølvbægere, to udmærkede bøsser og en kaffekande af sølv, den kunne man bruge, når man satte bo; det var dog ikke det vægtigste, noget vægtigere, mægtigere, bar han, eller bar ham hjem over de høje bjerge. Men vejret var råt, gråt, regnfuldt og tungt; skyerne sænkede sig som sørgeslør over bjerghøjderne og indhyllede de skinnende bjergtoppe. Fra skovgrunden klang de sidste økseslag, og ned af bjergsiden rullede træstammer, som små pinde at se oppe fra højden, men alle var de mastetunge træer. Lötschine bruste sin ensformige akkord, vinden susede, skyerne sejlede. Tæt ved Rudy gik pludselig en ung pige, han havde ikke bemærket hende, før hun var lige tæt ved ham; også hun ville over fjeldet. Hendes øjne havde en egen magt, man måtte se ind i dem, de var så sælsomt glasklare, så dybe, bundløse.


“Har du en kæreste?” spurgte Rudy; alle hans tanker var opfyldt af ´at have en kæreste´.
“Jeg har ingen!” sagde hun og lo, men det var, som om hun ikke talte et sandt ord. “Lad os ikke gå en omvej!” blev hun ved. “Vi må mere til venstre, det er kortere!”


“Ja, til at falde ned i en iskløft!” sagde Rudy. “Kender du ikke bedre vej – og du vil være bjergfører?”


“Jeg kender netop vejen!” sagde hun, “og jeg har mine tanker med mig. Dine er nok nede i dalen; heroppe skal man tænke på Isjomfruen, hun er ikke god ved menneskene, siger altså menneskene!”


“Jeg frygter hende ikke!” sagde Rudy, “hun måtte slippe mig, da jeg var barn, og jeg skal nok slippe hende, nu jeg er ældre!”


Og mørket tog til, regnen faldt, sneen kom, den lyste, den blændede.


“Ræk mig din hånd, så skal jeg hjælpe dig med at stige op!” sagde pigen, og hun rørte ham med iskolde fingre.


“Du vil hjælpe mig?” sagde Rudy. “Aldrig før har jeg behøvet kvindehjælp for at klatre!” Og han gik raskere til, bort fra hende; sneen slog som et gardin rundt om ham, vinden susede, og bag ved sig hørte han pigen lo og sang; det klang så underligt. Det var nok troldtøj i Isjomfruens tjeneste; Rudy havde hørt om det, da han som lille overnattede heroppe på sin vandring over bjergene.


Sneen faldt tyndere, skyen lå under ham; han så tilbage, der var ingen mere at se, men han hørte latter og jodlen, og det lød ikke som kom det fra et menneske.
Da Rudy endelig nåde bjergets øverste del, hvor bjergstien gik ned mod Rhonedalen, så han, i den klare blå luftstribe, i retning mod Chamouny, to klare stjerner, de lyste så funklende, og han tænkte påBabette, på sig selv og sin lykke og blev varm ved tankerne.

 

 

VI. Besøget i møllen.

“Herskabstøj og dyre ting bringer du i huset!” sagde den gamle plejemor, og hendes sælsomme ørne-øjne lynede, hun bevægede den magre hals endnu hurtigere i sælsomme drejninger. “Lykken er med dig, Rudy! Jeg må kysse dig, min søde dreng!”


Og Rudy lod sig kysse, men det var at se på hans ansigt, at han fandt sig i omstændighederne, de små huslige besværligheder. “Hvor du er køn, Rudy!” sagde den gamle kone.


“Bild mig nu ikke noget ind!” sagde Rudy og lo, det fornøjede ham dog.


“Jeg siger det igen!” sagde den gamle kone, “Lykken er med dig!”


“Ja, i det tror jeg dig!” sagde han og tænkte på Babette.


Aldrig før havde han længtes som nu efter den dybe dal.


“De må være kommet hjem!” sagde han til sig selv. “Det er allerede to dage over tiden, da de ville komme tilbage. Jeg må til Bex!”


Og Rudy kom til Bex, og møllerens var hjemme. Godt blev han modtaget, og hilsener fik han fra familien i Interlaken.Babette talte ikke meget, hun var bleven så tavs, men øjnene talte, det var også aldeles nok for Rudy. Mølleren, der ellers gerne havde ordet, han var så vant til at man altid lo ad hans indfald og ordspil – han var jo den rige møller – lod til at han hellere hørte Rudy fortælle jagteventyr, om besværligheder og farer, som gemsejægerne prøvede på de høje fjeldtinder, og hvordan der måtte kravles hen ad de usikre sne-gesimser, dem vind og vejr kittede fast til fjeldranden, og hvordan der måtte kravles på de dristige broer, som snefygningen har kastet hen over de dybe afgrunde. Rudy så så kæk ud, hans øjne lyste, mens han fortalte om jægerlivet, om gemsens klogskab og dristige spring, om den stærke Føhn-vind og de rullende laviner; han mærkede godt, at ved hver ny beskrivelse vandt han mere og mere mølleren, og det der især tiltalte denne, var beretningen om lammegribbene og de dristige kongeørne.
 

