059.Under piletræet (1853)

H. C. Andersen - Eventyr 059:

Under piletræet (1853)

Original + 2019-version

Egnen er meget nøgen nede ved Køge; byen ligger jo rigtignok ved stranden, og det er altid kønt, men der kunne dog være kønnere, end der er: rundt om er flad mark, og der er langt til skoven; men når man er rigtig hjemme et sted, så finder man dog noget særlig kønt, noget man - selv på det dejligste sted i verden - siden kan længes efter! Og det må vi også sige: i udkanten af Køge, hvor et par små fattige haver strækker sig ned til den lille å, som løber ud i stranden, kunne der være ganske yndigt ved sommertid, og det syntes især de to små nabobørn, Knud og Johanne, som legede her og krøb under stikkelsbærbuskene ind til hinanden. I den ene have stod et hyldetræ, i den anden et gammelt piletræ, og især under det legede de børn så gerne, og dertil havde de fået lov, skønt træet stod lige tæt nok ved åen, hvor de let kunne falde i vandet. Men Vorherre har øje på de små, ellers så det slemt ud; de var også meget forsigtige, ja, drengen var en sådan vandskræk , at det var ikke muligt ved sommertid at få ham ud i vandet, hvor de andre børn så gerne ville gå at pjaske. Han blev udskammet for det, og det måtte han holde ud; men så drømte naboens lille Johanne, at hun sejlede i en båd på Køge Bugt og Knud gik lige ud til hende, vandet nåede ham først til halsen og så gik det ham helt over hovedet. Og fra det øjeblik Knud hørte den drøm, tålte han ikke længere, at man kaldte ham en vandskræk; han henviste bare til Johannes drøm; den drøm var hans stolthed; men i vandet gik han ikke.

De fattige forældre kom jævnlig sammen, og Knud og legede i haverne og på landevejen, som langs med grøfterne havde en hel række piletræer, og de var ikke kønne, de var så forhuggede i kronen, men de stod der jo heller ikke til pynt, men for at gøre nytte; dejligere var den gamle pil i haven, og under den sad de ´mangen god gang´, som man siger.

Inde i Køge er der et stort torv, og ved markedstid stod der hele gader af telte med boder med silkebånd, støvler og alt muligt. Der var en trængsel og sædvanligvis regnvejr, og da mærkede man dunsten af bondetrøjer, men også den dejligste lugt af honningkager, der var en hel bod fuld, og hvad der var det bedste: Manden, som solgte dem, indlogerede sig altid i markedstiden hos den lille Knuds forældre, og så vankede der naturligvis en lille honningkage, hvoraf også fik sit stykke. Men hvad der næsten var endnu bedre: honningkagehandleren kunne fortælle historier, og det næsten om enhver ting, selv om sine honningkager; ja om disse fortalte han en aften en historie, som gjorde et så dybt indtryk på de to børn, at de aldrig siden glemte den, og så er det vel bedst, vi også hører den, især da den er kort:

“Der lå på disken to honningkager,” sagde han, “den ene havde skikkelse af et mandfolk med hat, den anden som en jomfru uden hat, men med en klat bladguld på hovedet. De havde ansigt på den side, som vendte opad, og sådan skulle man se dem og ikke på vrangen - dér skal man aldrig se noget menneske! Mandfolket havde en bittermandel til venstre, det var hans hjerte, jomfruen var derimod bare honningkage. De lå som prøver på disken, de lå længe og så elskede de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og det skal man, hvis det skal blive til noget.

”Han er et mandfolk, han må sige det første ord,” tænkte hun, og ville da være glad over at vide, at hendes kærlighed blev gengældt.

Han var nu mere glubende i sine tanker - det er mandfolk altid. Han drømte, at han var en rigtig, levende gadedreng og ejede nogle kroner, og så købte han jomfruen - og åd hende.

