016.Ole Lukøje (1842)

H.C. Andersen - Eventyr 016:

Ole Lukøje (1842)

Bemærk: Af tekniske årsager fremkommer "Ole Lukøje" undertiden når man linker "Den flyvende kuffert" (Eventyr 014). Hvis dette sker da brug det direkte link her https://www.hcaeventyr2019.dk/014-den-flyvende-kuffert-1839

Linket til "Den flyvende kuffert" i listen Eventyr kronologisk fungerer.

Der arbejdes på sagen, som skulle være eneste link-fejl. - Mvh. Ivan Hansen.

Original + 2019-version

I hele verden er der ingen, der kan så mange historier som Ole Lukøje! Han kan rigtignok fortælle!

Sådan ud på aftenen, når børn sidder nok så pænt ved bordet, eller på deres lille stol, kommer Ole Lukøje. Han kommer så stille op ad trappen, for han går på strømpesokker, han lukker ganske stille døren op og fut! - så sprøjter han lidt sød mælk ind i øjenene på børnene, så fint, så fint, men altid nok til at de ikke kan holde øjenene åbne - og derfor ikke se ham. Han lister sig lige bag ved dem, blæser dem forsigtigt i nakken, og så bliver de tunge i hovedet, o ja, men det gør ikke ondt, for Ole Lukøje mener det jo godt, han vil bare have at børnene skal være rolige, og det er de bedst, når man får dem i Seng, for de skal være stille, for at han kan fortælle dem historier.

Når børnene nu sover, sætter Ole Lukøje sig på sengen. Han er godt klædt på, hans frakke er af silke, men det er ikke muligt at sige, hvad farve den har, for den skinner grøn, rød og blå, alt efter hvordan han drejer sig. Under hver arm holder han en paraply, en med billeder på, og den holder han hen over de gode børn, og så drømmer de hele natten de dejligste historier. En anden paraply, hvor der slet ikke er noget på, sætter han over de uartige børn, og så sover de så tosset og om morgenen, når de vågner, har de slet ikke drømt det mindste.

Nu skal vi høre, hvordan Ole Lukøje i en hel uge hver aften kom til en lille dreng, som hed Hjalmar, og hvad Ole fortalte ham! Det er syv historier, for der er syv dage i en uge.

Mandag

"Hør nu engang!" sagde Ole Lukøje om aftenen, da han havde fået Hjalmar i seng, "nu skal jeg pynte op!" og så blev alle blomsterne i urtepotterne til store træer, der strakte deres lange grene hen under loftet og langs med væggen, så hele stuen så ud som det dejligste lysthus, og alle grene var fulde af blomster, og hver blomst var smukkere end en rose, lugtede så dejlig, og ville man spise den, var den sødere end syltetøj! Frugterne glinsede ligesom guld og så var der boller der nærmest revnede af rosiner, det var mageløst! Men i det samme begyndte det at jamre og klage så forfærdeligt henne i bordskuffen, hvor Hjalmars skolebøger lå.

"Hvad er nu det!" sagde Ole Lukøje og gik hen til bordet og fik skuffen op. Det var Hjalmars lille skoletavle, som det knugede og trykkede i, for der var kommet et galt tal ind i regnestykket, så det hele var ved at falde fra hinanden. Blyanten hoppede og sprang i sin sejlgarnssnor, som om den var en lille hund, den ville hjælpe med regnestykket. Men den kunne ikke! - Og så var det Hjalmars skrivebog; som det dog jamrede inde fra den, det var rigtignok fælt at høre på! Ned langs på hvert blad stod alle de store bogstaver, hvert med et lille bogstav ved siden, en hel række ned ad. Det var trykte bogstaver, og ved siden af dem stod så nogle bogstaver, der troedede så ud lige som de trykte, dem havde Hjalmar skrevet. De lå næsten ligesom om de var faldet over den blyantsstreg, som de skulle have stået på.

"Se, sådan her skulle I se ud!" sagde de trykte bogstaver, "se, sådan til siden, og med et rask sving!"

"Oh, vi ville så gerne," sagde Hjalmars bogstaver, "men vi kunne ikke, vi er så dårlige!"

"Så skal I have stærk børnemedicin!" sagde Ole Lukøje.

"Oh nej!" råbte de, og så stod de så ranke at det var en lyst, lige op og ned!

"Ja, nu får vi så ikke fortalt historier idag!" sagde Ole Lukøje, "for nu må jeg træne med dem: En-to! En-to!", og så trænede han med Hjalmars bogstaver, og de stod nu så ranke og så sunde som

noget trykt bogstav kunne stå. Men da Ole Lukøje gik, og Hjalmar om morgenen igen så til dem, så var de lige så elendige som før.

