H.C. Andersen - Eventyr 004
Den lille Idas blomster (1835)
"Mine stakkels blomster er helt døde!" sagde den lille Ida. "De var så smukke i aftes, og nu hænger alle bladene visne! Hvorfor gør de det?" spurgte hun studenten, der sad i sofaen - for ham holdt hun så meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sådanne morsomme papirbilleder: Hjerter med små damer i, der dansede - og blomster og store slotte, hvor dørene kunne lukkes op. Det var en lystig student! "Hvorfor ser blomsterne så dårlige ud i dag?" spurgte hun igen, og viste ham en buket, der var helt vissen.
"Ja, ved du, hvad de fejler?" sagde studenten. "Blomsterne har været til bal i nat, og derfor hænger de med hovedet!"
"Men blomsterne kan jo ikke danse!" sagde den lille Ida.
"Jo," sagde studenten, "når det bliver mørkt og vi andre sover, så springer de lystigt omkring; næsten hver eneste nat har de bal!"
"Kan der komme børn med til det bal?"
"Jo," sagde studenten, "små bitte tusindfryd og liljekonvaller!"
"Hvor danser de pæneste blomster?" spurgte lille Ida.
"Har du ikke tit været ude af porten ved det store slot, hvor kongen bor om sommeren, hvor den dejlige have ligger med de mange blomster? Du har jo set svanerne, der svømmer hen til dig, når du vil give dem brødkrummer. Derude er der rigtigt bal, kan du tro!"
"Jeg var derude i haven i går med min mor!" sagde Ida, "men alle bladene var faldet af træerne, og der var slet ingen blomster mere! Hvor er de? I sommer så jeg så mange!"
"De er inde på slottet!" sagde studenten. "Du må vide, at ligeså snart kongen og alle hoffolkene flytter herind til byen, så løber blomsterne straks fra haven op på slottet og leger. Det skulle du se! De to allersmukkeste roser sætte sig på tronen, og så er de konge og dronning. Alle de røde blomster vi kalder hanekamme stiller sig op ved siden, og står og bukker, de er kammerjunkere. - Så kommer alle de nydeligste blomster, og så er der stort bal: de blå violer forestiller små sø-kadetter, de danser med hyacinter og krokus, som de kaldet frøkener! Tulipanerne og de store gule liljer, det er gamle fruer. De passer på, at der bliver danset ordentligt, og at det hele går pænt til!"
"Men," spurgte lille Ida, "er der ingen, som gør blomsterne noget, fordi de danser på kongens slot?"
"Der er ingen, som rigtigt véd det!" sagde studenten. "En gang imellem, om natten, kommer den gamle slotsforvalter, der skal passe på derude, han har et stort nøglebundt med sig. Men så snart blomsterne høre nøglerne rasle, så bliver de helt stille, skjuler sig bag ved de lange gardiner og stikker hovedet frem. "Jeg kan lugte, at der er nogle blomster herinde," siger den gamle slotsforvalter. Men han kan ikke se dem."
"Det er morsomt!" sagde den lille Ida og klappede i hænderne. "Men kan jeg heller ikke se blomsterne?"
"Jo," sagde studenten, "husk bare, når du kommer derud igen, at kigge ind af vinduet, så ser du dem nok. Det gjorde jeg i dag, der lå en lang gul påskelilje i sofaen og strakte sig, det var en hofdame!"
"Kan blomsterne i Botanisk Have også komme derud? Kan de komme hele den lange vej?"
"Ja, det kan du tro!" sagde studenten, " - for hvis de vil, så kan de flyve. Har du ikke set de smukke sommerfugle, de røde, gule og hvide, de ser næsten ud som blomster. Det har de også været, men de er sprunget af deres blomsterstilke, højt op i luften, og har da basket med bladene, som om de var små vinger, og så fløj de. Og da de opførte sig godt, fik de lov at flyve omkring også om dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille på stilken, og så blev bladene til sidst til virkelige vinger. Det har du jo selv set!
