063.Den gamle gravsten(1852)

H. C. Andersen - Eventyr 063:

Den gamle gravsten. En historie (1852)

Original + 2019-version

I en af de små købstæder, hos en mand, der havde sin egen gård, sad hele familien i kreds sammen om aftenen, på den årstid, da man siger “aftenen længes”. Det var endnu mildt og varmt; lampen var tændt, de lange gardiner hang ned for vinduerne, hvor der stod blomsterpotter, og udenfor var det et dejligt måneskin. Men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel, stor sten, der lå nede i gården, tæt ved køkkendøren, hvor pigerne tit opstillede det kobbertøj de havde skuret, for at det kunne tørres i solen, og hvor børnene gerne legede – det var egentlig en gammel gravsten.

“Ja,” sagde manden i huset, “jeg tror den er fra den gamle nedrevne klosterkirke. Der blev jo solgt både prædikestol, mindetavler og gravsten! Min salig fader købte flere af disse, de blev slået i stykker til brolægning, men denne sten blev tilovers og er siden blevet liggende i gården.”

“Man kan godt se, at det er en gravsten,” sagde den ældste af børnene, “der er endnu et timeglas at se på den og et stykke af en engel, men indskriften der stod, er næsten helt slettet ud, undtagen det navn ´Preben´ og et stort ´S´, der står lige bag efter og lidt længere nede ´Marthe´; men mere kan man ikke få ud af det og det er endda kun, når det har regnet eller vi har vasket den, at det står tydeligt.”

“Herregud, det er Preben Svanes og hans hustrus gravsten!” sagde en gammel mand derinde, der med sin alder godt kunne være bedstefar til dem alle sammen i stuen. “Ja, det ægtepar var et af de sidste, som blev jordet på den gamle klosterkirkegård! Det var et gammelt, hæderligt par fra mine drengeår! Alle kendte dem, og alle holdt af dem, de var alders-kongeparret her i byen! Folk sagde om dem at de ejede over en tønde guld, og alligevel gik de helt almindelig klædt, i det enkleste tøj, men deres linned var altid så skinnende hvidt. Det var et dejligt gammelt par, Preben og Marthe! – Når de sad på bænken, der var oppe på husets høje stentrappe, som det gamle lindetræ hældede sine grene over, og når de nikkede venligt og mildt, så blev man ordentlig glad derved. De var så mageløse gode mod de fattige! De bespiste dem, de gav dem tøj, og der var fornuft og sand kristendom i al deres godgørenhed. Først døde konen! Jeg husker den dag så godt; jeg var en lille dreng og med min fader inde hos gamle Preben, lige da hun var sovet hen. Den gamle mand var så bevæget, han græd som et barn. –

Liget lå endnu i sove-kammeret, tæt ved, hvor vi sad. Preben talte til min fader og et par naboer, om hvor ensomt der nu ville blive, hvor velsignet Marthe havde været, hvor mange år de havde levet sammen, og hvordan det gik til at de havde mødt hinanden og fik hinanden kær. Jeg var, som sagt, en lille dreng, og stod bare og lyttede, men det opfyldte mig forunderligt at høre på den gamle mand, og se, hvordan han mere og mere blev livlig, fik røde kinder, mens han talte om forlovelses-dagene, hvor yndig hun havde været, hvor mange små uskyldige omveje han havde gået for at træffes med hende. Og han talte om bryllupsdagen: hans øjne lyste derved, han levede sig ligesom tilbage igen til den glædestid, og nu lå hun så inde i kammeret tæt ved - død, en gammel kone. Og han var en gammel mand og talte om håbets tid! – – ja, ja, sådan går det! Dengang var jeg jo et barn og nu er jeg gammel, gammel, som Preben Svane dengang var det. Tiden går og alting skifter! – Jeg husker så godt Marthes begravelsesdag, gamle Preben gik lige bagefter ligkisten. Et par år tidligere havde ægteparret ladet deres gravsten hugge med indskrift og navne, alt undtagen dødsåret. Stenen blev om aftnen kørt hen og lagt på graven, – og året efter løftedes stenen igen og gamle Preben kom ned til sin hustru. – Der var ikke den rigdom efter dem, som folk havde troet og sagt. Det der var, gik til familien langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Og bindingsværkshuset, med bænken på den høje stentrappe under lindetræet, blev revet ned af magistraten, for det var alt for faldefærdigt til at de turde lade det stå. Siden, da det gik samme vej med klosterkirken og kirkegården blev nedlagt, så gik Prebens og Marthes gravsten, ligesom de andre gravsten derfra, til de, der ville købe dem. Og nu er det gået sådan, at den gravsten ikke er blevet slået i stykker og brugt, men stadig ligger i gården – som legested for de små, og som hylde for pigens skurede køkkentøj. – Byens brolagte gade går nu hen over gamle Prebens og hans hustrus hvilested; ingen husker dem mere!”

Og den gamle mand, som fortalte alt dette, rystede bedrøvet med hovedet. “Glemmes!” – “Alt skal glemmes!” sagde han.

Og så talte de i stuen om andre ting; men den mindste dreng derinde - et barn med store, alvorlige øjne - krøb op på stolen bag gardinerne, og så ned i gården, hvor månen skinnede klart på den store sten, der føraltidhavde syntes ham tom og flad, men nulå, som et helt stort blad i en historiebog. Alt hvad drengen havde hørt om Preben og hans hustru Marthe havde stenen inde i sig. Og han så på den, og han så op mod den klare, lyse måne, i den rene, høje luft og det var ligesom et Guds ansigt, der skinnede ud over jorden.

“Glemmes! – Alt skal glemmes!” lød det inde i stuen, og i det øjeblik kyssede en usynlig engel drengens bryst og pande og hviskede stille: “Gem dette frø-korn godt, gem det til modenhedens tid! – Ved dig, du barn, skal den næsten udslettede indskrift, den smuldrende gravsten med sine lyse gyldne træk, føres videre til kommende slægter! Det gamle ægtepar skal igen, arm i arm, vandre rundt gennem de gamle gader, og - smilende med friske, røde kinder - sidde på stentrappen under lindetræet, og nikke til fattig og rig. Frø-kornet fra denne time vil, gennem mange år, vokse til et blomstrende digterværk. Det gode og skønne glemmes ikke - det lever i sagn og sange.”