Ikke langt herfra, inde i kanton Wallis, var der en ørnerede, ganske snildt bygget ind under den fremadludende fjeldkant; der var en unge deroppe, men den tog man ikke! En englænder havde for få dage siden budt Rudy en hel håndfuld guld for at skaffe ham ungen levende, “men der er grænse for alt”, sagde han; “ørneungen deroppe er desuden ikke til at tage, det ville være ren galskab at indlade sig på den sag!”


Og vinen flød og talen flød, men aftenen var alt for kort, syntes Rudy, og dog var det over midnat, da han gik fra dette første besøg i møllen.


Lysene blinkede endnu en kort stund gennem vinduet og mellem de grønne grene; ud fra den åbne låge på taget kom stuekatten og hen ad tagrenden kom køkkenkatten.


“Ved du noget nyt på møllen?” sagde stuekatten. “Her er stiltiende forlovelse i huset! Fatter ved det ikke endnu; Rudy og Babette har hele aftenen trådt hinanden på poterne under bordet; mig trådte de to gange, men jeg mjavede dog ikke, det havde da vakt for meget opmærksomhed!”


“Det ville jeg dog have gjort!” sagde køkkenkatten.


“Men hvad der skikker sig i køkkenet, skikker sig ikke i stuen!” sagde stuekatten. “Jeg gad nu bare godt vide, hvad mølleren vil sige, når han hører om forlovelsen!”


Ja, hvad ville mølleren sige, det gad også Rudy nok vide, men vente længe på at vide det kunne han ikke; og derfor: ikke mange dage efter, da rejsevognen rumlede over Rhonebroen mellem Wallis og Vaud, sad Rudy i den med godt mod, som altid, og dejlige tanker om Ja-ord endnu i denne aften.


Og da så aftenen kom, og vognen kørte samme vej tilbage, ja så sad også Rudy i den, samme vej tilbage, men i møllen løb stuekatten med nyt.


“Ved du det, du fra køkkenet? Mølleren ved nu alting. Det var en rar ende det tog! Rudy kom her henimod aften, og han og Babette havde meget at hviske og tiske om, de stod på gangen lige ud for møllerens kammer. Jeg lå ved fødderne af dem, men de havde hverken øjne eller tanke for mig. “Jeg går lige ind til din far!” sagde Rudy, “det er en ærlig sag.” “Skal jeg følge dig?” sagde Babette, “ – det vil give dig mod!” “Jeg har mod nok,” sagde Rudy, “men er du med, må han se mildt på det hele, enten han vil eller ej!” Og så gik de ind. Rudy trådte mig voldsomt på halen! Rudy er uendelig kejtet! Jeg mjavede, men hverken han eller Babettehavde øren at høre med. De åbnede døren, gik ind begge to, jeg foran; men jeg sprang op på en stoleryg, jeg kunne ikke vide hvordan Rudy ville sparke ud. Men mølleren sparkede ud! Det var et godt spark: ud af døren, op på bjerget til gemserne, og dem kan Rudy nu sigte på og ikke på vor lille Babette!”


“Men hvad blev der sagt?” spurgte køkkenkatten.


“Sagt?” – “Der blev sagt alt hvad de sådan siger når de går på frieri: “Jeg holder af hende og hun holder af mig! Og når der er mælk i bøtten til en, så er der også mælk i bøtten til to!” - “Men hun sidder dig for højt i rigdom,” sagde mølleren, “hun sidder på gryn, på guldgryn, ved du nok – hende når du ikke!” “Intet sidder for højt, man kan nå det når man kun vil!” sagdeRudy; for rask og lige på, det er han altid. “Men ørneungen kan du dog ikke nå, sagde du sidst! Og Babettesidder endnu højere!” “Jeg tager dem begge to!” sagde Rudy. “Ja, jeg skal forære dig hende, når du forærer mig den levende ørneunge!” sagde mølleren og lo, så vandet stod ham i ansigtet. 

“Men nu skal du have tak for din visit, Rudy! Kom igen imorgen, så er der ingen hjemme! Farvel Rudy!” Og Babette sagde også farvel, så ynkelig som en lille kattekilling, der ikke kan se sin kattemor. “Et ord er et ord, en mand en mand!” sagdeRudy. “Græd ikke, Babette, jeg bringer ørneungen!” “Du brækker halsen, håber jeg!” sagde mølleren, “og så slipper vi for dit løben på vor dør!” - Det kalder jeg at sparke! Nu er Rudy afsted, og Babette sidder og græder, men mølleren synger tysk, det har han lært på rejsen! Jeg vil nu ikke sørge over det, det hjælper ikke!”