Tirsdag.

Så snart Hjalmar var i seng, rørte Ole Lukøje med sin lille troldsprøjte ved alle møblerne i stuen og straks begyndte de at snakke, og allesammen snakkede de om dem selv, undtagen spyttebakken, den stod tavs og ærgrede sig over, at de kunne være så forfængelige, kun at tale om dem selv, kun at tænke på dem selv og slet ikke på den, der dog stod så beskeden i krogen og lod sig spytte på.

Der hang over kommoden et stort maleri i en forgyldt ramme, det var et landskab, man så høje gamle træer, blomster i græsset og et stort vand med en flod, der løb om bag skoven, forbi mange slotte, langt ud i det vilde hav.

Ole Lukøje rørte med sin troldsprøjte ved maleriet og så begyndte fuglene derinde at synge, træernes grene bevægede sig og skyerne tog ordentlig på flugt, man kunne se deres skygge hen over landskabet.

Nu løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op mod rammen, og Hjalmar stak benene ind i maleriet, lige ind i det høje græs og der stod han. Solen skinnede mellem træernes grene og ned på ham. Han løb hen til vandet, satte sig i en lille båd der lå nær ved. Den var malet rød og hvid, sejlene skinnede som sølv og seks svaner, alle med guldkroner nede om halsen og en strålende blå stjerne på hovedet, trak båden forbi de grønne skove, hvor træerne fortalte om røvere og hekse og blomsterne om de nydelige små alfer og hvad sommerfuglene havde fortalt dem.

De dejligste fisk, med skæl som sølv og guld, svømmede efter båden, ind imellem gjorde de et spring så det sagde pladsk igen i vandet, og fuglene - røde og blå, små og store - fløj i to lange rækker bag efter, myggene dansede og oldenborren sagde bum, bum! De ville allesammen følge Hjalmar, og hver havde de en historie at fortælle!

Det var rigtignok en sejltur! Snart var skovene derinde på bredden så tætte og så mørke, snart var de som den dejligste have med solskin og blomster og der lå store slotte af glas og af marmor. På altanerne stod prinsesser, og de var alle små piger, som Hjalmar godt kendte, han havde leget med dem før. Hver pige rakte hånden ud og holdt den yndigste sukkergris, som nogen bagerkone kunne sælge, og Hjalmar tog i den ene ende af sukkergrisen i det han sejlede forbi, og prinsessen holdt godt fast, og så fik de hver sit stykke - hun det mindste, Hjalmar det allerstørste! Ved hvert slot stod små prinser vagt, de holdt deres guldsabel stramt til skulderen og lod det regne med rosiner og tinsoldater, det var rigtige prinser!

Snart sejlede Hjalmar gennem skove, snart ligesom gennem store sale, eller midt igennem en by. Han kom også igennem den hvor hans barnepige boede, hun der havde båret ham, da han var en ganske lille dreng, og havde holdt så meget af ham, og hun nikkede og vinkede og sang det nydelige lille Vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar:

Jeg tænker på dig så mangen Stund,

Min egen Hjalmar, du søde!

Jeg har jo kysset din lille mund,

Din pande, de kinder røde.

Jeg hørte dig sige de første ord,

Jeg måtte dig afsked sige.

Vor Herre velsigne dig her på jord,

En engel du er fra hans rige!

Og alle fuglene sang med, blomsterne dansede på deres stilke og de gamle træer nikkede, som om Ole Lukøje også fortalte dem historier.

Onsdag.

Nej, hvor regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunde høre det i søvne og da Ole Lukøje lukkede et vindue op, stod vandet lige op til vindueskarmen. Der var en hel sø derude, men det prægtigste skib lå op til huset.

"Vil du sejle med, lille Hjalmar!" sagde Ole Lukøje, "så kan du i nat komme til de fremmede lande og være her tilbage i morgen igen!" -

Og så stod Hjalmar straks i sit søndagstøj midt på det prægtige skib, og med det samme blev vejret så velsignet dejligt og de sejlede gennem gaderne, krydsede rundt om kirken og nu var alt pludselig een stor, vild sø! De sejlede så længe, at der ingen land var at øjne mere, og de så en flok storke, der også kom hjemmefra og ville til de varme lande. Den ene stork fløj bag ved den anden og de havde allerede fløjet så langt, så langt. Og en af dem var så træt, at hans vinger næsten ikke kunde bære ham længere, han var den allersidste i rækken og snart kom han et stort stykke bagefter de andre. Til sidst sank han med udbredte vinger lavere og lavere, han gjorde endnu et par slag med vingerne, men det hjalp ikke. Nu berørte han med sine fødder tovværket på skibet, nu gled han ned af sejlet og bums, der stod han nu på dækket!