Og de lå dage og uger på disken og blev tørre, og hendes tanker blev finere og mere kvindelige: ‘Det er nok for mig, at jeg har ligget på disk med ham!’ tænkte hun, og så knækkede hun – midt på livet.

‘Havde hun kendt til min kærlighed, så havde hun nok holdt noget længere!’ tænkte han.

Og det er historien - og hér er de begge to!” sagde kagehandleren. “De er mærkværdige både ved deres livsforløb og ved den stumme kærlighed, der aldrig fører til noget. Se, dér har I dem!” og så gav han Johanne mandfolket, som var hel, og Knud fik den knækkede jomfru; men de var så betaget af historien, at de ikke nænnede at spise kærestefolkene.

Næste dag tog de med dem ind på Køge kirkegård, hvor kirkemuren er overgroet med det dejligste vedbendgrønt, der vinter og sommer hænger som et rigt tæppe over muren; og de stillede honningkagerne op i det grønne i solskinnet og fortalte en flok andre børn historien om ´den stumme kærlighed´, som ikke duede til noget, men historien var yndig, det syntes de alle sammen, og da de så hen på honningparret, ja, så var der en stor dreng, der – og det var af ondskab – havde spist den knækkede jomfru. Børnene græd over det, og siden – og det var vistnok for at det stakkels mandfolk ikke skulle være alene i verden – så spiste de ham med, men de glemte aldrig historien.

Altid var de to børn sammen, ved hyldebusken og under piletræet, og den lille pige sang med sølvklokkeklar stemme de yndigste sange; i Knud var der ikke tone skabt, men han kunne ordene og det er altid noget. – Folk i Køge, selv isenkrammer-madammen, stod stille og hørte på. “Det er en sød stemme den lille unge har!” sagde hun.

Det var velsignede dage, men de varer ikke ved altid. Naboerne skiltes ad: den lille piges mor var død, og hendes far skulle giftes inde i København - der kunne han få arbejde. Han skulle være bud et sted, det skulle være en meget indbringende stilling. Og naboerne skiltes ad med tårer, og især børnene græd. Men de gamle lovede at skrive til hinanden i det mindste én gang om året. Og Knud kom i skomagerlære, de kunne jo ikke længere lade den lange dreng gå rundt og drive. Og så blev han konfirmeret!

Oh, hvor gerne ville han på den højtidsdag have rejst til København og set lille, men han kom ikke derind og havde været der, selvom den kun ligger godt 30 kilometer fra Køge; men tårnene havde Knud set over bugten i klart vejr, og på konfirmationsdagen så han tydeligt det gyldne kors skinne på Frue Kirke.

Ak, hvor han tænkte på Johanne! Mon hun huskede ham? Jo! – ved juletid kom der brev til Knuds forældre fra hendes far: det gik meget godt i København, og en stor lykke ville blive komme Johanne til del på grund af hendes kønne stemme; hun var blevet ansat ved teatret, der hvor de sang – i operaen. Og lidt penge fik hun allerede for det og af disse sendte hun de kære nabofolk i Køge et lille beløb, til lidt fornøjelse juleaften: de skulle drikke hendes skål, og det havde hun selv med egen hånd tilføjet i et efterskrift til brevet, og i det stod også: “venlig hilsen til Knud!”

De græd alle sammen, det var jo så dejligt det hele, og det var af glæde de græd. Hver dag havde Johanne været i Knuds tanker, og nu så han, at hun også tænkte på ham, og jo mere det nærmede sig, at han skulle blive udlært skomager-svend, des klarere stod det for ham, at han holdt så meget af Johanne og at hun skulle blive hans lille kone - og så spillede der ham et smil om munden og han trak endnu raskere i syningen, mens hans ben holdt skoen fast i læsten; og han stak sylen lige ind i den ene finger, men det gjorde ikke noget. Han skulle rigtignok ikke være stum, ligesom de to honningkager, dén historie havde han lært meget af.

