H. C. Andersen - Eventyr 112:
"Lygtemændene er i byen", sagde Mosekonen (1865)
Der var en mand, som engang kunne så mange nye eventyr, men nu var de forsvundet for ham, sagde han. Eventyret, der af sig selv opsøgte ham, kom ikke mere og bankede på hans dør; og hvorfor kom det ikke? Ja, det er sandt nok, manden havde i år og dag ikke tænkt på det, nok ikke ventet, at det skulle komme og banke på, og det havde vist heller ikke været her, for udenfor var krig og indenfor al den sorg og nød, som krigen fører med sig.
Stork og svale kom fra deres lange rejse; de tænkte ikke på nogen fare, men da de kom var reden brændt, menneskenes huse brændte, ledet var af lave, ja det var rent borte, og fjendens heste trådte på de gamle grave. Det var hårde, mørke tider: men også de får en ende.
Og nu havde de fået en ende, sagde man, men endnu bankede eventyret ikke på, eller lod høre fra sig.
"Det er vel dødt og borte sammen med de mange andre!" sagde Manden. Men eventyret dør aldrig!
Og der gik over et helt år, og han længtes så såre.
"Mon dog ikke eventyret skulle komme igen og banke på?" Og han huskede det så levende i alle de mange skikkelser, det var kommet til ham; snart ungt og dejligt, som foråret selv, en yndig lille pige med skovmærkekrands om håret og bøgegren i hånden; hendes øjne skinnede som dybe skovsøer i klart solskin; snart var det også kommet som omvandrende bissekræmmer, havde åbnet kramkisten og ladet sine silkebånd flagre med vers og indskrift fra gamle minder; men allerdejligst var det dog, når det kom som gammel morlille med sølvhvidt hår og med øjne så store og så kloge, for hun kunne fortælle om de allerældste tider, længe før prinsesserne spandt på en ten af guld, mens drager og lindorme lå udenfor og passede på. Da fortalte hun så levende, at der kom sorte pletter for øjnene af enhver som hørte derpå, gulvet blev sort af menneskeblod; grufuldt at se for sig og at høre om, og dog så fornøjeligt, for det var jo så længe siden at det var sket.
"Mon hun ikke mere skulle banke på!" sagde Mandenog stirrede mod døren, så at der kom sorte pletter for øjnene, sorte pletter på gulvet; han vidste ikke om det var blod eller sørgeslør fra de tunge, mørke dage.
Og som han sad, kom ham i tanke om ikke eventyret havde skjult sig, ligesom prinsessen i de rigtige gamle folkeeventyr, og nu ville opsøges; blev hun fundet, da strålede hun måske i ny herlighed, dejligere end nogensinde før.
"Hvem ved? Måske ligger hun skjult i det henkastede halmstrå, der vipper på brøndkanten. Forsigtig! forsigtig! Måske har hun gemt sig i en vissen blomst, lagt inde i en af de store bøger på boghylden!"
Og manden gik hen til bøgerne, åbnede en af de allernyeste til at få forstand af; men der lå ingen blomst, der stod at læse om Holger Danske; og manden læste, at hele den historie var opfunden og sat sammen af en munk i Frankrig, at det var en roman, der var bleven "oversat og nedskrevet på det danske sprog", og at Holger Danskeslet ikke havde levet og altså slet ikke kom igen, som vi har sunget om og så gerne ville tro på. Det var med den danske helt Holger Danske, som med den schweiziske Vilhelm Tell, kun mundsvejr og tom tale, ikke til at stole på, og det stod i den nye bog, der var skrevet sammen med stor lærdom.
"Ja, jeg tror nu hvad jeg tror!" sagde Manden,"der gror ikke vejbred, hvor ingen fod har trådt – som man siger!"