Det kan ellers godt være, at blomsterne inde i Botaniske Have aldrig har været ude på kongens slot, eller ved, at der er så sjovt derude om natten. Nu skal jeg derfor sige dig noget! Så vil han blive så forbavset, den botaniske professor, der bor ved siden af - du kender ham jo godt? Når du kommer ind i hans have, skal du fortælle en af blomsterne, at der er stort bal ude på slottet, så siger den det videre til alle de andre, og så flyver de afsted. Kommer professoren derefter ud i haven, så er der ikke en eneste blomst, og han kan slet ikke forstå, hvor de er henne."
"Men hvordan kan blomsten fortælle det til de andre? Blomsterne kan jo ikke tale!"
"Nej, det kan de rigtignok ikke," svarede studenten "men så laver de pantomime! Har du ikke lagt mærke til, at når det blæser lidt, så nikker blomsterne, og bevæger alle de grønne blade, det er lige så tydeligt, som hvis de talte!"
"Men kan professoren forstå pantomime?" spurgte Ida.
"Ja, det kan du tro! Han kom en morgen ned i sin have og så en stor brændenælde stå og lave pantomime med bladene til en dejlig rød nellike. Den sagde: ”Du er så nydelig og jeg holder så meget af dig!” Men sådan noget kan professoren nu slet ikke lide, og han slog straks brændenælden over bladene, for de er dens fingre, men så brændte han sig, og efter den tid tør han aldrig røre ved en brændenælde."
"Det var morsomt!" sagde den lille Ida og lo.
"Hvad er det for noget at bilde barnet ind?" sagde den kedelige kongelige embedsmand, Kancelliråden, der var kommet på besøg og sad i sofaen. Han kunne slet ikke lide studenten og surmulede altid, når han så ham lave de løjerlige, morsomme papirklip: snart en mand, der hang i en galge og holdt et hjerte i hånden, for han var en hjertetyv, snart en gammel heks, der red på en kost og havde sin mand på næsen. Det kunne Kancelliråden ikke lide, og så sagde han, ligesom nu, "Hvad er det for noget at bilde barnet ind? Det er jo bare den dumme fantasi!"
Men den lille Ida syntes, det studenten fortalte om hendes blomster var så morsomt og hun tænkte så meget over det. Blomsterne hang med hovedet, fordi de var trætte af at danse hele natten, de var helt sikkert syge. Så tog hun dem med hen til alt sit andet legetøj, der stod på et pænt lille bord, og hele skuffen var fuld af ting og sager. I dukkesengen lå hendes dukke, Sophie, og sov, men den lille Ida sagde til hende: "Du må virkelig stå op, Sophie, og tage til takke med at ligge i skuffen i nat. De stakkels blomster er syge, og så må de ligge i din seng, måske de så bliver raske!" Og så tog hun dukken op, men den så så sur og tvær ud og sagde ikke et eneste ord, for den var vred, fordi den ikke måtte beholde sin seng.
Så lagde Ida blomsterne i dukkesengen, trak det lille tæppe helt op om dem og sagde, at nu skulle de ligge smukt og stille, så ville hun koge the-vand til dem, for at de kunne blive raske og komme op imorgen, og hun trak gardinerne tæt om den lille seng, for at solen ikke skulle skinne dem i øjnene.
Hele den aften kunne hun ikke lade være at tænke på, hvad studenten havde fortalt hende, og da hun nu selv skulle i seng, måtte hun først hen bag gardinerne, der hang ned for vinduerne, hvor hendes mors dejlige blomster stod, både hyacinter og tulipaner, og så hviskede hun ganske stille: Jeg ved godt, at I skal til bal i nat! Men blomsterne lod, som om de ingenting forstod og rørte ikke et blad. Men lille Ida vidste nok, hvad hun vidste.
Da hun var kommet i seng, lå hun længe og tænkte på, hvor skønt det kunne være at se de dejlige blomster danse derude på kongens slot. "Mon mine blomster virkelig har været med?" Men så faldt hun i søvn. Ud på natten vågnede hun igen, hun havde drømt om blomsterne og studenten, som Kancelliråden skældte ud og sagde ville bilde hende noget ind. Der var ganske stille i sovekammeret, hvor Ida lå. Natlampen brændte henne på bordet, og hendes far og mor sov.