Og så blev han skomager-svend og rygsækken blev snøret. Til København skulle han endelig, for første gang i sit liv, og han havde allerede fået plads der, hos en skomager-mester. Nå, hvor Johanne ville blive overrasket og glad. Hun var nu sytten år og han var nitten.

Han ville allerede i Køge købe en guldring til hende, men så tænkte han, at man vist kunne få en langt kønnere i København; og så blev der taget afsked med de gamle, og i efterårstiden gik han rask afsted på sine egne fødder, i regn og rusk; bladene faldt af træerne; våd til skindet kom han til det store København og til sin nye mester.

Søndagen efter ville han aflægge besøg hos Johannes far. Han tog det nye svende-tøj på, og den nye hat fra Køge klædte Knud så godt – før havde han altid kun gået med kasket. Og han fandt huset, som han søgte, og kom op ad de mange trapper, det var næsten til at blive svimmel over, hvordan menneskene var stillet ovenpå hinanden her i den store, travle by.

Ganske velhavende så der ud inde i stuen, og venligt tog Johannes far imod ham; for konen var han jo en fremmed en, men hun gav ham hånden - og kaffe.

“Det vil glæde Johanne at se dig!” sagde faren, “du er jo blevet et meget nydeligt menneske! – ja nu skal du se hende! Ja, det er en pige, jeg har glæde af og sikkert får mere, med Guds bistand! Hun har sit eget værelse og det betaler hun os for!”. Og faren selv bankede ganske høfligt på hendes dør, som om han var en fremmed mand, og så trådte de ind – nej, hvor det var nydeligt! Der fandtes bestemt ikke sådant et værelse i hele Køge – selv dronningen kunne ikke havde det yndigere! Der var gulvtæppe, der var gardiner lige ned til jorden, en rigtig fløjlsstol og rundt om var der blomster og malerier og et spejl, som man var lige ved at løbe ind i, det var lige så stort som en dør! Knud så det alt sammen på én gang og så dog samtidig kun Johanne: hun var nu en voksen pige; helt anderledes end Knud havde tænkt sig hende – men meget dejligere! Der var ikke en ung kvinde i Køge, der var som hende, og hvor var hun fin! Men hvor kiggede hun underligt fremmed på – dog kun et øjeblik, så fløj hun hen imod ham, ligesom om hun ville kysse ham! Hun gjorde det ikke, men hun var lige ved det. Jo, hun var rigtignok glad ved at se sin barndoms ven! Stod ikke tårerne hende i øjnene? – og så havde hun så meget at spørge og tale om, lige fra Knuds forældre til hyldetræet og piletræet, og dem kaldte hun Hyldemor og Pilefar, som om de også var mennesker – og det kunne de da lige så godt være som honningkagerne kunne det! Om dem talte hun også, om ´deres stumme kærlighed´, om hvordan de lå på disken og gik i stykker, og så lo hun så hjerteligt – men blodet brændte Knud i kinderne og hans hjerte slog stærkere end ellers! – nej, hun var slet ikke blevet stolt og overlegen! – Hun var også, mærkede han nok, den der fik hendes forældre til at bede ham blive der hele aftnen, og hun skænkede teen og hun selv bød ham en kop og siden tog hun en bog og læste højt for dem, og for Knud var det som om netop det, hun læste, var om hans kærlighed – det passede så præcist til alle hans tanker. Og så sang hun en enkel vise, men den blev ved hendes sang til en hel historie, det var som om hendes eget hjerte strømmede over. Jo, hun holdt helt sikkert af Knud. Tårerne løb ham ned over kinderne, han kunne ikke gøre for det, og han kunne ikke sige et eneste ord; han syntes selv, at han var meget dum og dog trykkede hun ham i hånden og sagde: “Du har et godt hjerte Knud! Bliv altid, som du er!”