Og han lukkede bogen, satte den på hylden og gik så hen til de friske blomster i vinduskarmen; måske havde eventyret skjult sig dér, i den røde tulipan med de guldgule kanter, eller i den friske rose, eller i den stærkt farvede, røde kamelia. Solskinnet lå mellem bladene, men ikke eventyret.
"Blomsterne, som stod her før, i sorgens tid, var alle langt smukkere; men de blevet skåret af, hver eneste, bundet i kranse, lagt ned i den dødes kiste og over den bredtes flaget. Måske er eventyret blevet begravet med de blomster? Men om det måtte blomsterne have vidst; kisten havde fornemmet det, jorden havde fornemmet det, og hvert lille græsstrå, der skød frem, ville have fortalt det. Eventyret dør aldrig!
Måske har det også været her og banket på, men hvem havde dengang øre for det, eller tanke for det? Man så mørk, tungsindig, næsten vredt til forårets solskin, dets fuglekvidder, og alt det fornøjelige grønne; ja tungen kunne ikke bære de gamle, folkefriske sange, de blev skrinlagt sammen med så meget, vort hjerte havde kært. Eventyret kan godt have banket på; men det er ikke blevet hørt, ikke budt velkommen, og så er det blevet borte.
Jeg vil gå ud at opsøge det.
Ud på landet! Ud i skoven ved den åbne strand!"
Der ude ligger en gammel herregård med røde mure, takket gavl og vajende flag på tårnet. Nattergalen synger under de fintfrynsede bøgeblade, mens den ser på havens blomstrende æbletræer og tror at de bære roser. Her har i sommersolen bierne travlt, og med summende sang sværmer de om deres dronning. Efterårsstormen kan fortælle om den vilde jagt, om menneskeslægter og skovens løv, der farer hen. Ved juletid synger de vilde svaner ude fra det åbne vand, mens inde i den gamle gård, ved kakkelovnsilden, man føler sig stemt til at høre sange og sagn.
Nede i den gamle del af haven, hvor den store allé af vilde kastanier lokker med sit halvmørke, gik manden, der søgte efter eventyret; her havde engang vinden suset for ham om Valdemar Då og hans døtre.Dryaden, skovnymfen inde i træet – det var eventyrmor selv – havde her fortalt ham Det gamle egetræs drøm. I mormors tid stod her beskårne hække, nu voksede kun bregner og nælder; de bredte sig over henslængte rester af gamle stenfigurer; der voksede mos i øjnene på dem, men de kunne se lige så godt som før; det kunne manden efter eventyr ikke, han så ikke eventyret. Hvor var det?
Hen over ham og de gamle træer fløj krager i hundredevis og skreg: "Herfra! Herfra!"
Og han gik fra haven hen over gårdens voldgrav, ind i ellelunden; der stod et lille sekskantet hus med hønsegård og andegård. Midt i stuen sad den gamle kone, som styrede det hele og vidste nøjagtigt om hvert æg, der blev lagt, hver kylling, der kom ud af ægget; men hun var ikke eventyret, som manden søgte; det kunne hun bevise med en kristelig dåbsattest og en vaccinationsattest, begge lå i dragkisten.
Udenfor, ikke langt fra huset, er en høj med rødtjørn og guldregn; her ligger en gammel gravsten, der for mange år siden kom hertil fra den nærliggende købstadskirkegård, et minde om en af byens hæderlige rådmænd. Hans hustru og hans fem døtre, alle med foldede hænder og pibekrave, står omkring ham, udhuggede i stenen. Man kunne betragte denne så længe, at den ligesom indvirkede på tankerne og disse igen på stenen, så at denne fortalte om gamle tider; sådan var det gået manden, der søgte eventyret. Mens han var her, så han en levende sommerfugl sidde lige i panden på rådmandens udhuggede billede; den slog med vingerne, fløj et lille stykke og satte sig igen tæt ved gravstenen for ligesom at vise, hvad der groede. Der groede en firkløver, der groede hele syv ved siden af hinanden! Kommer lykken, kommer den fuldt op! Han plukkede kløverne og puttede dem i lommen. Lykken er lige så god som rede penge; men et nyt, dejligt eventyr var dog endnu bedre, tænkte manden, men det fandt han ikke der.