“Men det giver dog altid udsende af noget!” sagde køkkenkatten.

 

 

VII. Ørnereden.

Fra fjeldstien klang jodlen så lystig og stærk, det tydede på godt humør og frejdigt mod; det var Rudy; han gik til sin ven Vesinand.


“Du må hjælpe mig! Vi må få Ragli med, jeg må tage ørneungen helt oppe på fjeldranden!”


“Vil du ikke tage det sorte af månen først, det er nok lige så let!” sagde Vesinand. “Du er i godt humør?”


“Ja, for jeg tænker på at holde bryllup! Men nu, alvorlig talt, du skal vide hvordan sagerne står for mig!”


Og snart vidste Vesinand og Ragli hvad det var Rudy ville.


“Du er en dristig knøs!” sagde de. “Det går ikke! Du brækker halsen!”


“Man falder ikke ned, når man ikke tror på det!” sagde Rudy.


Ved midnat tog de afsted med stænger, stiger og reb; vejen gik mellem krat og buske, hen over rullende sten, altid opad, opad i den mørke nat. Vandet brusede nede, vandet rislede foroven, fugtige skyer drev i luften. Jægerne nåede den stejle fjeldrand, mørkere blev det her, fjeldvæggene næsten mødtes, og kun højt oppe i den smalle spalte lysnede luften; tæt ved, under dem, var dyb afgrund med et brusende vand. Stille sad de alle tre, de ville vente på daggry, for da fløj ørnen ud, og den måtte først skydes, før der kunne være tanke om at få fat i ungen. Rudy sad på hug, så stille, som var han et stykke af stenen han sad på, Geværet havde han foran sig indstillet til skud, øjnene fæstnet til den øverste kløft, hvor – ind under den fremadludende klippe – ørnereden skultes. De tre jægere ventede længe.


Nu lød højt over dem en knagende, susende lyd; der blev mørkt ved en stor, svævende genstand. To bøssepiber sigtede da den sorte ørneskikkelse fløj ud fra reden; der faldt et skud; et øjeblik bevægede de udbredte vinger sig, og derpå langsomt dalede fuglen, som om den med sin størrelse og sin vingestrækning måtte fylde hele kløften og i sit fald rive jægerne med. Ørnen sank ned i dybet: det knagede i de trægrene og buske, der knækkedes ved fuglens fald.


Og nu begyndte en travlhed; tre af de længste stiger bandtes sammen, de måtte hurtigt nå derop; stigerne stilledes på det yderste sidste fodfæste ved afgrundsranden, men de nåede ikke helt derop; og glat som en mur var klippevæggen et langt stykke højere op, hvor reden skjultes i læ af den øverste fremspringende klippeknold. Efter nogen rådslagning blev man enig om, at der var intet bedre at gøre end, ovenfra, at hejse to sammenbundne stiger ned i kløften, og da at få disse sat i forbindelse med de tre stiger, der allerede nedenfra var opstillede. Med stort besvær fik man de to stiger slæbt øverst op og der gjort tovene fast; stigerne skubbede de ud over den fremspringende klippe og hang da frit svævende midt over afgrunden; Rudy sad allerede derude, på det nederste trin. Det var en iskold morgen, sky-tågerne løftede sig nede fra den sorte kløft. Rudy sad derude som en flue sidder på det vippende halmstrå, som en redebyggende fugl har tabt på randen af den høje fabrik-skorsten, men fluen kan flyve hvis strået løsnes, Rudy kunne kun brække halsen. Vinden omsusede ham, og nede i afgrunden brusede det ilende vand fra den optøede gletscher, Isjomfruens palads.
 - Nu satte han stigen i en svingende bevægelse, som edderkoppen, der fra sin lange, svævende tråd vil gribe fast i noget, og da Rudy fjerde gang rørte spidsen af de nedenfra opstillede sammenbundne stiger havde han fat i dem, de blev med sikker og kraftig hånd føjet sammen, dog altid dinglende som havde de slidte hængsler.
 