Det var en mageløs aften, den var slet ikke til at sove på, og Knud sov heller ikke. Ved afskeden havde Johannes far sagt: “Ja, nu glemmer du os vel ikke helt, vel? Lad os håbe, at du nu ikke lader hele vinteren gå hen, før du ser til os igen!” – og så kunne han jo godt komme på søndag! Og det ville han. Men hver aften, når arbejdet var endt - de arbejdede ved lys - gik Knud ud i byen; han gik hen gennem gaden, hvor Johanne boede, så op til hendes vindue, der var næsten altid lys, og en aften så han ganske tydeligt skyggen af hendes ansigt på gardinet – dét var en dejlig aften! Skomager-mesterens kone syntes ikke om, at han altid om aftnen skulle ´på farten´, som hun kaldte det, og hun rystede på hovedet, men mester lo: “Han er et ungt menneske!” sagde han.

“På søndag ses vi, og da siger jeg hende det: hvordan hun er altid i mine tanker, og at hun må blive min lille kone! Jeg er ganske vist kun en fattig skomagersvend, men jeg kan blive mester, i det mindste starte for mig selv, og jeg vil arbejde og stræbe -! Ja, jeg siger det til hende på søndag, der kommer ikke noget ud af ´den stumme kærlighed´, dét har jeg lært af honningkagerne!”

Og søndagen kom og Knud kom, men hvor uheldigt: hele familien skulle ud, de måtte aflyse. Johanne trykkede hans hånd og spurgte: “Har du været henne på teatret? Der må du hen engang! Jeg synger på onsdag, og har du da tid, så vil jeg sende dig en billet – min fader ved, hvor din mester bor!”

Hvor var det dog kærligt af hende! Og onsdag middag kom der også et forseglet brev uden ord, men billetten lå deri, og om aftnen gik Knud for første gang i sit liv i teatret og hvad så han? – ja han så Johanne, så dejlig, så yndig; hun blev godt nok gift med en fremmed person, men det var jo komedie, noget de forestillede, det vidste Knud, ellers havde hun heller ikke nænnet at sende ham billet for at se på det; og alle folk klappede og råbte højt, og Knudråbte hurra!

Selv kongen smilede ned til Johanne, ligesom om han også var glad over at se hende. Gud, hvor Knud følte sig lille bitte, men han elskede hende så inderligt og hun holdt jo også af ham, og mandfolk må sige det første ord, sådan tænkte jo honningkage-jomfruen – den historie indeholdt meget!

Så snart det blev søndag gik Knud derhen igen; hans tanker var stemte til det, ligesom ved en altergang i kirken. Johanne var alene og tog imod ham, det kunne ikke være heldigere.

“Det er godt du kommer!” sagde hun, “nær havde jeg sendt min far hen til dig, men så havde jeg en fornemmelse af, at du nok kom i aften; for jeg må sige dig, at jeg rejser til Frankrig på fredag, og jeg må rejse, hvis der skal blive noget rigtigt dygtigt af mig!” –

Og det var for Knud, som om stuen drejede rundt, som om hans hjerte ville gå itu, men der kom ikke tårer i hans øjne, dog var det synligt nok, hvor bedrøvet han blev. Johanne så det og hun var lige ved at græde. “Du ærlige, trofaste sjæl!” sagde hun – og så var Knuds tunge løst, og han sagde hende, hvor inderligt han holdt af hende og at hun måtte blive hans lille kone; og i det han sagde det, så han, at Johanne blev ligbleg, hun slap hans hånd og sagde alvorlig og bedrøvet: “Gør ikke dig selv og mig ulykkelig, Knud! Jeg bliver dig altid en god søster, som du kan stole på – men heller ikke mere!” Og hun strøg sin bløde hånd hen over hans hede pande. “Gud giver os styrke til meget, hvis bare man selv vil!”

Da trådte i det samme hendes stedmoder ind.

“Knud er helt ude af det fordi jeg rejser!” sagde Johanne; “ – men vær dog et mandfolk!” Og så klappede hun ham på skulderen, det var ligesom de kun havde talt om rejsen og ikke om andet. “Barn!” sagde hun. “Og nu skal du være god og fornuftig, som under piletræet, da vi begge var børn!”