Solen gik ned, rød og stor. Engen dampede, Mosekonen bryggede.
Det var ud på aftenen; han stod alene i sin stue, så ud over haven, over eng, mose og strand; månen skinnede klar, der lå en damp hen over engen, som var den en stor sø, og det havde den engang været, der gik sagn herom, og i måneskinnet viste sig syn for sagn. Da tænkte manden på, hvad han inde i byen havde læst, at Vilhelm Tellog Holger Danskeikke havde levet, men i folketroen bliver de dog, ligesom søen herude, levende syn for sagn. Jo, Holger Danskekommer igen!
Idet han således stod og tænkte, slog noget særdeles stærkt på vinduet. Var det en Fugl? En flagermus eller en ugle? Ja, dem lukker man ikke ind, selv om de banker på. Vinduet sprang op af sig selv, en gammel kone så ind på manden.
"Hvad behager?" sagde han. "Hvem er De? Lige direkte ind på første etage ser De – står De på en stige?"
"De har en firkløver i lommen," sagde hun, "ja De har hele syv, hvoraf den ene er en sekskløver!"
"Hvem er De?" .
"Mosekonen!" sagde hun. "Mosekonen, som brygger; det var jeg netop i gang med; tappen sad i tønden, men en af de små moseunger rev i kådhed tappen af, kylede den lige herop imod gården, hvor den slog mod vinduet; nu løber øllet af tønden og det er ingen tjent med."
"Jamen, sig mig dog!" sagde Manden.
"Ja, vent lidt," sagde Mosekonen, " for nu har jeg andet at tage vare på!" Og så var hun borte.
Manden var ved at lukke vinduet, men så stod konen der igen.
"Nu er det gjort," sagde hun, "men det halve øl kan jeg brygge om i morgen, om det bliver vejr til det. Nå, hvad har De så at spørge om? Jeg kom igen, for jeg holder altid mit ord, og De har i lommen syv firkløver, hvoraf den ene er en sekskløver; det giver respekt, for det er et ordenstegn, som gror ved landevejen, men ikke findes af enhver. Hvad har De så at spørge om? Stå nu ikke der som en løjerlig tip, jeg må snart afsted til min tap og min tønde!"
Ogmandenspurgte om eventyret, spurgte om mosekonen havde set det på sin vej.
"Ih, du store brygning!" sagde Konen, "har De endnu ikke fået nok af eventyret? Det tror jeg da rigtig nok at de fleste har. Her er andet at tage vare på, andet at passe på. Selv børnene er kommet ud over det med eventyr. Giv smådrengene en cigar og småpigerne en ny krinoline-kjole, det holder de mere af! Høre på eventyr? Nej, her er sandelig andet at tage vare på, vigtigere ting at udrette!"
"Hvad mener De med dét?" sagde Manden. "Og hvad ved De om verden? De ser jo kun frøer og lygtemænd!"
"Ja, tag De Dem i agt for lygtemændene!" sagde Konen, " – de er ude, de er sluppet løs! Dem skulle vi hellere tale om! Kom De til mig i mosen, hvor min nærværelse er nødvendig, der skal jeg fortælle Dem det hele, men skynd Dem lidt, mens Deres syv firkløvere med den ene sekser er friske og månen endnu er oppe!"
Væk var mosekonen.
Klokken slog tolv på tårnuret, og før den slog det næste kvarterslag varmandenude i gården, ude i haven og stod i engen. Tågen havde lagt sig, mosekonen holdt op med at brygge.
"Det varede længe før De kom!" sagde Mosekonen. "Troldtøj kommer hurtigere frem end mennesker, og jeg er glad for at jeg er født troldtøj!"