"Mon mine blomster nu ligger i Sophies seng?" sagde hun til sig selv, "hvor jeg dog gerne ville vide det!" Hun rejste sig lidt og så hen mod døren, der stod halvt på klem, derinde lå blomsterne og alt hendes legetøj. Hun lyttede efter, og da var det som om hun hørte, at der blev spillet på klaver inde i stuen, men ganske svagt, og så nydeligt og pænt, som hun aldrig før havde hørt det.
"Nu danser alle blomsterne vist derinde!" sagde hun, "o Gud, hvor ville jeg dog gerne se det!" Men hun turde ikke stå op, for så vækkede hun sin far og mor. "Bare de dog ville komme her ind," sagde hun. Men blomsterne kom ikke og da musikken blev ved at spille så nydeligt og pænt, kunne hun slet ikke lade være med at krybe ud af sin lille seng, for det hele var alt for dejligt. Hun gik ganske stille hen til døren og kiggede ind i stuen. Nej, hvor var det morsomt, det hun fik at se!
Der var slet ingen natlampe derinde, men alligevel ganske lyst. Månen skinnede gennem vinduet, midt ind på gulvet! Det var næsten ligesom det kunne være dag. Alle hyacinterne og tulipanerne stod i to lange rækker på gulvet, der var slet ingen flere i vinduet, der stod tomme potter, nede på gulvet dansede alle blomsterne så nydeligt rundt om hinanden, dannede kæde og holdt hinanden i de lange grønne blade, når de svingede rundt. Men henne ved klaveret sad en stor gul lilje, som lille Ida bestemt havde set i sommer, for hun huskede godt, studenten havde sagt: "Nej, hvor den ligner frøken Line!" men da lo de allesammen af ham. Ida syntes nu virkelig også, at den lange gule blomst lignede frøken Line, og den bar sig også ligesådan ad med at spille, snart lagde den sit aflange gule ansigt til den ene side, snart til den anden, og nikkede takten til den dejlige musik! Slet ingen bemærkede den lille Ida. Nu så hun en stor blå krokus hoppe op midt på bordet, hvor legetøjet stod, gå lige hen til dukkesengen og trække gardinerne til side. Der lå de syge blomster, men de rejste sig straks op og nikkede ned til de andre at de også ville med ud at danse. Den gamle røgmand plejede at stå med en røgelsespind i munden, nu var hans underlæbe brækket af, men han stod op og bukkede for de pæne blomster. De så slet ikke syge ud, de hoppede ned mellem de andre og var så fornøjede.
Det var ligesom om noget faldt ned af bordet, og Ida så derhen. Det var fastelavns-riset, der sprang ned, det syntes også, at det hørte med til blomsterne. Det var også meget pænt og nydeligt, og øverst sad en lille voksdukke, der havde netop sådan en bred hat på hovedet, som den Kancelliråden gik med. Fastelavnsriset hoppede på sine tre røde træben midt ind i mellem blomsterne, og trampede ganske kraftigt, for det dansede mazurka, og den dans kunne de andre blomster ikke, fordi de var så lette og kunne ikke trampe.
Voksdukken på fastelavnsriset blev lige med ét stor og lang, snurrede sig rundt ovenover papirsblomsterne og råbte temmelig højt: "Hvad er dét for noget at bilde barnet ind? Det er jo bare den dumme fantasi!" og så lignede voksdukken fuldstændig Kancelliråden med den brede hat, den så ligeså gul og gnaven ud. Men papirsblomsterne slog ham om de tynde ben, og så krøb han sammen igen og blev en lille bitte voksdukke. Det var så morsomt at se på! Den lille Ida kunne ikke lade være at le. Fastelavnsriset blev ved med at danse, og Kancelliråden måtte danse med, det hjalp ikke, hvad enten han gjorde sig stor og lang eller blev den lille gule voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre blomster for ham, især de, der havde ligget i dukkesengen, og så lod fastelavnsriset være med at danse.
I det samme bankede det meget kraftigt inde fra skuffen, hvor Idas dukke, Sophie, lå sammen med så meget andet legetøj. Røgmanden løb hen til kanten af bordet, lænede sig ud på sin mave og fik trukket skuffen en lille smule ud. Så rejste Sophie sig op, og så sig forundret rundt omkring. "Her er nok bal!" sagde hun; " - hvorfor er der ingen, der har sagt det til mig?"