Og det var for Knud, som om der var gået et stykke af verden, hans tanke var som en løs tråd, viljeløs for vinden. Han blev, men han vidste ikke, om de havde bedt ham derom. Venlige og gode var de dog, og Johanne gav ham tevand, og hun sang: det var ikke den gamle klang, og dog så mageløst dejligt, det var lige til at slå hjertet i stykker ved, og så skiltes de. Knud rakte hende ikke hånden, men hun tog hans og sagde: “Du giver vel din søster hånden til afsked, min gamle legebroder?” Og hun smilede med tårer, de løb hende ned over kinderne, og hun gentog: “Broder.” Jo, det skulle stort hjælpe! – Det var afskeden.

Hun sejlede til Frankrig, Knud gik på de sølede københavnske gader. – De andre svende fra værkstedet spurgte ham om, hvad han sådan gik og grubliserede over; han skulle hellere gå i byen med dem, han var jo ´et ungt blod´!

Og de gik sammen ind på en dansehal; og der var mange smukke piger, men rigtignok ingen, som Johanne, og der hvor han troede at kunne glemme hende, der stod hun endnu mere lyslevende i hans tanker: “Gud giver styrke til meget, hvis bare man selv vil!” havde hun sagt; og der kom en andagt i hans sind, han foldede sine hænder – og violinerne spillede og pigerne dansede rundt omkring ham; han blev ganske forskrækket, han syntes, han var et sted, hvor han ikke kunne tage Johanne med, og alligevel var hun med ham i hans hjerte, – og så gik han udenfor, han løb gennem gaderne, gik forbi huset hvor hun havde boet. Der var mørkt, overalt var der mørkt, tomt og ensomt; verden gik sin gang og Knud gik sin.

Og det blev vinter og vandene frøs til, det var ligesom om alt indrettede sig til begravelse.

Men da foråret kom og det første dampskib sejlede ud fra havnen, fik han sådan længsel efter at komme bort, langt ud i den vide verden, men ikke for nær ved Frankrig.

Og så snørede han sin rygsæk og vandrede langt ned i Tyskland, fra by til by, uden fred eller ro i sindet; først da han kom til den gamle, prægtige stad Nürnberg, så var det, som om der kom ro over ham, og han slog sig ned dér.

Det er en underlig gammel by, som klippet ud af en billedbog. Gaderne ligger, som de selv vil, og husene holder ikke af at stå i lige rækker; karnapper med små tårne, snirkler og billedstøtter springer frem henover fortovet, og højt oppe fra de underligt formede hustage løber der midt ud over gaden tagrender, formede som drager og langlivede hunde.

På torvet her stod Knud med sin rygsæk på; han stod ved et af de gamle springvand, hvor de herlige jernfigurer, bibelske og historiske, står mellem de springende vandstråler. – En smuk tjenestepige hentede netop vand, hun gav Knud et glas vand; og da hun havde en hel håndfuld roser, gav hun ham også en af dem, og det syntes han var et godt varsel. –

Fra kirken tæt ved brusede orglet ud til ham, det klang så hjemligt, ligesom fra Køge kirke og han trådte ind i den store domkirke; solen skinnede gennem de malede ruder, ind mellem de høje slanke piller; der var andagt i hans tanke, der kom stilhed i hans sind.

Og han søgte og fandt en god skomager-mester i Nürnberg, og hos ham blev han skomager-svend og lærte sproget.

De gamle grave omkring byen er forvandlet til små køkkenhaver, men de høje mure står endnu, med tykke tårne; rebslageren snor sine reb på det bjælkebyggede reberbane hen ad muren ind til byen, og her rundt om fra revner og huller vokser hyldetræer, der lader deres grene hænge ud over de små lave huse nedenfor, og i et af disse boede den mester, som Knud arbejdede hos; hen over det lille tagvindue, hvor han sov, hældede hylden sine grene.