"Hvad har De mon nu at fortælle mig?" spurgte Manden. "Er det et ord om eventyret?"
"Kan De da aldrig komme videre, end at spørge om dét?" sagde Konen.
"Er det da om fremtids-poesien, De kan tale?" spurgte Manden.
"Bliv bare ikke højtravende!" sagde Konen, "så skal jeg nok svare! De tænker kun på digteriet, spørger kun om ”Eventyret”, som om hun var madammen for det hele! Hun er nok bare den ældste, men hun går altid for at være den yngste. Jeg kender hende godt! Jeg har også været ung, og det er ingen børnesygdom. Jeg har engang været en ganske smuk elverpige og danset med de andre i måneskinnet, hørt på nattergalen, gået i skoven og mødt eventyrfrøkenen, der altid var ude at føjte. Snart tog hun natteleje i en halv udsprunget tulipan eller i en engblomme; snart smuttede hun ind i kirken og svøbte sig i sørgebåndet, der hang fra alterlysene!"
"De ved dejlig besked!" sagde Manden.
"Ja, jeg skulle da sagtens vide lige så meget, som De ved!" sagdeMosekonen. "Eventyr og poesi, ja de er to alen af et stykke: de kunne gå at lægge sig hvor de ville. Al deres værk og tale kan man i øvrigt efterligne, brygge efter, og det både bedre og billigere. De skal få dem hos mig for ingenting. Jeg har et helt skab fuldt af ”Poesi på flasker”. Det er essensen, det fine udtræk af den – selve urten, både den søde og beske. Jeg har på flaske alt hvad menneskene behøver af poesi for, på helligdage, at få lidt på lommetørklædet at lugte til!"
"Det er ganske forunderlige ting, De siger," sagde Manden. "Har De poesi på flasker?"
"Mere end De kan tåle!" sagde Konen. "De kender vel historien om ”Pigen, som trådte på brødet, for ikke at smudse sine nye sko”? Den er både skrevet og trykt."
"Den har jeg selv skrevet!" sagde Manden.
"Ja, så kender De den, "sagde Konen, "og ved, at pigen sank lige ned i jorden til mosekonen, netop som Fandens oldemorgjorde visit for at se bryggeriet. Hun så pigen, som sank ned, og udbad sig hende til statue, som en erindring om besøget, og hun fik hende, og jeg fik en foræring, som jeg slet ingen gavn har af, et rejse-apotek, et helt skab fyldt med ”Poesi på flasker”. Oldemorsagde, hvor skabet skulle stå, og der står det endnu. Se engang! De har jo Deres syv firkløver i lommen, hvoraf den ene er en sekskløver, så vil De nok kunne se det!"
Og virkeligt, midt i mosen lå ligesom en stor elletrunte, en hul træstamme, det var oldemors skab. Det stod åbent for mosekonen og for enhver i alle lande og i alle tider, sagde hun, når blot de vidste, hvor skabet stod. Det var til at åbne både for og bag, på alle sider og kanter, et helt kunststykke, og så alligevel bare ud som en gammel elletrunte. Alle landes poeter, især vort eget lands, var her efterlignet: gejsten, essensen, af dem var her spekuleret ud, anmeldt, renoveret, koncentreret og derefter sat på flaske. Med stort instinkt, som det kaldes, når man ikke vil sige geni, havdeOldemortaget det i naturen, der ligesom smagte af den eller den poet, sat lidt djævelskab til, og så havde hun hans poesi på flaske for hele fremtiden.
"Lad mig se engang!" sagde Manden.
"Ja, men der er vigtigere ting at høre!" sagde Mosekonen.
"Men nu er vi jo ved skabet!" sagde Mandenog så derind. "Her er flasker af alle størrelser. Hvad er der i den der? Og hvad er der i den?"