Så tog matrosdrengen ham og satte ham ind i skibets hønsehus, til høns, ænder og kalkuner. Den stakkels stork stod ganske stille og forknyt midt imellem dem.

”Sikken een!" sagde alle hønsene.

Og den kalkunske hane pustede sig op så tykt den kunne og spurgte hvem han var. Og ænderne gik baglæns og puffede til hinanden: "rap dig! rap dig!"

Og storken fortalte om det varme Afrika, om pyramiderne og om strudsen, der løb som en vild hest hen over ørkenen. Men ænderne forstod ikke hvad han sagde, og så puffede de til hinanden: "Skal vi være enige om, at han er dum!"

"Ja vist er han dum!" sagde den kalkunske hane og så pludrede den op. Da tav storken ganske stille og tænkte på sit Afrika.

"Det er nogle dejlige tynde ben du har!" sagde kalkunen. "Hvad koster de per meter?"

"Skrat, skrat, skrat!" grinede alle ænderne, men storken lod, som om han slet ikke hørte det.

"I må gerne le med, hr. Stork!" sagde kalkunen til ham, "for det var meget vittigt sagt af mig! Eller var det måske for lavt for hans smag? Ak, ak! Han er ikke flersidig! Men lad os blive ved med at være interessante for os selv!" Og så klukkede de og ænderne snadrede, "gik, gak! gik, gak!". Det var skrækkeligt så morsomt de selv syntes de havde det.

Men Hjalmar gik hen til hønsehuset, åbnede døren, kaldte på storken og den hoppede ud på skibsdækket til ham. Nu havde den hvilet sig og det var ligesom om den nikkede til Hjalmar for at takke ham. Derpå bredte den sine storkevinger ud og fløj til de varme lande, mens hønsene klukkede, ænderne snadrede og den kalkunske hane blev ildrød i hovedet.

"I morgen skal vi koge suppe på jer!" sagde Hjalmar.

Og så vågnede han, og lå i sin lille seng. Det var dog en forunderlig rejse Ole Lukøje havde ladet ham gøre den nat!

Torsdag.

"Ved du hvad?" sagde Ole Lukøje, " – og bliv nu ikke bange, men her skal du se en lille mus!" Og så holdt han sin hånd, med det lette, nydelige dyr, hen imod ham. "Den er kommen for at invitere dig til bryllup. Der er to små mus, som i nat vil holde bryllup og træde ind i ægtestanden. De bor nede under din moders spiskammergulv, der skal være sådan en dejlig lejlighed dernede!"

"Men hvor kan jeg komme gennem det lille musehul i gulvet?" spurgte Hjalmar.

"Lad mig om det!" sagde Ole Lukøje, "jeg skal nok få dig gjort lille!" Og så rørte han med sin troldsprøjte ved Hjalmar, der straks blev mindre og mindre. Til sidst var han ikke større end en finger. "Nu kan Du låne tinsoldatens tøj, jeg tænker det vil kunne passe og det ser så flot ud at have uniform på, når man er ude til selskab!"

"Ja, sandt nok!" sagde Hjalmar, og så var han i løbet af et øjeblik klædt på, som den nysseligste tinsoldat.

"Vil De ikke være så god at sætte Dem i Deres moders fingerbøl," sagde den lille muse-pige, "så skal jeg have den ære at trække Dem!"

"Gud, skal frøkenen selv have al den ulejlighed!" sagde Hjalmar og så kørte de til muse-bryllup.

Først kom de ind under gulvet i en lang gang, der ikke var højere end at de netop kunde køre der med et fingerbøl, og hele gangen var strålende illumineret.

"Lugter her ikke dejligt?" sagde musen, som trak ham, "– hele gangen er blevet smurt med flæskesvær - det kan ikke være dejligere!"

Nu kom de ind i brudesalen. Her stod til højre alle de små hun-mus og de hviskede og tiskede, ligesom om de gjorde nar af hinanden. Til venstre stod alle han-musene og strøg sig med poten om mund-skægget, og midt på gulvet så man brudeparret, de stod i en udhulet osteskorpe og kyssede hinanden skrækkeligt meget foran alles øjne - for de var jo forlovede og nu skulle de have bryllup.