Her boede han en sommer og en vinter, men da foråret kom, så var her ikke til at holde ud, hylden stod i blomster, og de duftede så hjemligt, det var ligesom han var i haven ved Køge, – og så flyttede Knud fra sin mester og hen til en anden længere inde i byen, hvor der ingen hyldetræer stod.

Han arbejdede på et værksted tæt ved en af de gamle murede broer, lige over en altid brusende lav vandmølle; udenfor var der kun en rivende flod, indeklemt af husene, som alle var behængte med gamle skrøbelige altaner, det så ud, som om husene ville ryste dem ned i vandet. – Her voksede ingen hyld, her stod ikke engang en urtepotte med en smule grønt i, men lige overfor var der et stort gammelt piletræ, der ligesom holdt sig fast til huset der, for ikke at rives bort af strømmen; det strakte sine grene hen over floden, akkurat ligesom piletræet i haven ved Køge Å.

Jo, han var rigtignok flyttet fra Hyldemor til Pilefar; træet her - især på måneskins-aftener - havde noget hvorved han følte sig:

”- så dansk i sind

i måneskin!”

- men det var slet ikke måneskinnet, som gjorde det, nej det var det gamle piletræ.

Han kunne ikke holde det ud, og hvorfor ikke? Spørg pilen, spørg den blomstrende hyld! – og så sagde han farvel til den mester og til Nürnberg og rejste længere væk.

Han talte ikke om Johanne til nogen som helst; inden i sig gemte han sin sorg, og en sær betydning lagde han i historien om honningkagerne: nu forstod han, hvorfor mandfolket dér, på disken, havde en bitter mandel til venstre, han havde selv en sådan bitter smag, og Johanne, som altid var så mild og smilende, ja hun var bare honningkage. Det var, som om remmen fra hans rygsæk snørede ham til, så det var svært for ham at trække vejret; han løsnede den, men det hjalp ikke. Verden var kun halv udenom ham, den anden halvdel bar han inden i sig, sådan var det!

Først da han så de høje bjerge, blev verden ham større, hans tanker vendte udad, han fik tårer i sine øjne. Alperne syntes ham Jordens sammenlagte vinger; hvad om den opløftede dem, og udbredte de store fjer med brogede billeder af sorte skove, brusende vande, skyer og snemasser! “På dommedag løfter jorden de store vinger, flyver mod Gud og brister som en boble i hans klare stråler! Oh, gid at det var dommedag!” sukkede han. –

Stille vandrede han gennem landet, der syntes ham en græsgroet frugthave; fra husenes træaltaner nikkede de piger til ham mens de lavede deres kniplinger, bjergtoppene glødede i den røde aftensol, og da han så de grønne søer mellem de mørke træer – så tænkte han på stranden ved Køge Bugt; og der var længsel, men ikke smerte i hans bryst.

Der hvor Rhinen, som én lang bølge, vælter frem, styrter, knuses og forvandles i snehvide klare skymasser, som var det skyernes skabelse – og regnbuen flagrer som et løst bånd henover, – her tænkte han på vandmøllen ved Køge, hvor vandet bruste og knustes.

Gerne var han blevet i den stille rhinby, men her var så megen hyld og så mange piletræer, – og så gik han videre; over de høje, mægtige bjerge, gennem klippesprængninger og hen ad veje, der som svalereder var klinede til stenvæggen. Vandet bruste i dybet, skyerne lå under ham; over blanke tidsler, alperoser og sne gik han i den varme sommersol – og så sagde han farvel til Nordens lande og kom ned under kastanjetræer, mellem vinhaver og majsmarker. Bjergene var som en mur mellem ham og alle erindringer, og således skulle det være. –

Der lå foran ham en stor, prægtig stad, de kaldte den Milano og her fandt han en tysk mester, som gav ham arbejde; det var et gammelt skikkeligt ægtepar, han var kommet på værksted hos. Og de blev glade for den stille svend, der talte lidt, arbejdede endnu mere og var from og kristelig. Det var også, som Gud nu havde taget den tunge byrde fra hans hjerte.

