H. C. Andersen - Eventyr 054:
Et godt humør (1852)
Efter min far har jeg fået den bedste arv, jeg har nemlig fået et godt humør! Og hvem var min far? Ja, det kommer nu ikke humøret ved! - men han var livlig og trivelig, fed og rund, hans ydre og indre var helt i strid med hans embede. Og hvad var hans embede, hans stilling i samfundet? Ja, skulle det skrives ned og trykkes i begyndelsen af en bog, så er det rimeligt at flere, når de læste det, lagde bogen til side og sagde: ”Det ser for uhyggeligt ud til mig, jeg skal ikke have mere af den slags!” Og dog var min far hverken bøddel eller bøddelens medhjælper, tværtimod, hans embede bragte ham tit i spidsen for stadens allerhæderligste mænd, og han var helt på sin rette plads: han måtte være forrest - foran bispen, foran prinser af blodet – og han var forrest. Han var ligvogns-kusk!
Nu er det sagt! Og dette kan jeg sige: når man så min far sidde dér, højt foran på dødens omnibus, iført sin lange og brede sorte kappe, og med den sortbefrynsede trekantede hat på hovedet, og dertil så hans ansigt, der var livagtigt, som når man tegner solen - rundt og leende – ja, så kunne man ikke tænke på sorg og grav. Det ansigt sagde: “Det gør ikke noget, det bliver meget bedre, end man tror!”
Se, fra ham har jeg mit gode humør og den vane, jævnlig at gå ud på kirkegården; og det er meget fornøjeligt, når bare man kommer der med et godt humør, – og så holder jeg ”Adresseavisen”, ligesom også han gjorde, med alle dens lister over døde personer, køb og salg, ledige stillinger og så videre.
Jeg er ikke ganske ung, – og jeg har hverken kone, børn eller bibliotek, men som sagt: jeg holder Adresseavisen, den er nok for mig, den er det bedste blad for mig, og det var den også for min far; den svarer til sit gode gavn og har alt hvad et menneske behøver at vide: hvem der prædiker i kirkerne - og hvem der prædiker i de nyudkomne bøger! - eller hvor man køber et nyt hus, skaffer tjenestefolk, tøj og madvarer, hvem der “sælger ud” og hvem der ”selv bringer ud”, og så ser man så megen velgørenhed og så mange uskyldige poetiske vers, der ikke gør noget fortræd! Ægtestand, der søges og stævnemøder, som man indlader og ikke indlader sig på! Alt sammen enkelt og naturligt! Man kan såmænd godt leve lykkeligt og derpå lade sig begrave, ved kun at holde Adresseavisen – og så har man endda ved sit livs ende så dejligt meget papir, at man kan ligge blødt på det i kisten, hvis man ikke holder af at ligge på høvlspåner.
Adresseavisen og kirkegården, det er og bliver mine to mest ånds-vækkende spadsereture, mine to mest velsignede badeanstalter for det gode humør.
Enhver kan jo gå en tur i Adresseavisen; men gå en dag med mig på kirkegården, lad os gå derhen, når solen skinner og træerne er grønne; lad os gå mellem gravene! Hver af disse er som en lukket bog med ryggen opad: man kan læse titlen, som siger hvad bogen indeholder og alligevel ingenting siger. Men jeg ved besked, ved det fra min far og fra mig selv. Jeg har det i min gravbog, og det er en bog, jeg selv har lavet, til nytte og fornøjelse; der ligger de alle sammen, og endda nogle flere!
Nu er vi på kirkegården: her, bag det hvidmalede stakit, hvor der indenfor engang stod et rosentræ, – nu er det borte, men en smule eviggrønt fra naboens grav strækker sin grønne finger derind, for dog at pynte lidt, – her hviler en meget ulykkelig mand. Men da han levede, stod han sig godt, som man siger, havde sit gode udkomme, og lidt til, men han tog sig verden for nær, det vil sige kunsten. Sad han en aften i teatret for at nyde stykket med hele sin sjæl, så var han rent fra den, hvis bare teatrets maskinmester satte for stærkt lys i hver side af månen, eller hvis himmel-dekorationen hang foran kulissen hvor den skulle hænge bagved, eller der stod et palmetræ på Amager, en kaktus i Tyrol og bøgetræer højt oppe i Norge! Kan det ikke være lige meget? Hvem tænker nærmere over dét - det er jo komedie, og den skal man fornøje sig over. – Så klappede publikum for meget, så klappede det for lidt. “Det er vådt brænde,” sagde han om spillet, “det vil ikke fænge i aften!” og så vendte han sig om for at se, hvad det var for folk der var i teatret, og nu så han at de lo forkert, og lo på steder hvor de ikke skulle le, og det ærgrede han sig over og led ved og var et ulykkeligt menneske - og nu er han i graven.