Som et langt svajende siv syntes de fem lange stiger, der nåde op mod reden, hældende sig lodret mod klippevæggen; dog nu kom det farligste: der skulle klatres som katten kan klatre. Men Rudy kunne også det, katten havde lært ham det; han fornam ikke denSvimlen, der trådte luft bag ved ham, og strakte sine blæksprutte-arme ud efter ham. Nu stod han på stigens øverste trin og mærkede, at endnu her nåde han ikke højt nok til at se ind i reden, kun med hånden kunne han nå op til den; han prøvede hvor fast de tykke, flettede grene på redens nederste del, sad, og da han havde sikret sig en tyk og urokkelig gren, svang han sig fra stigen op mod grenen og havde nu bryst og hoved over reden, men her strømmede ham en kvælende stank af ådsler imøde; forrådnede lam, gemser og fugle lå her sønderflængede. Svimlen, der ikke magtede at røre ham, pustede de giftige dunster ind i hans ansigt for at han skulle fortumles, og nede i det sorte, gabende dyb, på det ilende vand, sad Isjomfruenselv med sit lange, hvidgrønne hår og stirrede med sine dødsøjne som to bøssepiber.


“Nu fanger jeg Dig!”


I en krog af ørnereden så han den sidde – stor og mægtig – ørneungen, der endnu ikke kunne flyve. Rudy hæftede sine øjne på den, holdt sig med al kraft ved sin ene hånd og kastede med den anden hånd slyngen om den unge ørn; fanget var den – lyslevende; dens ben var i den snærende snor, og Rudy smed slyngen med fuglen hen over sin skulder, så at dyret hang et godt stykke nede under ham, mens han ved et hjælpende nedhængende tov holdt sig fast, til fodspidsen igen nåde den øverste kant af stigen.


“Hold fast! Tro ikke du falder, så falder du ikke!” – det var den gamle lærdom, og den fulgte han, holdt fast, kravlede, var sikker på ikke at falde, og han faldt ikke.


Nu lød der en jodlen, så kraftig og glad. Rudy stod på den faste klippegrund med sin ørneunge.

 

 

VIII. Hvad nyt stuekatten kunne fortælle.

“Her er det forlangte!” sagde Rudy, der trådte ind hos mølleren i Bex og satte en stor kurv på gulvet, tog så klædet af, og der gloede to gule, sortkransede øjne frem, så gnistrende, så vilde, klar til at brænde og bide sig fast hvor end de så; det korte, stærke næb gabede til bid, halsen var rød og dunet.


“Ørneungen!” råbte mølleren. Babette gav et skrig og sprang til siden, men kunne ikke få sine øjne hverken fra Rudy eller ørneungen.


“Du lader dig nok ikke kyse!” sagde mølleren.


“Og I holder altid ord!” sagde Rudy. “Hver har sit kendemærke!”


“Men hvorfor knækkede du ikke halsen?” spurgte mølleren.


“For jeg holdt fast!” svarede Rudy, “ – og det gør jeg endnu! Jeg holder fast på Babette!”


“Se først til at du har hende!” sagde mølleren og lo; og det var gode tegn, vidste Babette.

“Lad os få ørneungen ud af kurven, det er farligt at se på, hvordan den glor! Hvordan fik du tag i den?”


Og Rudy måtte fortælle, og mølleren så med øjne, der bleve større og større.


“Med dit mod og din lykke kan du forsørge tre koner!” sagde mølleren.


“Tak! Tak!” råbte Rudy.


“Ja Babette har du da ikke endnu!” sagde mølleren og slog i spøg den unge alpejæger på skulderen.


“Ved du om nyt på møllen?” sagde stuekatten til køkkenkatten. “Rudy har bragt os ørneungen og tager Babette i bytte. De har kysset hinanden og ladet faderen se derpå! Det er da så godt som en forlovelse; den gamle sparkede ikke ud, han trak kløerne ind, tog sig en middagslur og lod de to sidde og logre; de har så meget at fortælle, de bliver ikke færdige til jul!”


Og de blev heller ikke færdige til jul. Vinden hvirvlede det brune løv, sneen fygede i dalen som på de høje bjerge; Isjomfruen sad i sit stolte slot, der tog til i vintertid; klippevæggene stod med isslag og metertykke, elefanttunge istappe, der hvor i sommeren fjeldstrømmen lod sit vandslør vaje; is-guirlander af fantastiske iskrystaller skinnede over de snepudrede graner. Isjomfruen red på den susende vind hen over de dybeste dale. Snetæppet var lagt helt ned til Bex, hun kunne komme der og se Rudy indendøre, mere end han var vant til, for han sad hos Babette. Til sommer skulle brylluppet stå; det ringede tit for deres øren, så ofte talte venner derom – for når det ringer for ørene er taler nogen jo om en. Der var solskin, den dejligste alperose glødede, den muntre, leende Babette, dejlig som foråret der kom, foråret der lod alle fugle synge om sommertid, om bryllupsdag.


“Hvor de to kunne sidde og hænge over hinanden!” sagde stuekatten. “Nu er jeg træt af det miau!”

​

​