Hans bedste lyst var undertiden at stige til tops i den mægtige marmorkirke, den syntes ham skabt af sne hjemmefra, og udsmykket med billeder, spidse tårne, blomstersmykkede åbne haller; fra hvert hjørne, fra hver spids og bue smilede de hvide billedstøtter og skulpturer til ham. – Oven over sig havde han den blå himmel, under sig byen og den vidtudstrakte grønne italienskelombarder-slette, og mod nord de høje bjerge med den evige sne, – og så tænkte han på Køge kirkemed de grønne vedbend-ranker om de røde mure, men han længtes ikke; her bag bjergene ville han begraves.

Ét år havde han levet her, det var tre år siden han var rejst hjemme fra; da førte hans mester ham ud i byen, ikke til Arena for at se heste-beridernes kunst, nej, men til den store opera, La Scala, og det var også en sal, der var værd at se! – I syv etager derinde hang der silkegardiner, og fra gulvet, svimlende højt op til loftet sad der de fineste damer med blomsterbuketter i hænderne, ligesom om de skulle til bal, og herrerne var i fornemt tøj og fuld pynt, mange med sølv og med guld. Der var så lyst, som i det klareste solskin og så bruste musikken så stærkt og dejligt, det var mere pragtfuldt end i teatret i København. Men der var Johanne dog, og her – ja, det var som en trolddom, gardinet gik til side og også her stod Johanne i guld og silke med guldkrone på hovedet; hun sang som kun en Guds engel kan synge; hun trådte så langt frem hun kunne, hun smilede, som kun Johanne kunne det, hun så lige på Knud.

Den stakkels Knud greb mesters hånd og råbte højt “Johanne!” men det kunne ikke høres, musikerne spillede så kraftigt; og mester nikkede dertil: “Ja, vist hedder hun Johanne!” og så tog han et trykt programblad og viste, at der stod hendes navn, hele hendes navn.

Nej, det var ingen drøm! og alle mennesker jublede for hende og kastede blomster og kranse til hende, og hver gang hun gik, så kaldte de på hende igen, hun gik og kom og atter kom.

Ude på gaden flokkede folk sig om hendes vogn og de trak den, og Knud var allerforrest og allergladest, og da de kom til hendes prægtigt oplyste hus, Knud stod lige ved vogndøren, der åbnedes, og hun trådte ud, og lyset skinnede lige ind i hendes velsignede ansigt og hun smilede og takkede så mildt og hun var så rørt; og Knud så hende lige ind i ansigtet og hun så Knud lige ind i ansigtet, men hun genkendte ham ikke. En herre med stjerne på sit bryst rakte hende sin arm – de var forlovede, sagde man.

Og så gik Knud hjem og snørede sin rygsæk; han ville og han måtte hjem til hylden og pilen – ak, under piletræet! På én time kan man gennemleve et helt menneskeliv!

De bad ham blive, men ingen ord kunne holde ham tilbage; de sagde ham, at det gik mod vintertid, at sneen faldt i bjergene; men i sporet af postens langsomt kørende hestevogn, – den måtte der jo banes vej for – kunne han gå, med rygsækken på, støttende sig på sin stav. –

Og han gik mod bjergene, op ad dem og ned ad dem; afkræftet, men så endnu ikke en by eller et hus; han gik mod Norden. Stjernerne tændtes oven over ham, hans fødder vaklede, hans hoved svimlede; dybt nede i dalen tændtes også stjerner, det var, som om himlen også udstrakte sig neden under ham. Han følte sig syg. Stjernerne dernede blev flere og flere og altid klarere, de bevægede sig. Det var en lille by, hvor lysene blinkede, og da han forstod det, anstrengte han sine sidste kræfter og nåede der et lille herberg.