"Her er det, de kalder majduft," sagde Konen, "jeg har ikke prøvet den, men jeg ved, at slår man bare en lille slat af den på gulvet, så fremstår der straks en dejlig skovsø, med åkander, brudelys og vilde krusemynter. Man hælder bare to dråber på en gammel stilebog, selv fra en af de første skoleklasser, og så bliver bogen en hel duft-komedie, som man meget godt kan opføre og falde i søvn over, så stærkt dufter den. Det skal nok forestille at være en slags høflighed mod mig, at der på den flaske står skrevet: ”Mosekonens Bryg".
Her står Skandale-flasken. Det ser ud, som om der kun var snavset vand i den, og det ér snavset vand, men med brusepulver af bysladder, tre lod løgn og to gran sandhed, rørt om med en birkekvist – ikke fra en spidsrods-kæp, lagt i saltlage og skåren ud af en forslået synders blodige krop, eller en stump fra skolemesterens spanskrør, nej men en birkekvist taget lige fra kosten, der fejede rendestenen.
Her står flasken med Den fromme poesi, i ren salmetone. Hver dråbe har klang, som smæld af helvedes porte, og er lavet af tugtelsens blod og sved; nogle siger, det bare er duegalde. Men duerne er de frommeste dyr, de har ingen galde, siger andre, men de kan ikke deres naturhistorie!"
Her stod flasken for alle flasker; den bredte sig i det halve skab: flasken med Hverdagshistorier; den var tilbundet både med svineskind og med blæreskind, for den kunne ikke tåle at tabe af sin kraft. Hver nation kunne her få sin egen suppe, den fremkom alt efter hvordan man vendte og drejede flasken. Her var gammel tysk blodsuppe med røverboller, også tynd husmandssuppe med virkelige, fornemme hofråder, der lå som rødder, og henover dem svømmede filosofiske fedtøjne. Der var engelsk guvernante-suppe og den populære franske Potage à la Kock, lavet på haneben og spurveæg, på dansk kaldet Cancan-Suppe; men den bedste af supperne var den københavnske. Det sagde familien.
Her stod Tragedienpå champagneflaske; den kunne knalde, og det skal den. Lystspilletså ud som fint sand til at kaste folk i øjnene, det vil sige, det ´finere´ lystspil; det ´grovere´ var også på flaske, men bestod kun af fremtids-plakater, hvor navnet på stykket var det kraftigste. Der var også udmærkede komedie-titler her, således: "Tør du spytte i værket?", "En på gummerne" "Det søde asen" og "Hun er sprøjtefuld!"
Manden faldt ganske hen i tanker ved alt dette, men mosekonen tænkte længere frem, hun ville have en ende på det.
"Nu har De vel set nok i kramkisten," sagde hun, "og nu ved De, hvad der er. Men det vigtigere, De skulle vide, ved De ikke endnu: Lygtemændene er i byen! Det har meget mere at betyde end poesi og eventyr. Jeg burde nu nok holde mund med det, men det må være en højere styrelse, en skæbne, noget, der er kommet over mig, noget der er gået i min gale hals, og nu måud: Lygtemændene er i byen, de er sluppet løs! Tag jer i agt, mennesker!"
"Det forstår jeg ikke et ord af!" sagde Manden.
"Vær så god at sætte Dem på skabet!" sagde hun. "Men fald ikke ind i det og slå flaskerne itu, De ved jo, hvad der er i dem. Jeg skal fortælle om den store begivenhed; den er ikke ældre end fra i går; den er hændt tidligere, men gårsdagens begivenhed har stadig trehundrede og fireogtres dage at løbe på. De ved vel, hvormange dage der er i året?"
Og mosekonen fortalte.