"Vil du danse med mig?" sagde røgmanden.
"Ja, du er da en pæn en at danse med!" sagde hun og vendte ham ryggen. Så satte hun sig på skuffen og tænkte, at en af blomsterne nok ville komme og byde hende op, men der kom ingen. Så hostede hun - hm, hm, hm! Men alligevel kom der ikke een. Røgmanden dansede videre helt alene, og det var ikke så dårligt!
Da nu ingen af blomsterne syntes at se Sophie, lod hun sig dumpe fra skuffen lige ned på gulvet, så det gav stor alarm! Alle blomsterne kom da også løbende hen omkring hende og spurgte, om hun ikke havde slået sig, og de var alle så venlige imod hende, især blomsterne, der havde ligget hendes seng. Men hun havde slet ikke slået sig, og alle Idas blomster sagde tak for den dejlige seng og holdt så meget af Sophie, tog hende midt ud på gulvet hvor månen skinnede, dansede med hende, og alle de andre blomster dannede en kreds udenom dem. Nu var Sophie glad! Og hun sagde, de måtte gerne beholde hendes seng, hun havde ikke noget imod at ligge i skuffen.
Men blomsterne sagde: "Du skal have mange tak, men vi kan ikke leve så længe! Allerede I morgen er vi døde! Men sig til den lille Ida, at hun skal begrave os ude i haven, hvor kanariefuglen ligger, så vokser vi op igen til sommer og bliver meget smukkere!"
"Nej, I må ikke dø!" sagde Sophie, og så kyssede hun blomsterne. I det samme gik salsdøren op, og en hel masse dejlige blomster kom dansende ind. Ida kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det var helt sikkert alle blomsterne ude fra kongens slot. Allerforrest gik to dejlige roser, og de havde små guldkroner på, det var en konge og en dronning, så kom de nydeligste levkøjer og nelliker og de hilste til alle sider. De havde musik med, store valmuer og pæoner blæste i ærtebælge så de var helt røde i hovedet. De blå klokker og de små hvide vintergækker klang, som havde de bjælder på. Det var en morsom musik! Så kom der så mange andre blomster, og de dansede allesammen, de blå violer og de røde bellis, tusindfryd og liljekonvallerne. Og alle blomsterne kyssede hinanden, det var så nydeligt og pænt at se på!
Til sidst ønskede blomsterne hinanden god nat, og så listede også den lille Ida sig hen i sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde set.
Da hun næste morgen stod op, gik hun straks hen til det lille bord, for at se om blomsterne var der endnu. Hun trak gardinet til side fra den lille seng, ja, der lå de allesammen, men de var helt visne, meget mere end igår. Sophie lå i skuffen, hvor hun havde lagt hende, hun så meget søvnig ud.
"Kan du huske, hvad du skulle sige til mig," sagde den lille Ida, men Sophie så bare dum ud og sagde ikke et eneste ord. "Du er slet ikke sød," sagde Ida, "og de dansede endda allesammen med dig!" Så tog hun en lille papirsæske, der var tegnet fine fugle på, den lukkede hun op og lagde de døde blomster i den. "Det skal være jeres nydelige ligkiste," sagde hun, "og når de norske fætre kommer herned på besøg, så skal de være med at begrave jer ude i haven, så I til sommer kan vokse op og blive endnu smukkere!"
De norske fætre var to raske drenge, de hed Jonas og Adolph. Deres far havde foræret dem to nye flitsbuer, og dem havde de med for at vise Ida. Hun fortalte dem om de stakkels blomster, der var døde, og så fik de lov at begrave dem. Begge drengene gik foran med flitsbuerne på skulderen, og den lille Ida bagefter med de døde blomster i den nydelige æske. Ude i haven gravede de en lille grav. Ida kyssede først blomsterne, satte dem så med æsken ned i Jorden, og Adolph og Jonas skød med deres flitsbuer over graven, for de havde ingen geværer eller kanoner.
Sprogjusteret version ved ©Ivan Hansen (2015/2019)