Og her hviler en meget lykkelig mand, det vil sige en meget fornem mand af høj afstamning, og det var hans lykke, hans held, for ellers var der aldrig blevet noget af ham, men alt er så klogt indrettet i naturen, at det er en fornøjelse at tænke derpå. Han var pakket godt ind, broderet forpå og bagpå og var anbragt i storstuen, ligesom man anbringer den dyre, perlebroderede klokkestreng, og den har altid bag ved sig en god tyk klokke-snor, der giver lyd til tjenerne. Han havde også en god ´klokke-snor´ bag sig, og en tjener, der gjorde ham tjenester og stadig er i huset – i dag bag en anden ny, broderet ´klokkestreng´ der. Men alting er nu så viseligt indrettet, at man heldigvis kan have et godt humør.
Her hviler - ja, det er nu så meget sørgeligt! - her hviler en mand, som i syvogtresindstyve år havde tænkt på at sige et godt indfald. Han levede ene og alene for at få et godt indfald, og så fik han virkelig ét, efter egen overbevisning, og blev så glad at han døde midt i det, døde af glæde over at have fået det - og ingen fik gavn af det, ingen hørte det gode indfald! Jeg håber, at han nu har fået ro i sin grav for det gode indfald, for tænk hvis det var et indfald, det skulle siges til frokost, for at skulle have virkning, og at han som død kun kan, efter almindelig mening, komme frem med det ved midnat, så passer indfaldet ikke til tidspunktet, ingen ler og han kan gå i graven igen med sit gode indfald. Det er en sørgelig grav.
Her hviler en meget nærig madam; mens hun levede, stod hun op om natten og mjavede, for at naboerne skulle tro at hun havde råd til at holde kat; så nærig var hun!
Her hviler en frøken af god familie; ved selskaber skulle hun altid lade sin sangstemme høre, og så sang hun med i kvartetten “Mi manca la voce” fra Rossinis opera! På dansk betyder titlen ”Jeg mangler stemmen!” - det var den eneste sandhed i hendes liv!
Her hviler en jomfru af en anden slags! Når hjertets kanariefugl begynder at skrige op, så putter fornuften fingrene i ørene. Skønjomfruen stod, som man siger, lige foran ægtestandens glorielys –! ja, det er en ren hverdagshistorie, men det er da pænt sagt. Lad de døde hvile!
Her hviler en enkefrue, der kun havde svanesang i munden, og uglegalde i hjertet. Hun gik omkring hos familier, på rov efter næstens mangler, ligesom i gamle dage bladet “Politivennen” gik omkring i byen, udelukkende fyldt med klager over byens mangler.
Her er en familiebegravelse; hver del af den slægt holdt sådan sammen i troen, at selvom hele verden og avisen sagde, at ”således ér det”, og den lille søn kom hjem og sagde, “men jeg har hørt det på dén måde!” så var hans måde den eneste rigtige, for han var ´af familien´! Og rigtigt er det, at hvis familiens gårdhane galede ved midnatstid, så var det morgen, selvom vægteren og alle byens ure sagde, at det var midnat.
Den store Goethe slutter sin store fortælling om “Faust” med, at den “kan fortsættes”, og det kan også vor vandring herude på kirkegården; her kommer jeg tit! Hvis en eller anden af mine venner eller ikke-venner gør mig livet for broget, så går jeg herud, opsøger en grønsværsplads og indvier den til ham eller hende, som jeg vil have begravet - og så begraver jeg dem straks! Så ligger de der døde og magtesløse, indtil de som nye og bedre mennesker vender tilbage. Deres liv og levned, set fra min side, skriver jeg ind i min gravbog, og således skulle alle mennesker gøre, når nogen gør dem det for besværligt: ikke ærgre sig, men straks begrave dem, og holde på sit gode humør - og på Adresseavisen, dette af folket selv skrevne blad, tit med tilbageholdt pen.
Kommer den tid, at jeg selv med mit livs historie skal indbindes i graven, så sæt som indskrift:
“Et godt humør!”
Det er min historie.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©