Der kom hele tiden flere og flere fremmede, den ene mus var ved at træde den anden ihjel og brudeparret havde stillet sig midt i døren, så man hverken kunne komme ud eller ind. Hele stuen var ligesom gangen smurt med flæskesvær, ja hele menuen var flæskesvær, men til dessert blev der fremvist en ært, som en lille mus af familien havde bidt brudeparrets navne ind i, det vil sige det første bogstrav - det var noget ganske specielt.

Alle musene sagde, at det var et dejligt bryllup og at konversationen havde været så god.

Og så kørte Hjalmar igen hjem; han havde rigtignok været i fornemt selskab. Men han havde også måtte krybe ordentlig sammen, gøre sig lille og komme i tinsoldat-uniform.

Fredag.

"Det er utroligt hvor mange ældre folk, som gerne ville have fat i mig!" sagde Ole Lukøje, " - og det er især dem, som har gjort noget ondt. "Gode lille Ole," siger de til mig, "vi kunne ikke få øjnene i og så ligger vi hele natten og ser alle vore onde gerninger, der - som fæle små trolde - sidder på sengekanten og oversprøjter os med kogende vand. Vil du ikke nok komme og jage dem bort, så vi kan få en god søvn. Og så sukker de så dybt: "Vi vil såmænd gerne betale: god nat Ole. Pengene ligger i vinduet!”

”Men jeg gør det ikke for penge," sagde Ole Lukøje.

"Hvad skal vi nu lave i nat?" spurgte Hjalmar.

"Ja, jeg ved ikke om du har lyst igen i nat at komme til bryllup? Det er en anden slags end den igår. Din søsters store dukke, den der ser ud som et mandfolk og kaldes Herman, skal giftes med dukken Bertha, det er desuden dukkens fødselsdag og derfor skal der komme så mange med gaver!"

"Ja, det kender jeg godt," sagde Hjalmar, "altid når dukkerne trænger til nyt tøj så lader min søster dem have fødselsdag eller holde bryllup! Det er vist sket omkring hundrede gange!"

"Ja, men i nat er brylluppet nummer hundrede og eet, og når hundred og eet er ude, så er alt forbi! Derfor bliver dette bryllup så mageløst. Se en gang!"

Og Hjalmar så hen på bordet. Der stod det lille paphus med lys i vinduerne, og alle tinsoldaterne præsenterede gevær udenfor. Brudeparret sad på gulvet og lænede sig op til bordbenet, så ganske tankefulde ud, og det kunne de jo have grund til. Men Ole Lukøje, iført bedstemoders sorte skørt, viede dem! Da vielsen var forbi, sang alle møblerne i stuen med på følgende skønne sang, der var skrevet af blyanten. Den gik på samme melodi som ”Tappenstregen”;

Vor sang skal komme, som en vind

Til brudeparret i stuen ind;

De knejser begge, som en pind,

De er jo gjort' af handskeskind!

//Hurra, Hurra! for pind og skind!

Det synger vi højt i vejr og vind!//

Og nu fik de gaver, men de havde frabedt sig alle spiselige ting, for de havde nok af kærlighed at leve af.

"Skal vi nu tage på landet, eller rejse udenlands?" spurgte brudgommen, og så blev svalen, som havde rejst meget og den gamle gård-høne, der fem gange havde udruget kyllinger, taget med på råd. Og svalen fortalte om de dejlige, varme lande, hvor vindruerne hang så store og tunge, hvor luften var så mild, og bjergene havde farver, som man slet ikke kender dem her!

"Men de har dog ikke vor grønkål!" sagde hønen. "Jeg var en sommer med alle mine kyllinger på landet. Der var en grusgrav, som vi kunde gå og skrabe i, og så havde vi adgang til en have med grønkål! Oh, hvor var den grøn! Jeg kan ikke tænke mig noget kønnere."

"Men den ene kålstok ser ud ligesom den anden," sagde svalen, "og så er her tit så dårligt vejr!"

"Ja, det er man vant til her!" sagde hønen.

"Men her er koldt, det fryser!"

"Det har kålen godt af!" sagde hønen. "Desuden kan vi også have det varmt! Havde vi ikke for fire år siden en sommer, der varede i fem uger? Her var så hedt, at man ikke kunne trække vejret! Men så har vi dog ikke alle de giftige dyr, de har i udlandet! Og vi er fri for røvere! Det er et skarn, som ikke mener at vort land er det kønneste! Han fortjener ikke rigtig at være her!" Og så græd hønen: "Jeg har også rejst! Jeg har kørt over hundrede kilometer i en vogn! Der er slet ingen nogen fornøjelse ved at rejse!"