Et helt døgn blev han her, for hans legeme trængte til hvile og pleje. Det var tø og slud i dalen. En morgenstund kom her en lirekasse-mand, han spillede en melodi hjemme fra Danmark, og så kunne Knud ikke længere holde det ud, – han gik i dage, i mange dage, med en hast, som gjaldt det at komme hjem før de alle sammen døde der; – men til ingen talte han om sin hjemlængsel, og ingen kunne se på ham, at han havde hjertesorg, den dybeste man kan have, den er ikke for verden, den er ikke morsom, den er ikke engang for vennerne og han havde ingen venner! Fremmed gik han i fremmed land, hjemad, mod Norden. I det eneste brev hjemmefra, det forældrene for år og dag siden havde skrevet, stod: “Du er ikke rigtig længere dansk, som vi andre herhjemme! Vi er det så uhyre meget! Du holder kun af fremmede lande!”

Forældrene kunne godt skrive sådan noget til ham – ja, de kendte ham jo!

Det var aften, han gik på den åbne landevej, det begyndte at fryse; landet selv blev mere og mere fladt med marker og enge; der stod ved vejen et stort piletræ; alt så så hjemligt, så dansk ud! Han satte sig under pilen, han følte sig så træt, hans hoved bøjede sig, hans øjne lukkede sig til hvile, men han følte og mærkede, hvordan pilen sænkede sine grene ned imod ham, træet syntes en gammel mægtig mand, det var Pilefar selv, der løftede ham på sine arme og bar ham, den trætte søn, hjem til det danske land ved den åbne blege strand, til Køge by, til barndomshaven. Ja, det var piletræet selv fra Køge, der var gået ud i verden for at søge og finde ham, og nu var han fundet og bragt hjem i den lille have ved åen, og her stod Johanne i al sin pragt, med guldkronen på, som han sidst havde set hende og hun råbte: “Velkommen!”

Og lige foran dem stod to underlige skikkelser, men de så meget mere menneskelige ud end i barndomstiden, de havde også forandret sig; det var de to honningkager, mandfolket og den unge kvinde; de vendte ansigtet til og så godt ud.

“Tak!” sagde de begge to til Knud; “Du har løst vor tunge! Du har lært os, at man frejdigt skal udtale sin tanke, ellers kommer der ikke noget ud af det! Og nu er der kommet noget ud af det! – vi er forlovede!”

Og så gik de hånd i hånd gennem Køges gader, og de så også meget anstændige ud på vrangen, med ryggen til, der var ikke noget dårligt at sige om dem! Og de gik lige hen mod Køge kirke, og og Knud og Johanne fulgte efter - de gik også hånd i hånd. Og kirken stod som før med røde mure og dejligt vedbend-grønt, og kirkens store dør åbnede sig til begge sider og orglet bruste og mandfolket og den unge kvinde gik begge op af kirkegangen: “Herskabet først!” sagde de, “honningkagernes brudefolk!” og så trådte de hver til sin side for Knud og Johanne, og de knælede deroppe og hun bøjede sit hoved over hans ansigt, og der trillede iskolde tårer fra hendes øjne, det var isen der smeltede om hendes hjerte ved hans stærke kærlighed, og de faldt på hans brændende kinder, og... – Han vågnede ved det, og sad nu under det gamle piletræ i fremmed land, i den vinterkolde aften; der faldt fra skyerne isnende hagl, de piskede hans ansigt.

“Det var den dejligste time i mit liv!” sagde han, “og den var en drøm. – Gud, lad mig drømme den om igen!” og han lukkede sine øjne – han sov, han drømte.

I morgenstunden faldt sneen, den føg hen over hans fødder, og han sov. Landsbyfolk gik forbi på vej til kirke; der sad en håndværkssvend, han var død, frosset ihjel – under piletræet.