"Her var noget stort på færde i går, ude i sumpen! Her var barnegilde! Her blev født en lille lygtemand, her blev født tolv af det kuld, som det er givet, at de kunne, hvis de ville, optræde som mennesker og agere og kommandere imellem disse, som om de var født som mennesker. Det er en stor begivenhed i sumpen, og derfor dansede alle lygtemænd som smålys, hen over mose og eng – alle lygtemænd og lygtekoner; ja, der er også hunkøn, men de omtales ikke så meget. Jeg sad på skabet der og havde på mit skød alle de tolv små, nyfødte lygtemænd. De skinnede som Sankt Hans-orme og de begyndte allerede at hoppe, og hvert minut tog de til i størrelse, så de, før der var gået et kvarter, var lige så stor som en far eller en onkel. Nu er det en gammel medfødt lov og begunstigelse, at når månen netop står som den stod igår, og den vind blæser som blæste igår, så er det givet og forundt alle de lygtemænd, som i den time og i det minut fødes, at kunne blive mennesker, og hver af dem, igennem et helt år, at udøve deres magt rundt omkring. Lygtemanden kan løbe landet rundt – og verden med, hvis han ikke er bange for at falde i søen eller blæses ud i en svær storm. Han kan fare lige lukt ind i mennesket, tale for ham og gøre alle bevægelser, han vil. Lygtemanden kan påtage sig hvilken som helst skikkelse, mand eller kvinde, handle i deres ånd, men med hele sin egen trang tiloverdrivelse, så der kommer ud af det lige hvad han vil. Men i løbet af et år må han kunne føre trehundrede og femogtres mennesker på gal vej og det i stor stil, føre dem bort fra det sande og det rigtige. Da opnår han det højeste, en lygtemand kan drive det til: at blive løber foran Fandensstadskaret, få gloende brandgul kjole på og flammer lige ud af halsen. Det kan en simpel lygtemand slikke sig om munden efter. Men der er også fare og stort besvær for en ærgerrig lygtemand, der agter at spille en vigtig rolle, for hvis et menneske får øjnene op for hvem han er, og kan blæse ham væk, så er han væk og må tilbage i sumpen; og hvis lygtemanden, før året er omme, rammes af længsel efter at komme hjem til sin familie og derfor opgiver sig selv, så er han også væk, kan ikke længere brænde klart, går snart ud og kan ikke tændes igen. Hvis året er endt, og han da endnu ikke har ført tre hundrede og femogtres mennesker bort fra sandheden og hvad godt og dejligt er, så er han dømt til at ligge i råddent træ og bare skinne uden at kunne røre sig, og det er den frygteligste straf for en livlig lygtemand. Alt dette vidste jeg og alt dette sagde jeg til de tolv små lygtemænd, som jeg sad med på skødet, og de var ellevilde af glæde. Jeg sagde dem, at det var det sikreste og mageligste at opgive æren og ikke at bestille noget særligt; men det ville de unge blus ikke, de så sig allerede gloende brandgul og med flammen ud af halsen. "Bliv hos os!" sagde nogle af de gamle. "Driv spil med menneskene!" sagde de andre. "Menneskene udtørrer vore enge, de dræner! Hvad skal der så blive af vore efterkommere?"
-
"Vi vil, flamme mig, rigtig flamme!" bandede de nyfødte lygtemænd, og så var det afgjort.