"Ja, hønen er en fornuftig kone!" sagde dukken Bertha, "jeg holder heller ikke af at rejse på bjerge, for det er kun op og så er det ned! Nej, vi vil hellere bare flytte ud ved grusgraven og spadsere i kålhaven!"

Og sådan blev det.

Lørdag.

"Får jeg nu historier?" sagde den lille Hjalmar, så snart Ole Lukøje havde fået ham i søvn.

"I aften har vi ikke tid til det," sagde Ole og spændte sin smukkeste paraply over ham. "Se nu på disse kinesere!" - og hele paraplyen så ud som en stor kinesisk skål med blå træer og spidse broer med små kinesere på, der stod og nikkede med hovedet. "Vi skulle gerne have hele verden pudset kønt op til i morgen," sagde Ole, "det er jo en hellig dag i morgen, det er søndag! Jeg skal hen i kirketårnene for at se, om de små kirkenisser polerer klokkerne, så de kan lyde smukt. Og jeg skal ud på marken, og se om vindene blæser støvet af græs og blade, og hvad der er det største arbejde: jeg skal have alle stjernerne ned for at polere dem! Jeg tager dem i mit forklæde, men først må hver nummereres og hullerne, som de sidder i deroppe, må nummereres, så de kommer på deres rette pladser igen, ellers kan de ikke sidde fast og vi får da for mange stjerneskud, fordi den ene efter den anden falder ned!"

"Hør, ved De hvad Hr. Lukøje?" sagde et gammelt portræt, som hang på væggen hvor Hjalmar sov, " – jeg er Hjalmars oldefar. De skal have tak fordi De fortæller drengen historier, men De må ikke forvirre hans begreber. Stjernerne kan jo ikke tages ned og poleres! Stjernerne er kloder ligesom vor jord og det er netop det gode ved dem!"

"Tak skal du have, du gamle oldefar!" sagde Ole Lukøje, "Tak skal du have! Du er jo familiens overhovede, du er "Olde"-hovedet! Men jeg er ældre, end du er! Jeg er en gammel hedning. Romerne og grækerne kaldte mig ”Drømmeguden”! Jeg er kommet i de fornemste huse og kommer der endnu! Jeg forstår at omgås både med små og store! Nu kan du fortælle!" - og så gik Ole Lukøje og tog paraplyen med.

"Nå, nu må man nok ikke længere sige sin mening!" sagde det gamle portræt.

Og så vågnede Hjalmar.

Søndag.

"Godaften!" sagde Ole Lukøje og Hjalmar nikkede, men sprang så hen og vendte oldefaderens portræt om mod væggen, så det ikke kunne snakke med, ligesom igår.

"Nu skal du fortælle mig historier, om ”De fem grønne ærter, der boede i en ærtebælg”, og om "Haneben der gjorde frierkur til høneben", og om ”Stoppenålen”, der var så fin på det, at hun bildte sig ind hun var en synål!"

"Man kan også få for meget af det gode!" sagde Ole Lukøje, "– jeg vil helst vise dig noget, ved du nok! Jeg vil vise dig min bror, han hedder også Ole Lukøje, men han kommer aldrig til nogen mere end én gang. Og når han kommer, tager han dem med på sin hest og fortæller dem historier. Han kan kun to: en der er så mageløs dejlig, at ingen i verden kan tænke sig den, og en der er så fæl og frygtelig - ja det er ikke til at beskrive!" Og så løftede Ole Lukøje den lille Hjalmar op i vinduet og sagde, "Der skal du se min bror, ´den anden Ole Lukøje´! De kalder ham også for Døden! Ser Du, han ser slet ikke slem ud, som i billedebøgerne, hvor han er ben og knogler! Nej, det er sølvbroderi han har på kjolen: det er som den dejligste husar-uniform! En kappe af sort fløjl flyver bagud over hesten! Se hvor han rider i galop!"

Og Hjalmar så, hvordan ´den anden Ole Lukøje´ red afsted og tog både unge og gamle folk op på hesten. Nogle satte han foran og andre satte han bagest, men altid spurgte han først: "Hvordan står det til med karakterbogen?" - "Godt!" sagde de alle sammen. "Ja, lad mig selv se den!" sagde han, og så måtte de vise ham bogen; og alle de som havde fået fremragende og gode karakterer kom foran på hesten og fik den dejlige historie at høre, men de som havde fået utilfredsstillende og dårlige karakterer de måtte bagest, og fik den fæle historie: de rystede og græd, ville springe af hesten, men kunne slet ikke, for de var straks vokset fast til den.

"Men Døden er jo den dejligste Ole Lukøje!" sagde Hjalmar, "- ham er jeg ikke bange for!"