Her blev straks minut-bal, kortere kunne det ikke være! Elverpigerne svang sig tre gange rundt med alle de andre, for ikke at synes storsnudede; de danser ellers helst med sig selv. Så blev der givet faddergave: "Kastet smut", som det hedder. Foræringerne fløj, som kiselstene, hen over mosevandet. Hver af elverpigerne gav en flig af deres slør: "Tag den!" sagde de, "så kan du straks udføre den højere dans, de vanskeligste sving og vendinger, når det kniber; du får den rette holdning og kan vise dig i de største og strunkeste selskaber. Natravnenlærte hver af de unge lygtemænd at sige: "Bra', bra', brav!" sige det på det rette sted, og det er en stor gave, der lønner sig selv. Uglen og storken lod også noget falde af til dem, men det var ikke værd at tale om, sagde de, og så taler vi ikke om det. Da forKong Valdemars vilde jagthen over mosen, og da det herskab hørte om al den stads og ståhej, sendte de som foræring et par fine hunde, der jager med vindens fart og nok kunne bære en lygtemand eller tre. To gamle marekatte, som ernærer sig ved at ride, var med ved gildet; de lærte straks den kunst fra sig at slippe ind igennem et nøglehul, det er som om alle døre stod åbne for en! De tilbød at føre de unge lygtemænd til byen, hvor de vidste god besked om det meste. De red sædvanligvis gennem luften på deres eget lange nakkehår, som de havde bundet knude på, for at sidde hårdt, men nu satte de sig hver på skrævs over den vilde jagts hunde og tog op på skødet de unge lygtemænd, der skulle ind at forføre og forvilde menneskene, - hutsch!Så var de borte. Det var altsammen igår nat. Nu er lygtemændene i byen, nu har de taget fat, men hvordan og hvorledes? – ja sig mig lige det! Jeg har dog sådan en særlig vejrtråd syet igennem min storetå, den siger mig altid noget om hvordan vinden blæser!"
"Det er et helt eventyr!" sagde Manden.
"Ja, det er da kun begyndelsen til et!" sagde Konen. "Kan De fortælle mig, hvordan lygtemændene nu tumler og ter sig, i hvilke skikkelser de har optrådt for at få menneskene på gale veje?"
"Jeg tror nok," sagde Manden, "der kunne skrives en hel roman om lygtemændene, hele tolv dele, en om hver lygtemand, eller måske endnu bedre, en hel folkekomedie!"
"Den skulle De skrive!" sagde Konen, "eller måske skulle de hellere lade være!"
"Ja, det er mageligere og behageligere!" sagde Manden, "så slipper man for at udhænges i avisen, og det er tit ligeså trangt som for en lygtemand at ligge i råddent træ, skinne og ikke turde sige et muk!"
"Mig er det lige fedt!" sagde Konen, "men lad hellere de andre skrive, både de som kan og de som ikke kan. Jeg giver fra min tønde en gammel tap, den åbner skabet med ”Poesi på flasker”, derfra kunne de alle få hvad der lige mangler for dem! Men De, min gode mand, synes mig nu at have blækket Deres fingre nok til og De må være kommen til den alder og ro, ikke hvert år at løbe efter eventyr, nu hvor der her er langt vigtigere ting at gøre! De har vel dog forstået, hvad der er på færde?"
"Lygtemændene er i byen!" sagde Manden, " – jeg har hørt det, jeg har forstået det! Men hvad vil De have, at jeg skal gøre? Jeg vil jo blive overdænget, hvis jeg ser det og siger til folk: ”se engang, der går en lygtemand i et nydeligt kjolesæt!””
"De går også i skørter!" sagde Konen. "Lygtemanden kan påtage sig alle skikkelser og optræde alle steder. Han går i kirke, ikke for Vorherres skyld, og måske er han endda faret i præsten! Lygtemanden taler på vort folketings valgdag, ikke for land og riges skyld, men kun for sin egen skyld; nu er han kunstner, både i farvepotten og i teaterpotten, men får han hele magten, så er spillet snart forbi! Jeg snakker og jeg snakker, jeg må ud med hvad der sidder mig i kværken og den gale hals, til skade for selv min egen familie; men jeg skal åbenbart være menneskenes redningskone! Det er sandelig ikke med min gode vilje eller for medaljens skyld. Jeg gør jo det galeste, jeg kan: jeg siger det til en poet – og så får da snart hele byen det at vide!"
"Byen lægger sig det ikke på hjertet!" sagde Manden. "Det vil ikke anfægte et eneste menneske, de tror allesammen at jeg fortæller et eventyr, i det jeg med den inderligste alvor siger dem: ”Lygtemændene er i byen" sagde mosekonen, " - tag jer i agt!””
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©